Første del: Revolution indtil sejr! – Thawra hatta’l nasr!
Den arabiske revolution er en kilde til inspiration for arbejdere og unge overalt. Den har rystet hvert eneste land i Mellemøsten i deres grundvold, og rystelserne kan føles i hele verden. De dramatiske begivenheder i Nordafrika og Egypten er et vendepunkt i menneskehedens historie. Disse begivenheder er ikke isolerede tilfælde, der er adskilt fra verdensrevolutionens generelle proces.

Det vi ser foran os er de tidlige stadier af den socialistiske verdensrevolution. Den samme generelle proces vil udfolde sig i hele verden, om end i forskellig hastighed. Der vil uundgåeligt være op- og nedture, nederlag og sejre, modgang og medgang. Vi må være forberedte på dette. Men den generelle tendens vil gå i retning af en tiltagende acceleration af klassekampen på verdensplan.

Den fantastiske massebevægelse i Tunesien og Egypten er kun begyndelsen. Revolutionær udvikling er på dagsordenen, og intet land er immunt over for den generelle proces. Revolutionerne i den arabiske verden er et udtryk for kapitalismens krise på verdensplan. Begivenhederne i Tunesien og Egypten viser fremtiden for de udviklede kapitalistiske lande.

Tunesien
Tunesien var tilsyneladende det mest stabile arabiske land. Økonomien voksede, og de udenlandske investorer tjente fede profitter. Præsident Zine al-Abidine Ben Ali regerede med en jernnæve. Det så ud til, at alt var til det bedste i den bedste af alle kapitalistiske verdener.

De borgerlige kommentatorer kigger på overfladen og ser ikke den proces, der finder sted i samfundets dyb. Derfor er de blinde overfor den proces, der virker i Nordafrika. De benægtede enhver mulighed for revolution i Tunesien. Nu fremviser alle de borgerlige strateger, økonomer, akademikere og ”eksperter” offentligt deres rådvildhed.

Landet gik i brand efter, at den arbejdsløse unge Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv. Hegel pegede på, at nødvendigheden udtrykker sig gennem tilfældigheder. Dette var ikke det eneste tilfælde af selvmord blandt Tunesiens desperate, arbejdsløse ungdom. Men denne gang havde det en uventet virkning. Masserne strømmede på gaden og begyndte en revolution.

Regimets første reaktion var at knuse oprøret med magt. Da det ikke virkede, tyede de til indrømmelser, hvilket blot virkede som benzin på bålet. Politiets voldsomme repression standsede ikke masserne. Regimet brugte ikke hæren, for de kunne ikke bruge den. Ét eneste blodigt sammenstød, og hæren ville have brudt sammen.

Den tunesiske arbejderklasse indledte en bølge med rullende regionale strejker, der kulminerede i en landsdækkende strejke. Det var på dette tidspunkt, at Ben Ali måtte flygte til Saudi Arabien. Det var den arabiske revolutions første sejr. Det ændrede alt.

Da Ben Ali flygtede var der et magttomrum, som måtte fyldes af revolutionære komiteer. De tog magten på lokalt og visse steder også på regionalt niveau. I Redeyef, der ligger i Gafsas fosfat-minebassin, er der ingen anden myndighed end faggforeningerne. Politistationen blev brændt ned, dommeren flygtede, og rådhuset blev overtaget af den lokale fagforening, der har sit hovedkvarter dér. Der bliver holdt massemøder på byens største plads, og her taler fagforeningslederne regelmæssigt. De har oprettet komitéer til at tage sig af transport, offentlig orden, lokale velfærdsydelser og så videre.

Masserne var ikke tilfredse med deres første sejr. De har i stort antal været på gaden imod ethvert forsøg på at genindføre den gamle orden under et nyt navn. Alle de gamle partier er blevet fuldstændig miskrediterede. Da Gannouchi forsøgte at indsætte nye guvernører i regionerne, blev de afvist af folket. Flere hundrede tusinder protesterede, og guvernørerne måtte fjernes.

Revolutionens lave er endnu ikke kølet af i Tunesien. Arbejderne kræver, at Ben Alis families formue bliver konfiskeret. Da de kontrollerede enorme dele af økonomien, er det en direkte trussel imod kapitalistklassens herredømme i Tunesien. Konfiskation af Ben Alis klikes ejendom er et socialistisk krav.

De tunesiske arbejdere har sat upopulære arbejdsgivere på porten. Den venstreorienterede 14. januar bevægelse har opfordret til, at der bliver samlet en landsdækkende forsamling af revolutionære komitéer. Det er et korrekt krav, men indtil videre er der ikke blevet taget nogen konkrete skridt for at gennemføre det. På trods af manglen på ledelse fortsætter revolutionen med at gå fremad med stormskridt, den har væltet Gannouchi og taget bevægelsen op til nye højder. Vores parole må være: thawra hatta’l nasr! – Revolution indtil sejren!

Den egyptiske revolution
Tunesien indledte den arabiske revolution, men det er et lille land i udkanten af Maghreb. Egypten, derimod, er et enormt land med 82 millioner indbyggere i hjertet af den arabiske verden. Dets store, kampvillige arbejderklasse har vist sin revolutionære ånd mange gange. Den egyptiske revolution afspejlede utvivlsomt Tunesiens indflydelse, men den var også baseret på andre faktorer: høj arbejdsløshed, faldende levestandard og et had imod den korrupte og undertrykkende regering.

