Gaza bløder under israelsk aggression. Befolkningen har i dagevis været udsat for en endeløs række af bombardementer. Missiler er regnet ned over en befolkning, der ikke har mulighed for at beskytte sig eller flygte. Palæstinenserne i Gazastriben kæmper for at redde det nøgne liv over for en aggression, som er den største og mest brutale, den israelske besættelsesmagt har iværksat i årtier.

Over hele verden er folk blevet forfærdede over den israelske besættelsesmagts brutalitet og fuldstændige foragt for fattige menneskers liv, hjem og tilværelse. Hundredvis af palæstinensere er blevet dræbt. Tusindvis er blevet lemlæstede og sårede. Atter tusinder har mistet deres hjem. Befolkningen i Gaza har overlevet på nødrationer af mel under den israelske belejring, som har varet siden 2006. Langt de fleste har ikke smagt kød i månedsvis. Selv basale fødevarer som tomater og squash er i den seneste periode blevet til luksusvarer, som de fattige folk i Gaza ikke har råd til.

Ifølge Reuters den 4. januar havde Israel dræbt over 500 palæstinensere under angrebet på Gaza. Mindst 2.100 mennesker er blevet lemlæstede og sårede. Disse tal vil stige til endnu mere uhyggelige højder under den nuværende israelske offensiv på landjorden.

De israelske generaler græder krokodilletårer over, at væbnede palæstinensiske grupper sender hjemmelavede raketter ind på palæstinensisk territorium. Men de hjemmelavede, primitive raketter har aldrig været en trussel imod Israel. Israel er Mellemøstens suverænt stærkeste militære magt. Landet råder over atomvåben og de mest sofistikerede våbensystemer i verden.

USA deler deres ypperste militære teknologi med Israel. Selve de F-16 fly og de Apache-helikoptere, som Israel har brugt til bombardementer af palæstinenserne, kommer fra USA. Vestlige politikere og medier ynder at fremstille kampen som en kamp mellem to jævnbyrdige parter. Men intet kunne være længere fra sandheden. Der er tale om, at Mellemøstens stærkeste militære magt overfalder og myrder en forsvarsløs, fattig og udbombet befolkning, som har levet under fremmed besættelse i årtier. Her er vores sympati ubetinget på det undertrykte folks side. Vi står på palæstinensernes side imod de israelske generalers blodige aggression.

En kriminel aggression
De israelske generaler har bombet hospitaler (for eksempel al-Shifa hospitalet), flygtningelejre (for eksempel Jabaliya, som huser 70.000 flygtninge på et lille, uhumsk område), moskeer, markedspladser, ministerier, politistationer, et universitet, marker med afgrøder, som den fattige befolkning lever af, samt massevis af almindelige beboelsesejendomme. De har skudt mænd, kvinder øg børn med artilleri, med kampvogne og med rifler. Det er en uhørt, blodig og kriminel aggression.

Gazas hospitaler mangler desperat medicin og udstyr til at behandle de tusindvis af ofre for aggressionen. Den israelske udenrigsminister Tzipi Livni har kynisk benægtet, at der er en humanitær kris i Gaza, og derfor nægtet at tillade transport af medicin til de nødlidende og døende palæstinensere.

Diplomatiske krokodilletårer
FN har kaldt Israels aggression for en forbrydelse mod menneskeheden og opfordret til øjeblikkelig våbenhvile. Men hele aggressionen udstiller FN’s ubrugelighed. USA’s regering står 100 procent bag Israels overgreb, og FN kan komme med nok så mange hensigtserklæringer og resolutioner. USA vil blokere for alle initiativer, der går imod Israels interesser. Når alt kommer til alt kan FN intet stille op over for de israelske generalers fortsatte massakrer.

Bismarck sagde engang, at den store politik ikke bestemmes af taler og afstemninger, men af jern og blod. Når de imperialistiske staters væsentlige interesser står på spil, så er der ikke plads til snakkeklubber som FN. FN vedtager hvert eneste år resolutioner, der fordømmer Israels besættelse af palæstinensisk jord, men selv om det stort set kun er Israel og USA, der stemmer imod disse resolutioner (enkelte gange har lande som Usbekistan også stemt imod af hensyn til forholdet til USA), så nytter det intet. Palæstinensernes forhold er ikke blevet forbedret af nok så mange resolutioner, FN-afstemninger, taler og papirer. Tværtimod er undertrykkelsen fortsat med større intensitet end tidligere.

