Redaktionel note: Denne
artikel er blevet rettet i forhold til den udgave der først blev
publiceret, som var skrevet på baggrund af ufuldstændige
oplysninger. 14.2.2013.

Danmark
er i krig, igen. Håbet om at en ny centrum-venstre regering ville
sætte en stopper for Danmarks deltagelse i imperialistiske
angrebskrige er blevet gjort til skamme. Med invasionen af det
nordlige Mali, og Libyen-krigen sidste år, er den nye regering nu
oppe på samme antal angrebskrige som den borgerlige regering, om end
omfanget er mindre end krigene i Irak og Afghanistan (hvoraf den
sidste fortsat er i gang med S og SF støtte).

Officielt
udkæmpes krigen, ligesom i Irak og Afghanistan, for at sikre
demokrati, fred og imod islamisk fundamentalisme. Men ligesom med
Irak og Afghanistan så er krigen i Mali baseret på løgne. Krigens
primære mål er ikke at nedkæmpe fundamentalistiske oprørere,
fundamentalister der i årevis er blevet finansieret og udrustet af
de lokale regimer. Ej heller er det at forsvare et demokrati der for
et år siden blev afskaffet ved et militærkup, en kupregering som
invasionen nu sikrer ved magten. Tværtimod, krigen i Mali er et
forsøg på dels at sikre imperialismens og primært Frankrigs
økonomiske interesser og råstofforsyning, og dels et desperat
forsøg fra de imperialistiske lande på at dæmme op for de
problemer som interventionen i Libyen har betydet, og som truer med
at destabilisere regionen yderligere.

Krigsdeltagelse
med S og SFs støtte

Frem
for at en regering med deltagelse fra Socialdemokraterne og
Socialistisk Folkeparti fører en selvstændig, humanitær,
demokratisk og solidarisk udenrigspolitik, for slet ikke at tale om
en socialistisk, så har vi fået en regering der i praksis agerer
skødehund for de vestlige stormagter som de borgerlige gjorde. Det
groteske i situationen understregedes af, at udenrigsminister Villy
Søvndal (SF) ikke engang vidste i hvilken del af Afrika, han havde
sendt danske soldater i krig. Således beskrev han Mali, placeret i
Vestafrika, som et naboland til Somalia, der vel at mærke er det
mest østligt beliggende land i Nordafrika (afstanden svarer til at
kalde Danmark et naboland til Kasakhstan).Det er tydeligt, på trods
af at Mali modtager dansk udviklingshjælp, at regeringen ingen
selvstændig undersøgelse af forholdene eller selvstændig politik
har i forhold til Mali, men blot lystrer Frankrig, USA og EU når de
udkommanderer den danske hær.

Ikke
nok med dette så blev krigserklæringen hastet igennem folketinget
ved et hastemøde i udenrigspolitisk nævn, uden tid til debat af
betydning, uden tid til høring blandt eksperter og befolkningen og
uden tid til offentlig debat og undersøgelse af situationen.
Regeringen påstod at dette var nødvendigt for at sikre Mali imod at
blive overløbet af fundamentalistiske terrorister og for at stoppe
deres menneskerettighedskrænkelser. Hvad man glemte at nævne er, at
den fransk ledede invasion har været forberedt i månedsvis, med
officiel dansk støtte, og at situationen ikke havde forandret sig af
betydning i Mali i de måneder. Denne hastige gennemtrumfning af
krigserklæringen havde netop det formål at forhindre en reel debat
og undersøgelse af situationen og forhindre at der kunne nå at
dannes aktiv modstand imod krigen i befolkningen. Og med god grund,
for selv den mest overfladiske undersøgelse af forholdene viser at
regeringen lyver om krigens baggrund.

I
krig for demokratiet?

