Leder fra Socialist Appeal (USA) nr. 86: Den onde cirkel af statsterror og individuel terror fortsætter med uformindsket styrke. Nu er Frankrig blevet trukket voldsomt ned i malstrømmen. Marxisterne har længe forklaret, at imperialismen og islamisk fundamentalisme er to sider af samme reaktionære fænomen – kapitalismens forfald og tilbagegang – som truer med at tage hele menneskeheden med sig.
“Verdens ledere” samlede sig i uskøn forening i Paris til en iscenesat march, hvor de bogstaveligt talt kæmpede om positionerne i en kompakt isoleret gruppe, mens millioner af mennesker marcherede separat i en organisk udgydelse af menneskelig solidaritet. Disse trofaste repræsentanter for den øverste 1% af samfundet marcherede arm i arm til forsvar for “ytringsfrihed”, mens de samme ledere begrænser disse friheder i ind- og udland. Hvordan kan de tale om en “fri presse”, når, for eksempel, bare 5 eller 6 virksomheder dominerer 90% af medierne i USA? Hykleriet er til at tage og føle på, når statslederne, som spionerer, torturerer, myrder og invaderer i massivt omfang, fromt erklærer, at vi alle må arbejde sammen om at bekæmpe “ekstremistisk vold.” Hvorfor udviser denne flok kriminelle og udbyttere ikke den samme grad af bekymring for de 150 mennesker – mestendels børn – som blev massakreret af fundamentalister i Peshawar, Pakistan, eller for de 2.000 eller flere som blev slagtet i Baga i Nigeria i de sidste par dage? Hvorfor tager de ikke til Khyber-Pakhtunkhwa eller Borno for at posere for kameraerne der?
Ligesom de gjorde i kølvandet på 9/11, er deres mål kynisk at bruge den oprigtige sorg og harme fra almindelige arbejdere og unge, til deres egen vindings skyld. Med deres vedholdende opfordringer til “national enhed” og en “krig mod terror”, søger de at distrahere de europæiske arbejdere fra den tiltagende økonomiske krise, nedskæringer, besparelser, arbejdsløshed og deflation. De ønsker at skabe grundlaget for yderligere imperialistiske interventioner i udlandet og øget undertrykkelse i hjemlandet. I “sikkerhedens”navn, er der nu er 10.000 franske soldater stationeret i hele landet, og der er snak om en fransk “Patriot Act” [udvidet terrorlov, red.]. Som i USA og andre steder, vil disse værktøjer blive brugt mod arbejderklassen i fremtiden.
Som marxister fordømmer vi drabet på de ansatte i Charlie Hebdo. Bortset fra at dræbe uskyldige, venstresnoede journalister, ville disse terroristiske angreb – selv hvis de kom som reaktion på statsterrorisme og gennemgribende institutionel diskrimination – blive brugt af den herskende klasse i et forsøg på at drive franske arbejdere i armene på reaktionen. De har også tilskyndet de reaktionære demonstrationer, der finder sted i Tyskland, ikke kun mod terroristiske drab, men mod islam som helhed.
. Denne polarisering langs etniske og religiøse linjer kan kun forvirre arbejderklassen og ungdommen, og udtrække udviklingen af en samlet, arbejderklassebaseret massebevægelse imod kapitalens herredømme.
Ingen bør være overraskede over, at der i mainstream medierne ikke har været nogen omtale af den ubekvemme elefant i rummet: oprindelsen og tilblivelsen af islamisk fundamentalisme. Det er et veldokumenteret faktum, at dette monster faktisk var imperialismens skabning, især den amerikanske imperialismes. I 1960’erne og 70’erne blev dusinvis af højreorienterede islamistiske grupper finansieret og støttet for at skære på tværs af den stigende mobilisering af arbejderklassen og den skarpe venstredrejning i hele den såkaldte muslimske verden. Fra Indonesien til Iran, Palæstina til Pakistan blev den ene revolutionære bevægelse efter den anden saboteret og kvalt, enten direkte eller ved at støtte op om det ene eller andet diktatur, som et “mindre onde”.
Lederne af den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen generelt fejlede i at omdanne samfundet og sprede revolutionen ud over hele regionen, hvilket efterlod et tomrum, der uundgåeligt blev udfyldt af reaktionen, da først det revolutionære tidevand ebbede. General Zia ul Haq i Pakistan, Mujahedeen/al-Qaeda/Taleban i Afghanistan, og mullaherne i Iran, blev alle finansieret og fremmet af de amerikanske imperialister. Men de vilde, fundamentalistiske hunde, sluppet løs uden nåde mod arbejdere og unge i Afrika, Mellemøsten, det indiske subkontinent, og andre dele af Asien, kunne ikke kontrolleres. De havde deres egne ambitioner og til sidst vendte de sig imod deres tidligere herrer.
