De sidste uger har regeringen præsenteret den ene afgiftslettelse, moms afskaffelse og højtflyvende løfte efter det andet. Ifølge regeringen er timingen helt tilfældig, men det hænger unægteligt sammen med, at regeringspartierne stirrer ind i et ydmygende nederlag i det forestående kommunalvalg til november, og at der inden oktober 2026 også skal afholdes folketingsvalg.

Regeringen og dens politik er ekstremt upopulær, særligt blandt unge. Ifølge meningsmålinger er det kun 16,5 procent af 18-31-årige, som vil stemme på et af de store partier, som traditionelt har haft regeringsmagten, Socialdemokratiet og Venstre. Det er den laveste tilslutning blandt unge i 50 år. For 10 år siden – ved folketingsvalget i 2015 – stemte 29,4 procent af unge på et af de to partier, og i 2001, var det omtrent halvdelen.

I de store byer, hvor Socialdemokratiet i generationer har siddet tungt på borgmesterposten, står Socialdemokratiet til en markant tilbagegang, og i København risikerer Socialdemokratiet for første gang i 100 år at miste overborgmesterposten. I en meningsmåling fra januar i år stod Socialdemokratiet til kun at få 13,6 % af stemmerne til Københavns Borgerrepræsentation. Hvis Socialdemokratiet taber overborgmesterposten, vil det ikke bare være et ydmygende nederlag for Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, men markere en ny milepæl for erosionen af den politiske midte.

De samme regeringspartier, som i årevis har angrebet arbejdere og unges forhold, afviklet de sidste rester af velfærden og loyalt støttet Israels folkemordet i Gaza, forsøger nu på kynisk vis at lange valgflæsk over disken i håb om at beholde deres borgmester-taburetter.

Valgflæsk i læssevis

Under hele Mette Frederiksens regeringstid har især høje fødevarepriser og stigende boligudgifter udhulet arbejderes og unges leveforhold. På bare fem år er prisen på basale fødevarer steget med næsten 32 procent. Situationen for lavtlønnede og folk på overførselsindkomst er decideret desperat, og ifølge Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, har nogle pensionister nu kun råd til ét varmt måltid om ugen!

Efter at de høje fødevarepriser de sidste uger har været i fokus, annoncerede regeringen den 21. august, at den fra næste år sænker elafgiften til næsten 0 kroner de næste to år. Det vil ifølge regeringen betyde, at en gennemsnitsfamilie vil spare omkring 4.000 kroner om året.

På overfladen lyder det meget fint, men ligesom med alt andet af regeringens politik, så er det de rige, som vil høste den største gevinst. Sænkningen af elafgiften vil unægteligt være markant mindre for en enlig mor, som bor i en toværelseslejlighed, end for de familier, der bor i store palæer langs Strandvejen med oplyst swimmingpool, sauna og dyre elbiler i garagen.

Selv hvis en gennemsnitsfamilie ender med at spare i omegnen af 4.000 kroner om året – som regeringen påstår – så er det stadig som et plaster på et åbent benbrud. I 2022 blev det estimeret, at en gennemsnitlig dansk husstand manglede 33.900 kroner årligt for at opretholde samme levestandard som i 2020. Sidenhen er priserne kun yderligere steget.

Heldigvis kastede regeringen allernådigst endnu en luns efter os. Nu var det, ifølge Mette Frederiksen, priserne på fødevarer, der skulle have et nøk ned. Men det var ikke prisen på oksekød (der er steget med 50%), mælk (44%), grøntsager (42%) eller brød (25%), der skulle sænkes. Nej, i stedet annoncerede regeringen, at den vil fjerne afgiften på kaffe, chokolade og slik.

At prisen på en pose kaffe falder med 5 kroner, kommer næppe til at føles som en hårdt tiltrængt økonomisk redningskrans for de tusindvis af pressede familier, der ikke kan få enderne til at mødes. Der er desuden ingen garanti for, at priserne i supermarkederne falder, bare fordi afgiften fjernes. 

Det er op til de enkelte supermarkedskæder og købmænd, hvordan de vil sætte priserne, og de seneste år har de udnyttet inflationen til at sætte priserne kunstigt højt. For eksempel leverede supermarkedsgiganten Salling Group sidste år et rekordoverskud til sine ejere på 1,7 milliarder kroner.

