Leder 91: Vend bøtten!

fuldfarve avis feb 2014

Redaktionen



3 minutter

 

I januar startede forhandlingerne om 600.000 privatansatte. det er menin- gen, at der skal være en ny overenskomst på plads den 1. marts. efter en årrække med lønnedgang er der behov for at det tabte nu bliver indhentet.

Efter flere års krise, hvor mange arbejdsgivere har blæst på sikkerhedsforhold, er der behov for at presse sikre arbejdspladser igennem. Dertil kommer det presserende behov for kædeansvar og behovet for, at lærlingenes løn får et gevaldigt og tiltrængt løft, så man kan leve af at være lærling. der er nok at tage fat på.

Som sædvanlig ser det ikke ud til at arbejdsgiverne har lyst til at rykke sig en tøddel ad frivillighedens vej. de taler om “nulløsninger” og løntilbageholdenhed. altså lige bortset fra på direktionsgangen, hvor man aldrig har mærket, at det er krisetid.

Formanden for LO, Harald Børsting, sagde omkring nytår, at ” i 2014 skal vi for alvor have gang i hjulene igen og forbedre vilkårene for lønmodtagerne.” Det er en rigtig udmelding fra formanden. Det er derfor vigtigt, at der bliver sat handling bag ordene fra LO’s side.

Ellers risikerer arbejderne blot at blive kørt over, som det er sket så mange gange tidligere. Ikke mindst bør lo gøre det klart, at man ikke vil efterlade nogle faggrupper med en uacceptabel overenskomst.

Da der i 2012 blev forhandlet overens- komst stemte et flertal af bygningsarbejderne i 3F nej, og det samme gjorde 90 procent af medlemmerne af blik og rør. Alligevel blev den elendige overenskomst gennemtrumfet. Det må ikke gentage sig.

For at gøre solidariteten i den fælles organisering til en styrke, bør LO allerede nu gøre det klart, at man vil sætte ind for at sikre alle en tilfredsstillende overenskomst. Ingen overenskomst bør godkendes før alle har opnået et resultat, de kan godkende. Det vil være et effektivt værn mod arbejdsgivernes forsøg på at splitte arbejderne.

For at give forhandlerne øget styke over for arbejdsgiverne er der desuden brug for, at forhandlingerne åbnes op, så de undervejs kan diskuteres på arbejdspladser og tillidsmandsmøder. I Venezuela har der været gode eksempler med overenskomstforhandlinger, som er blevet transmitteret direkte til arbejderne via radio. På den måde fik arbejderne mulighed for at diskutere forhandlingerne og kravene undervejs og lægge øget pres på arbejdsgiverne. Sådanne åbne forhandlinger vil uden tvivl have en særdeles gavnlig effekt også i Danmark.

De danske virksomheder vil op til overenskomsterne synge den samme falske melodi, de altid istemmer, når der skal forhandles. De hyler op om nød og elendighed og at der ikke er råd til noget.

De forlanger, at arbejderne dukker nakken og accepterer yderligere hug i reallønnen. men deres krav er grundløst. De danske virksomheder har pengetanke af Joachim von and’ske dimensioner. Fra 2009 til 2012 har de ifølge AE-rådet sparet 225,9 milliarder op. Finansverdenen står ganske vist for broderparten, men de ikke-finansielle virksomheder har sparet 115 milliarder op i denne periode.

Samtidig går det godt med eksporten. Sidste år steg den danske eksport med tre procent, og eksportrådet forventer, at den i år vil vokse med over fem procent. der er al god grund til at forlange, at kapitalisterne nu må kompensere arbejderne for de hårde år, vi har været igennem som følge af, at kapitalisternes eget system ikke fungerer. hvis ikke de vil lytte til argumenter og fornuft, må de presses direkte, hvor det gør ondt. der er brug for, at fagbevægelsen vender bøtten, sætter handling bag ordene og opfører sig som det, den er bygget til: en kamporganisation for at sikre arbejdernes berettigede krav om en tålelig tilværelse.