“Tillykke til det britiske folk!” Sådan lød beskeden i Arbejderen dagen efter det britiske valg i december. Et valg hvor den konservative og dybt reaktionære Boris Johnson vandt stort. Anledningen til lykønskningen var, at Johnson havde lovet at gennemføre brexit hurtigst muligt. Men Johnsons sejr vil betyde fortsatte nedskæringer og angreb på den britiske arbejderklasse, og burde derfor ikke være noget venstrefløjen råbte hurra for. Hvordan kunne det gå til, at labour tabte til Johnson? Og hvad kan den danske venstrefløj lære?
Arbejderens lykønskning var en ukritisk gengivelse af udtalelser fra Folkebevægelsen mod EU. Andre udtalelser eller analyser for slet ikke at tale om en kritisk indstilling til valget skulle man lede længe efter på den danske venstrefløj. Valget blev forbigået i tavshed. Det på trods af, at det britiske valg ikke bare var “business as usual”. Det var en vigtig begivenhed ikke kun for briterne, men for hele den europæiske venstrefløj.
Labour-aktivister over hele landet gik ind i valgkampagnen som “the election of our lifetime”. De kastede alle kræfter ind, men alligevel oplevede Labour et stort valgnederlag. Partiet tabte 59 mandater, og fik i alt 203, en del mindre end de Konservatives fremgang på på 47, der i alt gav dem 365 mandater. I mandattal var det det værste valg for Labour siden 1930’erne. Det kræver dog en moderation før det udråbes til det værste valg i 90 år. Labours 32,2% af stemmerne var en større andel end i 1982 og i antal stemmer fik Corbyn flere stemmer end Blair i 2005. Ikke desto mindre var det et eklatant nederlag, som også overraskede langt ind på Labours venstrefløj.
Blairites i offensiven
Nu starter selvransagelsen i partiet. Højrefløjen i Labour, the blairites, har knivene ude og er gået i offensiven. De anklager Corbyn og det venstreorienterede valgprogram for at være årsag til nederlaget. Også de danske socialdemokraterne frydede sig uden tvivl over Corbyns nederlag og vil bruge det mod enhver, der argumenterer for et venstreorienteret program. Så også for venstrefløjen i Danmark er det afgørende at komme med en reel og selvstændig analyse.
Det kan ikke komme som en overraskelse, at vi ikke deler analysen fra the blairites. Det var ikke Corbyns venstreorienterede valgprogram, der var årsagen til nederlaget. Labour havde et lige så venstreorienteret program ved valget i 2017, hvor partiet oplevede en kæmpe fremgang. Og ser man på meningsmålingerne støtter et flertal af befolkningen op om punkterne i Labours valgprogram som inkluderer nationaliseringer, styrkelse af det offentlige sundhedsvæsen osv. Nej, forklaringen skal findes andetsteds.
Smædekampagne
For det første var Corbyn udsat for den værste smædekampagne i mands minde. Han blev beskyldt for alverdens dårligdomme, ikke mindst antisemitisme. Men selvom anklagerne intet har på sig (Corbyn er én af de britiske politikere, der mest af alt kan bryste sig af sit antiracistiske generalieblad) så gav han aldrig et klart modsvar. Ledelsen i Labour gik med til at suspendere venstrefløjsaktivister ved den mindste anklage i stedet for at føre en politisk modoffensiv, der klart havde slået fast, at kritik af Israel ikke er lig antisemitisme og at den virkelige racisme og antisemitisme skal findes på højrefløjen (også den der findes inde i arbejderbevægelsen).
Det er en vigtig lektie, nu da Mette Frederiksen tydeligvis er blevet inspireret af den britiske smædekampagne og har angrebet “indvandrere og venstrefløjen” for at være antisemitter. De borgerlige medier og højrefløjen i arbejderbevægelsen skyer ingen midler – jo større truslen mod deres privilegier og position bliver, jo værre vil smædekampagnen blive. Den eneste måde for venstrefløjen at modgå denne bagvaskelse er en klar modoffensiv, der ikke accepterer anklagerne, men i stedet gør det klart, at smædekampagnen er et forsøg på at svække venstrefløjen.
At forstå vreden
Smædekampagnen i sig selv kan dog ikke forklare nederlaget. Det, der reelt udgjorde en forskel på dette valg og valget i 2017, var Labours position på brexit. I 2017 var Corbyn klar: en Labour regering ville respektere resultatet af folkeafstemningen. Ved dette valg gav Corbyn imidlertid efter for presset fra partiets højrefløj og støttede en ny folkeafstemning. Det betød, at partiet tabte opbakning især i Nordengland blandt arbejdere i de forladte industribyer, hvor mange havde stemt for brexit.
