Tale af Alan Woods holdt på den marxistiske sommerskole i Barcalona, juli 2001. Alan Woods betegner selv talen som ”en meget grov skitse af et meget stort og meget komplekst problem”. Spørgsmålet om kunst og marxisme har i mange år været forsømt, og derfor skal denne artikel også ses som en indledning til hvordan revolutionære socialister i Danmark i dag skal forholde sig til spørgsmål om kunst og kultur.
Det er første gang vi diskuterer dette emne på et internationalt møde. Og for nogen kræver det måske en retfærdiggørelse. Nogle ser kunst som et ikke særligt vigtigt og sekundært emne. Kunst er dog et af de grundlæggende aspekter ved det at være menneske – så grundlæggende at visse antropologer mener, at man kan se vores races begyndelse ved kunstens fremkomst.
Det er et faktum, at en af de først sikre indikatorer på fremkomsten af vores race, homo sapiens sapiens, er kunstens tilstedeværelse, hvilket vil sige en konkret fremstilling med æstetisk indhold. Denne teori er for nylig blevet omstridt, da man har fundet visse kulturgenstande, som tilhørte en før-menneskelig race – neandertalerne. Disse har uden tvivl en vis æstetisk kvalitet. Men hvad vi har her, er endnu ikke kunst – kun det kim hvorfra kunst kunne udvikle sig.
I virkeligheden er det muligt at argumentere for, at sådanne elementer eksisterer hos andre dyrearter, tilmed hos nogle laverestående arter. For eksmepel bygger løvhyttefuglen, hvad man kunne kalde arkitektoniske strukturer, som ikke er redder. De har tilsyneladende overhovedet ingen praktisk funktion, og fuglene som bygger dem, dekorerer disse strukturer ekstraordinært detaljeret. De vælger bestemte farvekombinationer, der, kunne man hævde, tyder på tilstedeværelsen af en æstetisk sans hos disse fugle.
Men i virkeligheden er løvhyttefuglens strukturer ikke ubrugelige; de er i virkeligheden meget praktiske strukturer. De bliver bygget af artens hanner for at tiltrække hunnen. Med andre ord er de til for parringens skyld. Og der findes lignende fænomener overalt i dyreriget. Normalt er det hannen, der klæder sig i prangende farver for at tiltrække hunnen, som i de fleste tilfælde har en tilbøjelighed til at være ret uinteresseret. Men i hvert enkelt tilfælde er der en grundlæggende forskel på disse tilfælde, som findes hos mange arter, og så menneskelig kunst. Disse aktiviteter hos de lavere arter er instinktive, de er genetisk bestemte. I dette tilfælde specielt for parringens skyld.
Kunst som en kommunikationsform
Denne dyreaktivitet er instinktiv og individuel i selve dens natur, hvorimod menneskelig kunst har en fuldstændig anderledes karakter. Den er ikke medfødt, men den må læres og er i sit inderste væsen en kollektiv aktivitet. Faktisk er kunst en menneskelig form for kommunikation, om end dog en meget egenartet form. Og den opstår sammen med menneskelige produktive handlinger – specielt ved produktionen af stenværktøjer. Hvis man sammenligner de tidligste stenværktøjer med dem fra senere perioder, vil man finde de mest slående forskelle. De senere værktøjer er langt mere fuldendte, langt mere forfinede og langt mere perfekte end dem man ser i de tidlige eksempler. Denne udvikling frem mod større perfektion i stenværktøjernes form er et spejl på det menneskelig sinds udvikling, herunder begyndelsen på en vis æstetisk sans.
Der er blevet sagt masser af mystisk vrøvl om æstetik, det vil sige sansen for hvad der er smukt eller grimt. Hvad er det her skønhed for noget? Umiddelbart ser det ud til at være en temmelig underlig mystisk ting. Har du nogensinde stillet dig selv spørgsmålet: hvad er smukt? Vi tror alle, at vi ved, hvad der er smukt, og hvad der er grimt. Men gør vi virkelig det? Hvis vi ser på historien og forskellige menneskelige samfunds æstetiske værdier, bliver det øjeblikkeligt klart, at der ikke findes et universielt skønhedsbegreb, som er anvendeligt i alle former for samfund til alle tider. Den menneskelige forståelse af skønhed har udviklet sig – på samme måde som moral og religion har udviklet sig over mange tusinder generationer.