Tunesien fungerede som en katalysator. Men en katalysator kan kun virke, når de nødvendige forhold er til stede. Den tunesiske revolution viste, hvad der er muligt. Men det ville være helt forkert at antage, at det var den eneste – eller endda den vigtigste – årsag. Betingelserne for en revolutionær eksplosion var allerede modnet i alle disse lande. Det, der krævedes, var en enkelt gnist, der kunne antænde krudttønden. Det gav Tunesien.

Bevægelsen i Egypten viste massernes fantastiske heltemod. Sikkerhedsstyrkerne kunne ikke skyde på de største demonstrationer på Tahrir-pladsen i frygt for, at et tunesisk scenario kunne udvikle sig. Regimet forestillede sig, at det ligesom tidligere var tilstrækkeligt at slå ned på nogle enkelte. Men det var ikke nok. Stemningen havde ændret sig. Kvantitet blev til kvalitet. Den gamle frygt var forsvundet. Denne gang var det ikke folket, men politiet, der måtte flygte.

Det førte direkte til besættelsen på Tahrir-pladsen. Regimet sendte hæren ind, men soldaterne fraterniserede med masserne. Den egyptiske hær består af værnepligtige. De øverste lag i hæren, generalerne, er korrupte. De er en del af regimet, men de værnepligtige er arbejdere og fattige bønder. Og de laverestående og mellemliggende lag af officerskorpset kommer fra middelklassen, og de er udsat for massernes pres.

Oppositionspartierne krævede reformer, herunder opløsning af det parlament, der blev indsat i december efter et svindlet valg, afholdelse af nyvalg og en erklæring fra Mubarak om, at hverken han eller hans søn ville stille op til præsidentvalget i september. Men i virkeligheden var ledelsen langt efter masserne. Bevægelsen gik langt videre end disse krav. Det revolutionære folk ville ikke acceptere mindre end Mubaraks omgående afgang og en fuldstændig opløsning af hans regime.

Demonstranterne begyndte med elementære krav som et stop for nødretstilstanden, afskedigelse af indenrigsministeren og en højere mindsteløn, men dristigheden voksede sammen med deres antal, og parolerne blev hævet til et højere, mere revolutionært niveau: ”Ned med Mubarak”, ”Folket kræver regimets afgang”, eller blot ”Gå!” På denne måde gik massernes revolutionære bevidsthed fremad med syvmileskridt.

Staten og revolutionen
Det kan ikke lade sig gøre at forklare begivenhederne i Egypten og Tunesien uden massernes centrale rolle, der var begivenhedernes motor fra start til slut. Borgerlige og småborgerlige ”eksperter” forsøger nu at nedtone betydningen af massernes aktion. De ser kun, hvad der sker i toppen. For dem er det kun et spørgsmål om et ”kup”, om ”hæren der overgiver magten til sig selv”. De samme borgerlige historikere forsikrer os om, at bolsjevikkernes revolution i 1917 ”blot var et kup”. De er ikke i stand til at se historien i ansigtet, i stedet er de fascineret af dens bagdel.

Deres ”grundige” analyser er overfladiske i ordets bogstaveligste forstand. For de borgerlige filosofer generelt eksisterer alting kun som ydre udtryk. Det er som at forsøge at forstå bølgernes bevægelse uden at bekymre sig om at undersøge havstrømmene i oceanerne. Selv efter, at masserne var gået på gaden i Kairo, fastholdt Hillary Clinton, at Egypten var stabilt. Hun baserede sin konklusion på, at staten og dens undertrykkelsesapparat forblev intakt. Men blot to uger senere var det i ruiner.

Eksistensen af et magtfuldt apparat til statslig undertrykkelse er ingen garanti imod revolution, men kan være det stik modsatte. I et borgerligt demokrati har den herskende klasse visse sikkerhedsventiler, der kan advare den, når situationen glider ud af kontrol. Men under et diktatorisk eller totalitært regime er der ingen muligheder for, at folk kan udtrykke deres følelser i det politiske system. Derfor kan opstande ske pludseligt, uden varsel, og omgående tage en ekstrem form.

De væbnede styrker udgjorde det gamle regimes basis. Men ligesom enhver anden hær afspejlede den samfundet, og den kom under massernes indflydelse. På papiret var det en uovervindelig styrke. Men hære består af mennesker, og de er udsat for det samme pres som alle andre sociale lag og institutioner. I sandhedens time kunne hverken Mubarak eller Ben Ali bruge hæren imod folket.

I mange arabiske lande er hæren ikke det samme som hæren i den udviklede kapitalistiske verden. De er i sidste ende også kapitalistiske hære, bevæbnede grupper til forsvar for den private ejendomsret, men samtidig er de også resultatet af den koloniale revolution. Naturligvis er generalerne korrupte og reaktionære. Men de værnepligtige kommer fra arbejderklassen og bondestanden. De laverestående og middel-rangerende dele af officerskorpset afspejler massernes pres, hvilket blev klart med Nassers kup i 1952.