Officielt
udkæmpes krigen for at forsvare demokratiet i Mali imod islamiske
fundamentalister. Reelt forholder det sig anderledes. Mali har
traditionelt været kendt som et af Afrikas mest stabile og
demokratiske lande med uafbrudt ”demokrati” i 20 år, en
sjældenhed på kontinentet. Om end at dette demokrati var dybt
korrupt og kun i meget begrænset omfang også gjaldt for Malis
etniske mindretal i nord f.eks. Tuaregerne og araberne. Men i sommers
fik dette sin afslutning da unge officerer væltede den valgte
regering ved et militærkup og siden har regeret landet som et
militærdiktatur. Ledere af hæren var trætte af selv de meget
begrænsedebegrænsninger, som demokratiet satte for hvilke metoder
de kunne bruge imod oprørsgrupper i det nordlige Mali, der kæmpede
for selvstændighed og oprettelsen af et land kaldet Azawad.

Siden
kuppet er alle demokratiske begrænsninger blev ophævet, og
diktaturet har brugt alle tilgængelige midler til at lukke munden på
kritikere og oppositionelle folkelige bevægelser. I det nordlige
Mali har de intensiveret deres kampagne med drab på civile og over
hele landet gennemført etniske udrensninger af tuareger og arabere
og understøttet semi-fascistiske grupper i nord og syd.

Den
franskledede invasion af det nordlige Mali har ikke gjort situationen
bedre. Den franske og malisiske hær har konsekvent forhindret
journalister i at dække begivenhederne i Nordmail og med god grund.
Ligeledes er nødhjælp blevet forhindret i at nå frem. Uafhængige
rapporter beskriver hvordan den malisiske hærs fremrykninger bliver
fulgt af massakrer imod sympatisører af de ationale oprørsgrupper,
og etniske udrensninger vendt mod arabere og tuareger, vel at mærke
uden at den franske hær gør noget for at forhindre det. Invasionen
af det nordlige Mali repræsenterer ingen demokratisk landvinding ej
heller hvad Villy Søvndal beskrev som den reneste krig han kunne
huske længe, tværtimod repræsenterer det endnu et kapitel på den
lange liste af forbrydelser imod menneskeheden udført af korrupte
afrikanske diktaturer og deres (tidligere) koloniherrer i Europa.

De
nationale frihedsbevægelsers rolle

Frem
for at militærkuppet sikrede militærets magt i norden blev
destabiliseringen af landet som kuppet resulterede i det sidste strå
der fik læsset til at kollapse.

Den
nydannede oprørsgrupper MNLA (Den Nationale Bevægelse for
Befrielsen af Azawad), udnyttede i foråret 2012 destabiliseringen og
fordrev den malisiske hær, erklærede Nordmail for selvstændigt og
indsatte deres egen regering.

I
vestlige medier er de demokratiske oprørsgrupper enten blevet helt
ignoreret til fordel for de islamiske eller man har fremstillet dem
som allieret med fundamentalisterne, men intet kunne være længere
fra sandheden.

Det
er rigtigt at oprøret i det nordlige Mali udsprang af begivenhederne
i Libyen. Det er også rigtigt at mange tuareger var lejesoldater i
Gadaffis hær, men hvorfor og hvad de gjorde da revolutionen brød ud
er blevet ignoreret i medierne. Hele Sahara regionen, eller Sahel som
den også er kendt, er præget af nationale befrielsesbevægelser
ofte ledt af undertrykte etniske grupper og nomade folk, heraf bl.a.
tuaregerne. Azawad-området, der er centrum for tuareger oprørerne,
blev i sin tid splittet op af den franske kolonimagt, da Frankrig
blev tvunget ud af Afrika. Dette skete på trods af, eller netop
pga., at tuaregerne havde ledet adskillige store oprør imod den
franske kolonimagt med målet om deres eget land. I stedet blev de
delt mellem andre stater, hvoraf hoveddelen ligger i det nordlige
Mali og mindre bider i bl.a. Burkina Faso, Niger, Algeriet og Libyen.

Siden
har tuaregerne og andre undertrykte grupper i området mange gange
gjort oprør og krævet deres eget samlede land. Men i modsætning
til lignende oprørsgrupper i andre dele af verden så har
tuaregernes oprør traditionelt, med enkelte undtagelser, været
begrænset til relativt korte perioder. Når oprørerne er blevet
besejret har man foretrukket at indgå fredsaftaler i stedet for at
føre langtrukne guerillakrige. En essentiel del af fredsaftalerne
har ofte været at lade de tidligere oprører indgå i de nationale
hære mens tuaregerne så har ventet på næste mulighed for at gøre
oprør.

