Leder (avis 93): Kampen må tilbage


Redaktionen



3 minutter

LEDER (Socialistisk Standpunkt Nr.93)

Igen i år holdes første maj landet over, hvor lederne for arbejderbevægelsen vil tale til diverse arrangementer. Talerne vil være fyldt af flotte ord, men det reelle indhold, som dagen handler om, vil være pakket væk. Der vil ikke være tale om hverken arbejderklassen, internationalisme eller kamp. Der er ellers brug for at få alle tre tilbage på dagsordenen.

Krisen kradser forsat og det betyder benhårde nedskæringer og angreb på tilkæmpede rettigheder, der rammer det store flertal, arbejdere og unge, ikke bare i Danmark men i hele Europa og resten af verden. Overalt benyttes den ældgamle teknik med ”del og hersk”, så det lille mindretals privilegier forsvares. Også herhjemme benyttes taktikken: ”unge” versus ”gamle”, faglærte versus ufaglærte, lærere versus pædagoger, dem i arbejde versus arbejdsløse, danskere versus østeuropæere og alle andre indvandrere.

De eneste, der har gavn af denne splittelse er kapitalisterne, dvs. de rige og de privilegerede. Arbejderklassens eneste styrke er enhed. Mellem år 2005-2012 er Danmark det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest, og er nu det 14. mest lige land i hele Europa. Det har fået flere velmenende såkaldte socialister til at rejse bekymring om en underminering samfundets sammenhængskraft. Det de i virkeligheden er bekymrede for er, at klasseskellene skal blive for tydelige og de protester det kan medføre, som vi bl.a. så i Tyrkiet og Brasilien i sommers.

Marx og Engels skrev i det Kommunistiske Manifest, det dokument der dannede grundlag for arbejderbevægelsen: ”Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og borgerskab gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.”

Med det mente de, at opgaven for lederne af arbejderbevægelsens er at skabe enhed i arbejderklassen og pege fremad på de næste skridt i kampen. Denne grundsætning har toppen i arbejderbevægelsen desværre glemt i dag. SF og Socialdemokratiet er begge aldeles miskrediteret på grund af den politik, de har ført, efter de kom i regering i 2011. Enhedslisten har fremstået som eneste alternativ til venstre og er vokset. Men der er stadig brug for at sige tingene klart og holde fast i grundprincipperne: at tage fat på de problemer, der eksisterer, og forklare hvordan disse kun kan løses ved arbejderklassens internationale kamp for en socialistisk revolution.

Det er en farlig vej, Enhedslisten er på vej ned ad, når de begynder at forsvare danske arbejderes rettigheder mod fx østeuropæernes i forhold til børnecheck o.l. Enhedslisten må vise i praksis, at de ikke er en snakkeklub, men noget andet og mere end de andre partier. De må forberede sig på de kampe, der uden tvivl vil komme i den næste periode.

Vi må ikke lade os snyde af den tilsyneladende ro på overfladen. Under overfladen vokser utilfredsheden på landets arbejdspladser, skoler osv. Enhedslistens fremgang er et tegn på en radikalisering af et voksende lag af især unge.

Men hvor er de organisationer, der skal organisere og forberede de kampe, der er under opsejling? Indtil videre har toppen i fagforeningerne og arbejderpartier lagt sig på maven og kapituleret til ”nødvendighedens” politik. Det kan ikke vare ved, på et tidspunkt vil utilfredsheden eksplodere i bevægelser, også herhjemme. Det er det, alle revolutionære socialister må forberede sig på at deltage i og give disse bevægelser et perspektiv og program. Kampen må tilbage, ikke bare i flotte skåltaler første maj, men i handling.

Tegn abonnement på Socialistisk Standpunkt HER