Her er det nødvendigt at sige nogle få ord om historisk materialisme. Den erklærer, at menneskelige samfunds udvikling i sidste instans – og jeg understreger sidste instans – har en materiel basis, som skal søges i udviklingen af produktivkræfterne. Det viser sig, at det er noget lettere at vise forbindelsen i de tidligste former for samfund, og mere besværligt i senere, mere komplekse samfund.
Forholdet mellem kulturen og samfundets økonomiske basis ses klarest i de tidligste former for kunst. Tag for eksempel den østafrikanske Masai-stamme. De anså kvinder med meget lange halse for at være mest attraktive. Og for at opnå dette strakte de faktisk unge kvinders hals i en ligefrem ekstraordinær grad for at opnå dette giraflignende udseende. Det ser ikke særligt attraktivt ud for nogen af os. Men det kan forklares. Denne skiks oprindelse er som følger: rigdommen i Masai samfundet blev vurderet, på den ene side i kvæg og på den anden side i kobber, som var meget sjældent, og derfor blev vurderet meget højt. En kvinde sås som attraktiv, hvis hun bar en stor mængde kobberringe på kroppen – specielt omkring halsen. Derfor kunne kvinder, ved at strække sine halse, bære flere af disse kobberringe.
 |
Sådan var skikkens oprindelse, men over en lang periode er sådanne skikkes oprindelse blevet glemt. Ikke desto mindre begyndte folk gennem sædvane og tradition at acceptere, at lange halse i sig selv er attraktive. Der kan anføres mange lignende eksempler: for eksempel slår andre afrikanske stammer deres fortænder ud. Det skyldes at visse drøvtyggere, som de opdrættede, repræsenterede stor rigdom og status, og de prøvede derfor at få sig selv til at ligne disse dyr.
Så hvilken konklusion må vi drage? Kun denne: at ideen om skønhed ikke er en absolut størrelse, men at den udvikler sig historisk, og har ændret sig mange gange. Alligevel må vi dog her være opmærksom på advarselslampen. Der er fare for at komme til at gribe dette spørgsmål mekanisk an. Marx forklarer, at ting som religion og kunst ikke står i et direkte forhold til udviklingen af produktivkræfterne.
Jeg har her et citat fra Marx, som jeg vil læse op. ”Ligesom ideologiens riger, som svæver endnu højere oppe i luften, kan de svæve højt oppe i luften, de bliver adskilt fra deres oprindelse og opnår deres egne uafhængige eksistens.”
Marx taler her om religion og filosofi, men vi kan også tilføje kunst. Og han fortsætter: ”De har et forhistoriske materiale, en forhistorisk oprindelse.” Med andre ord har de dybe rødder i den menneskelige bevidsthed, der går hundred af tusinder af år tilbage, hvis ikke endnu længere.
Med andre ord ligger kunstens rødder dybt i vores kollektive underbevidsthed, for at bruge et psykologisk begreb – de går tilbage i de fjerneste perioder af historien og forhistorien, præcis ligesom religion. Hvis vi nu kigger på de første former for kunst, er det første man opdager, at meget lidt har overlevet. En masse af denne kunst har været lavet på forgængeligt materiale: træ og knogler eller tilmed menneskehud, det vil sige tatoveringer. Jeg ser, at nogle af jer har tatoveringer. I vil tydeligivs gå til i forhistorien! Denne form for kunst er næsten fuldstændigt forsvundet, selvom de har fundet en frossen forhistorisk kvinde i Sibirien med meget detaljerede tatovering på hendes krop.
Hulekunst
Når vi tænker på forhistorisk kunst nu til dags, tænker vi mest af alt på hulemalerier, som de utrolige malerier i Dordonge-området i Frankrig og også i Altamira i det nordlige Spanien. Disse malerier repræsenterer uden tvivl et af den menneskelige kunst og kulturs højdepunkter. De er også visse ejendommeligheder, som afgrænser dem fra senere kunst. For eksempel er det næsten udelukkende malerier af dyr. Der er så godt som ingen mennesker, jeg ville sige, at der ingen er. Men der er en meget mystisk figur i de franske malerier, som har en halvt menneskelig form: et menneskets krop og en hjorts hoved. Figuren ses typisk som en troldmand, en slags tryllekunstner.
 |
Hvis der ingen mennesker er, er der heller ikke nogen blomster, der er ikke nogen planter og kun visse dyr afbildes. Og den måde disse dyr afbildes er ret så mærkelig. Det ser stadig smukt ud for os titusinder af år senere. Disse ting er smukke for os pga. deres overraskende realisme, fordi de er naturlige, og de viser en høj bevidsthed om anatomi, der faktisk er meget videnskabelig. Det er så præcist, at hver eneste sene, hver eneste blodåre og hver eneste muskel er afbilledet.
