Folkeforførere, karismatiske charlataner, utroværdige, dovne og grådige. Grækerne har ”levet over evne” for ”vores penge” og nu kræver de, at danskere, tyskere, franskmænd og resten af Europas befolkning betaler deres gilde. Det har ikke skortet på smædekampagner mod grækerne. Med ringe hensyn til sandheden er den ene påstand efter den anden slynget ud i æteren. Den græske Syriza-regering skulle ikke bare presses til at makke ret, den skulle miskrediteres og ydmyges helt og aldeles for at sende et signal til arbejderne i hele Europa.
Eliten i EU har optrådt ekstremt arrogant og direkte hadefuldt. ”Irrelevant cirkus” – sådan beskrev Europakommissionens præsident Jean-Claude Juncker folkeafstemningen i Grækenland d. 5. juli. Merkel sagde på et møde for sine Kristendemokrater, at Tsipras var en ”hård og ideologisk” gambler, der spillede ”roulette med et helt land”, rapporterede the News Magazine. “Mental waterboarding” – sådan blev EU’s behandling af Tsipras under forhandlingerne med EU beskrevet af flere borgerlige journalister.
Vanen tro holdt den danske andedam sig ikke tilbage: “Hvis ikke det var så sørgeligt og alvorligt, så vil jeg beskrive det som en naragtig adfærd. Han holder sin egen befolkning for nar,” var den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersens karakteristik af den tidligere græske finansminister Varoufakis i Børsen. Udenrigsminister Kristian Jensen har flere gange udvist et yderst lemfældigt forhold til sandheden i sin kampagne for at sværte grækerne til og få en aftale igennem (mon ikke det har spillet ind, at Mærsk øjeblikkeligt meldte sig på banen til at opkøbe de græske havne, der ifølge EU’s plan skal privatiseres).
EU knuste Syrizas ledelse til et punkt, hvor den har begået politisk selvmord. EU’s elite kan ikke tolerere politikere, der formaster sig til at følge en anden vej end brutal nedskæringspolitik. EU fik sat Grækenland under de facto administration fra EU og IMF. Det græske folks NEJ ved folkeafstemningen d. 5. juli blev fuldstændig underkendt med en aftale, der er langt, langt værre end den, som det forkastede med mere end 60 procent af stemmerne. Står det til EU skal den græske regering ikke have anden funktion end at gennemføre deres diktater. Demokratiet er sat ud af spil.
Den demokratiske maske er faldet af EU’s elite og har afsløret, hvad der lægger bag flosklerne om ”demokrati” og ”respekt”, nemlig forsvar af kapitalens interesser. Uenighederne mellem medlemslandene er kommet op til overfladen, og har udstillet, at de nationale kapitalistiske interesser stadig lever i bedste velgående. Grækenland kan blive anstødsstenen til, at euroen og selve fællesmarkedet optrevles og de nationale modsætninger, der altid har eksisteret i Europa, kommer helt op i det åbne igen. Interessemodsætningerne mellem nationerne spidser til.
Også kampen mellem klasser tilspidses, i Grækenland og resten af Europa. Der er blevet kradset hul i den tynde ”demokratiske”, ”civiliserede” fernis og det europæiske borgerskabs utilslørede klassehad er blevet åbenbaret. For dem er demokratiet kun et dække over bankernes og kapitalisternes diktatur, og det skyr ingen midler i at forsvare dets magt og privilegier. Deres virkelige mareridt er, at arbejderklassen begynder at få en følelse af sin egen magt og begynder aktivt at tage sagen i egen hånd. Folkeafstemningen i Grækenland var et chok for den europæiske herskende klasse. Den viste med al tydelighed, at der er en grænse for, hvad masserne er villige til at acceptere, før de begynder at bevæge sig for at ændre situationen. Det punkt er nået i Grækenland, og det åbner nye perspektiver for klassekampen i fx Spanien, hvor Podemos’ enorme fremgang og valget i efteråret kan betyde et nyt stadie i situationen. Men hele Europa bevæger sig i den retning: i alle lande føres den samme sparepolitik – forskellen ligger i graden – og alle steder er situationen på vej mod det punkt, hvor masserne har fået nok.
Det nye nummer af Revolution er på gaden: køb abonnement her
