Som en del af lukningen af Qullissat blev omkring 1.200 mennesker tvangsflyttet – den hidtil største massedeportation i Danmarkshistorien. | Foto: Mogens Munk Nielsen
I år er det 50 år siden, den danske stat lukkede den grønlandske mineby Qullissat, og tvangsflyttede byens indbyggere. Lukningen af byen fandt sted i en periode med voksende uro og frustration i det grønlandske samfund over den danske stats undertrykkende og diskriminerende styre af landet. Lukningen af Qullissat blev således den gnist, der antændte en selvstændighedsbevægelse, som sigtede på et opgør med dansk imperialisme i Grønland. Klik her for at læse første del af artikelserien.
I forrige nummer af Revolution fokuserede vi på Qullissats stærke arbejderklasse. Det var her i Grønlands første industriby, at den grønlandske arbejderbevægelse opstod; smedet i kampen mod den danske kolonimagt. Byen forsynede resten af Grønland med det kul, som var essentielt for al økonomisk aktivitet i landet. I kraft af sin industriproduktion og sin industrielle arbejderklasse havde Qullissat derfor en økonomisk og politisk vægt i det grønlandske samfund, som langt oversteg byens numeriske størrelse.
Efter anden verdenskrigs afslutning begyndte de danske myndigheder imidlertid at betvivle rentabiliteten af byens kulmine, i takt med at olie i voksende omfang erstattede kul som den primære energikilde. Grønlands Kommissionen, der var nedsat af den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft, anbefalede derfor i 1950 at nedlægge den statsejede mine, lukke hele byen og flytte indbyggerne fra, hvad der på daværende tidspunkt, var Grønlands fjerdestørste by.
Dødsdommen
Eske Brun havde i 1947 lidt et sviende nederlag, da han var sendt til Qullissat på vegne af Grønlands Styrelse for at forhandle med byens minearbejdere. | Foto: Jens HeinrichVicedirektøren i Grønlands Styrelse, Eske Brun, spillede efter sigende en central rolle i at udvikle kommissionens anbefaling om at lukke Qullissat. Netop Eske Brun havde i 1947 lidt et sviende nederlag, da han var sendt til Qullissat på vegne af Grønlands Styrelse for at forhandle med byens minearbejdere, der truede med strejke, hvis ikke de danske myndigheder imødekom deres lønkrav. At skulle lægge ansigt til den danske kolonimagts nederlag til de grønlandske minearbejdere vakte næppe meget sympati for Qullissat hos Eske Brun.
Det ville imidlertid være spekulation at påstå, at Grønlands Kommissionens anbefaling om at lukke Qullissat primært var resultatet af Eske Bruns had til byen og dens minearbejdere. Men det er nærliggende at forestille sig, at det ydmygende nederlag de danske myndigheder få år forinden havde lidt, var med til at påvirke kommissionens anbefaling. Minebyen havde utvivlsomt været en torn i øjet på de danske myndigheder, eftersom byens arbejdere som de eneste i Grønland havde vundet en kamp mod det danske kolonistyre.
Grønland Kommissionen lagde i deres anbefaling vægt på, at det var mere rentabelt at koncentrere statens investeringer i at udvikle fiskeindustrien i byerne Paamiut, Nuuk, Maniitsoq og Sisimiut, der modsat Qullissat, havde en isfri havn hele året rundt. Samtidig skulle den grønlandske befolkning centraliseres i disse byer for at sikre tilstrækkelig arbejdskraft til fiskeindustrien. Det danske kolonistyres vision om hvordan man kunne profitmaksimere udnyttelsen af den grønlandske koloni, dømte Qullissat til døden.
Tvangsflytning
Det var dog først i 1967, at de danske politikere vedtog at lukke Qullissat, og året efter blåstemplede de grønlandske politikere i det grønlandske Landsråd beslutningen, der var dikteret fra København. Byens indbyggere forsøgte at bekæmpe beslutningen via de tilgængelige politiske kanaler men forgæves. Hele affæren forstærkede kun den generelle utilfredshed i samfundet og følelsen af, at den danske stat regerede suverænt over hovedet på det grønlandske folk.
