(Se mere om situationen i kommunerne på vores tema-side.)
I går, d.6/9 var der indkaldt til møde for de kommunalt ansatte i Ny Roskilde Kommune. Baggrunden er de massive nedskæringer der er lagt op til, i forslaget til næste års budget. Et budget, der vil medføre massevis af fyringer og forringelser, inden for det sociale område, med endnu dårligere arbejdsforhold og velfærd til følge. Derfor er denne kamp så vigtig og derfor var der store forventninger til mødet, der skulle beslutte hvilken vej bevægelsen skulle gå.
Forslag om arbejdsnedlæggelser
Den 28. var der afholdt en demonstration i Roskilde, mod de foreslåede besparelser. Det lykkedes de omkring 700 deltagere at presse sammenlægningsudvalgt til pludselig at finde 50 mio. Men der er endnu lang vej til, at alle besparelserne er trukket af bordet. Den eneste mulighed er en optrapning af kampen, at tage hårdere midler i brug. Derfor havde daginstitutionen Børnehuset Kongehøjen, stillet forslag til resolution om nedlæggelse af arbejdet d. 14/9, under sammenlægningsudvalgets førstebehandling af budgettet.
Ved en rundringning til 70 daginstitutioner i mandags, viste svarene at 60% af de adspurgte bakkede op om strejke som næste skridt i kampen, efter demonstrationen d. 28. august. De resterende havde for størstedelen ikke taget stilling.
Så det var med åbent sind og hævet hoved at deltagerne indfandt sig til mødet.
Fagtoppen bliver nervøs
Op indtil mødet den 6. havde Jeppe Krommes-Ravnsmed været drivkraften, med støtte fra den samlede fagbevægelse, bag protesterne mod besparelserne, gennem initiativet RoskildeModBesparelser. Efterhånden som bevægelsen skred fremad, blev kravet om arbejdsnedlæggelser mere og mere presserende, og spredte sig på arbejdspladserne. Dette fangede fagtoppen på det forkerte ben. I stedet for at overlade beslutningen til medlemmerne, om hvilken vej bevægelsen skulle gå, var de fast besluttede på at bevare kontrollen. Også selvom det ville betyde at ødelægge bevægelsen.
Plot fra fagtoppens side
Imidlertid havde toppen af Roskildes fagbevægelse, med LO-Roskilde i spidsen, andre planer. Morgenen inden mødet, modtog Jeppe Krommes-Ravnsmed trusler fra LO formanden i Roskilde, over telefon, om, at hvis han ikke åbent tog afstand fra arbejdsnedlæggelser, ville han blive frataget alle muligheder for nogensinde at lave fagligt arbejde i LO eller FOA.
Det viste sig efterfølgende, at der havde været afholdt møde mellem toppen af hele fagbevægelsen i Roskilde, og at man her havde besluttet sig for, med alle midler, at likvidere ethvert forsøg fra medlemmernes side, på selv at bestemme hvilken vej bevægelsen skulle gå. Hvis toppen havde været sikre på sin egen position og autoritet blandt medlemmerne, ville det ikke have været et problem at tage diskussionen og få stemt forslaget ned. Men denne risiko var de ikke villige til at løbe. Forslaget om arbejdsnedlæggelser havde for stort opbakning på arbejdspladserne.
Dette stillede fagtoppen i et klart dilemma: hvordan skulle de stoppe diskussionen om arbejdsnedlæggelser, uden at de selv ville fremstå som årsagen til at bevægelsen blev bremset?
Syndebuk
Det man gjorde, var at forhindre at diskussionen blev taget op, og derved hindre at modsætningsforholdet mellem toppen og bunden af fagbevægelsens interesser skulle komme frem.
Derfor fremsatte formanden for LO-Roskilde, så snart forslaget til resolution blev fremlagt, et knivskarpt ultimatum: Enten skulle forslaget trækkes, inden debatten blev åbnet, eller også ville den samlede fagtop trække sig øjeblikkeligt og forlade mødet. Ikke nok med dette. Samtlige tillidsfolk skulle følge trop. I stedet for at komme med et alternativt forslag til handling, hvilket der aldrig er kommet fra deres side, spillede fagtoppen højt spil. De gjorde det politiske spørgsmål, om hvordan kampen skulle vindes, til et spørgsmål om personlig autoritet. De gjorde spørgsmålet til et valg mellem fagbevægelsen eller Jeppe.
