Siden Israel i maj genoptog sin invasion af Gaza, har blodbadet nået nye, forfærdelige højder. “Det er mere end på høje tid, at Israel skifter kurs”, skrev Lars Løkke Rasmussen den 3. juni på X. Det forhindrede ham dog ikke i, otte dage senere, den 11. juni, at stemme sammen med et stort flertal i Folketinget for at fortsætte Danmarks våbeneksport til Israel, så danske selskaber som Mærsk og Terma fortsat kan tjene styrtende på at bidrage til den israelske krigsmaskine.

Senere samme dag, blot timer efter Folketingets beslutning om at fortsætte våbeneksporten, havde samme Lars Løkke Rasmussen ifølge Udenrigsministeriet en “ærlig og robust” telefonsamtale med Israels udenrigsminister, Gideon Sa’ar. Her forklarede han angiveligt sin israelske kollega, at “Israels fremfærd i Gaza er uacceptabel”. Men alligevel skal Danmark, ifølge Lars Løkke, stadig forsyne Israel med våben.

Lars Løkke er blot én ud af mange politikere, som i de sidste måneder på hyklerisk vis, i ord, har løftet verdens mindste pegefinger over for Israel og udtrykt bekymringer omkring den humanitære situation i Gaza. Desværre har løftede pegefingre og krokodilletårer endnu aldrig ændret på virkeligheden. Faktum er, at Israels folkedrab ikke ville kunne fortsætte én dag uden aktiv støtte fra vestlig imperialisme. Den danske regering og hele den herskende klasse er medskyldige i det blodbad, der udspiller sig i Gaza. For på trods af politikernes bekymrede ord forbliver dansk imperialisme, med diplomatisk opbakning og våbeneksport, en trofast allieret til Israel.

Etablissementets hykleri

Politikerne, medierne og resten af etablissementet er enormt forhadte, især blandt unge, ikke mindst på grund af deres ufortrødne støtte til Israels forbrydelser. Deres tamme opfordringer til en mere “human” krigsførsel efter “international lov” er et forsøg på at dæmpe den kolossale vrede, der truer med at eksplodere under dem samt at dække over dansk imperialismes fortsatte støtte til folkedrabet i Gaza. Det er ikke de palæstinensiske massers umådelige lidelser, som bekymrer politikerne, men derimod den indvirkning blodbadet har på arbejdere og unges bevidsthed i Danmark og hele verden.

For almindelige mennesker er hykleriet åbenlyst, når de det ene øjeblik hører politikerne begræde civile dødsfald og kræver at Israel åbner Gaza for yderligere nødhjælp, og så i det næste hører den samme gamle smøre om Israels “ret til at forsvare sig selv” ved at dræbe titusindvis af forsvarsløse civile. Sandheden er, at hverken den danske eller nogen anden kapitalistisk stat vil løfte en finger til forsvar for palæstinenserne. 

Politiet, retsvæsenet, medierne og politikerne spiller alle en aktiv rolle i at tæve, forfølge og bagvaske fredelige demonstranter, som vover at modsætte sig Israels folkedrab. Særligt politiets rolle blev gjort meget tydelig tidligere i år, da 20 fredelige demonstranter blev arresteret foran Mærsks hovedkontor, og mange flere blev ofre for politiets tåregas og knipler. Som Marx forklarede, er staten kun et udvalg, der varetager borgerskabets fælles interesser, og de interesser står klokkeklart: At bevare gode diplomatiske relationer til Israel, dansk kapitalismes vigtigste allierede i Mellemøsten.

Ingen tillid til politikerne!

Folkemordet i Gaza, og Vestens medskyldige rolle, har vækket millioner af mennesker politisk til live verden over, hvoraf mange har kastet sig ind i solidaritetsbevægelsen med Palæstina. Mange har draget den korrekte konklusion, at ingen regeringer vil komme det palæstinensiske folk til undsætning. Tværtimod må enhver sejr Palæstina-bevægelsen vinder være imod den herskende klasse og deres repræsentanter.

Initiativer som Global March to Gaza og Freedom Flotilla har de sidste måneder vundet opbakning, fordi de i en vis grad repræsenterer konkret handling, uafhængigt af de vestlige regeringer. Aktivisterne har anerkendt, at det ikke leder nogen vegne at appellere til politikerne, og har i stedet eskaleret kampen for et frit Palæstina ved at handle direkte for at bryde blokaden af Gaza.

Global March to Gaza skulle samle omkring 4000 aktivister i Cairo, som derefter ville tage til Al-Arish og begynde en 48 km lang march til fods mod Rafah, med målet om fredeligt at forhandle med den Egyptiske regering om en åbning af grænsen til Gazastriben for nødhjælp. Allerede inden marchen, blev aktivisterne mødt med skandaløs repression: Den 11. juni blev hundredvis af aktivister tilbageholdt af det egyptiske politi i lufthavnen og på deres hoteller, og mange fik konfiskeret deres pas og telefoner.

