Billede: Revolutionary Communist International
Der er mange myter om Lenin og bolsjevikkerne – især om det revolutionære partis oprindelse i Rusland. I denne artikel undersøger Rob Sewell et vigtigt kapitel af bolsjevismens historie, og hvilke erfaringer marxister kan drage fra det i dag.
Bolsjevismens historie har mange vigtige lektioner for nutidens klassekæmpere – både arbejdere og unge – og fortjener et seriøst studie. Det russiske socialdemokratiske arbejderpartis (RSDAP) anden kongres i 1903 har en særlig betydning, da det var her, den berømte splittelse fandt sted mellem flertallet (bolsjevikkerne) og mindretallet (mensjevikkerne).
Der er imidlertid opstået mange myter om netop denne kongres, så det er vigtigt at forstå, hvad der virkelig skete.
Kongressen i 1903 kan betragtes som den stiftende kongres. Den første kongres fandt sted i 1898, men de fleste af de delegerede blev arresteret i løbet af kort tid. Bortset fra at udgive et manifest, var den dødfødt. Alt der var tilbage, var spredte grupper, løst organiseret, men intet samlet parti.
I de forudgående tyve år var der opstået forskellige undergrundsgrupper eller “cirkler” i Rusland. I 1883 etablerede Plekhanov en lille gruppe fra eksil, kaldet “Gruppen for arbejdets befrielse”. Den producerede propaganda og lagde det teoretiske fundament for den russiske marxisme.
I 1895 etablerede Lenin en gruppe i Sankt Petersborg kaldet “Ligaen for kamp for arbejderklassens frigørelse”. Lenin blev dog kort efter arresteret og sendt i eksil til Sibirien. Da han blev løsladt, tog han til udlandet for at mødes med Plekhanov. Efter en række diskussioner blev de enige om at slå kræfterne sammen og starte en alrussisk marxistisk avis, Iskra.
Fundamentet støbes
Iskra blev lanceret i december 1900, udgivet i Tyskland og smuglet illegalt ind i Rusland, hvor der var etableret et netværk af agenter. Fra juli 1902 blev de på grund af presset fra myndighederne tvunget til at flytte produktionen af avisen fra Tyskland til London og senere til Genève.
Ud over Iskra var der andre politiske tendenser til stede i de socialdemokratiske kredse i Rusland. Den ene var “økonomisterne”: en opportunistisk gruppering, der var vokset i indflydelse, og som lagde stor vægt på fagforeningskampe og nedtonede politiske spørgsmål.
I realiteten betød den politik, at man overlod den politiske arena til de borgerlige liberale. I stedet for at skabe politisk klarhed, holdt disse grupperinger den spirende arbejderbevægelse i Rusland tilbage.
Iskra blev grundlagt for at kæmpe for ægte marxisme og for at bekæmpe opportunismen med formålet om at skabe et solidt teoretisk grundlag for den revolutionære bevægelse. Lenin og Plekhanov så det som deres vigtigste opgave at engagere sig i kampen mod revisionismen, i lighed med kampen mod Bernstein i Tyskland.
Arbejdet med Iskra spillede en afgørende rolle for grundlæggelsen af det revolutionære parti. Særligt Lenins værker Hvad må der gøres? og Hvad skal man begynde med? spillede en nøglerolle i at uddanne og træne partiets unge kadrer.
I Hvad må der gøres? nedbryder Lenin “økonomisternes” argumenter, som talte til fordel for “spontanitet”. Lenin indrømmede dog senere, at han gik for langt over i den modsatte grøft ved – fejlagtigt – at argumentere for, at arbejderklassen kun var i stand til at opnå en fagforeningsbevidsthed. Han lånte denne falske idé fra Kautsky, som han aldrig nogensinde gentog.
Hovedformålet med Lenins bog var imidlertid at bryde med den amatørisme, som kendetegnede “cirklerne” og i stedet opbygge et seriøst revolutionært parti baseret på professionelle revolutionære.
