Det skortede ikke på rosende ord fra de borgerlige aviser, da Helle Thorning-Schmidt blev Socialdemokratiets formand i foråret. Nu skulle fremgangen være sikret. Nu skulle det være slut med gammeldags ideer (hun nævnede endda de marxistiske ideer) om velfærd og tryghed i alderdommen. Nu skulle Socialdemokratiet være et moderne parti, ligesom de borgerlige.

Nu spørger vi i al beskedenhed: Hvad er resultatet blevet? Den seneste meningsmåling bombede partiet tilbage under 25 procent – det værste siden en katastrofe-meningsmåling i 2000.
Det kan godt være, Helle Thorning-Schmidt og folkene omkring hende har gået på smarte universiteter og lært at tale som man gør i de højere kredse, men resultatet af endnu mere højrepolitik står lysende klart: Partiet styrer direkte mod afgrunden.

Helle Thorning-Schmidt blev valgt, skete det på et løfte om, at hun kan ”slå Fogh.” Med fare for at lyde overdrevent bekymrede for partiets fremtid, vil vi her tillade os at stille spørgsmålet: Hvordan? Endnu har vi ikke hørt nogle forslag fra den nye formand, der kan udfordre de borgerlige.

Med Socialdemokratiets nye forslag om nedskæringer i efterlønnen, fortsætter ledelsen den højredrejede kurs. De siger, det er for at være ”ansvarlige.” Men over for hvem? For de danske arbejdere, der har knoklet et helt liv for kapitalisterne? For partiet, der aldrig nogensinde har fået fremgang på at dreje til højre? Den dystre sandhed er, at de eneste, der nyder godt af ledelsens ”ansvarlighed” er den danske overklasse.

Vi hører, at det er for at redde velfærden, at S-ledelsen vil skære på efterlønnen. Man kan nemlig spare 12 milliarder, hvis man afskaffer efterlønnen for alle under 40 år (hvilket ledelsen vil gøre gradvist).
Lad os, i al beskedenhed, foreslå nogle andre steder, hvor man kunne skære ned: Bankerne tjente i 2004 knap 16 mia. – alene på gebyrer. Og regeringen forærer ifølge Økonomisk Ugebrev hvert år 10 mia. til kapitalister, der vil flytte arbejdspladser ud af landet, i form af skattelettelser, eksportstøtte og konsulentbistand. Her, og andre steder i samfundets top, kunne vi godt bruge nogle drastiske nedskæringer.

Helle Thorning-Schmidt siger, at der nu må ro i partiet, og at al uenighed må ophøre. Men så længe ledelsen fortsætter deres vanvittige højrepolitik, vil tusindvis af socialdemokratiske arbejdere være utilfredse. Så længe partiet ikke tør udfordre de borgerlige og fremføre ægte socialistisk politik, vil der ikke komme ro.

Partiets medlemmer må kræve, at kursen lægges om. Det må være slut med at efterabe de borgerlige. De folk, der vil have borgerlig politik, skal nok finde ud af at stemme på de borgerlige. Men hvad hvis man vil have socialdemokratisk politik? Skal man så stemme på Helle? Det er endnu flere blevet i tvivl om på grund af den katastrofale højrekurs. Partiets medlemmer, fagligt aktive og socialistiske arbejdere må kæmpe for, at partiet kommer tilbage på en kurs til gavn for almindelige mennesker og går imod kapitalisterne og deres borgerlige regering.

Hvis Socialdemokratiet fremførte en kampagne for forsvar for velfærden, for forbedringer i arbejdernes levestandard og mod angreb fra arbejdsgiverne, og fremførte sådan en kampagne på landets arbejdspladser er der ingen tvivl om, at de ville møde overvældende tilslutning. Hvis partiet fremførte et program for nationalisering af bankerne og en socialistisk plan for at udrydde arbejdsløshed, nedsætte arbejdstiden og udvide velfærden, ville de bringe håb til de mange arbejdere og unge, der søger et alternativ til de borgerlige.