Revolutionen fremprovokerede en krise i staten. Der var tiltagende spændinger imellem hæren og politiet og mellem politiet og demonstranterne. Det var derfor, at hærens råd til sidst besluttede sig for at trække støtten til Mubarak. Hæren var tydeligt rystet af begivenhederne, og den udviste tegn på at sprækkes under massernes pres. Der var tilfælde, hvor officerer lagde våbnene og gik sammen med demonstranterne på Tahrir-pladsen. Under disse betingelser kunne det ikke komme på tale at bruge hæren imod det revolutionære folk.

Arbejderklassens rolle
I de første to uger lå magten i gaderne. Men efter at have vundet magten i gaderne, vidste bevægelsens ledere ikke, hvad de skulle gøre med den. Idéen om, at det blot var nødvendigt at samle et stort antal mennesker på Tahrir-pladsen, var forkert. For det første så den bort fra spørgsmålet om statsmagten. Men det er det centrale spørgsmål, der afgør alle andre spørgsmål. For det andet var det en passiv strategi, hvorimod det, der krævedes, var en offensiv og aktiv strategi.

I Tunesien tvang massedemonstrationer Ben Ali i eksil og væltede regeringspartiet. Det overbeviste mange egyptere om, at deres regime kunne vise sig at være lige så skrøbeligt. Problemet var, at Mubarak nægtede at gå af. På trods af demonstranternes overmenneskelige indsats og mod, lykkedes det ikke for protesterne at vælte Mubarak. Massedemonstrationer er vigtige, fordi de får de hidtil passive masser til at rejse sig op og giver dem en følelse af deres egen magt. Men bevægelsen kunne ikke lykkes, hvis den ikke var blevet hævet op til et nyt og højere niveau. Det kunne kun gøres af arbejderklassen.

Arbejderklassens genopvågning blev udtrykt i en bølge af strejker og protest i de senere år. Det var en af de vigtigste faktorer, der banede vejen for revolutionen. Det er også nøglen til dens fremtidige succes. Den egyptiske arbejderklasses dramatiske entré på historiens scene var et vendepunkt i revolutionens skæbne. Det var det, der reddede revolutionen og førte til, at Mubarak blev væltet. I den ene by efter den anden organiserede Egyptens arbejdere strejker og fabriksbesættelser. De fordrev de forhadte driftsledere og de korrupte fagforeningsledere.

Revolutionen bevægede sig op på et højere niveau. Den gik fra at være en demonstration til at blive en landsdækkende opstand. Hvilken konklusion kan vi drage af dette? Kun følgende: at kampen for demokrati kun kan vindes i det omfang, at den anføres af arbejderklassen – de millioner af arbejdere, der skaber samfundets rigdomme, og uden hvis tilladelse ikke én pære lyser, ikke én telefon ringer, og ikke ét hjul snurrer.

Den egyptiske nations opvågning
Marxisme har intet til fælles med økonomisk determinisme. Massearbejdsløshed og fattigdom er et eksplosivt emne. Men der var noget andet til stede i den revolutionære ligning – noget mere flygtigt, der ikke kan måles, men ikke er en mindre kraftig kilde til utilfredshed end materiel nød. Det er den brændende følelse af ydmygelse, der findes i hjerterne og sindene hos et gammelt og ædelt folk, der i generationer har været underlagt imperialismen.

Der er den samme generelle følelse af ydmygelse hos alle de arabiske folk, der i mere end 100 år har været slavebundet og undertrykt af imperialismen, underlagt først de europæiske magters diktater, siden den transatlantiske kæmpe. Denne følelse kan finde et forvrænget udtryk i den islamiske fundamentalisme, der anser alt vestligt for ondt. Men islamismens succes i de senere år var kun et udtryk for, at venstrefløjen ikke var i stand til at tilbyde et ægte socialistisk alternativ til de arabiske massers presserende problemer.

I 1950’erne og 1960’erne, opildnede Gamal Abdel Nassers drøm om arabisk socialisme og panarabisme håbet hos masserne overalt. Egypten blev et håbets fyrtårn for de undertrykte og underkuede arabiske masser. Men Nasser gennemførte ikke programmet til sin logiske konklusion, og under Anwar Sadat blev udviklingen vendt. Egypten blev en brik i USA’s stormagtspolitik. Under Mubaraks tre årtier ved magten blev disse tendenser forstærket tusindvis af gange. Mubarak var en håndlanger for USA og Israel, og han forrådte skamløst den palæstinensiske sag.

I løbet af de seneste tre eller fire årtier har den arabiske psyke været farvet af skuffelser, nederlag og ydmygelser. Men nu er historiens hjul drejet 180 grader, og alt forandrer sig. Idéen om revolution har en meget konkret betydning i den arabiske verden i dag. Den fanger opmærksomheden hos millioner og bliver en materiel kraft. Idéer, der kun slog an hos få, overbeviser og mobiliserer nu millioner.

Revolutioner er gode til at klarlægge sagerne. De afprøver alle tendenser. Med ét er idéerne om individuel terrorisme og islamisk fundamentalisme blevet kastet til side af den rivende, revolutionære strøm. Revolutionen har vakt halvt glemte idéer til live igen. Den indvarsler en genkomst af de gamle traditioner for socialisme og panarabisk nationalisme, der aldrig helt er forsvundet ud af den folkelige bevidsthed. Det er ikke en tilfældighed, at fortidens sange om modstandskamp kommer frem igen. Til demonstrationerne har der været billeder af Nasser.

