Den danske arbejderklasse har gennem de seneste år oplevet øget arbejdspres, højere tempo og dårligere arbejdsvilkår samtidig med nedskæringer og forringelser af velfærden. Disse forhold ser ikke ud til at forbedres, snarere tværtimod. Vi må kæmpe for en arbejderbevægelse, der virkelig vil slås for forbedringer og et ordentligt arbejdsliv.
Den borgerlige regering har helt fra starten af angrebet arbejderklassen og har utvivlsomt planer om at gøre det igen. Regeringen foreslog deltidsloven, hvilket medførte omfattende protester. Hvad regeringens næste træk vil blive, er svært at sige, men der har været forskellige ting på tale; angreb på ekslusivaftalerne, statslige a-kasser, indslusningsløn til indvandrere o.l. Disse angreb vil svække arbejderklassens styrke voldsomt, og de må mødes med store protester.
Også angreb på velfærden
Ikke kun de faglige rettigheder angribes. Regeringen fortsætter med dette års finanslov nedskæringerne fra sidste år. Det rammer både de arbejdere, der er ansat i den offentlige sektor; pædagoger, hjemmehjælpere, lærere, sygeplejersker osv., som de sidste 10-20 år har oplevet en kraftig forværring af deres arbejdsvilkår, og også alle dem, der dagligt bruger den offentlige sektor; børn, unge, gamle og syge. Nedskæringerne er et angreb på hele den danske arbejderklasse, der gennem deres arbejde har betalt for at opbygge denne velfærd, til at kunne passe på dem og deres familier.
Dette er bare starten
Disse nedskæringer og angreb på faglige rettigheder er bare starten. Verdensøkonomien står over for en nedtur, hvilket også vil påvirke Danmarks økonomi. Selvom den borgerlige regering lige nu prøver at lægge ansvaret for nedskæringerne ud til kommuner og amter, er det klart, hvor forringelserne virkelig kommer fra – og de vil blive tvunget til at forsøge at skære endnu mere ned, og samtidig forsøge at svække arbejderklassen, så den ikke kan kæmpe imod. Det bliver altså den danske arbejderklasse – som har skabt kæmpe profitter til kapitalisterne og har måttet lide under udliciteringer, privatiseringer og nedskæringer – der nu skal bære kapitalisterne igennem en økonomisk nedtur, med endnu større pres til følge.
Konferencer er kun første skridt på vejen
Der er derfor masser af grunde til at afholde konferencen i dag og til at oprette tillidsmandsnetværk. Der er helt klart brug for en samlet kamp mod regeringens politik. Dette er første skridt på vejen i kampen mod nedskæringer og til forsvar af faglige rettigheder. Men konferencer er langt fra nok. De første konferencer og arbejdsnedlæggelser som dem, vi så 20. marts og 16. maj, har været med til at skræmme regeringen, men ikke nok til at feje planerne af bordet.
På mødet i Nørrebrohallen i foråret, hvor der var taler fra bl.a. Lager og Handel, Byggefagenes Samvirke, Københavns bryggeriarbejdere og LO-storkøbenhavn, krævede alle regeringens afgang og deltidsloven fjernet. Formanden for LO-storkøbenhavn krævede derudover også fredspligten opsagt. Men at udtale dette er ikke nok. Hvis ledelsen for LO virkelig kaldte til generalstrejke, ville de kunne lamme kapitalisterne i Danmark. Alt ville gå i stå, og det ville få selv den mest højreradikale regering til at opføre sig som en artig lille skolepige. Men sandheden er, at ledelsen for LO er bange for slippe nogle kræfter løs, de ikke kan kontrollere.
Der må handling til!
Tillidsmandsnetværket skal nu beslutte, hvad der skal ske i fremtiden. Hele netværket og især ledelsen for dette må være klar over den alvorlige situation, vi står i. Hvis nedskæringerne skal af bordet, må hele arbejderbevægelsen mobiliseres. Hvis ikke ledelsen for LO er parate til det, må de presses til det. Tillidsmandnetværket må i dag beslutte et klart grundlag med klare krav og presse disse igennem i hele fagbevægelsen – vi må presse ledelsen for LO og arbejderpartierne til at gå foran i en offensiv kamp. Første skridt efter denne konference må være at starte mobiliseringen til en national 24-timers generalstrejke, som vi har set i Italien og Spanien. Hvis ikke kravene bliver opfyldt skal der ligge en ny dato klar, hvor der igen gennemføres generalstrejke, som kan fortsætte til kravene opfyldes. For at få en samlet strejke må der i alle større byer og på alle større arbejdspladser indkaldes til stormøder, hvor strejken og kravene diskuteres. Disse møder bør nedsætte strejkekomiteer, der arrangerer og koordinerer strejken. Hver gang et nyt skridt i kampen opstår, må der igen indkaldes til stormøder, så der sikres en samlet og demokratisk kamp. Mange arbejdere har stadig visse illusioner til den borgerlige regering oven på den fallit-politik, som den gamle regering førte – fagbevægelsen må arrangere møder og debatter ude på arbejdspladserne, hvor problemerne kan diskuteres og et rigtigt alternativ findes. Tingene sker ikke af sig selv – det kræver, at ledelsen af arbejderbevægelsen kan tilbyde et program for forandringer, en rigtig arbejderpolitik.
Vi må kræve:
– Ingen forringelser af faglige rettigheder!
– Stop for udliciteringer og privatiseringer!
– Alle offentlige nedskæringer af bordet!
– Nej til deltidsloven!
– Ingen forringelser af arbejdsløses vilkår!
– Gør op med arbejdsløsheden: kortere arbejdstid uden lønnedgang!
– Ned med den borgerlige regering, for en regering bestående af arbejderpartierne på et socialistisk program!
Hvis først arbejderne går i kamp med en beslutsom ledelse er det absolut muligt at få disse krav opfyldt.
Arbejdsgiverne og de borgerlige kan ikke løse problemerne
At arbejderne skal bære byrden ved øget arbejdspres og forringede vilkår under kapitalismens krise, er intet nyt fænomen. Det er sket hver gang, kapitalismen er kommet i krise, hvilket jævnligt sker. Nedskæringer og forringelser kommer ikke, fordi der ikke er nok penge – den danske arbejderklasse skaber enorme rigdomme hver dag. Kriser opstår, fordi kapitalisternes mål er at skabe profit og ikke at skabe bedre forhold for almindelige mennesker. Arbejderne må altså bære byrden for et samfund, der gør de rige rigere og de fattige fattigere. Men det behøver ikke at være sådan.
Hvis arbejderklassen selv overtager de største virksomheder, og selv demokratisk planlægger og beslutter hvad der skal produceres, er der nok til alle, og denne evindelige kamp imod forringelser kan stoppe. Der er nu brug for en ledelse af arbejderklassen der kan stå i spidsen for en sådan kamp og kæmpe for bedre levevilkår for alle – for et socialistisk samfund!