Men selv om disse malerier ser smukke ud for os, er de ikke smukke på samme måde, som de var smukke for de folk, som malede eller så på dem på det tidspunkt. Jeg vil forklare, hvad jeg mener med det om lidt. Men lad os vende tilbage til mine åbnende bemærkninger, og den her ide som nogle har om, at kunst ikke er essentielt, at kunst ikke er vigtigt, at kunst ikke er for arbejderklassen. Er det virkelig sådan? Godt, lad os se. Prøv for et øjeblik at forestille dig en verden uden kunst, en verden uden musik, en verden uden sang og dans, en verden uden poesi. Forestil dig det i et øjeblik og du vil med det samme se, hvor vigtigt kunst er for masserne, ikke kun for de intellektuelle, men for alle.
Det er ganske vist rigtigt, at kunst i klassesamfundet, specielt i de nuværende vestlige samfund, er blevet de privilegerede klasses monopol. Den er for det meste utilgængelig for masserne, som lever under de mest miserable forhold, ikke bare materielt, men også åndeligt. Kapitalismen dømmer flertallet af menneskeheden til et liv under grimme, usle og fremmedgjorte forhold. Og det er uheldigvis sandt, at mænd og kvinder kan blive vænnet til sådanne forhold. Faktisk kan mennesker vænne sig til næsten alt.
En slave kan komme til at elske sine lænker. Folk bliver vant til dårlige huse, dårlig mad, og de begynder at kunne lide dårlig mad, dårlige fjernsynsprogrammer, dårlig musik, i sær dårligt musik, dårlige film, dårlige aviser. De begynder at tro, at de har valgt alle disse ting ud af fri vilje. Filosoffen Leibnitz sagde ligeså, at hvis en magnetisk nål kunne tænke, så ville den tro, at den pegede mod nord pga. dens frie vilje. I virkeligheden er vi betinget til at tro disse og mange andre ting, som er usande.
Det passer den herskende klasse helt fint. Masserne anspores til at acceptere disse fattige materielle og kulturelle forhold, mens den herskende klasse selvfølgelig lever i smukke huse, ser rigtig gode stykker i teatret, læser velskrevne bøger (nogen gange), tager på meget fine ferier, og spiser på fine restauranter. Så naturligvis tror de, at al sludder er godt nok for masserne. Det er meget naturligt. Det der er beklageligt, er at medlemmer af arbejderklassen – selv avancerede folk – også tror at tingenes tilstand er naturlig og tilmed meget tilfredsstillende.
Jeg taler normalt ikke om min egen familiære baggrund, men i dette tilfælde vil jeg. Jeg vil kun sige ét ord om min bedstefar, som var en prægtig mand – en walisisk stålarbejder og en kommunist. Jeg voksede op i hans hus i et proletarisk område af Swansea. I det hus var der altid bøger, herunder marxistiske bøger som Engels’ Anti-Dühring. Der var også klassisk musik, specielt italiensk opera, som de walisiske arbejdere, der typisk var gode sangere, var meget betagede af.
Min bedstefar som introducerede mig til marxismen, da jeg stadig gik i skole, sagde engang noget, jeg aldrig har glemt. Han sagde: ”Intet er for godt for arbejderklassen”. Personligt gør det mig meget vred, når jeg hører folk, typisk middeklassefolk, sige at arbejdere ikke er interesseret i kultur. Hele historien viser os, at det ikke passer, og især revolutionernes historie, som jeg vil vise.
Men ser du, det er denne fremmedgørelse, opdellingen af det vireklige liv og kunst, denne store adskillelse, som gør almindelige arbejderklassefolk mistænksomme overfor kunst. “Jeg kan ikke lide det, jeg kan ikke lide den musik, jeg kan ikke lide opera”. Det er fordi de ikke forstår det, og de forstår det ikke, fordi de aldrig har haft muligheden for at lære det at kende. De har lille eller ingen adgang til den form for kunst. Men denne opdeling mellem kunst og liv har ikke altid været tilfældet. I tidlige samfund var kunsten en del af livet, en del af hver evig eneste mands og kvindes hverdagsliv og en vigtig del.
Lad mig behandle en anden ide, en meget forkert ide, fremsat af borgerskabets og småborgerskabets kunstnere: ideen om ”kunst for kunstens skyld”. Det er en meget almindelig ide, der ser kunst, som var det noget hævet over jorden, noget der ikke har noget at gøre med det virkelige liv, noget som eksisterer for sig selv i storartet isolation fra det virkelige liv og samfund. Som den store russiske materialistiske filosof Chernyshevsky påpegede, er dette udsagn meningsløst. Det giver ikke mere mening end ”tømmerarbejde for tømmerarbejdets skyld”.