Der eksisterer en enorm vrede og utilfredshed blandt store dele af arbejderklassen, der ikke har oplevet andet end angreb og svigt fra politikerne siden Thatcher smadrede deres lokalsamfund og fagforeninger i 80’erne. Skiftende Labour regeringer siden har intet gjort for at rette op på situationen. Corbyns støtte til en ny folkeafstemning frastødte disse lag og pustede til følelsen af, at alle politikere er ens og at ingen gør noget for dem. For dem blev Johnsons løfte om et hurtigt brexit et desperat forsøg på i det mindste at gøre et eller andet drastisk.
Labour kan sagtens genvinde disse lag, men det kræver først og fremmest, at partiet ikke ses som en del af det politiske establishment, men som et klart og tydeligt venstreorienteret alternativ, der tager deres problemer og frustrationer seriøst.
Det er den vigtigste lektion af det britiske valg for venstrefløjen herhjemme: at blandt et større og større lag eksisterer der en dybtfølt vrede, der i manglen på et klart venstreorienteret alternativ giver grobund for skarpe sving til venstre og højre. Corbyn forstod ikke at forbinde sig med denne vrede, men manøvrerede i parlamentet mellem de forskellige partier om f.eks. at finde en “løsning” for for alt i verden at undgå et hårdt brexit. Samme tilgang har det meste af den danske venstrefløj, der forsøger at overbevise de andre partier med argumenter og de rigtige regnemodeller. Men det afskærer venstrefløjen fra et voksende lag af arbejdere, der frastødes af alt, der lugter af at være en del af etablissementet. Kun ved at fremstå som noget helt andet end det etablerede politiske system kan venstrefløjen begynde at forbinde sig med med denne vrede og føre den i konstruktiv retning.
En kamp i Labour
Valget af Corbyn som formand for Labour i 2015 var et vigtigt skridt frem for den britiske arbejderbevægelse. Han udviste stort personligt mod og stod igennem en umenneskelig smædekampagne. At han trådte tilbage efter valget er et alvorligt slag mod venstrefløjen i Labour.
Det betyder dog ikke, at Corbyn ikke begik fejl. Det gjorde han. Men de stik modsatte af hvad højrefløjen beskylder ham for. Corbyn og Labour-ledelsens indstilling til brexit afslørede et dybereliggende problem: At Corbyn og partiets ledelse hele vejen igennem vaklede og gav efter for presset fra partiets højrefløj, som de konstant har prøvet at indgå kompromiser med i enhedens navn. De samme skrupler har samme højrefløj ikke udvist – tværtimod. For hver lillefinger Corbyn og venstrefløjen gav, krævede højrefløjen endnu en arm.
Efter valgnederlaget har the blairites åbnet en borgerkrig i partiet, som kommer til udtryk i kampen om formandskabet. Vores britiske søsterorganisation Socialist Appeal støtter Rebecca Long-Bailey, venstrefløjens kandidat, i formandsvalget. Men selv hvis hun bliver formand, betyder det ikke, at den hellige grav er velforvaret. Der er en fundamental afgrund mellem marxisme og Corbyns og Long-Baileys venstrereformisme. Corbyns fald afslører venstrereformismens svagheder og begrænsninger: Højrefløjen har vist sig langt mere beslutsom og konsekvent. Den har har vist, at dens repræsentanter er parate til hvad som helst for at vinde kampen om Labour, imens venstrefløjen har vaklet og hele tiden er gået på kompromis.
I stedet for at sikre enhed for enhver pris kunne Corbyn have baseret sig på de hundredtusindvis af medlemmer, der er blevet tiltrukket til partiet og igangsat et opgør med højrefløjens dominans, der er et levn fra Blair-tiden. På den måde kunne han have givet den reelle kontrol med partiet til medlemmerne og have udryddet højrefløjens dominans ikke mindst i deres magtfulde bastion, parlamentsgruppe. Blandt Labours medlemmer var der et udtalt krav om “mandatory deselection”, altså at det var Labours lokalafdelinger, der demokratiske skulle vælge sine kandidater, i stedet for at de bare automatisk blev opstillet ved næste valg (en mekanisme Blair indførte). Men Corbyn og venstrefløjen i Labour undlod at handle på medlemmernes krav og gav også i dette tilfælde efter. Højrefløjen kunne uhindret fortsætte sin sabotage. Mandatory deselection er almindelig praksis i danske partier, men lektien er ikke mindre aktuel: svaghed inviterer til aggression. Højrefløjen skyr ingen midler, og det eneste modsvar for venstrefløjen er konsekvens og belsutsomhed.