Vi er vidner til en arabisk renæssance. En ny bevidsthed bliver skabt i kampens hede. Demokratiske krav er fundamentale for folket under sådanne betingelser. Folk, der i lang tid har været slavebundne, kaster omsider den gamle passive og fatalistiske mentalitet bort og rejser sig op i fuld højde.

Man kan se den samme proces i enhver strejke, for en strejke er en revolution i miniformat, og en revolution udgør en strejke fra hele samfundets side imod dets undertrykkere. Når først de bliver aktive, opdager mænd og kvidner deres menneskelige værdighed. De begynder at tage deres skæbne i egne hænder og forlange rettigheder: vi kræver at blive behandlet med respekt. Det er kernen i enhver ægte revolution.

Revolutionen løfter bevidstheden op til et højere niveau. Den river tæppet væk under fødderne på de reaktionære, der har forvirret masserne og omtåget deres sanser med den religiøse fundamentalismes giftige dampe. På trods af imperialisternes løgnagtige propaganda spillede fundamentalisterne så godt som ingen rolle i revolutionen i Tunesien og Egypten. Revolutionen afskyr sekterisme. Den går på tværs af alle opdelinger og forener mænd og kvinder, gamle og unge, muslimer og kristne.

Den revolutionære bevægelse går på tværs af religion. Den går på tværs af køn. Den får de arabiske kvinder på gaden for at kæmpe sammen med deres mænd. Den går på tværs af alle nationale, etniske og sproglige forskelle. Den forsvarer de undertrykte mindretal. Den samler alle de levende kræfter i den arabiske nation og forener dem i en fælles kamp. Den sætter det revolutionære folk i stand til at rejse sig i fuld højde, genvinde sin værdighed og frydes i frihed. Mænd og kvinder kan hæve deres hoveder og med stolthed sige: ”vi vil ikke længere være slaver”.

Spontanitetens begrænsninger
Revolutionen i Tunesien og Egypten kom nedefra. Den var ikke organiseret af nogen af de eksisterende politiske partier eller ledere. De stod alle langt bagefter en bevægelse, de ikke havde forudset, og som de overhovedet ikke var forberedte på. Hvis der er én lektie, man kan lære af den egyptiske revolution, er det denne: det revolutionære folk kan ikke stole på andre end sig selv – stol på jeres egen styrke, jeres egen solidaritet, jeres eget mod, jeres egen organisation.

Når vi ser på Egypten er den historiske analogi, der øjeblikkeligt falder i tankerne, Barcelona i 1936. Uden parti, ledelse eller program, gik arbejderne til kasernerne med et utroligt heltemod og knuste fascisterne. De reddede situationen og kunne have taget magten. Men spørgsmålet er netop: hvorfor tog de ikke magten? Svaret er manglen på ledelse. Mere nøjagtigt blev de svigtet af de anarkistiske ledere fra CNT, som de havde stolet på. Hvem der end har illusioner til anarkismen bør studere den spanske revolutions historie!

Ved første øjekast så bevægelserne i Tunesien og Egypten ud til at være en spontan revolution uden organisation og ledelse. Men denne definition er ikke helt eksakt. Bevægelsen var kun delvist spontan. Den blev indkaldt af visse grupper og enkeltpersoner. Den har ledere, der tager initiativ, fremsætter paroler og indkalder til demonstrationer og strejker.

Der er blevet lagt megen vægt på den rolle, som bliver spillet af sociale netværk som Facebook og Twitter i Tunesien og Egypten (og tidligere i Iran). Der er ingen tvivl om, at den nye teknologi har spillet en rolle, er ekstremt brugbar for de revolutionære og har gjort det umuligt for stater som Egypten at fastholde det monopol på information, de tidligere havde. Men de, der overdriver den rent teknologiske side af tingene, forvrænger revolutionens kerne – det vil sige den rolle, som masserne, og især arbedjerklassen, spiller. Det skyldes, at de ønsker at fremstille revolutionen som et rent middelklasse-anliggende, der alene bliver anført af intellektuelle og internet-entusiater. Det er helt forkert.

For det første er det kun en lille del af befolkningen, der har adgang til internettet. For det andet koblede regimet praktisk talt internettet fra og forstyrrede mobiltelefon-nettet. Det standsede ikke bevægelsen et eneste minut. Uden internet og mobiltelefoner organiserede folket demonstrationer ved hjælp af en meget gammel teknologi, der er kendt som menneskelig tale. Den samme teknologi blev brugt til at fremme den franske revolution og den russiske revolution, der sørgeligvis ikke havde adgang til Facebook eller Twitter, men klarede sig alligevel. En endnu større rolle end Facebook blev imidlertid spillet af Al Jazeera. Millioner af mennesker kunne følge begivenhederne samtidig med, at de foregik – dag for dag, time for time.

Som vi har set er det ikke sandt at sige, at den egyptiske revolution ikke havde ledere. Der var en slags ledelse lige fra begyndelsen. Den bestod i en løs koalition af en lang række små partier og aktivist-grupper. Det var dem, der på Facebook indkaldte til ”Vredens dag”, der faldt sammen med Politiets Dag den 25. januar. Over 80.000 egyptiske internetbrugere skrev sig på og sagde, at de ville demonstrere i gaden med krav om reformer.