De danske myndigheder har naturligvis aldrig indrømmet, at indbyggerne blev tvangsflyttet, men i en betænkning om lukning af Qullissat skriver Grønlands Kommissionen: »Det kan blive nødvendigt at anvende midler, som går meget stærkt ud over den enkeltes personlige frihed. Ellers kan det komme til at blive betydelige udgifter for det offentlige.1« Den “demokratiske” danske stat var med andre ord villig til begå overgreb på den grønlandske befolkning for at pleje sine snævre økonomiske interesser – en tilgang som altid har kendetegnet den danske stats behandling af Grønland og som stadig gør det i dag.
De danske myndigheder tvang ikke Qullissats beboere til at flytte med trusler om vold, men de fjernede alle de forhold, som gjorde det muligt for byens indbyggere at blive boende, efter minen var lukket. I 1972 lukkede myndighederne alle servicefunktioner: elværket, vandforsyning, butikker, skolen og hospitalet. Beboerne havde ret til at blive boende i den nu lukkede by, hvis de ønskede, men det var i realiteten ikke en mulighed.
Beretninger fra byens sidste dage vidner om en traumatisk deportation, som næppe kan karakteriseres som en frivillig flytning. Ejner Lindenhann, som var otte år da han med sin familie forlod byen, beretter at: »Mens de stod på stranden og ventede på prammen, kom en storfanger forbi med sine hunde. Han skød dem alle og lod dem ligge, så bølgerne kunne tage dem. Så gik han grædende derfra«2
Niels Ole, der ligeledes var otte år da han forlod byen, fortæller at han »husker prammen, der blev skubbet ud fra stranden, og han lagde mærke til, at mange af de voksne græd. Han tænkte: hvorfor græder de? Det var først, da han som teenager hørte de voksne fortælle om begivenhederne, at det gik op for ham, at de følte at de var blevet forflyttet, eller som de sagde, når de havde drukket nogle øl: da vi blev tvangsflyttet.«3
Byen blev lukket kun 48 år efter, at de danske myndigheder havde grundlagt den. Som del af lukningen af Qullissat blev omkring 1.200 mennesker tvangsflyttet – den hidtil største massedeportation i Danmarkshistorien. Familier blev splittet, og menneskers sociale grundlag revet væk under dem.
Vreden vokser
Men bare fordi deporteringen og nedlukningen af byen var overstået, så sluttede problemerne ikke for de tidligere indbyggere i Qullissat. På de danske myndigheders anbefaling blev indbyggerne i Qullissat spredt ud i en række udflytningsbyer, hvor myndighederne havde besluttet at udvikle fiskeindustrien. På den måde kunne produktionsapparatet i fiskerbyerne udnyttes maksimalt. Problemet var imidlertid, at der hverken var nok boliger eller arbejde i de byer, de danske myndigheder i København havde udpeget.
Det var især et problem om vinteren, når fiskeindustrien lukkede, og arbejdsløsheden satte ind. For arbejderne i Qullissat havde vinterarbejdsløshed været et ukendt fænomen, eftersom minen havde været aktiv året rundt. Mange familier fra Qullissat fik store økonomiske og sociale problemer specifikt om vinteren, når de mistede deres indtægtskilde. Mange minearbejdere oplevede derfor med rette deres nye liv som et socialt tilbageskridt.
For mange blev tvangsflytningen derfor efterfulgt af bitterhed og frustration, som fik en klar social slagside. Marie, der flyttede med sine forældre fra Qullissat til Ilulissat, fortæller, at: »Da vi havde boet her i to til tre år, drak begge mine forældre. Jeg var ikke rigtig voksen og kunne ikke forstå, hvorfor de drak. Nogle gange kom jeg til at spørge: Hvorfor drikker I? Så begyndte de at græde. Jeg blev klar over, at det ikke var på grund af os børn. Det havde noget med Qullissat at gøre. De havde en stor vrede i sig.«4
Det er mildest talt forståeligt, at mange var vrede – vrede på den danske kolonimagt, der havde truffet beslutningen om at lukke deres by hen over deres hoveder og vrede på de grønlandske politikere, der havde accepteret beslutningen.
