Modstanden mod globaliseringen har spredt sig over hele verden. I Seattle, Prag, Nice, Quebec og senest Göteborg og Genova bliver den globale kapitalismes topmøder mødt af store demonstrationer og protester. De store masseprotester er udtryk for en voksende utilfredshed med kapitalismens uretfærdighed og udbytning og de store monopolers altdominerende magt over alle dele af verden. Flere og flere især unge kan se, hvordan de verdensomspændende firmaer som Nike, McDonalds og Microsoft ikke har anden interesse end at erobre nye markeder i verden og score skyhøje profitter. Deres mål er at udnytte arbejdskraft over hele verden under dække af “globalisering”, “frihandel” og “fleksibilitet”.
Denne bølge af anti-kapitalistiske protester er enormt positiv og kan blive begyndelsen til en generel bevægelse mod venstre.
Desværre mærkes disse protester ofte af vold og ballade – som vi så i Göteborg i juni. Politi og anarkister mødtes i et voldsorgie, der skæmmede masseprotesterne og mindskede kraften bag dem, idet fokus blev fjernet fra de kæmpe fredelige demonstrationer og kravene. Vi fordømmer politiets brutalitet, men tager samtidig skarpt afstand fra individers og smågruppers vold og terror, som kun kan isolere protesten fra arbejderklassen.
Pga. den ekstreme højredrejning, som den traditionelle arbejderbevægelses ledelse står for, tyr mange unge i søgen efter et alternativ til denne slags “løsninger”, og blandt unge på den danske venstrefløj møder man ofte en tro på, at “civil ulydighed”, “aktioner”, “lidt gang i gaden” osv. er vejen frem. Hvis den “civile ulydighed” var en naturlig del af klassekampen, og et flertal af de organiserede arbejdere deltog i den, ville vi støtte den. Marxister tager ikke principiel afstand fra nogen som helst kampformer. For os gælder ét: gavner det klassekampen og arbejderklassen, øger det klassebevidstheden og tiltroen til klassens styrke?
Hvis 50 “revolutionære” unge laver “civil ulydighed”, blokerer en motorvej eller smider med lagkager, gavner det ingen af disse ting. Hvis en almindelig arbejder overhovedet lægger mærke til en af disse aktioner, hvad skal han så gøre ved det? Isolerede, individualistiske “aktioner” kan i værste fald skræmme folk væk og svække bevidstheden om, at der er brug for organiseret klassekamp. Det mindsker betydningen af massekampen i massernes egen bevidsthed – for hvorfor skal man organisere sig og kæmpe, når der nu er en håndfuld “revolutionære helte”, der gør det for en?
Nogle anarkister og venstrefløjsfolk argumenterer med, at det har en stor positiv virkning at angribe symbolerne på kapitalismen, f.eks. en McDonalds-restaurant. Marxisterne ønsker ikke at slås mod symboler, vi vil angribe selve kapitalismen.
“Globaliseringen” er ikke noget nyt – det er den samme gamle kapitalisme i sin mest afskyelige imperialistiske fase. Og når man vil bekæmpe den, må det ske med de samme gamle midler: arbejderklassens organisering og bevidste klassekamp mod alle kapitalens angreb og for den socialistiske omdannelse af samfundet. Marxisterne opfordrer alle arbejdere og unge til at gå med os i kampen for at få bragt den danske arbejderbevægelse tilbage på et socialistisk program, for at få tilbageerobret fagbevægelsen og Socialdemokratiet fra højreledelsen, så den danske arbejderklasse kan få den ledelse, som den har fortjent, og som der vil blive endnu hårdere brug for i den kommende tid.