I både Tunesien og Egypten blev demonstrationerne indkaldt af grupper, der hovedsageligt bestod af unge, og de gav den ledelse, som de ”officielle” oppositionspartier ikke leverede. The Economist skriver om ”fremvæksten af løst forbundne grupper, der presser på for reform, som køres via internettet af unge med et hovedsageligt sekulært udsyn, men uden nogen specifik ideologi. Nogle forenede sig omkring arbejderrettigheder. Andre stod for menneskerettigheder eller akademisk frihed.”

Disse aktioner blev derefter udført af et afgørende mindretal og var derfor ikke rent spontane. Men det var blot toppen af et meget stort isbjerg. Den folkelige sympati var på demonstranternes side. De landsdækkende protester blev til en generel opstand imod Mubaraks regime mad samtidige masseprotester over hele Egypten. Så der var i virkeligheden en form for ledelse, om end den ikke havde særlig klare idéer. Imidlertid blev arrangørerne i både Tunesien og Egypten overraskede over massernes tilslutning. De havde ikke drømt om omfanget af den støtte, de fik. Ingen af arrangørerne havde regnet med, at de enorme mængder ville reagere på opfordringerne, og endnu færre havde regnet med, at uro-politiet ville lade dem bevæge sig særlig langt.

Det er sandt, at revolutionens ”spontane” karakter gav en vis beskyttelse imod staten, og i den forstand var det positivt. Men manglen på en passende ledelse er også en alvorlig svaghed, der har en meget negativ virkning senere hen.

Den kendsgerning, at masserne i begge tilfælde kunne omstyrte Ben Ali og Mubarak uden hjælp fra en bevidst ledelse er tilstrækkeligt vidnesbyrd om arbejderklassens revolutionære potentiale i alle lande. Men det udtømmer ikke spørgsmålet på nogen måde. Svagheden ved en rent spontan bevægelse blev set i Iran, hvor revolutionen – på trods af massernes enorme selvopofrelse – endte i nederlag, i hvert fald midlertidigt.

Argumentet om, at ”vi ikke har brug for ledere” kan ikke bestå selv den mindste prøvelse. Selv i en strejke på en halv time på en fabrik, er der altid ledelse. Arbejderne vil vælge folk iblandt sig til at hjælpe dem og organisere strejken. De, der er valgt, er ikke tilfældige elementer, men generelt de mest modige, erfarne og intelligente arbejdere. De bliver valgt på dette grundlag.

Ledelse er vigtigt, og partiet er vigtigt. Et seksårigt barn kan forstå dette, og det er ABC indenfor marxisme. Men der følger flere bogstaver efter ABC i alfabetet. Der er nogle, der kalder sig for marxister, der forestiller sig, at med mindre og indtil et marxistisk parti står i spidsen for arbejderklassen, kan der ikke være tale om en revolution. Sådant latterligt pedanteri har intet til fælles med marxisme. revolutionen vil ikke udfolde sig på en ordnet måde, hvor det revolutionære parti dirigerer masserne med en taktstok.

I 1917 sagde Lenin, at arbejderklassen altid er langt mere revolutionær end selv det mest revolutionære parti. Erfaringen fra den russiske revolution viste, at havde ret. Lad os minde om, at Lenin i april 1917 måtte henvende sig direkte til arbejderne hen over hovedet på bolsjevikkernes centralkomité, der havde indtaget en konservativ holdning til den proletariske revolution i Rusland.

Den samme konservative mentalitet, den samme aristokratiske mistro overfor masserne, kan ses hos mange af de, der ser sig som klassens ”fortrop”, men som i praksis virker som en bremse på bevægelsen i hver eneste afgørende situation. Det er tilstrækkeligt at pege på den sørgelige rolle, der bliver spillet af den såkaldte ”fortrop” i Iran, som har overlevet siden revolutionen i 1979, men som holdt sig på afstand af de revolutionære masser, der gik på gaden i millionvis for at udfordre regimet i 2009.

Siger marxisterne, at med mindre og indtil det revolutionære parti bliver bygget og står i spidsen for arbejderklassen, så er revolution umuligt? Nej, vi har aldrig sagt noget sådant. Revolutionen skrider fremad og følger sine egne love, der udvikler sig uafhængigt af de revolutionæres vilje. En revolution vil finde sted, når alle de objektive forhold er til stede. Masserne kan ikke vente på, at det revolutionære parti er blevet opbygget. Imidlertid er spørgsmålet om ledelse afgørende, når først de objektive forudsætninger er til stede. Det er meget ofte forskellen på sejr og nederlag.

Revolution er en kamp mellem levende kræfter. Sejren er ikke givet på forhånd. Faktisk var den egyptiske revolution på et tidspunkt meget tæt på at blive besejret. Taktisk set var det ikke den bedste mulighed at forblive på Tahrir-pladsen. Det viste arrangørernes begrænsede udsyn. Mubarak udmanøvrerede næsten bevægelsen ved at købe visse lag og mobilisere lumpenproletariske voldsmænd til grufulde angreb. Det var kun massernes afgørende indblanding, og især arbejderklassens handling, der forhindrede nederlaget.

