Israels massakre på palæstinenserne i Gaza har vækket en enorm afsky og vrede blandt unge og arbejdere over hele verden. I Danmark har det resulteret i nogle af de største demonstrationer i nyere tid, til trods for regeringens og statens mange tiltag for at mistænkeliggøre og kriminalisere solidaritetsbevægelsen.

Men på trods af de mange demonstrationer fortsætter Israels krigsforbrydelser. Netanyahu har endda intensiveret forsøget på at udrydde det palæstinensiske folk, og han har eskaleret situationen ved at invadere Libanon. Hverken Israels åbenlyse krigsforbrydelser eller de utallige protester, har rykket ved dansk kapitalismes opbakning til Israel.

For at stoppe Israels udryddelse af det palæstinensiske folk, er det først og fremmest nødvendigt at forstå, hvorfor solidaritetsbevægelsen igennem det seneste år ikke har haft den ønskede effekt. Det kræver, at vi studerer bevægelsen og drager de politiske erfaringer.

Øjeblikkelig våbenhvile

Israels forbrydelser i Gaza har skabt en kæmpe sympati for det undertrykte palæstinensiske folk blandt den danske befolkning. Men i mangel af respons fra toppen af arbejderbevægelsen blev vreden og ønsket om akut handling i starten af bevægelsen kapret af en broget ledelse, i form af fronten “Alle på Gaden for Palæstina”. 

Den toneangivende fløj af denne ledelse har insisteret på at indskrænke bevægelsens program til pacifisme. Dette er kommet tydeligst til udtryk i kravet om “en øjeblikkelig våbenhvile”. 

Vi har fra starten kritiseret dette krav for at være en bremse på bevægelsen. Ikke på grund af hvad det siger, men på grund af hvad det undlader at sige. Kravet om en “øjeblikkelig våbenhvile”, lyder meget beslutsomt, men det siger lige præcis intet om, hvordan man faktisk opnår fred. Det gælder for pacifisme generelt, som begrænser sig til at ønske fred og “råbe på fred” uden at anerkende eller forklare, hvad der faktisk skal til for at opnå fred.

Kravet har den anden svaghed, at det tilslører, at en våbenhvile ikke ville betyde fred og sikkerhed for palæstinenserne, men kun være en midlertidigt forsinkelse af det zionistiske projekt om total etnisk udrensning af Gaza og Vestbredden, som har stået på i over syv årtier.

Pacifismen begrænser kampen mod folkemordet i Gaza til at protestere over Israels forbrydelser. For kommunister slutter kampen ikke her – det er kun begyndelsen. Selvfølgelig skal vi protestere imod det der foregår, men vi må forklare, hvordan krig og undertrykkelse er indbygget i kapitalismen, og at vi derfor må organisere os for at vælte systemet, hvis vi vil se et frit Palæstina. 

Alle på gaden?

“Alle på Gaden for Palæstina” som har ledt solidaritetsdemonstrationerne i København har, som navnet antyder, haft en altoverskyggende strategi om at få så mange deltagere med til så mange protester som muligt. For arrangørerne har formålet med demonstrationerne været at “lægge pres” på politikerne. Jo flere deltagere, des mere “pres”. Opfordringer som at mailstorme politikere og at skrive under på borgerforslag, er det, som deltagere er blevet tilbudt fra talerstolen: taktikker som henvender sig til vores folkevalgte politikere.

Denne strategi misser en central detalje: politikerne i Danmark står ikke på palæstinensernes side, som de gentagne gange har bevist i løbet af de seneste år. Hele det politiske etablissement i Danmark bakker op om Israel og forsvarer Israels “ret til at forsvare sig selv” på trods af åbenlyse krigsforbrydelser.

Grundlæggende tjener de danske politikere dansk kapitalismes interesser. Dansk kapitalisme er en lille ubetydelig magt, som afhænger af amerikansk kapitalisme og derfor følger linjen fra Washington i alle vigtige strategiske beslutninger. Derfor bakker den danske regering op om Israel både diplomatisk og militært. 

Ved at fokusere bevægelsens kræfter på at appellere til politikerne, som varetager dansk imperialismes interesser, spilder ledelsen i bedste fald folks tid og giver i værste fald illusioner til lakajer for amerikansk imperialisme. Ingen mængde underskrifter, mailstorm eller borgerforslag kommer til at have en effekt på den danske regering eller den danske stats støtte til Israel. Den eneste måde, hvorpå arbejdere og unge i Danmark kan gøre et bidrag til palæstinensernes frihedskamp, er ved at kæmpe imod politikerne på Christiansborg og det system de forsvarer, men det er en lukket bog for ledelsen af solidaritetsbevægelsen. 

Ensidigt fokus

Ledelsen af bevægelsen har lagt meget vægt på, at solidaritetsbevægelsen var en isoleret bevægelse for Palæstinas frihed, hvilket blandt andet er kommet til udtryk gennem forbuddet mod alle andre flag end det palæstinensiske til demonstrationerne. Ved at behandle spørgsmålet om Palæstinas frihed isoleret fra krisen i resten af kapitalismen har ledelsen svækket bevægelsen i stedet for at styrke den.

Ved at nægte at forbinde kampen mod israelsk og vestlig imperialisme i Gaza med andre sociale og politiske spørgsmål har ledelsen forbipasseret muligheden for at bygge en bredere bevægelse mod regeringen. Der eksisterer en udbredt vrede og frustration i alle afkroge af samfundet over status quo, som for de fleste er blevet uholdbar.

Man ville konkret kunne involvere et bredere lag af arbejderklassen i kampen ved at udstille, at det er de samme politikere, der støtter Israels folkemord, som udsulter velfærden, som angriber uddannelsessystemet og som forsvarer virksomhedernes konstant stigende udbytning af arbejderklassen. Vi kæmper mod den samme fjende – politikerne og klassen af kapitalister, som de repræsenterer – lad os derfor forene kampene, så vi kan rette de hårdest mulige slag!

Sommetider bliver vi kommunister anklaget for at tage fokus væk fra Palæstina, ved at fremhæve nødvendigheden af en kommunistisk revolution for Palæstinas befrielse og behovet for at organisere sig til det formål. I virkeligheden forholder det sig omvendt: at organisere sig for at vælte dansk og vestlig imperialisme tager ikke kræfter væk fra kampen for Palæstinas frihed – det er den eneste måde, vi rent faktisk kan knuse den kyniske alliance af vestlige imperialistiske stater, som faciliterer Israels folkemord.

Kommunisters rolle 

Som kommunister er vi nødt til at sige tingene, som de er, uanset hvor upopulært det må være. For uden en korrekt orientering og korrekte metoder kommer vi til at kæmpe forgæves. Vi må gå side om side med unge og arbejdere i de bevægelser, der opstår, og ærligt forklare dem, hvad det kræver at afslutte de endeløse blodsudgydelser, som kapitalismen skaber. Ikke hvad der er nemt, eller hvad der kan lade sig gøre, men hvad der er nødvendigt.

Det seneste års solidaritetsbevægelse har om noget illustreret behovet for et revolutionært parti, der kan udtrykke og forene den enorme vrede og modstand mod det nuværende system, som de store solidaritetsdemonstrationer med al tydelighed har vist i Danmark. Ved at forene den vrede, som er kommet til udtryk igennem solidaritetsbevægelsen, med de bedste metoder fra klassekampen, ville vi kunne rette et seriøst slag mod vestlig imperialisme, der understøtter det zionistiske regime i Israel. Det er, hvad der kræves, for at sikre ægte frihed og varig fred for Palæstina og for hele menneskeheden.