Det, der startede som en ægte revolution imod Gaddafi, er blevet overtaget af reaktionære borgerlige elementer. I det Nationale Libyske Råd, og nu den nydannede nationale Libyske regering, har direkte repræsentanter for imperialisternes interesser fået ledende poster.

De forhold, der førte til starten på den libyske revolution i februar, blev skabt af den politik, som Gadaffis regime har fulgt de sidste år, med en åbning af økonomien for udenlandske investeringer og privatiseringer. Det har ført til voksende sociale problemer og høj arbejdsløshed. Nogen anslår, at arbejdsløsheden udgør hele 35 procent. Det er resultatet af den delvise afmontering af det gamle statsejede system.

Andre vigtige faktorer der, støbte revolutionen, er den udbredte korruption indenfor regimet og den kvælende mangel på demokrati og basale rettigheder. Efter årtier med streng statslig censur og kontrol ønsker folk at kunne sige, hvad de tænker og fremsætte deres beklagelser uden at risikere at blive fængslet, tortureret eller simpelthen ”forsvinde”.

Revolutionerne i Tunesien og Egypten var gnisten, der under disse forhold førte til den revolutionære opstand i byer som Al Bayda, Benghazi og Misrata. I begyndelsen fejede bevægelsen over Libyen fra by til by med en sådan voldsomhed, at staten de facto kollapsede i mange dele af landet. Magten faldt simpelthen i det revolutionære folks hænder. I takt med at opstanden så ud til at vinde i den ene by efter den anden, troede oprørerne i Libyen, at Gaddafis regime ville falde hurtigt og det samme troede imperialisterne. Det så ud til, at Gaddafis dage var talte, og at oprøret hurtigt ville opsluge Tripoli. Men det skete ikke. Vi har forklaret årsagerne til dette i en tidligere artikel.

Inden det blev tydeligt, at Gaddafi stadig havde vigtig opbakning og også en veluddannet og veludstyret militær styrke, drog en del af Gadaffis regime også den konklusion, at regimet var ved at falde. Det forklarer, at en række ledende folk fra regimet, herunder ministre i Gaddafis regering, hoppede af.

Vi må spørge os selv, hvorfor disse folk skiftede hest så hurtigt. Det er tydeligt, at de følte, at revolutionen var på vej i samme retning som i nabolandene Tunesien og Egypten, og at Gaddafi ville ende som Ben Ali og Mubarak. Lige som de egyptiske hærledere må disse afhoppere have tænkt, at det var bedre at ”gå over på revolutionens side” end at blive fejet af banen af den. Der kan ikke være nogen tvivl om, at de ønskede at spille den samme rolle, som de egyptiske generaler eller folk som Gannouchi i Tunesien, altså sætte sig selv i spidsen for revolutionen for at kunne afspore den og holde den inden for sikre rammer.

Libyens Nationalråds karakter
Det fører os til den rolle, som Libyens Nationalråd, der blev etableret i Benghazi, spiller. Dette råd blev dannet af situationen, hvor masserne havde væltet statsmagten, men ikke vidste, hvad de skulle erstatte den med. Der blev skabt et magttomrum. I den situation trådte tilfældige elementer, som nu klart spiller en kontrarevolutionær rolle, frem i forgrunden.

I begyndelsen var det den revolutionære ungdom, der var forrest. Fra oprørets tidlige dage så vi spændinger mellem ungdommen og de folk, der var udpeget til det Nationale Libyske råd. Ungdommen var imod udenlandsk indblanding. De ønskede at vælte Gaddafi med en revolution. Men det var ikke, hvad rådets ledere ønskede. De hindrede forsøgene på en revolutionær omvæltning og marginaliserede den revolutionære ungdom.

De formåede at omdanne det, der startede ud som en ægte revolution, til en krig for at fjerne Gaddafi, men uden på nogen måde at ændre Libyens forhold til imperialismen, og uden på nogen måde at udfordre Gaddafis økonomiske politik. I virkeligheden har Gaddafi og Rådet samme økonomiske politik: at åbne op for Vesten, privatiseringer og så videre.

Hvordan forklarer man denne dramatiske ændring i situationen? For at forstå det, må man se på sammensætningen af Rådet selv. Libyens Nationalråd omfatter et bemærkelsesværdigt stort antal folk, der har været del af Gaddafis regime indtil for ganske nylig. Det er folk, der har udnyttet den arabiske revolutionsbølge til at fremme deres egen dagsorden i Libyen.

Præsidenten for Libyens Nationalråd er Gaddafis tidligere justitsminister, Mustafa Abdel Jalil. Vi har også Gaddafis tidligere indenrigsminister, general Abdul Fattah Younes, der gik over til oprørerne i slutningen af februar. Her har vi to personer, der indtil for få uger siden var ansvarlige for Gaddafis politi og juridiske system. Blandt ”oprørerne” finder vi også Libyens ambassadører i England, Frankrig, Spanien, Tyskland, Grækenland, Malta og Italien, samt Adel Monehim Al Honi, Libyens tidligere ambassadør i den Arabiske Liga og Abdullarhin Shalgam, der er Libyens ambassadør i FN.