I 1902, efter to års konstant kamp og konsekvent arbejde, blev Iskra den dominerende politiske tendens i Rusland.
I denne periode reflekterede Lenin grundigt over bevægelsen, herunder den fremtidige sammensætning af Iskra-redaktionen. Som den i øjeblikket var sammensat, haltede redaktionen bagefter begivenhederne. Hovedparten af det redaktionelle arbejde blev udført af Lenin, Martov og Plekhanov, mens de andre, for at sige det ligeud, gjorde meget lidt. Det var tid til forandring.
Omdrejningspunktet for denne forandring var afholdelsen af en ny kongres, som skulle etablere partiets reelle grundlag. Som forberedelse til kongressen udgav Iskra-redaktionen et udkast til et partiprogram til diskussion.
Den anden kongres
I 1903, efter meget arbejde, blev der endelig afholdt en ny kongres for RSDAP i juli-august måned samme år. Den forudgående periode med ideologisk afklaring havde båret frugt. Selvom der var nogle få tilhængere af den “økonomistiske” tendens til stede på kongressen, var størstedelen af de delegerede fra de lokale grupper tilhængere af Iskra.
På grund af det undertrykkende regime i Rusland måtte kongressen afholdes i Bruxelles – en enorm bedrift i betragtning af de logistiske vanskeligheder, det medførte.
Da kongressen åbnede, var der 42 delegerede til stede med fuld stemmeret og yderligere 14 med vejledende stemmer.
Rabocheye Dyelo, avisen for den “økonomistiske” tendens, havde tre repræsentanter, hvilket afspejlede deres kraftige tilbagegang. Den jødiske organisation, Bund, som havde tilsluttet sig på den første kongres, havde fem delegerede. De, der blev betragtet som uafhængige, havde seks tilhængere. Mest imponerende var det, at den forenede blok af Iskra-delegerede var i flertal med 33 delegerede.
Kongressen blev åbnet under stor spænding med Plekhanov, den russiske marxismes berømte fader, ved talerstolen. Han åbnede mødet med ordene:
» Det er glædeligt at leve på dette tidspunkt … man ønsker at leve for at kunne blive ved med at kæmpe. I dette ligger hele meningen med vores liv. «
Han tilføjede: “For tyve år siden var vi ingenting, nu er vi en stor social kraft.”
Føderalisme
Det første store stridspunkt på kongressen var status for Bund, som havde tilsluttet sig partiet på den første kongres i 1898. Bund hævdede, at jøderne udgjorde en separat nation, og de ville derfor kun forblive en del af RSDAP som en selvstændig organisation, der repræsenterede jødiske arbejdere ikke kun i Rusland, men overalt. Det medførte en voldsom polemik om selve partiets karakter.
Der blev udtrykt frygt for, at Bunds føderalistiske idé, hvis den blev vedtaget, ville styrke tilbageskuende nationalistiske fordomme, og dermed bane vejen for partiets død. Bund kunne sagtens være ansvarlig for visse beslutninger og opgaver i partiet, uden at det medførte at det skulle være noget separat.
Lenin, der reflekterede Iskras holdning, forklarede sin position således:
»Autonomi i henhold til de vedtægter, der blev vedtaget i 1898, giver den jødiske arbejderbevægelse alt, hvad den har brug for: propaganda og agitation på jiddisch, egen litteratur og kongresser, ret til at fremsætte særskilte krav som supplement til et samlet socialdemokratisk program og til at imødekomme lokale behov og krav, der udspringer af det jødiske livs særlige karakter.«
Han fortsatte dog: “På alle andre områder må der være en fuldstændig sammensmeltning med det russiske proletariat af hensyn til den kamp, som hele Ruslands samlede proletariat udkæmper.”
Ikke alene var Iskra imod Bund’s føderalistiske tilgang, det samme var alle andre på kongressen, med undtagelse af de fem Bund-delegerede.