Lukningen af byen kom på et tidspunkt, hvor spændingerne i det grønlandske samfund i forvejen var høje. Den økonomiske ulighed mellem danskere og grønlændere var især en kilde til stor frustration. Situationen i landet blev i 1975 beskrevet af Socialforskningsinstituttet med ordene: »Spændingerne skyldes sandsynligvis, at det stadig stigende antal danskere besidder størsteparten af det grønlandske samfunds nøglestillinger i såvel administration, liberale erhverv samt som selvstændige indenfor handel og omsætning. Kort udtrykt i tal udgør danskerne ca. en femtedel af totalbefolkningen, besidder en tredjedel af samtlige job og tjener ca. halvdelen af de samlede pengeindkomster.«5 Situationen var højspændt, og blandt de grønlandske arbejdere var der især stor frustration over fødestedskriteriet, der ved lov havde indført, at grønlændere blev aflønnet dårligere end danskere.
Lukningen af Qullissat forstærkede blot følelsen af umyndiggørelse og pustede til vreden over den koloniale undertrykkelse og udnyttelse, som kendetegnede tilværelsen for det grønlandske folk. Den massive tvangsflytning af så mange mennesker satte sine dybe spor og fik en indvirkning, som kunne mærkes over hele landet. Begivenheden skubbede til radikaliseringen og den voksende vrede imod dansk imperialismes hersken over Grønland. Det var kun et spørgsmål om tid, inden den danske stats århundreder lange kolonistyre ville blive mødt af en modreaktion – og som vi har set fra befrielseskampe i mange andre kolonier, så startede modreaktionen blandt ungdommen.
Unge Grønlænderes Råd
Der var blandt de unge grønlandske studerende en stor vrede over den politik, som blev påtvunget Grønland fra København. | Foto: dengamleby.dk
I 1964 blev studenterforeningen Unge Grønlænderes Råd (UGR) stiftet i København.6 Foreningens oprindelige formål var at hjælpe grønlandske studerende med praktiske problemer, men foreningen udviklede sig hurtigt til et forum for politisk interesserede grønlændere, der kæmpede for grønlænderes rettigheder.
Der var blandt de unge grønlandske studerende en stor vrede over den politik, som blev påtvunget Grønland fra København. De var vrede over den utilslørede forskelsbehandling af danskere og grønlændere; vrede over at den danske moderniseringspolitik kun tilbød unge grønlændere en kummerlig tilværelse i fiskeindustrien eller som arbejdsløs, mens danskere besad alle indflydelsesrige og vellønnede poster i landet.
UGR udviklede sig over årene til et samlingspunkt for unge studerende og politisk bevidste grønlændere i Danmark. Der blev arrangeret debataftener og organiseret demonstrationer imod den danske stats såkaldte G-60 politik, der lukkede bygder for at koncentrere befolkningen, og som i form af fødestedskriteriet ved lov indførte lønmæssig forskelsbehandling mellem grønlændere og danskere.
Samtidig blev de mange unge grønlændere, der var taget til København, introduceret til socialistiske ideer og inspireret af de bevægelser, som foregik. 1960’erne og 70’erne var en opbrudstid på verdensplan. Siden anden verdenskrigs afslutning havde en en revolutionær bølge skyllet over den koloniale verden, og ét land efter det andet kastede den direkte imperialistiske undertrykkelse af sig.
Unge grønlændere i Danmark holdt nøje øje med de sociale og antikoloniale bevægelser, som foregik verden over. Som politikeren Aqqaluk Lynge, der som ung studerede i København, fortæller: »Vi fulgte med i mange begivenheder rundt omkring i verden, hvor folk blev behandlet som os og nu vågnede op. De begyndte at opponere. Indianerne og vores stammefrænder, Inuit, rørte på sig. De sorte i USA kæmpede imod den forskelsbehandling, de var udsat for.«7 Samtidig foregik antikrigsbevægelsen i USA samt opstanden i Frankrig i maj 1968. Alle disse bevægelser og kampe var en inspirationskilde for unge grønlændere, som befandt sig i Danmark.