De lokale råd, der opstod i de byer, hvor revolutionen vandt, blev i starten udgjort af især menneskerettighedsaktivister, advokater, professorer og alle mulige slags eksperter, hvoraf de fleste nok var ægte demokrater. Nogen af dem blev også udpeget til det oprindelige libyske Nationalråd sammen med tidligere topfolk hos Gaddafi. Men nu har tingene udviklet sig videre.

I takt med, at de imperialistiske magter er blevet mere og mere involveret i konflikten, har de ønsket at sikre sig, at deres egne folk leder oprørerne, som de ikke helt stoler på. Et helt lag af folk er nu kommet op til overfladen og er blevet sat i spidsen for oprørerne. Deres fælles karakteristika er, at de alle er kendt af Vesten, nogen af dem har været i eksil i USA i årtier, de er betalt af CIA og andre efterretningstjenester, andre har været ansvarlige for implementeringen af privatiseringsprogrammet og ”åbningen af økonomien” under Gaddafi.

En af disse fordægtige personer er Khalifa Hifter, der først ankom til Benghazi den 14. marts direkte fra sit eksil i USA, og som er blevet udråbt som den militære chef for ”Libyens Frie Hær”. Han er tidligere oberst i Gaddafis hær og dannede ”Libyens Nationale Hær”, der var en gruppe, der mindede om den nicaraguanske contra-grupper og opererede fra Chad, modtog træning og penge fra CIA såvel som Saudi-Arabien, Egypten, Marokko, Israel og Irak. Saudierne donerede syv millioner dollars til Libyens Nationale Hær. Hæren har også modtaget støtte fra den franske efterretningstjeneste. Den mand, der er ansvarlige for de militære operationer nu, er altså en direkte agent for den amerikanske imperialisme.

Den nye ”Libyens Nationale Regering” er blevet udråbt, og dens sammensætning er et tegn på den kontrarevolution, der er blevet gennemført i de befriede områder af Libyen. Alle de andre af regeringens medlemmer er også imperialismens agenter.

Ali Tarhouni, der vendte tilbage til Libyen i slutningen af februar, blev udpeget til finansminister den 23. marts. Han flygtede fra Libyen i 1973 i den periode hvor Gaddafi begyndte at gå imod private virksomheder og han blev efterfølgende involveret i den reaktionære libyske opposition i udlandet. Han er en seniorforsker i virksomhedsøkonomi på Washingtons universitet og har altid åbent været fortaler for privatiseringer i Libyen.

Ali Abd-al-Aziz Al-Isawi er blevet udpeget til udenrigsminister. Han var tidligere minister for økonomi, handel og investeringer i Gaddafis regime. Forinden havde han dannet Eksportudviklingscentret i 2006 og blev dets første generaldirektør. Han var også generaldirektør i Ejerskabsekspansionsprogrammet (en privatiseringsfond) i 2005.

Mahmood Jibril er blevet udpeget som premierminister i Den Nationale libyske regering. Han er uddannet i Kairo og USA og har tilbragt det meste af sit liv med at uddanne den arabiske elite i kapitalistiske ledelsesteknikker. I 2007 blev han udpeget til leder for den Nationale Økonomiske Udviklingsbestyrelse i Libyen, et semi-regeringsorgan, der var direkte underlagt premierministeren og ansvarlig for omstruktureringen af økonomien og staten, så de føjede den internationale kapitalisme. Et dokument, der blev lækket af Wikileaks siger følgende om et møde mellem ham og den amerikanske ambassade:

”Jibril inviterede de amerikanske virksomheder, universiteter og hospitaler til at deltage i hans bestræbelser [omstrukturering af økonomien]… Ifølge Jibril er der 11.000 udviklingsprojekter i Libyen… NEDBs [Den nationale Økonomiske Udviklingsbestyrelse] rolle i disse projekter er at ’bane vejen for’ udviklingen af den private sektor og at skabe et strategisk partnerskab mellem private virksomheder og regeringen.” (For dokumentets fulde ordlyd, se: 09TRIPOLI386)

Omar Mokhtar El-Hariri er blevet gjort til minister for militære anliggender. Han var med i det første kup i 1969 imod monarkiet, der bragte Gaddafi til magten. Men han var også indblandet i et komplot for at omstyrte Gaddafi i 1975, et tydeligt forsøg på at stoppe Gaddafis program for nationaliseringer. Efter at kuppet mislykkedes blev han arresteret, sad i fængsel i 15 år indtil 1990, hvorefter han blev anbragt i husarrest. Da oprøret startede, gik han på de østlige oprøreres side.