Dette
var også tilfældet i Libyen. Således var mange tuareger
lejesoldater i Gadaffis hær, men da revolutionen i 2011 brød ud og
destabiliserede den libyske stat, valgte tuaregerne ikke at kæmpe
for Gadaffi, men i stedet at udnytte situationen til egen fordel.
Tuaregerne deserterede i stor stil fra hæren og tog store
våbenlagre, inklusiv militære køretøjer, med sig og drog til det
nordlige Mali hvor de samledes og dannede befrielseshæren MNLA.

Størstedelen
af tuaregerne i Libyen var imidlertid ikke en del af hæren, men
derimod gæstearbejdere. De der arbejde for Gadaffi’s hær gjorde det
ikke så meget pga. støtte til Gadaffi, men som konsekvens af
økonomiske omstændigheder. Mali er et land med enorm fattigdom.
Særligt Nordmali, der i udpræget grad består af ørken. Men som
ansat i Gadaffi’s hær fik man brød på bordet. Med borgerkrigen og
imperialisternes intervention i Libyen mistede disse Tuaregere deres
levebrød og vendte tilbage i stort tal.

Det
er heller ikke en tilfældighed at oprøret i det nordlige Mali
kommer samtidig med at revolutioner breder sig ud over hele
Mellemøsten og Nordafrika. Først og fremmest betød sammenbruddet
af staten i Libyen at oprørerne var bedre bevæbnet end nogensinde
før, men lige så vigtigt var det, at alle regimerne i regionen også
var under pres fra revolutionære bevægelser i deres hjemlande.
Dette betød at de havde sværere ved at afse ressourcer til sammen
at bekæmpe oprørerne og at f.eks. Algeriet først meget sent har
gjort en indsats for at støtte den Malisiske hær i at nedkæmpe
oprøret.

Krig
mod terror og fundamentalister?

I
de officielle forklaringer var oprøret i Nordmali et samarbejde
mellem de nationaldemokratiske oprørsgrupper som MNLA og de
fundamentalistiske grupper som Ansar Dine og al-Qaeda i Det Islamiske
Maghreb (AQIM). Men ligesom med påstandene om den demokratiske krig
og om oprørernes tilknytning til Gadaffi er det også her det
direkte modsatte der er tilfældet. Der findes ingen beviser for at
fundamentalisterne og selvstændighedsgrupperne nogensinde har
samarbejdet. Påstanden om dette samarbejde stammer fra
militærdiktaturet i Mali i deres kampagne imod oprøret og er
ukritisk blevet gentaget af alle større vestlige medier og
regeringer.

Azawad
regionen har længe været plaget af, ikke bare fundamentalistiske
grupper og terrorister, men også af narko- og våbensmuglere.
Faktisk er disse grupper ofte én og samme ting. Men langtfra at være
allieret med oprørsgrupperne så er de fjendtligt indstillede. MNLAs
erklærede mål med oprøret var ikke bare at fordrive den malisiske
hær, men også terroristerne, fundamentalisterne og smuglerne og med
god grund. Disse grupper forpester ikke bare livet for
lokalbefolkningen, men har ofte haft helt eller delvis tilknytning
til de lokale regimer. Imidlertid betyder den kaotiske situation i
Libyen at mange fra Nordmali har mistet udsigten til arbejde her, og
det kan betyde at flere kan se de fundamentalistiske
gangsterorganisationer, der trods alt betaler godt, som en levevej i
fremtiden.

Det
er en velkendt sag i efterretningskredse at AQIM er blevet helt eller
delvist oprettet af Algeriets efterretningstjeneste og er blevet
forsynet med penge og våben derfra. Tuaregerne anklager ligeledes de
andre regimer som Niger og Mali for at havde understøttet og
samarbejde med smuglerne og fundamentalister med det mål at knække
selvstændighedskampen.

