Teksten er dateret 24. juni 1935. Oversat fra Writings of Leon Trotsky 1935-36, Pathfinder Press, New York, 1977.

I Frankrig og andre steder bliver der nu gjort forsøg på at konstruere en såkaldt luxemburgisme som et bolværk for venstrecentristerne imod bolsjevik-leninisterne. Dette spørgsmål kan opnå anseelig betydning. Det kan muligvis blive nødvendigt at tilegne en længere artikel i den nære fremtid til den virkelige og påståede luxemburgisme. Jeg vil her kun berøre spørgsmålets essentielle træk.

Vi har mere end en enkelt gang trådt i skranken til forsvar for Rosa Luxemburg imod Stalin og hans bureaukratis uforskammede og dumme mistolkninger. Og det vil vi fortsætte med. Når vi gør det er vi ikke drevet af sentimentale overvejelser, men af den historisk-materialistiske kritiks krav. Vores forsvar for Rosa Luxemburg er imidlertid ikke ubetinget. Rosa Luxemburgs svage sider er blevet klargjort både teoretisk og praktisk. SAP-folkene og lignende elementer (se for eksempel den dilettantiske intellektuelle ”proletarisk kulturelle” franske Spartacus, de socialistiske studenters blad, der udkommer i Belgien, og ofte også den belgiske Action socialiste, etc.) gør kun brug af de svage sider og manglerne, der på ingen måder var afgørende hos Rosa; de generaliserer og overdriver disse svagheder til det yderste og opbygger et gennemført absurd system på dette grundlag. Paradokset består i dette, at i deres seneste vending har stalinisterne også – uden at anerkende endsige forstå det – bevæget sig teoretisk tæt på de karikerede negative sider af luxemburgismen, for ikke at tale om de traditionelle centrister og venstrecentrister i den socialdemokratiske lejr.

Det er ikke nyt at sige, at Rosa Luxemburg ihærdigt satte masseaktionernes spontanitet i modsætning til den ”hæderkronede” konservative politik hos det tyske socialdemokrati, særligt efter revolutionen i 1905. Dette oppositionelle standpunkt havde en helt igennem revolutionær og progressiv karakter. Langt tidligere end Lenin forstod Rosa Luxemburg den hæmmende karakter af det forbenede parti- og fagforeningsapparat, og hun begyndte en kamp imod det. I og med at hun regnede med den uundgåelige skærpelse af klassekonflikterne forudsagde hun altid, at massernes uafhængige elementære opdukken, imod ledernes vilje og linje, var garanteret. I disse brede historiske snit viste Rosa sig at have ret. For revolutionen i 1918 var ”spontan”, det vil sige, at den blev udført af masserne imod alle bureaukratiets forholdsregler og reservationer. På den anden side viste hele Tysklands senere historie, at spontanitet alene langt fra er tilstrækkeligt til succes; Hitlers regime er et tungtvejende argument imod spontanitetens universalmiddel.

Rosa begrænsede aldrig sig selv til den blotte teori om spontanitet, som Pavrus for eksempel, der senere byttede sin fatalisme om den sociale revolution ud med den mest oprørende opportunisme. I modsætning til Pavrus hengav Rosa Luxemburg sig til at uddanne den revolutionære fløj af proletariatet på forhånd og bringe det sammen organisatorisk så meget som muligt. I Polen opbyggede hun en meget rigid uafhængig organisation. Det, der højst kan siges, er at hun i sin historisk-filosofiske evaluering af arbejderbevægelsen kom til kort i forberedelsen af den forberedende udvælgelse af avantgarden i sammenligning med de masseaktioner, der kunne forventes; mens Lenin – uden at begrænse sig til fremtidige aktioners mirakler – tog de fremskredne arbejdere og konstant og utrætteligt bragte dem sammen til en fast kerne, illegalt eller legalt, i masseorganisationerne eller under jorden, ved hjælp af et skarpt defineret program.

Rosas teori om spontanitet var et stærkt våben imod reformismens forbenede apparat. Men gennem den kendsgerning at den ofte blev rettet imod Lenins arbejde med at opbygge et revolutionært apparat, afslørede den – sandt at sige, kun i kimform – sine reaktionære træk. Med Rosa selv skete dette kun enkelte gange. Hun var alt for realistisk, i revolutionær forstand, til at udvikle teorien om spontanitet til fuldendt metafysik. I praksis underminerede hun, som sagt, denne teori ved hvert skridt. Efter revolutionen i november 1918 begyndte hun det hårde arbejde med at samle den proletariske fortrop. På trods af hendes teoretiske meget svage manuskript om den sovjetiske revolution, skrevet i fængsel men aldrig udgivet af hende, giver Rosas efterfølgende værk den sikre konklusion, at hun dag for dag bevægede sig nærmere Lenins teoretisk klart skitserede standpunkt om bevidst ledelse og spontanitet. (Det må ganske sikkert være denne omstændighed, der afholdt hende fra at offentliggøre sit manuskript imod den bolsjevikiske politik, der senere blev misbrugt så skammeligt.)