Som vi kan se, ser det ud til, at de advokater og lokale aktivister og unge., der var del af det oprindelige Nationalråd, er blevet skubbet til side. Ud af de fire ministre, der indtil nu er blevet offentliggjort, har vi to fra Gaddafis tidligere lejr og to fra den reaktionære del af oppositionen, men alle sammen imperialismens håndlangere. Nogen af dem går tilbage til Gaddafi-regimets tidlige dage, da det var et åbent borgerligt militærdiktatur. Ingen af disse kan klassificeres som ”ægte demokrater”. Det er alle sammen folk, som USA ”kender og stoler på”. Alle disse folk er imperialismens direkte agenter og er imod revolutionen.

Det er præcis denne ændring indenfor oppositionen med dens direkte appel til de imperialistiske magter, der har styrket Gaddafi. Vi har set rapporter om folk, der siger, at de er imod tyrannen Gaddafi, men at hvis udenlandske magter bomber Libyen, vil de stoppe med at kæmpe imod ham og gå med ham i kampen imod de imperialistiske aggressorer. En ny artikel i The Independent forklarer, at ”Opførslen hos dem, der skulle være tætte allierede, skaber også problemer for oprørerne. I nogle byer og landsbyer har beboerne vendt sig imod dem og kæmpet sammen med de loyalistiske tropper.”

Imperialismen manøvrer bag kulissen for at forsvare egne interesser
Det er tydeligt, at imperialismens har manøvreret bag kulissen for at placere betroede håndlangere i ledende positioner i de områder, der er blevet befriet fra Gaddafis styrker. I alt dette har den oprindelige revolution blevet undertrykt. Vi har ikke længere at gøre med en revolution for at omstyrte Gaddafi. Det er blevet en ren imperialistisk aggression for at fjerne ét reaktionært regime og erstatte det med et, der er mere føjeligt.

Hvis regeringen i øst skulle komme til magten i hele landet, vil det ikke skabe det regime, som masserne stræbte efter. Det er tilstrækkeligt at se på Karzai-regimet i Afghanistan eller Maliki-regimet i Irak for at se hvilken slags regime, vi kan forvente at se i Libyen. Ethvert regime, der kommer til magten ved hjælp af imperialistiske bajonetter, kan ikke være et regime, der løser de arbejdende massers presserende sociale og økonomiske problemer. Det kan ikke engang garantere ægte ”borgerligt demokrati”. Det ville være et regime, hvor forskellige fraktioner og grupper, herunder forskellige stammeledere, ville kappes om magt og indflydelse. Det ville være et korrupt regime, der på ingen måder vil være bedre end Gaddafis.

Nogen har fremført den ide, at dette er en ”krig for olie”. Olie er en faktor i situationen, men at begrænse sin analyse til dette ville mildt sagt være meget forsimplet, eftersom imperialismen allerede havde adgang til libysk olie, som de mange lukrative kontrakter, som Gaddafi regimet bevilligede til udenlandske multinationale oliefirmaer, bevidner.

Imperialisternes beslutning om at intervenere i Libyen skal ses i den bredere kontekst med de arabiske revolutioner, der foregår. Revolutionerne i Tunesien og Egypten startede en proces, der har opslugt praktisk taget hele Nordafrika og Mellemøsten i en eller anden grad. Nøglelande som Saudi Arabien og andre olieproducerende Golfstater risikerer at blive væltet. Bahrain har været vidne til en magtfuld bevægelse, der risikerede at smitte Saudi Arabien.

I begyndelsen blev imperialisterne fuldstændig overrumplede. Da de stod overfor den egyptiske revolution, havde de ingen anelse om, hvad de skulle gøre. Obamas regering konkluderede til sidst, at en åbning i toppen var nødvendig for ikke at miste kontrollen fuldstændig.

Men Libyen har givet muligheden for en direkte militær intervention, der ville have været umulig i Tunesien eller Egypten. I Egypten sendte de flådestyrkerne til Suez-kanalen, men de var ikke i stand til at bruge dem. Havde de brugt dem, ville de have fremprovokeret en massiv modstand og ville have destabiliseret hele regionen endnu mere.

Men i Libyens tilfælde har de udnyttet situationen til at fremsætte deres intervention som ”humanitær”. Hvis det var tilfældet, hvorfor bomber de så ikke regimet i Bahrain eller regimet i Yemen? Dér udfører de reelt en brutal undertrykkelse af revolutionen.

I Libyen har de formået at placere en regering, der er intet andet end deres håndlangere, i spidsen for oprørerne. Denne ”det Frie Libyens regering” bad imperialisterne om at gennemføre flyveforbuddet og gav dermed imperialisterne den undskyldning, som de havde behov for. De kan skjule deres imperialistiske aggression som ”forsvar for revolutionen”.