Kunst har et formål og sådan har det altid været. Hvad var formålet med den tidligste kunst? Hvad var formålet med hulemalerierne? Her kommer vi til det første mysterium, for disse malerier var ikke ren udsmykning som de gamle billeder på kaminhylden. De blev ikke lavet som udsmykning, og det kan bevises let. De blev malet i hulens dybeste og mest utilgængelige afkroge i fuldstændigt mørke, hvilket er endnu mere fantastisk hvis man kan forestille sig tidens teknologi. Folkene som malede disse malerier måtte kravle under svære forhold og arbejde ved flimrende og røgfyldte lys fra små lamper lavet af dyrefedt – hvilket er forbavsende, hvis man stopper op og tænker over det.
Og hvad er baggrunden for dette? Folk levede ikke på de steder, hvor billederne blev malet. Sandsynligvis levede de slet ikke i hulerne overhovedet, eller hvis de gjorde, ville det have været i de ydre dele, hvor der var noget lys. Det var ikke kunst for kunstens skyld, det var kunst med et meget praktisk, socialt og økonomisk formål. Faktisk kan man sige, at kunst, videnskab og religion på dette tidspunkt var én ting. De var blandet sammen.
Vi har her at gøre med jæger-samlersamfund, som var afhængige af jagt på de afbillede dyr, og deres ide var, at ved at male dyret, blev jægeren udrustet med magt over dyret. Med andre ord var kunst magi, den blev blandet sammen med magi, og magi var den forhistoriske version af videnskab – mænds og kvinders forsøg på at forstå og beherske deres omgivelser. Det kan meget vel være, at det tilmed stadig er en del af kunstens fortryllelse, at der stadig er et element af denne magi.
Det samme gælder for musik og dans. Musikken blev født af dansen og disse gamle folks danse var altid kollektive, det var ikke individuelle personer der spankulerede omkring dasende tango, hip-hop, eller hvad de gør nu til dags. Jeg er aldrig helt sikker. Jeg tror, at man kan se det moderne samfunds atomisering i det faktum, at folk på denne måde spankulerer rundt for dem selv. De kigger ikke engang på hinanden når de danser, de er atomiseret i deres egen lille verden – og sådan var det ikke tidligere. Altså, jeg vover at sige, at du er uenig i min musik- og dansesmag, men jeg er ved at fremsætte en meget vigtig pointe her.
Pointen er denne: de første danse var kollektive danse, de involverede altid hele fællesskabet og var forbundet med en eller anden form for produktiv aktivitet. Tænk over de indfødte amerikaneres danse, som efterligner bevægelserne hos fugle, bøfler og andre dyr de plejede at jage. Her har vi en vigtig og nødvendig social aktivitet – ikke bare luksus.
Og hvad med poesiens oprindelse? Poesi er sandsynligvis den ældste kunstform, og har rødder i et samfund så fjernt, at vi ikke har noget vidnesbyrd om det. Det er ikke en tilfældighed, for skrift er et relativt nyt fænomen, som kun har været her de sidste 5000 år. Nu til dags er det svært at forestille sig et samfund uden radio, fjernsyn, internet, bøger eller aviser. Men menneskelig kultur skal gives videre fra en generation til den næste, ellers går den tabt. Vi mennesker er ikke som lavere dyr. Vi er forskellige, fordi alt vi ved, vores æstetiske sans og viden, vores religion og videnskab, vores adfærdsregler, traditioner og moral – al denne enorme og komplekse viden kan ikke gives videre genetisk, som i tilfældet med andre dyr.
Al denne information skal læres, og det er meget svært uden skriftens hjælp. Glem ikke at der i de tidlige samfunds regler, som vi urigtigt kalder primitive, fandtes ret komplicerede regler. Der var ingen skrift, og alligevel blev al denne meget komplicerede stammetradtion og mytologi givet videre fra en generation til den næste. Hvordan blev dette gjort? Der var kun en måde: mundtligt. Det er oprindelsen, for det vi kalder episk poesi, der var almindeligt i barbarismens periode.
De fineste eksempler er det, der er blevet skrevet i Homers navn, selvom det overhovedet ikke er sikkert, at Homer nogensinde har eksisteret. Det er fantastisk poesi, og tilhører en fantastisk gammel mundtlig tradition. Den gamle tradition havde et praktisk formål. Hvis du for eksempel læser Illiadens første bog, finder du regler for behandling af krigsfanger; senere vil du finde regler for stridsvognskørsel, og du vil også finde en meget klart udtrykt og interessant beskrivelse af klassesamfundets opståen.