Lad os igen forsøge at overføre konflikten mellem spontane masseaktioner og målbevidst organisatorisk arbejde til den nuværende epoke. Hvilken kraftfuld fremvisning af styrke og uselviskhed, de arbejdende masser i alle civiliserede og halvciviliserede lande har fremvist siden verdenskrigen! Intet i menneskehedens tidligere historie kunne sammenlignes med det. Så langt havde Rosa Luxemburg fuldstændig ret imod filistrene, korporalerne og den ”hæderkronede” bureaukratiske konservatismes tykpander. Men det er netop formøblingen af denne umålelige energi, der danner grundlag for proletariatets store tilbageskridt og fascismens fremgang. Uden den mindste overdrivelse kan det siges: hele verdenssituationen er bestemt af den proletariske ledelses krise.

Arbejderbevægelsen er i dag stadig bebyrdet med enorme rester fra de gamle bankerotte organisationer. Efter utallige ofre og skuffelser har i det mindste størstedelen af det europæiske proletariat trukket sig tilbage i sin skal. Den afgørende lektion, det har draget, bevidst eller halvbevidst, lyder således: store handlinger kræver en stor ledelse. I øjeblikket giver arbejderne stadig deres stemmer til de gamle organisationer. Deres stemmer – men på ingen måde deres grænseløse tillid. På den anden side, efter Tredje Internationales skændige kollaps, er det endnu sværere at få dem til at give deres tillid til en ny revolutionær organisation. Det er præcis der, krisen i proletariatets ledelse ligger. At synge en monoton sang om udefinerede fremtidige masseaktioner i denne situation, som modsætning til målrettet udvælgelse af kadrer til en ny Internationale, betyder at udføre gennemført reaktionært arbejde. Det er præcis der, SAP’s rolle er i den ”historiske proces.”

Denne fine fyr Paul Frölich kan naturligvis fremføre sine marxistiske samlinger for at inddæmme det teoretiske spontanitets-barbari. Disse rent litterært beskyttende midler forhindrer næppe eleverne af Miles (den dyrebare forfatter til fredsresolutionen og den ikke mindre dyrebare forfatter til artiklen i den franske udgave af Ungdomsbulletinen), Oscar Wassermann’erne og Boris Goldenberg’erne i at fremføre det mest skændige nonsens inden for SAP’s rækker. Schwabs praktiske politik (den kunstneriske ”ikke at sige, hvad som er” og den evige trøst i fremtidige masseaktioner og den spontane ”historiske proces”) er heller ikke andet end en taktisk udnyttelse af en helt igennem fordrejet og udrenset udgave af luxemburgisme. Og i den udstrækning, at Paul Frölich’erne ikke angriber denne teori og praksis i deres eget parti, antager deres anti-Miles artikler karakter af en søgen efter et teoretisk alibi. Sådan et alibi bliver kun nødvendigt, når man deltager i en bevidst forbrydelse.

Den proletariske ledelses krise kan naturligvis ikke overvindes ved hjælp af en abstrakt formel. Det er et spørgsmål om en meget forlænget proces. Ikke om en rent ”historisk” proces, hvilket vil sige om de objektive præmisser for bevidst handling, men om en uafbrudt række af ideologiske, politiske og organisatoriske tiltag med det formål at forene de bedste, de mest bevidste elementer af verdens arbejderklasse under en uplettet fane, elementer hvis antal og selvtillid konstant må styrkes, hvis forbindelser med bredere dele af arbejderklassen må udvikles og uddybes – med andre ord, at under nye og meget vanskelige forhold, at gendanne arbejderklassens historiske ledelse. De seneste spontanitets forvirringsfolk har lige så lidt ret til at henvise til Rosa Luxemburg som den skændige bureaukrater i Komintern har til at henvise til Lenin. Læg de tilfælde til side, som udviklingen har overvundet, og vi kan, med fuld berettigelse, sætte vores arbejde for Fjerde Internationale under de tre ”L”’ers tegn, det vil sige ikke blot under Lenin, men også under Luxemburg og Liebknecht.