Det tillod dem at genvinde noget at den troværdighed, som de havde tabt i den arabiske verden efter krigen i Irak, især fordi den Arabiske Liga såvel som FN, der ikke støttede krigen i Irak krævede handling. Det etablerede også en præcedens, der kan bruges i fremtiden for at retfærdiggøre intervention i andre lande.

Hvis for eksempel det saudiske regime skulle kollapse, hvilket er en konkret mulighed i denne situation, vil USA ikke bare kunne stå på sidelinjen og se på. Oliereserverne i Saudi Arabien er afgørende for de imperialistiske magters interesser, og de ville blive nødt til at intervenere. Libyen sætter derfor en farlig præcedens.

Fra flyveforbud til en aktiv intervention
Det er nu alle de imperialistiske magters udtalte politik, at Gaddafi må gå af, men hvordan og præcis hvornår, er de måske ikke enige om. De fastholder stadig, at flyveforbuddet kun er påtvunget for at ”forsvare civile”. Men hvor trækker man grænsen?

NATO-styrkernes intervention er allerede gået ud over den blotte udskrivning af flyveforbuddet. De forhindrer ikke bare Gaddafis fly i at lette. De har bombet kampvogne, pansrede køretøjer, raketkastere og også specifikke bygninger. Det er ikke bare for at ”forsvare civile,” som de har påstået. NATO er blevet den østlige Nationale Libyske regerings luftstyrke, altså for deres egen marionetregering.

Men de kan ikke opnå at fjerne Gaddafi blot ved at forhindre hans fly i at lette. Han har en langt overlegen og bedre trænet styrke, og dette kan ses i de kampe, der finder sted. Den Nationale Libyske Regerings styrker viser, at de er ude af stand til at gå seriøst militært frem. De sidste par dage er de blevet presset tilbage fra positioner, som de tidligere havde vundet fra Bin Jawad og hele vejen tilbage til Ajdabya på trods af støtten fra NATOs luftstyrker.

Den eneste måde, de virkelig kan fjerne Gaddafi, er ved at optrappe NATO-operationerne. Der har været spekulationer om, hvorvidt NATO skulle bevæbne oprørerne. Det ville være det logiske næste skridt for den imperialistiske intervention. Det eneste problem med det er, at de ikke er sikre på, hvor våbnene ville ende. Det betyder, at imperialisterne ikke fuldstændig stoler på, at oprørerne kan gøre arbejdet.

Derfor bliver landtropper nødvendige på et tidspunkt. Der har været en indrømmelse af det faktum, at specialstyrker, militærrådgivere og andre allerede opererer på landjorden. Interventionen risikerer at ende som Irak, en krig fra imperialismens side for at gennemtvinge en regering efter deres hoved. Det har intet som helst at gøre med at støtte revolutionen eller garantere det libyske folk deres demokratiske rettigheder.

Ligesom i Irak må vi gå imod imperialistisk aggression, hvad enten det er i form af luftbombardementer, ”militære rådgivere” eller landtropper. Skulle det lykkes imperialisterne at opnå deres mål i Libyen, ville det være et slag mod den arabiske revolution. I stedet for et virkeligt udtryk for det libyske folks vilje ville vi have endnu en håndlangerregering påtvunget af imperialisterne, der ville tjene imperialismens interesser.

Sådan en regering ville være korrupt og helt i lommen på imperialismen. Den ville accelerere privatiseringsprocessen, som de multinationale selskaber ville være opsatte på at blive involveret i.

Lad os ikke glemme, at i Afghanistan regerer Karzai ikke med et virkeligt mandat fra folket. Han vinder valgene gennem åbenlys svindel og bliver på magten takket være tilstedeværelsen af udenlandske tropper. I Irak har den ”demokratiske regering” for nylig skudt på fredelige demonstranter.

Fra begyndelsen har vi gjort vores modstand mod Gaddafi og hans regime klart. Det var et diktatorisk og undertrykkende regime, der politisk og økonomisk fulgte den politik, som imperialisterne dikterede. Men det libyske folk kan ikke vinde ægte frihed ved at lægge deres skæbne i imperialisternes hænder. Denne verdens Sarkozy’er og Cameron’er er ikke interesserede i Libyens unge og arbejdende folk. Deres interesser er interesserne hos den kapitalistiske klasse, som de repræsenterer. I deres egne lande angriber de arbejdernes basale leveforhold og står overfor voksende opposition, som sås tydeligt forrige lørdag med den halv million store fagforeningsdemonstration i London.

Hvis Gaddafi væltes gennem direkte intervention fra imperialisternes militære magt, vil det libyske folk ikke blive frit, men vil blive nødt til at forberede sig på en ny revolution for at fjerne imperialismens marionetter.