Illiadens og Odyseens verden er et samfund, der allerede er domineret af stammehøvdinger, som Agamemnon, men der var stadig elementer af primitivt stammedemokrati til stede. Her vil du finde debatter, hvor folk udtrykker sig i et meget ligeud uparlamentarisk sprog, som når Achilles henviser til sin høvding, sin konge – og jeg citerer – som ”hundehoved” og lignende ord. I dette samfund var der en central figur kaldet barden (som for resten er et walisisk ord, og faktisk har det keltiske folk opretholdt denne institution indtil ret sent).
Stammebardens opgave var at huske en kolossal mængde information udenad og reciterer det ved særlige lejrligheder foran helle stammen eller klanen. Nu til dags kan selv dem af os meget med god hukommelse ikke huske disse vers udenad, men dengang var det almindeligt for folk at gøre det. Og for at huske disse meget lange stykker af information brugte de tricks, bestemte rytmer, bestemte gentagelser og andre påfund. Bogstavrim, metaforer og lignelser blev alle brugt til at hjælpe med at huske. Dette er poesiens oprindelse.
Selvfølgelig er vi allerede i en fase af klassesamfundet. Og der er en ændring i kunstens og kulturens natur. Rob Sewell forklarede meget fint den anden dag, hvordan tidlig primitiv stammekommunisme blev styrtet og samfundet opdelt i klasser. Og dette betød en fundamental ændring i alting, i kvindernes rolle, i religionen. Faktisk vil du se, at hvis du studerer græsk mytologi grundigt, så er de fleste af de græske myter baseret på én ting: moderrettens fald og dens erstatning af et patriarkalsk samfund.
I de tidsligste samfund havde de ikke guder, men gudinder. Du ser, at motivet for de tidligste skulpturer alle er kvinder, de såkaldte Venuser fra den ældre stenalder. På den anden side er Olympens guder allerede mænd, og afspejler på den måde et mandsdomineret samfund.
Slaveri og kultur
Den første form for klassesamfund er slavesamfundet, masserne tvinges til slaveri. For os ser slaveriet ud til at være en dårlig ting – noget ekstremt afskyeligt noget. Men Hegel, der var en meget dybsindig filosof, gjorde følgende observation. Han sagde: ”Mennesket blev ikke så meget befriet fra slaveriet, men igennem slaveriet.” Det er meget dybsindige ord. For hvis du tænker over udviklingen af det menneskelige samfund, slår det én, hvor ekstrem langsom den begyndende udvikling var. I millioner af år havde vi en meget langsom og smertefuld udvikling. Og så begynder det at sætte i gang. Med hvad? Med slavesamfundet. Vores civilisation kommer fra slaveri.
Der var Aristoteles, der for næsten 2500 år siden sagde, “Mennesket begynder at filosofere, når deres livsfornødenheder er tilvejebragt”. En meget vigtig observation! Og han fortsatte ”Som en konsekvens heraf blev matematik og astronomi opdaget i Egypten, fordi præsterne ikke behøvede at arbejde.” De var befriet fra nødvendigheden af at skulle arbejde. For at bruge den marxistiske forfatters Paul Lafagues udtryk, vil mænd og kvinder under socialismen opnå den vigtigste rettighed: retten til at være unyttig, retten til ikke at gøre noget. Den rettighed er nu kun nogle få rige undertrykkeres privilegium, og de bruger den godt! Nogle bruger den til at ligge på strandene i Caribien. Men ikke alle. De fleste folk foretrækker at bruge deres fritid bedre, og dette er grundlaget for udviklingen af kunst, videnskab, og generelt set al kultur.
 |
Præstekasten i det gamle Egypten havde den nødvendige tid til at tænke: de kunne se på stjerne og gøre vigtige opdagelser. Dette er grundlaget for den egyptiske kultur. Den opstår på grundlag af den ekstreme opdeling af samfundet i klasser, hvor kunst for første gang bliver helt adskilt fra masserne, helt adskilt fra livet. Hvad er grundlaget for egyptisk kunst? På den ene side er den mere udviklet en al tidligere kunst, men den er heller ikke kunst for kunstens skyld: den er på det bestemteste kunst med et formål. Den har sine formål og grunde til at eksistere. Men hvad er det?