I starten af 1970’erne ændrede UGR karakter. Et nyt radikaliseret lag af unge kom ind, der var påvirket af de store samfundsomvæltninger, der foregik rundt om i verden. Det var i denne periode at Aqqaluk Lynge, der repræsenterede den nye generation, blev formand for UGR.
Lukningen af Qullissat i 1972 og tvangsflytningens katastrofale sociale følger radikaliserede de studerende yderligere. I Grønland var man ikke uvant til lukning af bygder og bopladser, men lukningen af Qullissat blev set som noget andet. Det blev symbolet på dansk kolonialisme, der egenrådigt herskede over Grønland uden at tage hensyn til den grønlandske befolknings ønsker.
UGR forsøgte at rejse en offentlig debat i Danmark omkring lukningen af Qullissat og dens konsekvenser men uden held. Alle de borgerlige partier i Danmark havde bakket op om lukningen, og Socialdemokratiet og SF støttede også op om beslutningen. Alle forsøgene på at diskutere Danmarks rolle i Grønland blev mødt af en mur bestående af hele det politiske establishment.
De unge grønlændere der var organiseret i UGR, konkluderede derfor, at der var behov for et opgør først og fremmest med Danmarks dominans over Grønland, men også behov for et opgør med den grønlandske politiske elite, der adlød ordrerne fra København. I 1973 organiserede UGR således en demonstration i København under parolerne: »Grønlandsk selvstyre« og »Selvstændighed for Grønland«. Som Aqqaluk Lynge beskriver, så var demonstrations mål, at »manifestere blandt de unge grønlændere i København, at kolonitiden ikke var ovre.«8
Fra at UGR i 60’erne kæmpede for ligestilling mellem grønlændere og danskere udviklede UGR sig til i 70’erne at kæmpe for selvstændighed. Lukning af Qullissat viste sig dermed at være den tilfældighed; det overgreb; den gnist, som udløste selvstændighedsbevægelsen.
Undertrykte folk, forén jer!
Blandt det grønlandske studentermiljø i København bredte der sig en idé om at genoplive aasivik-traditionen. Aasivik var en gammel grønlandsk tradition, hvor folk fra hele landet mødtes til et årligt sommerstævne: et slags kulturelt, økonomisk og politisk stormøde. Aasivik-traditionen uddøde i 1930’erne, men nu blev traditionen genoplivet med nyt antikolonialt indhold.
I midten af 70’erne rejste flere af de ledende skikkelser fra UGR hjem til Grønland efter at have færdiggjort deres uddannelser, og i 1976 organiserede de det første moderne aasivik-stævne i byen Narsaq. Året efter blev endnu et aasivik afholdt denne gang i den nedlagte mineby Qullissat. Stævnet blev afholdt under parolen: »Undertrykte folk, forén jer!«9, og som afslutning på begivenheden vedtog deltagerne en politisk resolution, der krævede løsrivelse fra Danmark; et mål som begyndte at vinde opbakning i befolkningen. Den herskende klasse i Danmark havde siden anden verdenskrig frygtet, at der i Grønland ville opstå et pres for selvstændighed, og med aasivik-bevægelsen, der var blevet en organiseret kraft, var det nu en realitet.
I 1977 blev der afholdt aasivik i den nedlagte mineby Qullissat. Det blev afholdt under parolen: »Undertrykte folk, forén jer!«. Foto: Jens Geisler
Den selvstændighedsbevægelse der opstod i 70’erne, var antændt af de danske myndigheders lukning af Qullissat. Centrale skikkelser fra selvstændighedsbevægelsens begyndelse, såsom Aqqaluk Lynge, kæder direkte Qullissats skæbne sammen med kampen mod dansk imperialisme og hjemmestyrets indførsel i 1979: »Lukningen af byen [Qullissat] skabte en politisk bevidsthed hos grønlænderne. Man så det som en beslutning, der blev taget hen over hovedet på os. Vi begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, at Grønland var en koloni under Danmark. Dengang begyndte selvstændighedstankerne i befolkningen, og det førte til, at vi fik hjemmestyre nogle år efter«.10
Historien om den grønlandske selvstændighedsbevægelse viser, hvordan den menneskelige bevidsthed påvirkes og formes af de store begivenheder, som foregår i samfundet omkring os. Lukningen af Qullissat udløste de frustrationer, som i årtier havde ophobet sig over den danske kolonipolitik; en politik der holdt det grønlandske folk i undertrykkelse og ydmygelse. Sagt med dialektikkens sprog blev lukningen af byen den tilfældighed, som en dybereliggende nødvendighed udtrykte sig gennem.