Sammenstød
Dernæst fulgte en diskussion om partiprogrammet, som var blevet udarbejdet af Iskra. Det gav anledning til en del diskussion, hvor der blev søgt
Billede: offentligt domæne afklaringer, men ikke meget reel kontrovers, bortset fra indvendingerne fra den lille gruppe af “økonomister”.
De “økonomistiske” repræsentanter, Martynov og Akimov, benyttede lejligheden til at kritisere Lenins Hvad må der gøres?. Lenin forklarede, at bogen “ganske rigtigt var et element i kampen mod økonomismen”, hvor han, for at rette op på tingene, ikke undskyldte for at “bøje pinden” i den anden retning.
I sidste ende blev uenighederne afklaret, og programmet blev vedtaget; ingen stemte imod, kun én stemte blankt. I praksis afspejlede dette Iskras politiske vægt på kongressen, som var fuldstændig enig, bortset fra på nogle mindre spørgsmål.
Alt forløb ganske gnidningsfrit indtil den 22. mødesession, hvor Iskra-delegationens sammenhold pludselig brød sammen.
Konflikten opstod på grund af formuleringen af partiets vedtægter, som fik uforudsete konsekvenser. Konkret opstod der en uenighed om paragraf ét i vedtægterne, som omhandlede kriterierne for “hvem er medlem?”.
Uenighederne og den ophidselse, som diskussionen skabte, kom som et chok. På baggrund af sammenstødet var det tydeligt, at to tendenser var begyndt at udkrystallisere sig i Iskra-lejren. To forskellige udkast om medlemskab blev fremlagt af henholdsvis Lenin og Martov.
I Lenins udkast stod der: “Et medlem af RSDLAP er en, der accepterer dets program og støtter partiet både økonomisk og ved personlig deltagelse i en af partiets organisationer.”
Martovs udkast argumenterede derimod for, at et medlem var en person, der accepterede partiprogrammet, støttede partiet økonomisk og “regelmæssigt samarbejder med partiet under ledelse af en af partiets organisationer.”
Opportunistisk pres
På overfladen ser der ikke ud til at være den store forskel mellem de to positioner – i hvert fald ikke fundamentalt. For at forstå, hvad der skete, er det nødvendigt at undersøge, hvad der lå bag de to forslag.
Det er fejlagtigt blevet tegnet et billede, af Lenin som værende for et lille centraliseret parti, og Martov som værende for et bredt demokratisk parti. Faktisk stod alle Iskras tilhængere for et stærkt centraliseret parti, hvilket netop var det argument, de havde fremført mod Bund’s føderalisme.
I debatten var det Axlerod, der blotlagde, hvad der lå bag striden, da han henviste til, at visse professorer havde svært ved at acceptere Lenins forslag. Det var ikke rekrutteringen af arbejdere, der var problemet, men hvordan de småborgerlige intellektuelle ville se på det. Martovs forslag afspejlede i bund og grund presset fra dette småborgerlige miljø; et pres fra fremmede klasser på arbejderpartiet.
Mens Lenin ønskede at begrænse medlemskabet til ægte revolutionære, ønskede Martov at åbne partiet for et bredt lag af sympatisører – hovedsageligt de intellektuelle. Hvis det blev vedtaget, ville det give disse lag mulighed for at dominere og udgøre et opportunistisk pres inde i partiet.
Lenin erkendte faren, men han erkendte også, at det ikke var et spørgsmål om liv og død. Han advarede dog om, at en vedtagelse af Martovs forslag ville åbne døren for alle kompromissøgende og opportunistiske elementer. Han betragtede det som et tilbageskridt til fortidens forvirring.
Lenin tabte afstemningen om vedtægterne med 28 stemmer mod 23, eftersom de fem Bund-delegerede, de tre “økonomister” og de uafhængige, stemte sammen med Martovs tilhængere. Denne blok af stemmer gav Martov og hans tilhængere et flertal på kongressen, som dominerede de e!erfølgende debatter.
