“Den Nye Økonomis” fortalere må være godt og grundigt skuffede. I stedet for artikler om IT-revolutionen, fantastisk produktivitetsfremgang, en ny form for kapitalisme uden kriser o.s.v. ser man nu faldende kurver fra aktiemarkederne, dårlige regnskaber fra flere og flere virksomheder, faldende vækst og flere afskedigelser.
Det vrimler med overskrifter som “Værste krise i 15 år for aktier” (Børsen), “Når aktiemarkedet punkterer”, “Kursfaldet er ikke slut endnu”, “Økonomien i Europa er begyndt at vakle” og “Med fuld fart mod afgrunden” (Politiken), “Nye krisetegn i USA’s økonomi” (Berlingske), “The next downturn” (Business week), “Here comes the recession” (Time) o.s.v.
Og det er ikke bare i USA, at økonomien går imod sorte tider. Japan har siddet fast i krise i en del år nu, og Europa går heller ikke ram forbi. De europæiske børser er hårdt ramt, ligesom den amerikanske, og i den rigtige økonomi blvier forventningerne nedjusteret. Topdirektøren i den Europæiske Centralbank, Otmar Issing, udtaler, at risikoen i øjebliket er, at det går dårligere end ventet med Europa.
I Danmark nedjusterer Danske Banks økonomer deres forventninger til den fremtidige vækst, og det samme gør mange virksomheder. Politiken skriver 4. april: “Dansk erhvervsliv står til øretæver, når nedturen i USA slår igennem i verdensøkonomien. Oven på et år med flotte regnskaber og kæmpeoverskud er der udsigt til faldende resultater og hug til aktiekurserne.” Og de gode resultater fra 2000 skyldtes endda for en stor dels vedkommende reparationsarbejde efter julestormen i ’99 – allerede i sidste halvdel af 2000 gik det nedad.
De første fyringer med baggrund i den voksende krise er sket: mobiltelefonfirmaet Flextronic i Nordjylland måtte fyre 474 (hver tredje arbejder). Og det er kun begyndelsen. Der er altså alt mulig grund til at tro, at vi går økonomisk dystre tider i møde. Finansminister Pia Gjellerup fra Socialdemokratiet advarer mod “at tale en krise frem” – men det er ikke et spørgsmål om snak, det er de hårde realiteter. Nogle økonomer har sagt, at det kun er øget dansk privatforbrug, der kan redde opsvinget – er det de fyrede arbejdere fra Flextronic, der skal øge deres forbrug med de penge de ikke har? Tallene viser også noget andet: bilsalget har oplevet et 28% fald på ét år, og næsten halvdelen af de danske butikker levede ikke op til deres egne forventninger til aslget i første kvartal i år.
Sandheden er, at der ikke er nogen mirakelkur. Kapitalismen kan ikke have opsving altid – og i den nuværende periode betyder selv et opsving øget pres og nedskæringer for de fleste. Det kapitalistiske system er uadskilleligt forbundet med periodisk krise og nedgang. Det opsving, der har været, har øget uligheden: den mest velhavende fjerdel af befolkningen havde fra ’93 til ’98 en forbrugsstigning på 10 procent, mens forbruget for hele befolkningen steg med seks procent, og for de lavestlønnede blot med to procent.
Og for alt for mange har “opsvinget” ført og fremmest betydet øget pres og stress, mens kapitalisterne har godtet sig. Og når krisen sætter ind for alvor, kan det kun blive værre. Af og til ser vi noget, der ligner bedring, f.eks. med stigende aktiekurser i nogle dage, men hver gang afløses det af nye store fald. Tidens tegn er ustabilitet, og der er ingen grund til at tro, at bunden er nået.
I denne situation er der mere end nogensinde brug for en arbejderbevægelse, der kan tage kampen op imod nedskæringer, fyringer og de dårlige tider, der vil komme. Men det skal man lede længe efter hos fagtop og partiledelsen i Socialdemokratiet. I stedet for konkrete forslag og kamp for forbedringer bruges der tid og kræfter på Anders Fogh og hans minimalstatsbog.
Folk kan se, at den socialdemokratiske ledelse er desperat, og det skræmmende er jo ikke så meget, at Fogh lyder lidt mindre rabiat nu for at score stemmer, men i hvor høj grad Socialdemokratiets ledelse er rykket til højre og er kommet til at ligne Venstres liberalister.
Den evindelige løben i hælene på Dansk Folkeparti med nye sorte udtalelser er del af samme uheldige tendens. Nu mener Karen Jespersen, at indvandrere skal lære at arbejde, fordi det gør man jo ikke i deres kultur. Intet under, at rapporter viser et halvracistisk klima blandt danske medier og poltikere.
Det er ikke kun partiledelsen, der har fjernet sig fra deres grundlag – det har arbejderbevægelsens avis Aktuelt også. Nu så meget, at den er blevet lukket, fordi der ikke var nok, der ville læse den, og LO ikke ville dække udgifterne mere (til gengæld poster de stadig penge i ungdomspopbladet Tjeck!).
Det er en stor nødvendighed for arbejderbevægelsen at have sine egne medier, men det skal være på arbejderbevægelsens eget grundlag og på arbejdernes side i kampen. Når man fjerne sig fra det grundlag og bevæger sig væk fra almindelige arbejderes hverdag og ønsker, så går man galt i byen: for Socialdemokratiets vedkommende svigter medlemstal og stemmeandel, og for Aktuelts vedkommende gider ingen læse den mere.
Der er en ting, der er brug for, og det er en ægte socialistisk politik over hele linjen. Det er det, Socialistisk standpunkt kæmper for, og det vores støtter arbejder for, at der skal blive flertal for i den danske arbejderbevægelse.