For det første er det religiøst kunst og derfor stærk konservativ kunst. Derudover er det typisk anonym kunst. Der var store kunstneriske værker, ja, men vi kender ikke navnene på de folk, som skabte dem. Der er ikke nogen egyptisk Rembrandt, der er ikke nogen egyptisk Picasso, og grunden til dette var, at kunst også var kollektiv og social, ikke individuel. Det var præstekastens hverv at kontrollere kunsten. Det var dem, der fuldstændigt bestemte alle dens regler. En kunstner kunne ikke afvige en millimeter. Det er dette fordummende regime, der forklarer det besynderlige fravær af udvikling i egyptisk kunst i en periode på over tusind år. Selvom dens fineste produkter faktisk er yderst smukke, mangler de på en eller andet måde den græske kunsts vitalitet.
Det er også en kunst, der prøvede at skabe et billede af én mand – Faraoen, gudekongen – som blev fejret med de kolossale pyramider og enorme statuer. På British Museum kan du kun se armen af en Farao-statue, og bare hånden er på størrelse med en mand – hvis ikke en smule større. Denne kunst siger os noget. Her er hvad den siger: ”Jeg er kongen, jeg er almægtig, du er ingenting. Så du vil altid tilbede og adlyde mig.”
Det samme budskab vil man også finde i assyrisk kunst, som hovedsagligt er reliefmalerier, fordi der ingen sten var i Mesopotamien. De fleste af disse værker har en meget krigerisk karakter. Men budskabet er det samme. Det er meget livagtige malerier af kongen, der jager, og dræber løver fra en stridsvogn. De viser en eksakt viden om anatomi. Vi kan se hver eneste muskel og sene i kongens kraftulde arm, når han uden nåde dræber løven. En såret løve spyer blod ud, en anden er gennemboret af pile. Det er et billede af magt, ubegrænset og uforsonlig.
Den samme ide får man fra krigsscenerne. Kongen leder sin hær imod en by. Byen plyndres. Kvinder, børn og dyr ledes væk som bytte, imens mandlige fanger beder om nåde på deres knæ foran kongens trone. Men der er ingen nåde. Ved siden af tronen er der en bunke med afskårne hoveder, og vi ser andre fanger, der flås levende. Denne kunst er et vidnesbyrd om et særligt samfund: en stærkt militariseret og totalitær stat styret af en gudekonge, som ler mens han tramper sin fjender ned. Der er ingen forsøg på perspektiver i denne kunst. En figur hæver sig over alle de andre: kongen.
I antikken ser vi den meget vigtige udvikling af klassisk græsk kunst. I det antikke Athen opnåede produktivkræfterne, videnskaben og teknikken den for antikken højst mulige udvikling. Selvfølgelig blev alle disse bedrifter opnået på baggrund af slavernes arbejde, men for Athens frie befolkning var der ægte frihed. Og hvordan det så end går til gennemtrænger denne frihedsånd kunsten, især dens fantastiske skulpturer.
Det er ikke kunst som den i Egypten. Det er noget ganske andet. Her så vi for første gang en herlig blomstring i det menneskelige udtryk, af menneskelig kultur, af menneskelig kunst, som – om end på begyndelsesstadiet – giver os en svag ide om, hvordan fremtiden under socialismen vil blive. Her ser vi for første gang kunst blive ægte menneskeligt i dens indhold. Menneskets sind har for første gang overskredet religionens snævre grænser. Græsk filosofi behøver ikke længere guder for at forklare universet: hele meningen med græsk filosofi er et forsøg på at finde en forklaring på naturen uden guderne.
Og se bare på græsk billedhuggerkunsts store bedrifter. Det er for mange folk højdepunktet for menneskets kunstneriske udvikling. Uheldigvis er det meste af det blevet ødelagt, ikke af barbarer forresten, men af kristne, som bevidst vandaliserede og ødelagde kolossale mængder af denne kunst. Men tilstrækkeligt af den vidunderlige kunst er stadig tilgængelig, så vi kan værdsætte dens skønheds og mening.
 |
Jeg råder jer alle, også jer af jer der ikke er vant til at gå på kunstgallerier, til at gå ind på et galleri og bare stå foran en af disse statuer et stykke tid. For første gang vil du føle, at du i nærhed af ægte menneskelig frembringelse, af menneskelig kunst. Disse statuer taler nærmest til os – du kan ikke tro, at de er lavet af sten. Og dog er de ikke helt virkelighedstro, det er ikke eksakt realisme, som vi har her. Hvad vi har her er den menneskelige form, det smukke i en nøgen mande- og kvindekrop. Men det er virkeligt idealiseret kunst. Det afspejler den del af græsk tænkning og filosofi, hvor idealismen spillede en ret så stor rolle, i Platon og Pythagoras’s værker. Sidstnævnte troede, at matematik og harmoni baseret på tal var grundlaget for alting, og den ide havde en stor indflydelse på græsk tænkning i en lang periode. Derfor er græsk kunst meget harmonisk med alle proportionerne påpasseligt holdt. Det samme gælder for klassisk græsk arkitektur.
