Det er fredag eftermiddag den 18. marts. Omkring 100 studerende fra KUA (Københavns universitet Amager, alle de humanistiske fag) er mødt op til fællesmøde. Der er langt fra siddepladser til alle, og luften bliver hurtig indelukket, men humøret er højt. I ugen op til mødet har der, som vi har rapporteret på denne side tidligere, været afholdt en slags blokadestafet mod de enkelte institutters administrationsafdelinger, i protest mod kraftige besparelser, der blandt andet har betydet, at undervisning for mange er reduceret til fire timer om ugen og et semester på kun 12 uger.

Blokaderne har været relativt små med omkring 20-30 deltager på hvert institut, men det er foregået ”spontant” og opbakningen fra medstuderende og ansatte, både teknisk- administrativt og undervisere har været udtalt, omend det ikke er blevet direkte afspejlet i antal deltagende. Så meget desto mere imponerende er det, at disse ildsjæle, der har stået for det, har holdt ud så længe.

Behov for mobilisering
Mødet lagde ud med at evaluere den seneste uges aktioner. Flere gav udtryk for, at der har været interesse og opbakning fra mange flere end de, der har deltaget, men at mange ikke havde hørt om aktionerne før de fandt sted, og derfor ikke kunne deltage.

Det er tydeligt nu, at protesterne må tage et nyt skridt fremad. Protesterne har vist en utilfredshed, men der skal mere til, hvis nedskæringerne skal tages af bordet. Første skridt er involvere resten af de studerende. For at det skal lykkes, er der brug for en ledelse af protesterne.

Et gennemgående problem, som det også blev påpeget på mødet af flere fra netværket Marxistiske Studerende, der er knyttet til herværende avis, er, at Studenterrådet ikke har villet tage ansvar for protesterne og sætte deres navn bag. Det har betydet, at løbesedler og plakater med indkaldelser har stået uden afsender, og at der i flere omgange helt har manglet materiale til at mobilisere de studerende.

Studenterrådet er de studerendes organisation. Derfor er det også deres opgave at gå forrest. Men indtil nu har deres opbakning været begrænset til at stille trykkefaciliteter og praktiske hjælpemidler til rådighed og at tale til blokaderne. Gik Studenterrådet helhjertet ind i en mobiliseringskampagne, er der ingen tvivl om, at det ville få en enorm respons blandt de studerende, og at det ville være muligt at starte en massebevægelse imod nedskæringerne.

Individuelle aktioner eller masseaktion
Imidlertid har fokus for studenterbevægelsen været på forhandlingsbordet og enkelte ”aktioner” og ”pressestunts” for at komme i de borgerlige medier. De sidste mange år har der været afholdt utallige pressestunts, der har involveret alt fra pasta og ketchup over elever i bure og til nøgne studenter. Almindelige mennesker har kunnet sidde bag TV-skærmen og tage sig til hovedet i forbløffelse over, at studerende tilsyneladende render rundt og spiller teater, mens deres forhold bliver smadret. Ikke ligefrem noget der understreger alvoren i situationen.

Det har været kendetegnende for disse aktioner, at de har involveret et yderst begrænset lag af aktive, mens hovedparten af de studerende har været reduceret til tilskuere til ”deres egne” protester. Det er ikke en ”kampform”, der hverken forhindre nedskæringer eller forøger, og styrker de studerendes organisering.

Aktioner og pressestunts kan være gode og underholdende elementer til en masseprotest. Men der er et stort ”men”. Pressestunts og ”symbolske” auktioner kan aldrig stå alene. Alle ved, at der bliver skåret på uddannelserne. Det gælder også de borgerlige politikere og ministre. Derfor er effekten ved at ”vise sin utilfredshed” også begrænset. Spektakulære aktioner kan kun spille en positiv rolle, hvis de bruges som led i en massemobilisering. Hvis de ses som midlet, får de i stedet den stik modsatte effekt; at resten af de studerende tænker ”jeg behøver ikke være med, der er jo nogle, der gør noget”, og at det ikke gør en forskel, om man er 50 eller 50.000.

Det kapitalistiske system er i krise. Der bliver ikke givet ved dørene, ligegyldig hvor meget man tramper i jorden, tigger og beder eller laver spektakulære ”aktioner”. Skal den borgerlige regering give indrømmelser, skal de tvinges til det!

Alliance med de ansatte
Til mødet var der også flere repræsentanter fra de ansatte. Herfra var der en imponerende opbakning til de studerende. Som én af dem udtrykte det: ”vi har ventet i flere år på, at dette skulle ske”. Ikke bare understregede de ansatte deres sympati, men gjorde det også klart, at de ikke ville lade det være ved dette, men at der var tale om reel opbakning. Lektorerne vil gerne være med i protestesterne. Også rengøringspersonale og andre viste deres sympati for de studerende under blokaderne. Alliancen med de ansatte må omfatte alle ansatte; fra rengøringspersonalet til professorerne.

Det er et yderst vigtigt punkt. De studerende kan ikke stå alene. En kæmpende alliance med de ansatte er et nøglepunkt i protesterne. Ved at gå samlet i kamp, stilles fronterne klart op. Det er ikke de studerende mod underviserne, men arbejdere og unge i fælles front mod den borgerlige regerings nedskæringer. En sådan alliance, ikke bare i ord, men i handling, hvor studerende og ansatte står skulder ved skulder, vil være det første skridt til at få opbakning uden for universitet og på landets arbejdspladser.

