Da SF’s erhvervs- og vækstminister Ole Sohn den 22 marts var i et åbent samråd i Folketinget, følte han sig kaldet til at kommentere på det nye overenskomstforlig. Forliget betyder, at lønstigningerne slet ikke kan dække prisstigningerne i samfundet, og lønnen vil blive mindre værd for hvert år, der går. Desuden skrides der overhovedet ikke ind for arbejdsgivernes sabotage af løn og arbejdsforhold gennem social dumping, der især sker i byggeriet. Det havde været oplagt for SF’s repræsentant at opfordre til at afvise det elendige forlig. Han – og resten af regeringen – blev trods alt valgt, fordi arbejderklassen ønskede en regering, der var ansvarlig over for arbejderne og ungdommen i stedet for bankerne og kapitalisterne. Men Ole Sohn valgte i stedet at sige, at lønniveauet i Danmark er for højt i forhold til produktiviteten. ”Det skal der gøres noget ved,” sagde han.
Episoden er desværre symptomatisk. Arbejdsgiverne forsøger af al kraft at udnytte krisen til at maksimere profitterne på bekostning af løn og arbejdsforhold for de ansatte samt nedbringelse af den ”sociale løn” – de kollektive velfærdsgoder som uddannelse, sundhed og social tryghed. Her er der brug for et konsekvent modsvar fra arbejderbevægelsen. Men lederne af vores bevægelse har tilsyneladende mere travlt med at være ”ansvarlige” over for den kriseramte kapitalisme end over for de danske arbejderfamilier, der hverken har lod eller del i det roder, kapitalisterne har skabt. Det bør der laves om på.
Tænketanken Cevea har for nylig regnet ud, at den danske stat siden krisens begyndelse har givet 4.462 milliarder kroner til bankerne i form af støtte og garantier. Det svarer til 256 procent af landets bruttonationalprodukt. Uden bistandshjælp fra skatteyderne – det vil sige arbejderklassen – var banksektoren krakket og masser af danske virksomheder gået fallit. Men nu er hele møllen blevet ”købt” for arbejdernes penge.
Det burde derfor være naturligt, at arbejderpartiernes ledere nu også krævede, at arbejderne fik valuta for pengene: fuld offentligt ejerskab af de store virksomheder og fuldt arbejderdemokrati. Konfiskation af al profit, der er blevet skabt gennem social dumping og spekulation i dårligere løn- og arbejdsforhold. En socialistisk plan for økonomien. Men igen: lederne af vores bevægelse har sat sig for at forsvare en overenskomst, der giver lønnedgang. Lederne af vores bevægelse vil hellere alliere sig med nedskærings-dronningen Margrethe Vestager og de Radikale end at kæmpe for arbejderpolitik. Det er denne højrekurs i toppen, der er skyld i medlemsflugten fra fagbevægelsen og vælgerflugten fra Socialdemokratiet og SF. Endnu har tendensen ikke slået igennem hos Enhedslisten, selv om partiets ledere konsekvent holder hånden under Vestagers nedskæringskabinet. Men også her forbereder toppens højrekurs en krise i fremtiden.
Fagbevægelsen og arbejderpartierne er blevet bygget for at kæmpe for et samfund, hvor kapitalismens anarki er erstattet af arbejderdemokrati og socialistisk planlægning af økonomien. Kampen for lavere arbejdstid, højere løn og god offentlig velfærd har altid været central. Men kapitalismen kan ikke længere tolerere de fremskridt, der blev opnået gennem kamp i 1960’erne. Der er angreb over hele linjen – og lederne af vores egen bevægelse går forrest i angrebet.
På arbejdspladser og skoler, i faglige klubber og partiforeninger er der tusindvis af aktivister, der ønsker en ny kurs. Der er brug for at forbinde venstrefløjen i arbejderbevægelsen for at vinde bevægelsen tilbage på ret kurs. En kurs, der er 100 procent ansvarlig over for arbejderklassen og 0 procent ansvarlig over for bankdirektørerne, millionærerne og deres syge kapitalistiske system.