Regeringens økonomiske “håndsrækning” vækker minder til den verdensfjerne franske dronning Marie-Antoinette, som kort inden Den Franske Revolution opfordrede franske bønder til at “spise kage”, hvis de ikke havde råd til brød. Budskabet fra Mette Frederiksen til pressede arbejdere og unge i dagens Danmark er omtrent det samme.

Drømme frem for løfter

Før i tiden plejede politikere at komme med løfter i en valgkamp, som de senere løb fra, når de først var blevet valgt, men det var noget som man kunne holde dem op på. At love en bestemt politik er nu blevet for meget for politikerne. Løfter er nu blevet erstattet af drømme. Socialdemokratiets spidskandidat til kommunalvalget i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, har således udmeldt, at hun “drømmer om gratis daginstitutioner” i byen.

Københavns børnefamilier ville uden tvivl byde gratis daginstitutioner velkommen som et kærkomment økonomisk pusterum. Men hvem tror virkelig på, at Pernille Rosenkrantz-Theils drøm vil gå i opfyldelse, hvis hun bliver overborgmester? Der sidder allerede en socialdemokratisk overborgmester i København, og hendes parti har haft mulighed for at indføre gratis daginstitutioner de sidste 100 år. 

Pernille Rosenkrantz-Theil har desuden indtil for ganske nyligt haft en ministerpost i Mette Frederiksens regering, så hvorfor indførte hun ikke gratis daginstitutioner for hele landet, da hun havde muligheden for det? Det ville uden tvivl falde på et tørt sted for arbejderfamilier i hele landet.

Ligesom med regeringens sænkning af elafgiften, så ville Pernille Rosenkrantz-Theils drøm om gratis daginstitutioner ramme socialt skævt, hvis det nogensinde blev indført. I København har mange familier med de laveste indkomster allerede friplads på byens daginstitutioner, så de vil ikke mærke resultatet af Pernilles drøm. De er samtidig blandt de grupper i samfundet, som er hårdest ramt af prisstigningerne. Så hvad har Pernille Rosenkrantz-Theil egentlig at tilbyde dem? Intet. Det samme er tilfældet med bl.a. unge og pensionister, hvoraf flere og flere lever i fattigdom, men som må se langt efter en økonomisk håndsrækning fra Socialdemokratiet og Pernille Rosenkrantz-Theil.

Mens Pernille Rosenkrantz-Theil forsøger at spise københavnerne af med drømme og tomme ord, forsøger Mette Frederiksen at give hende et rygstød i hendes valgkamp: regeringen annoncerede, at den vil afsætte 1,1 milliarder kroner i finansloven til at skaffe over 1.300 flere voksne (ikke uddannede pædagoger) til landets vuggestuer og børnehaver. 

I årevis har regeringspartierne skåret milliarder på landets daginstitutioner og professionshøjskoler, og nu, lige inden kommunalvalget, kommer de allernådigst med en milliard til at ansætte flere voksne. Med den ene hånd har politikerne i årevis fjernet store lunser fra daginstitutionernes budgetter, og nu giver de beskedne krummer med den anden. Det er åbenlyst valgflæsk og en hån mod personalet i landets daginstitutioner. 

Folk ser igennem regeringens symbolske indrømmelser, valgflæsk og krummer, men den udbredte skepsis og mistro, der eksisterer blandt arbejdere og unge over for politikerne, er på ingen måde reflekteret i medierne. I stedet for at gå kritisk til politikerne og afsløre deres hykleri, agerer medierne deres ukritiske mikrofonholdere. Ingen af medierne udstiller, at det er de selvsamme politikere, som har siddet på magten, mens levestandarden i årevis er blevet smadret, der NU, hvor der går valg i den, kommer med “løsninger”.

Før eller siden vil magthavernes hykleri, nedskæringer og reaktionære politik indhente dem. Hvis de tror, at de kan spise os af med billig slik, så må de tro om. Hver dag vokser vreden mod etablissementet og deres system, som ikke kan tilbyde en værdig fremtid for det store flertal.