Formandsvalget afgøres i april, men med det er kampen om Labour ikke slut. Under Corbyns ledelse er partiet blevet det største parti i Europa med en halv million medlemmer, mange af dem unge, der leder efter et alternativ til kapitalismens krise. Johnsons regering er svag og hans hule løfter om, at brexit vil løse alt, vil hurtigt blive afsløret. Det vil åbne en ny periode for klassekampen i Storbritannien.
Brexit og venstrefløjen
Størstedelen af den danske venstrefløj har som sagt forholdt sig tavse efter valget i Storbritannien. Om det er værre eller bedre end Arbejderens position, må man selv bedømme.
Arbejderens holdning afslører alt, hvad der er galt med den nationalistiske reformisme, der præger store dele af den danske venstrefløj, ikke mindst den eks-stalinistiske del. Overskriften i Arbejderen var “Storbritannien får politisk handlerum” og artiklen fortsatte:
“Valget i Storbritannien baner vejen for det brexit, den britiske befolkning stemte for helt tilbage i 2016. Folkebevægelsen mod EU ønsker den britiske befolkning tillykke med udsigten til endelig at komme ud af EU og genvinde deres politiske handlefrihed.” (Arbejderen 13.12.19).
Arbejderen har intet forstået af årsagen til Labours nederlag. Brexit har forpestet det politiske liv i Storbritannien, lige siden Cameron udskrev folkeafstemningen tilbage i 2016. Spørgsmålet om brexit har i snart 5 år afledt al politisk diskussion væk fra klasselinjer og ad nationale linjer. Da Corbyn gav efter for presset fra the blairites og støttede en ny folkeafstemning, var han selv med til at aflede debatten og fokus væk fra de virkelige spørgsmål: økonomien, velfærden, arbejdsløsheden osv.
Han overlod derfor scenen, til at blive domineret af fløjene i brexit debatten, der begge er reaktionære. På brexit-siden står den nationalistiske, racistiske højrefløj, anført af folk som Boris Johnson, der utopisk drømmer om at genopbygge det britiske imperium. På remain-fløjen står alle de store kapitalister og finansfolk i Storbritannien.
Arbejderen spiller med deres tilgang samme afledende rolle som Corbyn kom til, selvom de står på hver deres position. For arbejderne i Storbritannien eller Danmark er medlemsskabet af EU ikke det afgørende. Det eneste “politiske handlerum”, som brexit vil skabe i Storbritannien, er at give Johnson vind i sejlene til at gennemføre endnu hårdere angreb på arbejderklassen og en endnu mere racistisk politik. Arbejderklassens problemer vil ikke blive løst på et kapitalistisk grundlag hverken udenfor eller indenfor EU. Ved at fokusere på spørgsmålet om EU hjælper venstrefløjen reaktionen ved at aflede opmærksomheden fra den virkelige årsag til problemerne: kapitalismens krise. Brexit vil intet løse. Tværtimod vil det uddybe krisen i britisk kapitalisme og det vil ramme de britiske arbejdere. At give illusioner til andet er katastrofalt.
Venstrefløjen kan intet vinde ved at gå med ned ad den nationalistiske vej. Blandt mange unge er der en sund afvisning af nationalismen, men mange af dem skubbes på grund af bl.a. Arbejderens nationalistiske position i armene på småborgerlige partier og bevægelser, der hylder EU som vejen til internationalisme. Men venstrefløjen kan sagtens forbinde sig med disse lag, samtidig med at de forbinder sig med de lag, der er imod EU, fordi de er blevet overbevist om, at EU er årsagen til angrebene på arbejdsforhold og velfærd. Men den eneste måde at vinde begge disse lag til venstrefløjen er gennem et socialistisk program for nationaliseringer af de vigtigste dele af økonomien. Det er klart, at en sådan politik ville sætte enhver regering på kollisionskurs med EU, men det ville betyde, at opgøret med EU skete som et led i kampen for en socialistisk politik og ville kunne bruges til at appellere til arbejderne i resten af Europa for en fælles kamp for et socialistisk forenet Europa.
Læren af det britiske valg er, at vi har brug for en venstrefløj med et klart revolutionært socialistisk program, der forstår, at samfundet kun kan ændres af arbejderklassen selv – ikke gennem parlamentariske forhandlinger og manøvre. Højrefløjen i arbejderbevægelsen vil gøre alt, hvad den kan, for at sabotere venstrefløjen i at få magten – vi må være lige så konsekvente som dem. Det er nødvendigt, hvis venstrefløjen skal kunne forbinde sig med den vrede, der vokser under overfladen blandt et større og større lag, og som kan blive den drivkraft, der kan ændre samfundet grundlæggende.