Lenin var således i mindretal indtil kongressens 27. mødesession, hvor en uventet udvikling fandt sted.
Den unge Leon Trotskij, som var en glødende tilhænger af Lenin, tog Martovs parti. Han brød dog med Martov det følgende år. Plekhanov, som senere hen gik over til Martov, støttede i mellemtiden Lenin. Det viser, at de politiske skillelinjer stadig var meget uklare.
“Hård” mod “blød”
Mange påstår, at bolsjevismen opstod fuldt formet efter splittet i 1903. Men det er ikke sandt. Der var uden tvivl en opdeling mellem “hårde” og “bløde”, som de blev kaldt, som afspejlede en gisning om deres fremtidige udvikling, men ikke mere end det.
Billede: offentligt domæneFx påstod Peter Frost, i den britiske stalinistiske avis Morning Star, at: “Lenin ledte bolsjevikkerne, som argumenterede for et stramt centraliseret og disciplineret kommunistisk parti. Mensjevikkerne foretrak en blødere position med en løsere alliance med andre sympatiske, om end mindre revolutionære kræfter.”
Denne udlægning af begivenhederne er en af de største myter, som både stalinistiske såvel som borgerlige historikere har skabt. For Lenin, Martov og tilhængerne af Iskra var der ingen uoverensstemmelser om partiets karakter. Når det gjaldt politiske spørgsmål, var der praktisk talt enstemmighed. De var alle enige om, at RSDAP skulle modelleres efter de socialdemokratiske massepartier i Frankrig, Belgien og frem for alt Tyskland, som blev ledet af Kautsky og Bebel.
Lenin sagde tværtimod på kongressen: “Jeg mener på ingen måde, at vores uenighed er så vital, at den er et spørgsmål om liv og død for partiet. Vi skal bestemt ikke gå til grunde på grund af en uheldig paragraf i vedtægterne!”.
I månederne efter kongressen forsøgte Lenin at nå frem til et kompromis med mindretallet. Da Krupskaja nævnte muligheden for en permanent splittelse, svarede Lenin: “Det ville være vanvittigt blot at tænke tanken.”
Så meget for Lenins kamp mod mensjevikkerne for et “centraliseret og disciplineret kommunistisk parti” i 1903!
Splittelse
Kongressen fortsatte med en diskussion af partiets fremtidige fællesorgan og besluttede, at Iskra skulle være det officielle organ. Det blev efterfulgt af en diskussion om sammensætningen af redaktionen.
Endnu en gang blev diskussionen meget ophedet. Lenin havde foreslået, at redaktionen skulle bestå af tre medlemmer: Plekhanov, Lenin og Martov. Det udelukkede de tre tidligere redaktører, som var mindst involverede.
Det var et forsøg på at komme videre fra den gamle småcirkelmentalitet og gøre partiet professionelt. Det var ikke et udtryk for overdreven centralisme, men et forsøg på at bringe partiet i overensstemmelse med de faktiske forhold. Oprindeligt var Martov faktisk enig i forslaget.
På dette tidspunkt havde stemmefordelingen imidlertid ændret sig. På grund af afstemningen om Bund’s status udvandrede de fem Bund-delegerede. Det samme gjorde de tre “økonomistiske” delegerede kort efter. Det betød, at Martov og hans tilhængere pludselig var i et mindretal, og at de derfor blev kaldt “mensjevikkerne”.
Lenins forslag til redaktionen – bestående af Lenin, Plekhanov og Martov – blev godkendt af kongressen. Men Martov nægtede at indtage posten.
Selvom splittet mellem bolsjevikker og mensjevikker var en kendsgerning, handlede det altså ikke om grundlæggende uenigheder, men derimod om sekundære spørgsmål og den personlige sammensætning af redaktionen.