LO formanden lagde alt ansvaret for udvandringen på Jeppes skuldre, og sagde, at han splittede bevægelsen og var skyld i, at den gode stemning blev ødelagt.
Her er det vigtigt at sætte tingene i perspektiv: alt hvad Børnehuset Kongehøjen gjorde, var at fremsætte et forslag til diskussion.
Da personalet fra Børnehuset Kongehøjen fortsat mente, at medlemmerne skulle høres, rejste de ansatte i fagbevægelsen sig og kiggede rundt i salen i et halvt minut, inden de demonstrativt udvandrede. Manøvren havde den ønskede effekt. Salen var fuldstændigt desorienteret. Kort efter fulgte tillidsrepræsentanterne deres faglige ledere. Det stod nu klart at mødet, som besluttende organ var opløst. Herefter sivede størstedelen af deltagerne langsomt ud, og kun en lille kerne af de mest hårdføre arbejdere og tillidsrepræsentanter var tilbage. Fagbureaukratiet sejr over demokratiet og medlemmernes ret til selv at bestemme hvilken vej de skulle gå, var en realitet.
Konklusioner
At fagbureaukratiet i det hele taget var gået så langt, som et møde for alle kommunalt ansatte, der skulle diskutere kampens videre forløb, var enestående. Men der var åbenbart en grænse for, hvor langt de ville gå for medlemmernes forhold. Imidlertid havde begivenhedernes gang overhalet dem, og i panik, så de ingen anden løsning, for at kunne styre bevægelsen, end at trække i nødbremsen. Herved smadrede de ikke bare mødet, men satte hele bevægelsen langt tilbage.
Lederne i fagbevægelsen er valgt til at kæmpe for medlemmernes interesser. Men endnu har de ikke taget et eneste selvstændigt skridt til at standse nedskæringerne, for at forhindre at deres medlemmer skal nedslides og gå ned med stress.
Med hensyn til deres beskyldninger mod Jeppe, taler fakta sit tydelige sprog: Hvordan skulle én ung pædagogmedhjælper, kunne splitte en hel bevægelse, ved at fremføre et forslag fra sin arbejdsplads? Det var hverken Jeppe eller resten af personalet fra Børnehuset Kongehøjen, der udvandrede. Det var heller ikke dem der fremsatte ultimatummer for mødet. Tværtimod ville de have, at medlemmerne skulle høres. Derfor ligger ethvert ansvar for mødets sammenbrud på fagtoppens skuldre, som på forhånd havde besluttet og koordineret mødets likvidering.
Hvorfor endte det så med at folk på gulvet fulgte fagtoppen?
Resultatet af fagtoppens manøvre var på ingen måde givet på forhånd. Folk mødte op på mødet, med forventning om at kunne gå derfra med en klar plan, og som deltagere i en samlet bevægelse under en klar ledelse. Da det, med trusler om bod, lykkedes fagbureaukraterne at hive tillidsmændene med sig, stod det klart, at enheden var brudt og at mødet var magtesløst. Derfor gik folk. Der blev på ingen måde præsenteret et alternativ. Valget var mellem Kongehøjens forslag, som blev forpurret, eller intet.
Mødets opbrud kunne have været forhindret, hvis forslagsstillerne havde trukket forslaget. Men hvad havde været alternativet? Et møde uden nogen konklusioner. Et møde der havde været en snak uden at vise en vej frem eller nogen form for konkret handling. Et møde der ikke ville have efterladt andet end et tomrum.
Ingen kunne have forudset udfaldet af fagtoppens manøvre. Situationen var fuldstændigt åben og balancerede i sekunderne efter fagtoppens udvandring, på en knivsæg. Desværre viste det sig, at deres organisering var bedre, i og med at det på forhånd havde planlagt mødets undergang. Og deres konsekvente samlede handlen overbeviste tillidsfolkene om, at magtbalancen var i bureaukratiet favør.