Romersk kunst er en fortsættelse af græsk kunst, men den er langt mere realistisk. På dette tidspunkt har vi selvfølgelig en fundamental ændring. Kunstens historie afspejler ikke præcist – og kan ikke afspejle præcist – den menneskelige udviklings historie. Det er en forkert opfattelse, som ikke har noget at gøre med marxisme. For eksempel er det ikke sådan, at fordi produktivkræfterne vokser, så vil kunsten opleve en renæssance (som det sidste halve århundrede viser alt for godt), ligeledes følger der heller ikke af en periode med krise og økonomisk nedtur, at der ikke kan skabes stor kunst.
Nogle gang i et samfunds nedgangsperioder er der en bemærkelsesværdig dialektisk udvikling, hvor den menneskelige bevidsthed vender sig mod sig selv og kan skabe meget vigtige filosofiske og kunstneriske følger. Det er rigtigt, at al menneskelig kultur i sidste ende afhænger af udviklingen af produktivkræfter. Og et generelt kollaps i produktivkræfterne må uundgåeligt i sidste ende også betyde et generelt kollaps i menneskelig kultur.
Middelalderen
Der er en vidunderlig lille historie af Jack London, den amerikanske socialistiske forfatter, som Ted Grant holder meget af. Den hed ”Den purpurrøde pest”. Den er et skræmmende syn ind i fremtiden. Den beskriver et samfund, hvor alle sygdomme er blevet udslettet, og hvor en ukendt ny sygdom, som ingen medicin kan kontrollere, opstår, og dræber størstedelen af planetens befolkning. Det medfører, at civilisationen kollapser.
Det er en meget indsigtsfyld lille historie, en novelle, fordi den viser forholdet mellem produktivkræfterne og kulturen. Det tages for givet af mange mennesker. Alligevel har et kollaps i produktivkræfterne – videnskab, industri, teknologi – en dramatisk virkning. En generation senere tror børnene, der blev født efter katastrofen, at når deres farfar – en videnskabsmand som overlevede masseudslettelsen – prøver at forklare dem om et samfund med biler, tog og fly, at det er et absurd eventyr. Selv mindet om civilisationen udslettes. Mens den gamle bedstefar stadig taler korrekt engelsk, kan børnebørne ikke længere tale et velformuleret sprog. De kommunikerer med meget inartikulerede lyde, fordi der ikke længere er brug for at tale et kompliceret sprog.
Historien har en stigende linje, men den kender også til en faldende linje, som med det romerske imperiums fald. I sidste end blev Rom ikke ødelagt af barbarerne, de gav kun det sidste skub. Det faldt på grund af indre modsætninger. Produktivkræfterne kollapsede som en konsekvens af slaveriets indre modsætninger. De tidlige kristne repræsenterede en revolutionær, kommunistisk bevægelse som forsvarene af den gamle dekadente orden hånligt omtalte som kvindernes og slavernes religion. Som det tit sker med revolutionære bevægelser iblandt fattige og ejendomsløse, de tidlige kristne, der vendte ryggen til verden, og så den som ond, og foragtede de rige klasser i Roms luksuriøse liv, så fødtes de i spartansk ånd, og var yderst fjendtlige overfor kunst, kultur og videnskab.
På dette tidspunkt omkring det 5. århundred, var der de største folkevandringer i hele menneskehedens historie. De slavoniske og germanske stammer flyttede mod vest, og det gamle samfund kollapsede, selv om sandheden er, at det var ved at kollapse uanset hvad. Og med det kollaps kom også et fuldstændigt kollaps i kulturen. Jeg tror, at det er svært at forstå dette kollaps dybde. Lad mig bare give jer et faktum, som siger meget om middelalderen. I år 1500, efter 1000 års forsømmelse, var de veje romerne havde bygget, stadig de bedste på det europæiske kontinent. De fleste andre var så forfaldne, at de var ubrugelige. Ligeså var alle europæiske havne indtil det 8. århundred, da handlen begyndte at leve op igen.
