Efter arbejdsnedlæggelsen den 24. juni 2010 på MAN Diesel, er meldingen nu, at forhandlingerne bevæger sig frem, og at arbejdsgiveren har trukket lidt i land på sine oprindelige krav. Det viser med al ønskelig tydelighed, at arbejdsnedlæggelsen har haft en positiv effekt. Det er en effekt, der må bygges videre på gennem forhandlingerne, men som kun eksisterer, så længe der en reel trussel for at arbejderne tager yderligere kampskridt. Arbejdsgiveren skal vide, at der står 150-200 mand bag forhandlerne og ånder dem i nakken.

Derfor er det også afgørende at arbejderne informeres løbende og inddrages i beslutningerne om, hvad man kan gå med til løbende, i størst muligt omfang. Det vil give det bedste og stærkeste mandat til forhandlerne.

Arbejdsgiverens ønsketænkning
Den første arbejdsnedlæggelse ruskede op i arbejdsgiveren og gjorde det klart, at arbejderne ønsker en reel forhandling og ikke et diktat. Det stod samtidig krystalklart på informationsmødet den 24. juni, at det særligt er arbejdsgiverens krav om at gøre lønstigninger afhængige af produktivitetsstigninger (resultatløn), der falder arbejderne for brystet. Og det er med god grund.

Arbejdsgiveren ønskede i sin tid at gå væk fra akkord og over til timeløn, så man kunne indføre Lean. Nu vil man så have resultatløn, men uden akkordens sikkerhed og kontrol fra arbejdernes side. Altså det værste fra to verdner, set fra arbejdernes synspunkt. Det er arbejdsgiverne, der leder og fordeler arbejdet, planlægger, står for at maskinerne er vedligeholdte osv., og det er arbejdsgiveren, der holder regnskab med produktivitet, brok og forholdet mellem mandetimer og maskintimer.

Det vil sige, at arbejderne står mere eller mindre uden indflydelse på om de aftalte produktivitetsmål opnås. Tværtimod vil arbejderne ikke engang være i stand til at kunne kontrollere, om det rent faktisk skulle lykkes at opnå målene. Med andre ord vil arbejderne risikere at blive kørt rundt i manegen.

Fare for manøvrer
Arbejdsgiveren har vist svaghed i forhandlingssituationen ved at åbne op efter arbejdernes aktion den 24. Men der er en risiko for, at arbejdsgiverne vil forsøge at lave afledningsmanøvre. Det kan for eksempel ske ved at give indrømmelser på områder, der ikke er afgørende, for at fastholde de virkelige angreb, hvilket er et klassisk kneb.

Et oplagt eksempel vil være at arbejdsgiverne giver 3,50 kroner (1,7 procent) i stedet for én krone mere i timen i tilfælde af, at produktivitetsmålene opnås. Så kan arbejdsgiveren argumentere for, at lønstigningen følger med inflationen. Men faktum er, at det intet ændrer i forhold til, at der åbnes en ladeport for øget arbejdspres.

Gennemføres resultatløn må man stille sig følgende spørgsmål: Hvad hvis planlæggerne ikke kan holde hylderne fyldte med ordrer, og maskinerne så står stille? Hvad hvis maskiner bryder sammen? Hvad hvis brok-procenten går op, fordi arbejderne skal køre flere maskiner på én gang, råmaterialet er dårligt osv.?
Svarene er simple men skræmmende: Er der midlertidigt ikke ordrer nok til at holde maskinerne kørende konstant, så må man fyre kolleger for at holde antallet af maskintimer oppe og mandetimer nede. Er der personer, der er uheldige at brokke dyre emner, vil enkeltpersoner risikere at bliver hængt ud, og arbejderne på fabrikken vil stå splittede overfor hinanden i stedet for at holde sammen.

Kravene står fast
Forhandlingerne fortsætter, mens sommerferien nærmer sig. Det betyder at færre er på arbejde og at der er færre ordrer at levere. Det betyder, at strejkevåbnet bliver mindre effektivt. Det ved arbejdsgiveren. Derfor er der så meget desto mere grund til at slå fast at kravene er seks procent på grundlønnen og afvisning af resultatløn. Samtidig har arbejderne, gennem strejken den 24. juni, vist at de mener det alvorligt, når de siger nej til ledelsens angreb og at de er klar til at kæmpe. Det er den beslutsomhed, der chokerede MANs ledelse, og det er den beslutsomhed, der må bygges videre på. Det er nu, der skal rykkes.