Martov forsøgte at udnytte stemningen og de sårede følelser hos de “gamle”, der ikke blev valgt til redaktionen. Det førte til et meget bittert forhold. Lenin blev beskyldt for “bureaukratisk centralisme”, for at være en diktator, ultra-centralistisk, uforsonlig og lignende. Mindretallet klagede over en “belejringstilstand”, som de i virkeligheden selv forsøgte at skabe ved at nægte at acceptere kongressens beslutninger.
I stedet for at føre an i kampen for et “stramt centraliseret og disciplineret kommunistisk parti”, var Lenin chokeret og forfærdet over, hvad der var sket.
Han blev decideret grebet af angst. Som Krupskaya forklarede:
»Han kunne stadig ikke begribe, at der ikke var nogen løsning. At ødelægge kongressens beslutninger, at bringe arbejdet i Rusland og det nystiftede partis funktionsevne i fare, forekom Vladimir Iljitj simpelthen vanvittigt – som ufatteligt. «
Lenin skrev til Potresov:
»Jeg spørger mig selv: Hvad er det egentlig, vi skilles over? … Jeg gennemgår alle begivenhederne og indtrykkene fra kongressen; jeg erkender, at jeg ofte opførte mig og handlede i en tilstand af stor irritation, ‘rasende’; jeg er villig til at indrømme denne fejl over for enhver, hvis det kan kaldes en fejl, som var et naturligt produkt af atmosfæren, reaktionerne, indskuddene, kampen osv.
Men når jeg nu helt uhæmmet ser på de opnåede resultater … kan jeg ikke opdage … absolut intet, der er en fornærmelse eller hån mod mindretallet … Forårsage et split på grund af det? Opløse partiet på grund af det? … At forårsage en splittelse, fordi nogen er blevet udelukket fra et centralt organ, forekommer mig at være et stykke ufattelig dårskab. «
Efter kongressen nægtede Martov og mindretallet at samarbejde med den nye redaktion, eller arbejde i den nye centralkomité eller partiråd. Deres opførsel gjorde det umuligt at nå til enighed. Ved at boykotte de valgte organer skærpede de konflikten og splittelsen.
Hvorfor denne opførsel, spurgte Lenin?
» Kun fordi de er utilfredse med sammensætningen af de centrale organer; for objektivt set var det kun på dette punkt, at vores veje skiltes… « (fremhævelse i original)
Professionelt parti
Den anden kongres repræsenterede den egentlige stiftelse af RSDAP; en ny fase i dets udvikling. Den gamle ånd med “småcirkel-mentalitet” og
Billede: offentligt domæne en provinsiel amatørisme blev forkastet til fordel for et mere professionelt organiseret parti.
Det var dét, der var årsagen til splittelsen, som blev udløst af dem, der havde vænnet sig til tingenes hidtidige tilstand. Det var dem, der modsatte sig Lenins kamp for at skabe et rigtigt parti, baseret på partiprincipper.
Splittet var en foregribelse af fremtidige politiske forskelle – især holdningen til det liberale borgerskab. Men uenighederne ville først komme fuldt til syne på baggrund af begivenhedernes gang.
Efter næsten 10 år med gentagne forsøg fra Lenin på at forene partiet, blev splittelsen mellem bolsjevikker og mensjevikker uigenkaldelig, og de udkrystalliserede sig til i separate partier.
“Bolsjevismen,” forklarede Lenin, “som var opstået på et teoretisk fundament af granit, gennemlevede femten års praktisk historie (1903-17), som var uden sidestykke i verden i sin rigdom af erfaringer.”
Det var disse erfaringer, lært af bolsjevikkerne under Lenins ledelse, der skabte grundlaget for Oktoberrevolutionens sejr i 1917. Det er op til os i dag at studere disse lektioner og lære af dem, så vi kan bygge et parti, der ligesom bolsjevikkerne, kan lægge det nuværende kapitalistiske system i graven og bane vejen for en kommunistisk fremtid.