Fagbureaukraterne brugte argumentet om at forummet var det forkerte, at det var et spørgsmål om formalia. Hvis det virkeligt var et spørgsmål om formalia, kunne de uden videre have forslået at afholde et nyt møde som besluttende myndighed eller have forslået en afstemning om hvorvidt resolutionen skulle diskuteres. Dette afstod de af gode grunde fra, da de så formentligt ville have tabt.
Medlemmerne må høres
Det er fuldstændigt afgørende, at folkene på arbejdspladserne får indflydelse på hvilken vej bevægelsen skal gå for at kampen mod nedskæringerne kan vindes. Det er trods alt dem, der skal føre kampen. Derfor må alle arbejdspladser også have ret til at fremlægge forslag til diskussion og afstemning. Det er et tegn på manglende respekt overfor medlemmerne at nægte dem indflydelse.
Bolden ligger hos fagtoppen
Denne her kamp handler om mennesker. Den handler om anstændige arbejdsforhold, om tålelige forhold for børn, unge og gamle, i den kommunale sektor. Fagtoppen valgte at lukke mødet den 6. Nu må de fremsætte deres alternativ til Børnehuset Kongehøjens forslag om arbejdsnedlæggelser. Endnu ved vi ikke, hvad, de mener, er måden, vi kan få besparelserne af bordet.
Situationen er stadig åben
På trods af manøvrerne fra fagtoppens side er arbejdsnedlæggelser langt fra udelukket. LO formanden er hverken i trit med sine medlemmer eller tillidsfolkene, der primært fulgte fagtoppen pga. truslen om bod. Der er stadig mulighed for at kæmpe imod besparelserne. For eksempel kan man gennem forældreblokader af institutioner føre kampen videre, uden at de ansatte rammes af bod. På den måde kan tillidsfolkene spille en afgørende indflydelse og lede kampen på arbejdspladserne, uden at ligge under for truslen om bod.
En sådan fremgangsmåde vil kunne bringe de kommunalt ansatte tilbage i kampen og være et første reelt skridt fremad, efter at fagtoppen, med LO Formanden i spidsen, svækkede bevægelsen markant.
Derudover er det vigtigt at forstå, at bodssystemet ikke er en naturlov. Det er et spørgsmål om magtbalancen mellem arbejderklasse og den borgerlige stat. Det fungerer kun så længe, at arbejderbevægelsen accepterer de borgerliges spilleregler. Hvis en generalstrejke bryder ud, og de strejkende idømmes bod, er det et spørgsmål om beslutsomhed og styrke. På samme måde, som nedskæringer kan tvinges af bordet, således kan en bodsdom omgøres, gennem fortsættelse og udvidelse af strejken.
Opbyg netværk
Hele denne sag, viser med al ønskelig tydelighed, behovet for at opbygge et alternativ til den reformistiske ledelse i den danske fagbevægelse, som bremser deres medlemmer, når de vil kæmpe for deres forhold.
Derfor opfordre vi til at der opbygges et netværk af kommunalt ansatte, der vil kæmpe for at fjerne besparelserne. Et netværk, som kan tage diskussionerne om arbejdsnedlæggelser op på arbejdspladserne, og koordinere kampen inden for fagforeningerne. Netværket må kæmpe for at fagforeningerne skal gå forrest i kampen for medlemmernes interesser og at medlemmerne må have den afgørende stemme i bevægelsen. Kort sagt: fagforeningerne må vindes tilbage til en arbejderpolitik.
De massive nedskæringer er et frontalt angreb på arbejderklassens rettigheder og leveforhold. De må og skal stoppes. Og LO formandens manøvrer har kun gjort det værre, ved at hindre medlemmerne i at tage et afgørende skridt frem i kampen.. Men intet er afgjort. Der er ingen tvivl om at kampen i kommunerne, landet over, først lige er begyndt. En kamp der må og kan vindes!