Spørgsmålet om ledelse
Masserne har aldrig en færdig plan i begyndelsen af en revolution. De lærer gennem kamp. De ved måske ikke præcis, hvad de vil have, men de ved meget vel, hvad de ikke vil have. Og det er nok til at drive bevægelsen frem.

Ledelse er et meget vigtigt element i en krig. Det betyder ikke, at det er det eneste element. Selv de mest brillante ledere kan ikke garantere succes, hvis de objektive forhold er ugunstige. Og nogen gange er det muligt at vinde en krig med dårlige generaler. I en revolution der er det højeste udtryk for krigen mellem klasser, har arbejderklassen fordelen i antal og sin kontrol med nøgledele af samfundets produktionsapparat. Men den herskende klasse har mange andre fordele.

Staten er et apparat til opretholdelsen af mindretallet af undertrykkeres kontrol over det udbyttede flertal. Den herskende klasse har mange magtfulde løftestænger: pressen, radioen og fjernsynet, skolerne og universiteterne, statsbureaukratiet og også de spirituelle bureaukrater og tankepolitiet i moskeer og kirker. Derudover besidder de en hær af professionelle rådgivere, politikere, økonomer og andre specialister i den fine kunst af manipulation og bedrag.

For at kæmpe imod dette undertrykkelsesapparat, der er blevet bygget op og perfektioneret over mange årtier, må arbejderklassen udvikle sine egne organisationer, anført af en erfaren og beslutsom ledelse, der har absorberet historiens lærdomme og er parat til alle muligheder. At argumentere for, at det er muligt at besejre den herskende klasse og dens stat uden organisation og ledelse, er som at invitere en hær til at gå i kamp uden træning og uden forberedelse overfor en professionel styrke, der ledes af erfarne officerer.

I de fleste tilfælde vil sådan en konflikt ende i nederlag. Men selv hvis revolutionen formår at overvælde fjenden i første omgang, vil det ikke være nok til at sikre den ultimative sejr. Fjenden vil omgruppere sig, reorganisere sig, modificere sin taktik og forberede en modoffensiv, der vil være endnu mere farlig, fordi masserne vil blive lullet ind i en forestilling om, at krigen allerede er blevet vundet. Hvad der først så ud til at være sejrens og glædens stund, viser sig at være et ekstremt farligt tidspunkt for revolutionens skæbne, og manglen på en ledelse i sådan et tilfælde vil vise sig at være akilleshælen, en fatal svaghed.

Ledelsen for protestbevægelsen indeholdt forskelligartede elementer og forskellige ideologiske tendenser. I sidste ende afspejler det forskellige klasseinteresser. I begyndelsen skjules dette faktum af en generel appel om ”enhed”. Men revolutionens udvikling vil uundgåeligt bane vej for en proces med intern differentiering. De borgerlige elementer og middelklasse ”demokraterne” vil acceptere de krummer, som regimet tilbyder. De vil gå på kompromis og gå ind i aftaler bag massernes ryg. På et vist tidspunkt vil de svigte revolutionen og gå over i reaktionens lejr. Det sker allerede.

I sidste ende er det de mest beslutsomme revolutionære elementer, der kan garantere revolutionens endelige sejr: de, der ikke er parate til at gå på kompromis, men som er parate til at gå hele vejen. Nye eksplosioner er indbygget i situationen. I sidste ende må den ene eller anden side sejre. Den objektive situation er moden til, at arbejderklassen tager magten. Det er kun manglen på den subjektive faktor – det revolutionære parti og ledelse – der har forhindret det i at finde sted indtil nu. Det centrale problem for revolutionen nu er derfor at overvinde problemet med ledelsen.

Intriger i toppen
Det var den landsdækkende opstand, der overbeviste generalerne om at kun Mubaraks afgang ville berolige de egyptiske gader og genoprette ”ordenen”. Det var – og er – alt, hvad de er optaget af. Al snak om demokrati er blot et figenblad for at skjule dette faktum. De frygter revolutionen som pesten og ønsker bare at vende tilbage til ”normaltilstanden” – det vil sige at vende tilbage til det gamle regime under et nyt navn.

Den herskende klasse har mange strategier for at besejre en revolution. Hvis den ikke kan gøre det med magt vil den gå over til list. Når den herskende klasse står overfor at tabe alt, vil den altid tilbyde indrømmelser. Omstyrtelsen af Ben Ali og Mubarak var store sejre, men de var kun første akt i det revolutionære drama.

Det gamle regimes repræsentanter er fortsat i en magtposition; det gamle statsapparat, hæren, politiet og bureaukratiet er stadig på plads. Imperialisterne laver intriger med toppen af hæren og de gamle ledere for at snyde masserne for alt, hvad de har vundet. De tilbyder kompromis, men det er et kompromis, der vil bevare deres magt og privilegier.

Det gamle regime forsøger, efter at det blev besejret i gaderne, at indgå en aftale, det vil sige at forsøge at narre oppositionens ledere, så de efterfølgende kan narre masserne. Ideen var, at når først initiativet var i hænderne på ”forhandlerne”; ville masserne blive til passive tilskuere. De virkelige beslutninger ville blive truffet andetsteds, bag lukkede døre, bag folkets ryg.