EU’s ledere har opfordret til ”våbenhvile”. De fremstiller konflikten som om, den foregår mellem to ligeværdige parter, der har lige megen skyld. Men det er en absurd fremstilling af begivenhederne.

Hvis en indbrudstyv kommer ind i dit hjem, gør det klart at han agter at blive boende i dit hjem, tæsker din familie med et jernrør, voldtager din kone og ødelægger al inventar, og du derefter sætter dig til modværge med en kniv eller et bordben, så ville de færreste nok lytte til voldtægtsmandens råb om, at hans rettigheder bliver krænket og at han skam har ret til at forsvare sig selv. Endnu færre ville nok finde på at opfordre til våbenhvile og fredelig sameksistens mellem dig og indbrudstyven.

Ikke desto mindre er det sådan, lederne af EU argumenterer. De opfordrer til fredelig sameksistens mellem de israelske generaler og det undertrykte, kuede og koloniserede folk. De opfordrer til fred mellem morder og offer. Med Bibelens ord er de som de filistre, der råbte ”fred, fred!”, når der ingen fred er. Det samme kan siges om alverdens pacifister.

”Fredsprocessen”
Efter Sovjetunionens kollaps ønskede de amerikanske imperialister at opnå tættere forbindelse til de arabiske regimer. Derfor lagde de pres på Israel for at give indrømmelser til palæstinenserne. Dette førte til ”fredsaftalerne” i Madrid og Oslo. Disse aftaler løste intet for palæstinenserne – tværtimod er situationen forværret siden da, og den nationale undertrykkelse er kun taget til i styrke. Antallet af bosættelser, som består af fanatiske jøder, der stjæler den bedste jord fra palæstinenserne, er eksploderet. I 1990 var der 76.000 jødiske bosættere på Vestbredden. I 2000 var dette tal steget til 383.000, og i dag er der over 500.000 bosættere på den besatte Vestbred. Denne israelske offensiv foregik i perioden med den såkaldte ”fredsproces”.

Israels kolonisering af palæstinensisk jord giver blandt andet Israel adgang til en ressource, som området er fattig på – vand. En tredjedel af Israels vandforbrug kommer fra Golan-højderne, som egentlig tilhører Syrien, men som blev annekteret af Israel i 1981. Desuden kommer en stor del af Israels vandforbrug fra Vestbredden. De palæstinensere, som bor på Vestbredden, lever med rationering af vandet, og det er det vand, der har den dårligste kvalitet, der bliver efterladt til dem. Det smager salt og er i mange tilfælde så godt som udrikkeligt.

Israels såkaldte ”tilbagetrækning” fra Gaza i 2005 var rent hykleri. I virkeligheden banede det blot vejen for, at Israel gentagne gange har kunnet bombe Gaza uden at risikere at ramme bosættere. Gaza har hele tiden været besat og under belejring. Israel har hele tiden kontrolleret Gazas grænser, luftrum og adgang til havet.

Bush og Obama
George Bush er en varm fortaler for demokrati. Sagen er bare den, at for ham betyder ”demokrati”, at den uindskrænkede magt ligger hos de amerikanske banker og monopoler, som han repræsenterer. Saudi Arabien med dets offentlige halshugninger af ”moralske syndere”, massive kvindeundertrykkelse og store økonomiske støtte til alle fundamentalistiske wahabi-grupper overalt i verden, fra Pakistan til Tjetjenien og Libanon, er i denne sammenhæng en af George Bushs nære ”demokratiske” venner og allierede. Det samme gør sig gældende med det reaktionære og arbejderfjendske diktatur i de Forenede Arabiske Emirater, det enevældige monarki i Jordan og Mubaraks korrupte anti-arbejderklasse diktatur i Egypten.