Blandt de glemte kunstfærdigheder var murerarbejde. I hele Tyskland, Holland, England og Skandinavien var der praktisk talt ikke, udover katedraler, blevet bygget stenbygger i ti århundreder. Med andre ord var der en fuldstædig formørkelse af kulturen som en konsekvens af kollapset i produktivkræfterne. Under et sådan forfærdeligt kollaps, hvorfor så tale om massernes forhold? Lad mig citere et stykke fra en middelalder forfatter, en munk kaldet Aelfric, som skrev en bog om undervisning i latinsk samtale i Winchester:
Lærer: Hvad laver du plovmand, hvor gør du dit arbejde?
Elev: Sir, jeg arbejder meget hård. Jeg går ud ved daggry for at drive okserne ud på marken og spænde dem under ploven. Selv i den hårdeste vinter, tør jeg ikke blive hjemme af frygt for min herre; og spundet okserne i åg og spændet plovskæret og plovjernet fast til ploven, så må jeg hver dag pløje en acre [ca. 0,4 hektar] eller mere.
Lærer: Har du ikke nogen med dig?
Elev: Jeg har en dreng til at drive oksen fremad med en pigstav, og han er nu hæs af kulde og råben.
Lærer: Hvilket andet arbejde skal du lave i løbet af dagen?
Elev: En lang række mere. Jeg skal fylde oksernes bokse med hø, og give dem vand, og bære deres møg ud.
Lærer: Er det hårdt arbejde?
Elev: Ja, det er meget hårdt arbejde, fordi jeg ikke er fri.
Feudalsystemets storhed fulgtes af en lang periode med kulturel stagnation. Med undtagelse af to opfindelser: vandhjulet og vindmøllen, var der ikke nogen rigtige opfindelser i over 1000 år. Og hele kulturen blev nu domineret af den katolske kirke. Jeg taler selvfølgelig om europæisk kultur, for jeg har uheldigvis ikke tid til at behandle verdenskulturen, det ville tage for lang tid. Vi bliver nødt til at udvikle spørgsmålet om kulturen i Asien, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika på et andet tidspunkt. Det er tilstrækkeligt her at sige, at den kulturelle stagnation i det middelalderlige Europa ikke var tilfældet i den islamiske verden. Da det kristne Europa sank tilbage i barbari, blev der gjort bemærkelsesværdige videnskablige og kunsternriske bedrifter i de islamiske lande i Mellemøsten og det muslimske Spanien, som senere hjalp med til at gøre den europæiske kultur frugtbar. Desuden har mange af de opdagelser araberne og perserne gjorde deres oprindelse i Indien.
Vi behandler dog her hovedsagligt udviklingen af kapitalismen, som er et overvejende europæisk fænomen. Middelalderen i Europa karakteriseres af kirkens kulturelle diktatur som en fuldstændig negation af den klassiske kultur. Græsk og romersk kunst hyldede den menneskelige krop. Feudal kristen kunst afviser ikke bare den menneskelige krop, men også verden og alle menneskehedens nødvendige aktiviteter. Den retter mænds og kvinders øjne mod himlen, den lærer os, at verden er dæmonernes og djævlenes verden, verden er ond og kroppen er ond, forhold mellem mænd og kvinder er onde. Kvinder blev i sær set som onde, da første mosebog fortæller os, at alle menneskeracens lidelser kommer fra en kvinde (”arvesynden”).
Musik var oprindeligt forbudt i kirker. Jeg citerer fra St. Thomas, som i hans bog ”Summa Theologica” advarer mod musikinstrumenternes ondskab. Han siger følgende: ”Instrumenter må udelukkes fra kirkegangen og fra kirkerne, for de har form som en krop. De bliver ved med at forstyre sindet, og forårsager kødelig fornøjelse.” Sikke en forfærdelig ide, at forårsage kødelig fornøjelse.
Denne kulturs, denne kunsts, højdepunkt er de middelalderlige katedraler, de gotiske katedraler som igen, ligesom de egyptiske Farao-statuer, er et udsagn hugget i sten. Når du går ind i en af disse katedraler sænker du øjeblikkeligt din stemme, det er mørkt, det eneste lys kommer fra de nogle gange farvede vinduer, der er de eneste farver, som er der. Det er et mystisk syn på sjælens mørke, og disse enorme bygninger, der peger mod himlen, er lavet for at få mænd og kvinder til at føle sig små og ubetydelige. Mange folk beundrer denne kunst – men personligt efterlader dem mig kold. I mine øje er det rigtig umenneskelig kunst – et udtryk i sten for menneskehedens egen fremmedgørelse fra det at være menneske.
Fortsættes