Det gamle regimes mænd begynder langsomt at genvinde deres mod. De er begyndt at føle sig mere selvsikre, og de optrapper deres manøvrer og intriger, mens de baserer sig selv på de mere moderate dele af oppositionen. Masserne er urolige. De ønsker ikke, at bevægelsen skal blive kapret af professionelle politikere og karrieremagere der forhandler med generalerne på samme måde som de handlende prutter om prisen i basaren. Men spørgsmålet forbliver: hvordan kan vi føre revolutionen fremad? Hvad må der gøres?

I takt med at bevægelsen radikaliseres, vil nogle af de elementer, der spillede en ledende rolle i de tidligere stadier, falde bagud. Nogen vil forlade den; andre vil gå over til fjenden. Dette svarer til de forskellige klasseinteresser. De fattige, de arbejdsløse, arbejderne, de ”besiddelsesløse” har ingen interesse i at opretholde den gamle orden. De ønsker at feje ikke blot Mubarak, men hele regimet med undertrykkelse, udnyttelse og ulighed, til side. Men de borgerlige liberale ser kampen for demokrati som vejen til en behagelig karriere i parlamentet. De har ingen interesser i at fuldføre revolutionen eller i at forstyrre de eksisterende ejendomsforhold.

For de borgerlige liberale er massebevægelsen blot et belejligt forhandlingskort, noget de kan true regeringen med for at give dem et par ekstra krummer. De vil altid forråde revolutionen. Der kan ikke gives nogen tillid til disse folk. Elbaradei siger nu, at han er imod grundlovsændringerne, men i stedet for at kræve en øjeblikkelig grundlovgivende forsamling siger han, at valget skal udskydes, at forholdene ikke er til stede, at det ikke er det rigtige tidspunkt, og så videre. For disse herrer er tiden for demokrati aldrig inde endnu. For masserne, der har udgydt deres blod for revolutionen, er tiden for demokrati nu!

IMT siger:

• Ingen tillid til generalerne!
• Ingen tillid til de selvudnævnte ‘ledere’ der kræver en tilbagevenden til ”normaliteten”
• Fasthold massebevægelsen!
• Organisér og styrk de revolutionære komiteer!
• For en udrensning af alle det gamle regimes støtter!
• Ingen aftaler med det gamle regime!
• Det nuværende “midlertidige regime” har ingen legitimitet og bør fjernes med det samme.
• Kræv indkaldelse af en grundlovgivende forsamling nu!

Det muslimske broderskab
Visse folk, herunder Khamenei i Iran, siger at den revolutionære bevægelse, som vi er vidner til, handler om religion, altså en ”islamisk genopvågning”. Men det er tydeligvis ikke rigtigt. Selv de største religiøse ledere i Egypten indrømmer det. De frygter at blive fejet til side, hvis de forsøger at portrættere revolutionen som en religiøs bevægelse. Det er en bevægelse blandt alle religioner og derfor ingen religion. Der var ingen fjendtlighed imod de kristne i demonstrationerne. Der var ikke en snert af antisemitisme.

Religiøs sekterisme er et våben, som de reaktionære bruger for at forvirre folket. Angrebene i december på de koptiske kristne, var tydeligvis tilrettelagt af det hemmelige politi for at skabe en sekterisk splittelse og aflede opmærksomheden fra massernes virkelige problemer. De tyr til den samme beskidte taktik nu for at splitte masserne langs sekteriske linjer, ved at ophidse til konflikt mellem muslimer og koptere i et forsøg på at splitte og desorientere folket og underminere revolutionen.

Opstandene i Tunesien og Egypten er hovedsageligt sekulære og demokratiske, og har ofte bevidst ekskluderet islamisk fundamentalisme. Opfattelsen af, at det Muslimske Broderskab var en ”eneste virkelige opposition” var helt igennem forkert. De vigtigste krav fra de egyptiske demonstranter var for arbejde, mad og demokratiske rettigheder. Det har intet at gøre med islamisk fundamentalisme, og er en bro til socialismen, der har dybe rødder i Egypten og de andre arabiske landes traditioner.

Nogle vildledte folk på venstrefløjen har beskrevet bevægelsen i Tunesien og Egypten som “middelklasse” revolutioner. De samme såkaldt venstreorienterede har længe flirtet med reaktionære grupper som Hizbollah, Hamas og det Muslimske Broderskab. De forsøger at retfærdiggøre deres forræderi overfor marxismen med et argument om disse lederes såkaldte antiimperialistiske holdninger. Det er helt igennem forkert. De såkaldte islamiske fundamentalister er kun antiimperialister i ord, men i praksis repræsenterer de en reaktionær tendens. De er i virkeligheden det gamle regimes femte hjul.

Imperialisterne har forsøgt at bruge de islamiske fundamentalister som et skræmmebillede for at forvirre masserne og skjule den arabiske revolutions virkelige karakter. De siger: ”Se! Hvis Mubarak går af, vil Al-Qaeda tage hans plads.” Mubarak selv sagde til det egyptiske folk, at hvis han gik af, ville det blive ”som Irak. Det var alt sammen løgn. Fundamentalisterne og organisationer som de Muslimske Broderskabs rolle er blevet helt grotesk overdrevet. Disse organisationer repræsenterer ingen progressiv kraft. I sidste ende vil de altid forråde arbejderklassen og bøndernes sag.