Da palæstinenserne gik til valg i 2006, blev den korrupte klike i toppen af Fatah og resten af PLO sparket ud af regeringskontorerne. I stedet blev Hamas valgt. Hamas fik 74 ud af 132 pladser i det palæstinensiske parlament. Man kan sige meget om Hamas – hvilket vi kommer til senere – men man kan ikke benægte, at de blev demokratisk valgt. Som straf for, at palæstinenserne havde stemt på ”de forkerte”, blev de palæstinensiske selvstyreområder underkastet en hård blokade og belejring af Israel, USA og EU. Det har blandt andet betydet, at vigtigt medicinsk udstyr til hospitalerne er blevet holdt ude. Flere patienter – blandt andet bløder- og dialysepatienter – er døde som følge af denne blokade. Blokaden blev først ophævet for Vestbredden i 2007, da Fatahs ledelse gennemførte et regulært militærkup med støtte fra Egypten og Jordan. Kuppet slog imidlertid fejl i Gaza, hvor ingen gad at forsvare Fatah, og Hamas derfor kunne jage Fatahs ledere og væbnede styrker ud af Gazastriben.

USA’s kommende præsident Barack Obama har ikke sagt så meget om den nuværende aggression. Igennem sin talsmand har han imidlertid ladet forstå, at han bakker op om USA’s ”særlige forhold” til Israel, og at han har ”forståelse for Israels behov for at forsvare sig selv”.

Barack Obama er tæt knyttet til den ekstremistiske lobbyorganisation AIPAC, der er den største pro-israelske lobbyorganisation i Washington. New York Times har beskrevet AIPAC som ”den mest indflydelsesrige lobbyorganisation, der påvirker USA’s forhold til Israel”. Obama har talt til AIPAC’s kongres, og Obama er om muligt endnu tættere knyttet til de højreekstreme zionister end selv George W. Bush.

Den arabiske verden i oprør
I hele den arabiske verden er folk forfærdede og vrede over Israels overfald på Gaza. Der har været massedemonstrationer i Libanon, Egypten, Irak, Jordan, Syrien og andre steder. Også på Vestbredden har der været kæmpemæssige protester, hvor israelske soldater har likvideret demonstranter, blandt andet i Ramallah. Desuden har der været store protester i andre lande, for eksempel i Tyrkiet, Italien og England. I København har der også været demonstration foran den israelske ambassade.

Arabiske TV-stationer som Al Jazeera og Al Arabiya viser døgnet rundt billeder af lemlæstede palæstinensiske børn, massakrerede familier og andre ofre for den israelske aggression. Vreden er altomfattende blandt de arabiske befolkninger.

Masserne i den arabiske verden er i oprør over den massakre, som deres brødre og søstre i Gaza bliver udsat for. I Jordan demonstrerede mindst 60.000 i ”Sport City” i Amman. En demonstration med 5.000 advokater krævede under parolen ”ja til geværer, nej til fred”, at kongedømmet opsiger fredsaftalen med Israel og smider den israelske ambassadør ud af landet. Forskellige venstrefløjsorganisationer har organiseret protester med tusindvis af deltagere. Der har været uroligheder og gadekampe i Amman. Slogans som ”Hævn! Hævn! Hamas, bomb Tel Aviv!” genlyder i gaderne.

Jordans befolkning består af omkring 60 procent palæstinensere, som er flygtninge og efterkommere fra krigene og de etniske udrensninger i 1948 og 1967.

I de arabiske lande har vreden især været vendt mod de korrupte arabiske regimer i deres egne lande. I Egypten var omkring 250.000 demonstranter på gaden for at protestere mod massakren. Demonstranterne krævede blandt andet, at den egyptiske regering skal åbne grænsen, så beboerne i Gaza får mulighed for at flygte fra de israelske angreb. Desuden er der krav om, at al diplomatisk forbindelse til Israel skal ophøre omgående, og at alle fredsaftaler skal rives itu.

Det egyptiske regime har nægtet at åbne grænsen til Gaza, så palæstinenserne kan flygte fra den israelske massakre. De indrømmer endda, at det er fordi grænseovergangen ved Rafah ”politisk set bliver kontrolleret af de fire stormagter, der står bag ’køreplanen for fred’”. Regimet indrømmer med andre ord, at det ikke engang kan åbne de grænseovergange, de ønsker, uden tilladelse fra USA. Det er ikke uden grund, at diktatoren Hosni Mubarak i Cairos gader kendes som ”USA’s hund” og ”Israels ambassadør i Egypten”.