Efter angrebene den 11. september 2001 spildte Bush, Cheney, Rumsfeld, Wolfowitz og co. ikke tiden, og indledte en invasion af Afghanistan og forberedte den offentlige mening på at gøre det samme i Irak. Det så for mange ud som, at de amerikanske imperialister var ustoppelige. De lidelser som blev påført befolkningerne i disse lande kan ikke kvantificeres eller kvalificeres. Hundredtusindvis blev dræbt og lemlæstet, og millioner blev fordrevet. Men slutresultatet – som forudsagt dengang af kammeraterne fra IMT – var en ren katastrofe for den amerikanske imperialisme. Hvis deres mission var at køre statskassen bankerot, at næsten brække ryggen på det amerikanske militær, og at åbne nye områder i regionen for islamisk fundamentalisme, har de tydeligvis været succesrige.
Alt lagt sammen anslås det, at krigene i Irak og Afghanistan vil koste 5.000 milliarder dollars i lånte penge – en gældsbyrde, der beløber sig til 16.000 dollars per amerikansk statsborger. Over 2,5 millioner amerikanske individer blev indsat i disse to lande, nogle af dem flere gange. Over 57.000 amerikanere er blevet dræbt og såret hidtil i Irak og Afghanistan – flere end under den amerikanske uafhængighedskrig.
Men langt fra fred og harmoni, er enhver antydning af stabilitet fra Levanten til Pakistan blevet smadret. ISIS kontrollerer nu store dele af Syrien og Irak. Amerikanske militære ledere og Obama selv siger, at krigen mod disse bøller vil vare år, ikke måneder, og har åbent indrømmet, at verdens bedst finansierede og trænede militær i sidste ende kan være magtesløs over for en irregulær hær af gangstere. Irak er begyndt at bryde op over etniske og religiøse linjer, indflydelsen fra Iran, medlem af “ondskabens akse”, er vokset, og Tyrkiet forsøger også aggressivt at slå igennem som regional magt. Kurderne, Yazidis og andre religiøse og etniske mindretal bliver brutalt knust midt i det igangværende kaos.
Ifølge den tidligere militære efterretningsofficer Jim Gourley, er det “På dette tidspunkt, uomtvisteligt klart, at det amerikanske militær ikke opnåede nogen af sine strategiske mål i Irak. Vurderet i henhold til de mål, der er fastsat af vores militære ledelse, sluttede krigen i totalt nederlag for vores styrker.” Ikke desto mindre, blot tre år efter formelt at have tilbagetrukket alle kamptropper fra Irak, sender Obama nu hele 3.000 amerikanske tropper tilbage til det uheldige land, hvoraf mange vil blive “indsat i forreste linje.”
Det amerikanske nederlag i Afghanistan har været endnu mere ydmygende. Det rangerer nu som den længste krig i amerikansk historie – næsten 4 gange så lang som USA’s direkte deltagelse i Anden Verdenskrig. Briterne har fejlet i at undertvinge denne region i tre separate krige. Stalinisterne i Sovjetunionen fejlede også. Nu, efter 13 år og 2.200 døde amerikanere, har Obama den frækhed at erklære, at krigen er “afsluttet ansvarligt.” Ifølge den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel, har den amerikanske invasion og besættelse “gjort vores verden mere sikker og givet Afghanistan mulighed for at finde vej til en sikker, demokratisk og velstående fremtid.” Han påpegede videre, at han mener, at den afghanske stat “kan forsvare Kabul” – og udelod dermed bekvemt resten af landet, men forsømt at nævne, at i det nu “demokratiske og velstående land”, dette “nye demokrati” angriber droner hverdag uskyldige, og at deployeringen af over 10.000 amerikanske styrker vil fortsætte i det uendelige.
Disse krige har rystet det amerikanske militærs effektivitet dybt, som redskab til at gennemtvinge imperialisternes vilje. Ifølge militærforfatteren William Greider, “leder vor formodning om uovervindelig overlegenhed os dybere og dybere ind militære konflikter der ikke kan vindes.” William S. Lind, en militærhistoriker, der hjalp med at udvikle begrebet “Fjerde Generations Krig” eller kamp mod oprørere, terrorister og andre “ikke-statslige” grupper, skrev for nylig: “Det mest besynderlige ved vores fire nederlag i Fjerde Generation krigene – Libanon, Somalia, Irak og Afghanistan – er den totale stilhed i det amerikanske officerskorps. Nederlaget i Vietnam avlede en generation af militære reformatorer. . . I dag er landskabet goldt. Ikke én militær stemme høres, som kræver tankevækkende, indholdsmæssige ændringer. Bare flere penge, tak.”