Det er rent ud sagt en skandale, at visse europæiske venstreorienterede grupper, hvoraf nogen endda kalder sig marxister, har støttet fundamentalisterne. Det er intet mindre en et forræderi overfor den proletariske revolution. Det er rigtigt, at det Muslimske Broderskab er splittet på klasselinjer. Ledelsen er i hænderne på konservative elementer, kapitalister og rige forretningsmænd, mens medlemmerne omfatter mere kampvillige dele af ungdommen og de, der kommer fra en fattigere og mere arbejderklasse-præget baggrund. Men måden at vinde de sidstnævnte over på revolutionens side er ikke ved at indgå alliancer med deres kapitalistiske ledere, men i stedet ved at udsætte dem for en uforsonlig kritik, for at udstille deres hule påstande om at de er imod imperialismen og for de fattige.

Det er præcis det modsatte af hvad disse grupper gjorde, da de indgik i en alliance med lederne af Det Muslimske Broderskab om at organisere antikrigskonferencen i Kairo. I praksis gav disse venstreorienterede organisationer et venstreorienteret dække til lederne af Det Muslimske Broderskab, og de anerkendte deres falske antiimperialistiske generalieblad og styrkede dermed deres greb om deres egne medlemmer.

Tidligere blev det Muslimske Broderskab støttet af CIA for at underminere Gamal Abdel Nassers nationalisme, der bevægede sig mod venstre. Islamisk fundamentalisme var John Foster Dulles’ og det amerikanske udenrigsministeriums opfindelse for at bekæmpe venstrefløjen efter Suez-krigen i 1956. Men da Sadat og Mubarak blev amerikanske håndlangere, var fundamentalisternes tjenester ikke længere nødvendige. Hilary Clinton og andre har sagt, at det Muslimske Broderskab ikke er en trussel, at det er folk, man kan samarbejde med. Det er et klart tegn på, at imperialismen igen vil prøve at bruge fundamentalisterne til at stoppe revolutionen.

På samme måde blev Hamas og Hizbollah i sin tid stiftet for at komme bekæmpe PFLP og andre venstreorienterede tendenser i Palæstina. Senere skabte CIA Osama bin Laden som en modvægt til de sovjetiske kræfter i Afghanistan. Og nu prøver de igen at lave intriger med lederne for det Muslimske Broderskab for at stoppe revolutionen i Egypten og narre folket. Men det Muslimske Broderskab er ikke en homogen bevægelse, og den deler sig nu i forskellige fraktioner langs klasselinjer.

De fattige, der støtter Broderskabet er én ting. Lederne en helt anden. I 1980’erne var lederne af Broderskabet nøglepersoner, der fik gavn af den økonomiske liberalisering – programmet for infitah eller ”åbning” – hvorunder Sadat og siden Mubarak afviklede statssektoren, og favoriserede privat kapital. En undersøgelse af forretningsfolk fra Broderskabet viser, at de på nuværende tidspunkt kontrollerer 40 procent af al privat økonomiske aktivitet. De er en del af det kapitalistiske system og har fuld interesse i at forsvare et. Deres opførsel bestemmes ikke af den hellige Qur’an men af klasseinteresser.

De benhårde fundamentalister er lige så skræmte af de revolutionære masser, som regimet selv er. Det Muslimske Broderskab erklærede, at de ikke ville forhandle med regeringen, før Mubarak gik af. Men i det øjeblik regimet vinkede med lillefingeren, ændrede de mening. En af lederne tog hen på Tahrir pladsen, hvor demonstranterne holdt stand og med deres kroppe forhindrede kampvognene i at besætte pladsen, og appellerede til dem om ikke at komme i sammenstød med hæren.

Vores indstilling til den slags mennesker blev udarbejdet for lang tid siden af Lenin der på den Kommunistiske Internationales anden kongres advarede om:

“11) Når det kommer til mere tilbagestående stater og nationer, hvor feudale eller patriarkalske og patriarkalske-bonde relationer dominerer, er det især vigtigt at huske: først og fremmest at alle kommunistiske partier må hjælpe de borgerligt-demokratiske frigørelsesbevægelser i disse lande, og at den pligt at yde den mest aktive assistance hovedsageligt hviler på arbejdernes skuldre i det land, som den tilbagestående nation kolonialt eller finansielt er afhængig af;
For det andet, Behov for en kamp imod præstevældet og andre indflydelsesrige reaktionære og middelalderlige elementer i de tilbagestående lande;

For det tredje: behovet for at bekæmpe Pan-islamismen og lignende tendenser, der stræber efter at kombinere frihedsbevægelsen imod den europæiske og amerikanske imperialisme med et forsøg på at styrke Khan’ernes, jordejernes, mullaherne osv. position.” (Lenin, teser om det nationale og koloniale spørgsmål, 5. juni, 1920, vores kursivering)

Det er marxismens virkelige position imod reaktionære religiøse tendenser. Det er den position, som IMT fast forsvarer.

IMT siger:

• Forsvar det revolutionære folks enhed!
• Ned med progrom-spekulanterne og de handlende i had!
• Gå imod al diskriminering baseret på religion!
• Intet kompromis med reaktionære og fjender af oplysning!
• Enhver mand og kvinde må have ret til at have enhver religiøs overbevisning eller ingen religion!
• For en fuldstændig adskillelse af religion fra staten!