At
der utvivlsomt er en vis sandhed i dette, om end det er svært at
sige hvor langt forbindelserne går, har krigen i det nordlige Mali
klart vist. I årevis har AQIM og andre lignende grupper plaget
provinsen uden at havde gjort nogle betydelige forsøg på at tage
magten, ligesom at regimerne ingen betydelig indsats har gjort for at
bekæmpe dem. Først da MNLA havde smidt den malisiske hær ud af
Azawad og etableret deres egen stat, trådte fundamentalisterne for
alvor i aktion. Men i første omgang imod MNLA og ikke mod regimet.
Således var fundamentalisternes officielle mål med krigen at
forhindre oprettelsen af et selvstændigt Azawad og en deling af Mali
og i stedet indføre Sharia. Bevæbnet bl.a. med våben de havde
fået udleveret af USA under krigen i Libyen, lykkedes det
fundamentalisterne hurtigt at erobre kontrollen over det nordlige
Mali væk fra MNLA. I månedsvis stod fundamentalisterne stille i det
nordlige Mali uden at gøre nogle forsøg på at trænge sydpå eller
at angribe ind i andre lande. På samme måde gjorde
militærdiktaturet i syden intet for at forsøge at fordrive dem fra
norden.

Selvom
man altid skal være varsom med ”konspirationsteorier”, virker
det særdeles sandsynligt at både militærdiktaturet og stormagterne
ønskede at give fundamentalisterne tid, til at udføre det beskidte
arbejde med at smadre de demokratiske befrielsesbevægelser, før at
man ville tage kontrollen tilbage over regionen.

Når
den internationale aktion så endelig kom her i januar så skyldes
det ikke kampen for ”demokratiet”, men i højere grad at de
europæiske stormagter frygtede konsekvenserne af at
fundamentalisterne blev stærke nok til at ville forsøge at tage
magten i regionen for dem selv.

De
vestlige stormagter er vel bekendte med at den slags undercover
operationer og krig per stedfortræder kan udvikle sig uheldigt. Det
er således velkendt at det var CIA og USA der finansierede,
bevæbnede og trænede al-Qaeda og Taliban i Afghanistan, mens de
kæmpede mod kommunisterne, blot for at ende op med et regime de ikke
kunne kontrollere og som vendte sig imod dem. Det samme har man set i
Palæstina hvor det ligeledes er velkendt at det var den israelske
efterretningstjeneste Mosad der finansierede og bevæbnede Hamas, for
at bruge dem til at smadre de socialistiske og revolutionære
palæstinensiske grupper, hvorefter Hamas siden vendte sig imod den
hånd der tidligere fodrede dem.

Fundamentalisternes
sejr over MNLA i Nordmali i sommeren 2012 har fået MNLA til at sætte
sin lid til den franskledede intervention. Her ser vi begrænsningerne
i teorien om ”det mindste onde”. I en pressemeddelelse fra den
30. januar 2013 skriver MNLA: ”I går blev de franske tropper, der
gik ind i Kidal, glædeligt modtaget af befolkningen i Kidal og
MNLA’s generalstab. Der blev flaget med franske og Azawad’ske flag
for at give de franske soldater den broderlig modtagelse.”
(www.mnlamov.net/actualites.html).

Ydermere
rapporterer MNLA officielt om hvordan de i øjeblikket gennemfører
antiterror-aktioner og overdrager efterretninger til de franske
styrker. Tilsyneladende håber de på at optjene goodwill hos
imperialisterne i håbet om at få tildelt selvstændighed. Men de
tager alvorligt fejl, hvis de tror at de franske imperialister (med
beskeden støtte fra bl.a. det danske Hercules-fly) har nogen som
helst intentioner om et stærkt selvstændigt Azawad. Frankrig
intervenere for at sikre deres råstofforsyninger, som blandt andet
inkludere 18 procent af Frankrigs uran-import som kommer fra et
område i Niger med et stort tuaregisk mindretal, og som vil blive
alvorligt truet af et selvstændigt Azawad. Ligeledes har indledende
geologiske undersøgelser vist at der er mulighed for at olielommen
fra Algeriet strækker sig helt ind i Nordmali, hvilket heller ikke
er uinteressant i fransk imperialismes optik.

[Fortsættes….]