Lukningen af Qullissat faldt sammen med en generel opbrudstid på verdensplan, hvor arbejdere og andre undertrykte grupper rejste sig mod magthaverne. Det var også tilfældet i Grønland, hvor en radikalisering havde fundet sted blandt de grønlandske arbejdere. I 1977 udbrød Grønlands første strejke, da de grønlandske minearbejdere ved minen Maarmorilik nedlagde arbejdet med krav om ligeløn for grønlandske og danske arbejdere.11 I samme periode var der optakt til strejke i den vigtige fiskeindustri ligeledes på grund af, at grønlænderne i den statsejede fiskeindustri kun fik halvt så meget i løn som deres danske kollegaer.12 Dannelsen af UGR, genoplivelsen af aasivik-traditionen og selvstændighedsbevægelsen var alle et politisk udtryk for den samme tendens i samfundet med voksende utilfredshed og radikalisering.
Med den voksende radikalisering blandt arbejderne og de unges krav om selvstændighed blev det efterhånden tydeligt for det danske borgerskab, at det gamle miskrediterede status quo var uholdbar. Det danske borgerskab begyndte at frygte for at miste kolonien, så de foretrak at indgå et kompromis, som fortsat sikrede dansk imperialismes overordnede interesser og kontrol over landet.
Det kompromis er i historiebøgerne kendt som hjemmestyreordningen, som med pomp og pragt blev indført i 1979 ved en ceremoni ledt af selveste Dronning Margrethe. Til det danske borgerskabs store lettelse formåede kompromiset midlertidigt at afspore den igangværende radikaliseringsproces og at aflede selvstændighedsbevægelsen. Men kun for en tid. Modsat de løfter som blev givet i 1979, så har 43 år med større autonomi ikke indledt en periode med økonomisk og social fremgang for det grønlandske folk. Landet er stadig i dag, i alt andet end navn, en koloni bundet på hænder og fødder af dansk imperialisme og verdensmarkedets knusende magt.
Historien om Qullissat viser modsat det billede, der normalt tegnes, at den grønlandske historie er fuld af kampvilje og radikalisering. Det er traditioner, der vil blive genoplivet i fremtidige kampe. Vi bakker fuldt op om grønlændernes kamp imod dansk overherredømme og deres ret til at bestemme over eget liv.
Anvendt litteratur:
Den sorte Engel – Grønlændernes første strejke, Philip Lauritzen
Imperiets Børn, Anne Kirstine Hermann
I skyggen af kajakkerne, Tupaarnaq Rosing Olsen
Grønlands Amt, Jens Lei Wendel-Hansen
Sumé, lyden af en revolution
Qullissat: Byen der ikke vil dø, Søren Peder Sørensen
Fodnoter:
1. Qullissat, byen der ikke vil dø, side 67
2. Qullissat, byen der ikke vil dø, side 133
3. Qullissat, byen der ikke vil dø, side 133
4. Qullissat, byen der ikke vil dø, side 149
5. I skyggen af kajakkerne, side 124
6. I skyggen af kajakkerne, side 112
7. Sumé, lyden af en revolution. 27:00 minutter.
8. I skyggen af kajakkerne, side 208
9. I skyggen af kajakkerne, side 245
10. Qullissat: byen der ikke vil dø
11. Den sorte Engel – Grønlændernes første strejke, side 11
12. Den sorte Engel – Grønlændernes første strejke, side 19-20