Aktivisterne forsøgte efterfølgende at samles i Ismailia, en by nordøst for Cairo, for fredeligt at afvente myndighedernes tilladelse til at bevæge sig mod Rafah. Ved et aftalt mødested blev omkring 200 aktivister omringet af politiet, der side om side med maskerede bøller tæskede dem og tvang dem om bord på busser tilbage til Cairo. Sumud-konvojen, den nordafrikanske del af marchen, blev ligeledes stoppet og mødt med repression i det østlige Libyen, før de efter flere dages belejring var tvunget til at opgive.

Global March to Gaza og den brutale repression aktivisterne blev mødt med, viser to ting: For det første udstiller det klart og tydeligt den dybt reaktionære karakter af de regimer i Mellemøsten og Nordafrika, som forsøger at fremstå som venner af palæstinenserne. På hyklerisk vis kritiserer de i ord Israels brutale besættelse og kræver adgang for nødhjælp af frygt for en masseopstand blandt deres egne befolkninger, mens de samtidig aktivt spiller en uundværlig rolle i at opretholde blokaden af Gaza. Det palæstinensiske folks eneste allierede er den internationale arbejderklasse og Mellemøstens fattige og undertrykte masser.

For det andet viser repressionen af Global March to Gaza og kidnapningen af Freedom Flotilla-aktivisterne nødvendigheden af en organiseret massebevægelse. Isolerede grupper af aktivister er, uanset deres enorme mod, lette ofre for repression. Som vi har set er den herskende klasse i alle lande klar til at gøre skruppelløs brug af vold for at kue Palæstina-bevægelsen. Begivenhederne siden 7. oktober har gjort det tydeligt for mange, at der er behov for at handle imod alle verdens regeringer, for at stoppe Israels folkedrab og skabe frihed for palæstinenserne. Det naturlige næste spørgsmål er: Hvordan kan det lade sig gøre?

Se hvordan aktivister bliver mødt med vold og repression af bøller i Ægypten. (video: prismreports.org)

Arbejderklassens rolle

Kun den internationale arbejderklasse har magten til at stikke en kæp i hjulet på Israels militær på grund af dens rolle i produktionen. Kort efter 7. oktober delte en række palæstinensiske fagforeninger en appel til fagforeninger i hele verden, hvor de opfordrede deres klassefæller til at nægte at producere og transportere våben til Israel, og bekæmpe de firmaer, der er medskyldige i folkedrabet. Siden har transport- og havnearbejdere i bl.a. Sverige, Grækenland, Italien, Frankrig og Belgien nægtet at transportere eller laste skibe med militært isenkram til Israel, hvilket i alle tilfælde var i kamp mod regeringer og arbejdsgivere. Dét er vejen frem!

Gennem strejker og ved at nægte våbentransport til Israel, kan Israel og deres allierede rammes dér, hvor det gør ondt; det er på pengepungen, og på de fabrikker, havne og handelsveje, som forsyner det israelske militær. Med opfordringer til at tage aktiv del i kampen, kan bredere lag af arbejderklassen i alle lande inddrages, og spørgsmålet om hvem, der skal styre samfundet rejses: Arbejderklassen, det store flertal, som producerer samfundets værdier; eller kapitalisterne, som bruger samfundets værdier på krig og ødelæggelse.

Nøglen til palæstinensernes befrielse ligger i at vælte de reaktionære regimer, der forsyner, forsvarer og støtter Israels folkedrab. De arbejdende masser i Mellemøsten har en fuldstændig essentiel opgave med at vælte deres egne reaktionære regeringer, som brutalt undertrykker deres egne befolkninger og medvirker til Israels folkedrab. Når det er gjort, vil det næste skridt være at intervenere aktivt for de palæstinensiske massers frigørelse og etablere en socialistisk føderation i Mellemøsten.

I Vesten har arbejderklassen ligeledes en enormt vigtig rolle at spille. Vi er de eneste, der kan tage kampen op mod vores egne herskende klasser, som faciliterer Israels forbrydelser af deres egne imperialistiske interesser. En revolution i et land som Danmark, der ofte portrætteres som “det bedste kapitalismen kan tilbyde”, ville være en kolossal inspiration for arbejderklassen i hele verden. Kun den danske arbejderklasse kan tage magten fra de danske kapitalister, der har titusindvis af palæstinenseres blod på hænderne. En ny, global intifada – som et vigtigt skridt på vejen mod en socialistisk verdensrevolution – er den eneste vej frem for palæstinenserne, såvel som alle verdens arbejdere, fattige og undertrykte.