Den 26. november var der premiere på TV2’s dokumentar “Hvem passer på grisene?”. Dokumentaren skildrer, hvor forfærdelige forhold dyrene har hos tre af landets største svinebønder, der også alle besidder topposter knyttet til landbrugets lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer.
Indholdet af dokumentaren er barskt og viser, hvordan dyrene i stor grad lider fuldstændig vanrøgt: døde smågrise der får lov til at ligge flere dage i staldene med de andre grise, åbne sår og infektioner på flere dyr og så lidt plads at dyrene er sølet ind i deres eget og andre dyrs afføring.
Dokumentaren indeholder desuden flere interviews med både dyrlæger og jurister, der bekræfter, at der er tale om forhold så grelle, at det bør medføre politianmeldelse.
Ikke så overraskende har dokumentarens indhold også igen været med til at ryste op i debatten om dyrevelfærd. Den 16. januar – efter at have været oppe i blot tre døgn – fik et borgerforslag om markant at forbedre grisenes forhold i landbruget hele 50.000 underskrifter, og vil dermed blive taget op i Folketinget. Det er et tydeligt udtryk for, at flere og flere ser kritisk på landbruget og dets rolle i samfundet.
Landbrug & Fødevarer har de sidste par år brugt svimlende beløb i forsøget på at greenwashe dem selv og fremstå som en organisation, der går højt op i dyrevelfærd.
Derfor faldt dokumentaren også mildt sagt i dårlig jord for lobbyorganisationen og kapitalisterne i landbruget. Men heldigvis for dem, er det ikke alle i det kapitalistiske samfund, der er lige for loven. For i stedet for den politianmeldelse, som samtlige jurister i dokumentaren påpeger burde blive indgivet, har Landbrug & Fødevarer trukket i trådene og i stedet angrebet folkene bag dokumentaren.
Optagelserne fra dokumentaren af forholdene i staldene blev filmet ved, at aktivister trængte ind i staldene for at kunne give et sandfærdigt billede af, hvordan forholdene faktisk er – modsat hvordan de fremstilles i Landbrug & Fødevarers egne propagandavideoer.
Ifølge lovgivningen er det ulovligt at trænge ind på privat ejendom, men det er ikke ulovligt at lave en dokumentar med materiale, der er blevet anskaffet ulovligt. Til gengæld er det ulovligt at behandle grisene, som de bliver behandlet i dokumentaren. Alligevel valgte byretten i Odense at tvinge TV2 til ikke at bruge klip fra en svinefarm, som tilhører den lokale svinekapitalist og formand for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, H. C. Gæmelke.
Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris er selv gået i offensiven med en udtalelse fra den 1. december, hvor de ikke med ét ord forholder sig til de konkrete forhold, der bliver vist i dokumentaren, men i stedet angriber dokumentaren og dens “ufine” tilvejebringelse af optagelserne fra staldene. Landbrug & Fødevarer går tydeligvis ikke meget op i dyrevelfærd, men er pludselig blevet eksperter i presseetik og journalistik.
Men det var selvfølgelig ikke nok til at stoppe den dårlige omtale. Så Landbrug & Fødevarer tog også kontakt til fødevareminister Jacob Jensen fra Venstre, som den 26. november skrev et Facebook-opslag, hvor han stiller spørgsmålstegn ved dokumentarens validitet (selvom dokumentarholdet har fået optagelserne fra staldene bekræftet som umanipulerede af en professionel virksomhed) og anklager aktivisterne for at være “gemene indbrudstyve” (hvilket de ikke er, da de ikke stjal noget).
Indtil videre tyder intet på, at dokumentaren vil få nogle konsekvenser for landets største svinebønder, de virkelige kriminelle, som den skildrer. Det er langt fra første gang, at de store landmænd kritiseres for behandlingen af deres dyr, og dokumentaren viser med al tydelig, at intet har ændret sig. Ministre, dommere og andre fine folk fra eliten slår ring om de lovovertrædende landbrugskapitalister.
Sagen illustrerer endnu en gang, at i det kapitalistiske samfund er der én lov, der er hævet over alle andre: den private ejendomsret og retten til uhæmmet at tjene profit – om det så er dyr, mennesker eller naturen, der lider. Under kapitalismen er nogle svin mere lige for loven end andre.





