LO og Socialdemokratiet


Kasper Siegismund



2 minutter

På LO’s nyligt afholdte ekstraordinære kongres blev der bl.a. taget beslutning om at droppe LO’s økonomiske støtte til Socialdemokratiet, som årligt har været på omkring otte millioner kroner. Der lægges op til, at LO nu skal kunne samarbejde mere med andre partier, og derfor skal den direkte tilknytning til et bestemt parti stoppes. I det nye “fagpolitiske grundlag” hedder det bl.a., at “behovet for at kunne agere bredt politisk har været stigende”, at “det er vigtigt at udvide fagbevægelsens samarbejdsrelationer med afsæt i et nyt værdigrundlag”, og at “fagbevægelsen har behov for at kunne indgå i bredere politisk samarbejde, end tilfældet har været hidtil”.

Hvad der forstås ved “bredere samarbejde”, er ikke helt klart. Betyder det, at fagbevægelsen skal samarbejde og føre politik sammen med de borgerlige partier som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti m.fl.? Hvis man ser på rækken af fagforeningsfjendtlige forslag, som regeringen og dens støtteparti har lanceret bare siden sidste valg, kan man hurtigt se det absurde i den idé. Fagbevægelsen har nu som før brug for at have et politisk udtryk – dvs. et arbejderparti, som kan kæmpe for arbejderklassens krav på det politiske plan. Det kan man aldrig bruge et borgerligt parti til. De fører åbent kapitalisternes politik, og de får da også økonomisk støtte af arbejdsgiverne og deres organisationer.

Når det er sagt, så bliver det også klart, hvorfor mange medlemmer af fagbevægelsen oprigtigt er meget trætte af forbindelsen til Socialdemokratiet, og af at deres kontingent bliver brugt på dette parti: Socialdemokratiets ledelse har i den sidste periode ført ren borgerlig politik med nedskæringer og andet skidt og har intet gjort for at repræsentere fagbevægelsens medlemmer. Og hvorfor give penge til Socialdemokratiet, når det fører en politik, der er i direkte modstrid med arbejderklassens interesser? Det ønske, som mange almindelige medlemmer har om at kappe alle politiske og økonomiske bånd mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet, er absolut forståeligt – men det vil bare ikke løse problemet. Hvis Socialdemokratiet skal på ret kurs og komme til at føre en socialistisk arbejderpolitik, som medlemmerne af den danske fagbevægelse vil have gavn af, nytter det ikke noget, at de fagligt aktive forlader partiet. Jo mere man bryder forbindelsen mellem parti og fagbevægelse, jo mere får bureaukraterne i toppen frit spil til at gøre som de vil.

I stedet for at trække støtten tilbage og bryde båndene burde fagforeningerne oversvømme Socialdemokratiet med deres medlemmer og med det flertal i ryggen starte en kamp imod den nuværende ledelse og dens borgerlige politik og for en socialistisk arbejderpolitik.