Faktum er, at de stadige besparelser først og fremmest rammer arbejderklassens børn. Langsomt er den borgerlige regering ved at vende tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor det kun var overklassen, der havde råd og ressourcer til at gennemføre en universitetsuddannelse. Det er en udvikling, der må bremses. Derfor må de studerende på KUA søge at udbrede alliancen til resten af arbejderklassen. I England formåede de studerende enkelte steder at opbygge alliance med arbejderklassen under de bemærkelsesværdige studenterprotester i vinters. De besatte med succes deres universitet og inviterede lokalbefolkningen indenfor til diskussioner, hvilket har vist sig at være en enorm succesfuld måde at skaffe opbakning til de studerendes kamp. På samme måde kan man gøre på KUA og resten af landet. Og de studerende kan komme ud til arbejderne ved at tage rundt til virksomheder, dele løbesedler ud på stationer og så videre.
Men det kræver, at de studerendes organisationer står bag.

Mangel på et samlende udtryk
På stormødet i fredags rejste ordstyreren og de meget få repræsentanter fra Studenterrådet, der var mødt op, forslag om, at der skulle vedtages et forbud mod uddeling af politiske materialer til blokaderne. Mere specifikt var det rettet mod Marxistiske Studerende. De samme folk var dog nødt til at erkende, at netop Marxistiske Studerende havde været nogle af de mest aktive i bevægelsen indtil nu, og de rent faktisk var de eneste, der det første lange stykke tid havde produceret nogen form for materialer, der kunne deles ud, og at det flere gange havde været tilfældet, at tilfældige studerende havde uddelt Marxistiske Studerendes løbesedler, fordi de mente, at indholdet passede med den virkelighed, som de stod i.

Der var dog til mødet også enighed om, at det ikke var Marxistiske Studerende og dermed også Socialistisk Standpunkts materialer, der var problemet, men derimod, at der ikke havde været nogle centrale materialer, og at det er nødvendigt at have en klar afsender på materialer. En afsender, der burde være Studenterrådet. Netop dette faktum gav så meget desto mere vægt til Marxistiske Studerendes argument om, at det er paradoksalt, at enkelte fra Studenterrådet vil forbyde Marxistiske Studerendes materialer samtidig med, at de ikke selv åbent vil identificere sig med bevægelsen.

Formanden for Studenterrådet, Ea Busch-Petersen, sagde på mødet, at hun synes, det var smukt, at initiativet kom nedefra, og hun derfor ikke var sikker på, om Studenterrådet skulle gå ind i kampen. Hvorvidt Studenterrådet officielt går med afgøres mandag den 21 marts.

Men det er at tale udenom. Der er ingen modsætning mellem at lade initiativet komme fra neden og lade de studerende bestemme og få Studenterrådet ind og lede kampene. Tværtimod. Initiativet er allerede kommet fra neden, der er brug for en ledelse med kontakter ude på alle institutter, resten af universitetet og gennem DSF, så kampene kan bredes ud. Hvilke skridt der skal tages i kampen, skal naturligvis besluttes af de studerende selv. Det kan ske gennem stormøder indkaldt af Studenterrådet, der som de studerendes organisation selvfølgelig bør rette sig efter disse beslutninger.

Samlet demonstration onsdag den 23. marts
Sidst på mødet blev det besluttet at afholde en samlet demonstration på onsdag den 23. marts og der var også forslag oppe om at afholde et stormøde denne dag, et forslag der absolut bør følges. Anledningen er, at der afholdes møde for KUA\’s ledelse i Multihallen. Det er i mobiliseringen op til denne, at Studenterrådet skal vise sit værd. Der er alle muligheder for succes og for at tage kampen et skridt videre, ved en egentlig massemobilisering. Allerede nu besluttede mødet også at fortsætte med yderligere aktioner den 8. april efterfulgt af endnu et stormøde.

Studenterrådet holder nøglen
De studerende på KUA har gennem mere end en uges kamp bevist, at de er utrættelige i kampen mod nedskæringer og forringelser. Fra tidlig morgen til sen aften har de mest fremskredne studerende blokeret og organiserede kampen. Men der er en klar fare. Hvis ikke Studenterrådet viser sig sin opgave voksen, og tager ansvaret for protestbevægelsen på sine skuldre, er der en fare for at køre disse lag træt. Det er nemlig enormt frustrerende, når der ”kun” møder 20-30 op til en blokade. Og det behøver ikke være sådan. Alt, hvad det kræver, er, at Studenterrådet og siden DSF går forrest og mobiliserer.

I alle lag i samfundet kan man fornemme en sitren under overfladen. Der er noget i gære. Om protesterne på KUA eskalerer til masseskala eller ej, er det tydeligt, at før eller siden vil den rolige overflade blive brudt, og vi vil se en massebevægelse blandt de studerende. Uanset hvornår bevægelsen bryder ud, er det helt afgørende at få samlet op på de uvurderlige erfaringer der er gjort under blokaderne. De erfaringer må rettes ind i Studenterrådet og DSF, så de kan vindes til et program med konsekvent forsvar imod nedskæringer og gøres til, hvad de bør være: de studerendes kamporganisationer.

Indtil nu har udsigten til et valg haft en afholdende effekt. Alles øjne og håb har været rettet mod at få fjernet den hadede borgerlige nedskæringsregering. På trods af mere eller mindre fuldstændig disintegration og kontinuerlige skandaler sidder de stadig på magten. Hvis Lars Løkke og borgerskabet beslutter at trække tiden til den bitre ende, er der en reel chance for, at en massebevægelse kan bryde ud inden. De begyndende studenterprotester kan være starten på enden for Lars Løkke.

Der vil komme en massebevægelse – hvis ikke nu, så snart – opgaven er at tage kampen op inde i studenterrådet og DSF og gøre dem til kamporganisationer.