Hip hip hurra!
Den 18. november havde den grønne trepart etårs fødselsdag. Vi kan fejre, at regeringen i et år har været i fuld gang med en historisk transformation af det danske landskab fra produktion til rekreation. Som om det ikke var nok, så er treparten også med til at Danmark kan opnå målet om 70% CO2-reduktion i år 2030 og genoplive de indre danske farvande, efter landbrugets udledning af næringsstoffer har slået dem ihjel.
Nærværende medie påpegede kort efter præsentation af Den Grønne Trepart den 18. november sidste år, i artiklen “Regeringens “grønne” trepart”, at det ikke blot ville blive en historisk transformation af landskabet, men også en historisk omfordeling fra arbejderklassen til landbruget.
Landbrug på kontanthjælp
Den grønne trepart er en kapitalindsprøjtning til et erhverv i krise, intet andet. Dansk landbrug producerer varer af lav forædlingsgrad og kvalitet i meget stor volumen. Det har i 30 år været landbrugets strategi for at kunne konkurrere på det internationale fødevaremarked. Hvis bare landbruget fik frie nok rammer til at producere intensivt og i storskala, uden hensyn til samfund eller miljø, ville de kunne afsætte deres produkter på det internationale marked.
Den strategi, som landbruget har fået diverse regeringer med på, svarer til at Bestseller startede tøjproduktionen op i Danmark i kæmpeskala. De skulle importere lavtlønnet arbejdskraft fra fattigere lande, ikke overholde nogle miljøregler og have et gigantisk statstilskud. Og hvis det ikke var nok til at produktionen i Danmark kunne konkurrere på verdensmarkedet, skulle de bare have mere af alle tre ting. En strategi, der selvfølgelig ville spille fuldstændig fallit, hvilket det også har gjort for landbruget. Tilbage står arbejderklassen med et smadret miljø og et landbrug på fast overførselsindkomst på vores regning.
Den økonomiske støtte til landbruget går på to ben, den direkte hektarstøtte på ca. 6,7 mia om året, hvilket svarer til at hver eneste dansker fra spæd til olding hvert år giver 1.100 kroner til landbruget. Men det er slet ikke nok for landbruget, der er også et andet ben og det er meget større. Det er alle de skjulte udgifter til at landbruget ikke selv betaler for de ødelæggelser, det påfører mennesker og miljø, med et fint ord hedder det eksternaliteter.
En udtømmende liste er for omfattende at bringe her, men her kommer et par nedslag. Landbruget udleder så store mængder ammoniak til luften, at mange danskere hvert år bliver syge, det koster fire mia. kroner i sundhedsvæsenet. Landbruget udleder 17 mio. tons CO2-ækvivalenter om året, det svarer til 31% af Danmarks samlede udledninger. Hvis vi regner med en CO2-afgift på 1.500 kroner per ton (anbefalet af Klimarådet), så koster det samfundet 25 mia. kroner om året. Miljøjournalist Kristian Sloth vurderer i dokumentaren “Taber vi på svineeksporten?”, at landbruget samlet koster samfundet op mod 100 mia. kroner årligt.
Så 100 mia. kroner i udgifter til direkte hektarstøtte og eksternaliteter hvert eneste år til et erhverv, der bidrager med sølle 6 mia. kroner i skat. Landbruget koster altså samfundet over 90 mia. kroner om året, hvilket svarer til mere end to gange den årlige drift af hele den danske folkeskole. Det eneste formål, der er med at bruge alle de penge, er at kapitalisterne, der ejer gårdene, som i daglig tale kalder sig landmænd, skal have lov til at drive et erhverv og en produktionsform videre, der for længst burde være stoppet. Landbruget er ikke dus med himlens fugle og skovens grønne træer, de har slået de indre farvande ihjel og har snablen langt nede i arbejderklassens lommer.
En mærkelig måde at sige tak på
Med Den Grønne Trepart får landbruget en check på 43 mia. kroner. Pengene får de for at tage lavbundsjorde ud af drift. Det skal være med til at reducere både CO2- og kvælstofudledningen. Heldigvis for landbruget er lavbundsjordene dårlig landbrugsjord.
Som tak for denne guldregn, har landbrugets internationale kødkoncern Danish Crown konkrete planer for at øge svineproduktionen i Danmark fra 20 millioner svin om året til 30 millioner svin om året. Danish Crown kan godt se at Jylland og Fyn næppe kan bære flere svinefabrikker, men peger i stedet på Nordsjælland som “underforsynet” med svinefabrikker. Der er allerede udfærdiget 30 konkrete projekter og ti af dem har de nødvendige tilladelser.
Hvis du vil bygge et anneks eller carport, skal du søge byggetilladelse ved kommunen og overholde en masse regler og risikerer selvfølgelig at få et nej. Men hvis et landbrug vil bygge en fabrik, der producerer 50.000 svin om året og udleder tonsvis af ammoniak og CO2, så er der i realiteten ikke noget, kommunen kan gøre. Siden 2018 har svinefabrikkerne blot skulle overholde nogle beskedne afstands- og lugtkrav, så skal kommunerne godkende byggetilladelsen. Nærdemokrati, og dermed muligheden for at påvirke udviklingen af det lokalområde man bor i, samt miljøbeskyttelse, er sat ud af spillet, når det gælder svineproduktion i kæmpe skala.
Hvad gør vi så?
De økonomiske og miljømæssige konsekvenser af dansk landbrug er så voldsomme, at forfatteren af denne artikel selv bliver helt svimmel ved tanken. Heldigvis er løsningen ikke op til enkeltpersoners velbefindende. Vi behøver heller ikke gå og vente på, at politikerne, der er i lommen på Landbrug og Fødevare, vågner op til dåd. Vi må holde øjnene på bolden og forstå hvorfor vi er endt her.
Landbruget er kørt så langt ud af en tangent, fordi det er kapitalistiske virksomheder, der skal konkurrere på kapitalistisk basis for at overleve. De er tvunget til at effektivisere, hvor de kan, for at kunne konkurrere imod landmænd i fx. Spanien, Polen og Rumænien. Hvis det skal løses, er det nødvendigt at gøre op med kapitalismen; ikke bare i Danmark men i hele verden.