Ifølge en dybdegående artikel af James Fallows om tilstanden af det amerikanske militær, “vil USA bruge mere end $1.000 milliarder på national sikkerhed i dette år. Det omfatter omkring 580 milliarder dollar på Pentagons primære budget, plus “oversøiske sikkerhedsfonde”, 20 milliarder dollars i energiministeriets budget til atomvåben, næsten 200 milliarder dollars til militære pensioner og omkostninger til krigsveteraner og andre udgifter. Men det medregner ikke de mere end 80 milliarder dollars om året i form af renter på dem militært-relaterede del af den nationale gæld. Modregnet for inflation, vil USA bruger omkring 50 procent mere på militæret i år end gennemsnittet gennem den kolde krig og Vietnam-krigen. Den vil bruge lige så meget som de næste 10 nationer til sammen, tre til fem gange så meget som Kina, afhængigt af hvordan man tæller, og syv til ni gange så meget som Rusland. Verden som helhed bruger omkring 2 procent af sin samlede indkomst på sine militære styrker; USA omkring 4 procent.
“De samlede tab for skatteyderne i det mislykkede (Solyndra) sol-energi program [massivt statsstøttet solenergivirksomhed som gik konkurs i 2011, red.] kan ifølge de mest dystre skøn, beløber sig til omkring 800 millioner dollars. De samlede budgetoverskridelser, tab gennem svig og andre tab for skatteyderne på F-35-projektet [Joint Strike Fighter, femte-generations kampfly, som også Danmark formodes at anskaffe som erstatning for F-16, red.] er måske 100 gange så store, men “Solyndra skandalen” er kendt af sandsynligvis 100 gange så mange mennesker, som kender til kvalerne ved F-35 programmet. Her er en anden målestok: De samlede omkostninger ved denne flyvemaskine skønnes nu at være så meget som 1.500 milliarder dollars, eller svarende til et lavt estimat over udgifterne til hele Irak-krigen”.
Oveni den ynkelige fiasko i Afghanistan har USA måttet forhandle med forskellige fraktioner af det løst definerede Taliban for at trække ned sine tropper ud og undgå en altomfattende borgerkrig i denne fase. Ifølge BBC, var den afghanske præsident Ashraf Ghani, i et desperat forsøg på at sammenflikke en regering, nødt til at tilbyde Taleban flere regeringspositioner: “De tre mænd, som præsident Ghani havde håbet at trække ind i hans regering var Mullah Zaeef, den tidligere Taliban ambassadør i Pakistan, der har boet relativt åbent i Kabul i nogle år, Wakil Muttawakil, den tidligere Taleban udenrigsminister, og Ghairat Baheer, en nær slægtning af Gulbuddin Hekmatyar, hvis private styrker er allierede med Taleban. “Der var også forhandlinger om at udpege Taliban guvernører i tre sydlige provinser – Nimruz, Kandahar og Helmand – nogle af de områder, som der blev kæmpet mest blodigt for, af menige amerikanske og britiske tropper [og danske, red.]. Så meget for “vi forhandler ikke med terrorister”!
I sidste ende afviste Taliban tilbuddet. De kan helt sikkert se den begrænsede holdbarhed af det nye regime og har deres øjne rettet mod endnu bredere kontrol og myndighed i en ikke alt for fjern fremtid. Og BBC rapporterede: “Det er ikke engang sikkert, at inddragelsen af Taliban i regeringen ville have stoppet oprøret, eftersom nogle krigsherrer fortsat er imod enhver form for aftale.”
Det er de reelle resultater af de penge og liv der blev brugt i “krigen mod terror.” Med angrebet på Charlie Hebdo, har imperialismen i endnu et land, på bestialsk vis, høstet som de har sået. Islamisk fundamentalisme og imperialismen er to former for kapitalistisk reaktion og er dybt forbundet. De manipulere begge med massernes frygt og fremmedgørelse. Her i begyndelsen af det 21. århundrede, kan man ikke have det ene uden det andet.
Den individuelle terror og statsterroren vil ikke ende før det kapitalistiske system er afsluttet. Kun socialisme kan give os en verden med fred og overflod, baseret på reel ligestilling, gensidig respekt, og en høj levestandard for alle. Arbejdere i alle lande: foren Jer og bekæmp racisme, fundamentalisme, og imperialismen!