Egypten er det land – næst efter Israel – som modtager den største militære hjælp fra Israel. Hosni Mubarak er en af USA’s vigtigste allierede i den arabiske verden. Landet har været i undtagelsestilstand siden 1981, men på trods af regimets undertrykkelse er arbejderne begyndt at røre på sig og truer regimet, hvilket vi tidligere har rapporteret. Den egyptiske arbejderklasse er den største og vigtigste i den arabiske verden, og regimet er i en dyb social krise, hvor selv grupper som er en integreret del af statsapparatet (som for eksempel skatteopkræverne) har været ude i store og omfattende strejker i et land, hvor uafhængige fagforeninger og strejker er forbudt.

Mubaraks diktatur i krise
Regimet i Egypten er en af Vestens ”alliancepartnere” – hvilket i praksis vil sige USA’s lakaj. Det er et modbydeligt og undertrykkende regime, hvor aktivister, der kræver demokrati systematisk bliver arresteret og tortureret. Fagligt aktive bliver forfulgt. Mænd tvinges til at voldtage hinanden af politiet. Kvinder bliver voldtaget af politiet i Mubaraks fangehuller. Regimet er notorisk et af de mest korrupte og uduelige i den arabiske verden – og det siger ikke så lidt. Overgrebene er veldokumenterede af journalister og menneskerettighedsgrupper som Amnesty International.

På trods af undertrykkelsen og brutaliteten er regimet ikke i stand til at holde protesterne nede. Særlig vigtigt er det, at arbejderklassen er begyndt at røre på sig og genfinde sine revolutionære traditioner.

I et par år – i hvert fald siden 2006 – har der været en stigende bølge af strejker, fabriksbesættelser og klassekamp i Egypten. Især tekstilarbejderne – hvoraf en stor del er kvinder – har været i front. Vigtigst har været tekstilfabrikken Ghazl al-Mahalla med 27.000 arbejder, som vi tidligere har rapporteret om. Den 6. april 2008 var der generalstrejke i Egypten. Hele 2008 har været et år i klassekampens tegn. Så sent som 25. december var der strejker og demonstrationer med arbejdere i Cairo, Fayoum, Assiut, Qena og Aswan. Demonstranterne synger revolutionære, pan-arabiske og kommunistiske sange, som ellers ikke er blevet hørt offentligt siden 1970’erne.

Klassekampene er også blevet forbundet til solidaritet med palæstinenserne, særligt den belejrede befolkning i Gaza. Under en kamp i African Cup, som Egypten vandt, fejrede den populære angriber Abu Treika sin scoring ved at vise en t-shirt med teksten ”solidaritet med Gaza”. Det afspejler, hvor vigtig solidariteten med palæstinenserne er for almindelige egyptere.

2007 var et rekord-år med mange strejker. Men i 2008 var der dobbelt så mange strejker ifølge den egyptiske ugeavis Al Ahram Weekly. Avisen skriver i udgaven fra 1-6. januar:

”De omtrent 323 folkelige protester, der fandt sted i hele landet omfattede hele det sociale spektrum fra arbejdere til beduiner og bønder. Demonstrationer og strejker med studerende, læger, journalister, universitetsprofessorer og dommere blev ikke taget med i centerets optælling. Hvis de blev det, siger den politiske analytiker Amr El-Choubaki fra Al-Ahram Centeret for Politiske og Strategiske Studier, ville antallet af protester i det første kvartal af 2008 svare til summen af hele 2007.
’Sådan en stigning blev sidst set under [demonstrationerne der førte til 1919-revolutionen og efterfølgende] grundloven fra 1923,’ sagde El-Choubaki.”

Og artiklen fortsætter:

”Demonstrationer med den tidligere medie-hypede anti-Mubarak gruppe Kifaya var en undtagelse i de sidste 12 måneder. De mest bemærkelsesværdige protester i 2008 kom fra arbejderkredse. De samme arbejdere, der begyndte en række strejker og demonstrationer i slutningen af 2006, og som eskalerede dramatisk i 2007 (da over 20.000 arbejdere på Ghazl Al-Mahalla tekstilfabrikken besatte fabrikken i 10 dage i protest over udeblevne betalinger af tillæg), fortsatte og indledte 2008 med en massiv demonstration i februar. Til forskel fra tidligere protester, som fokuserede på at forbedre arbejdsforhold og lave lønninger, havde denne en anti-regerings tone.”

Det mest bemærkelsesværdige er den klare førerposition, som arbejderklassen har taget. Tidligere har det Muslimske Broderskab og diverse studenteraktivister arrangeret en række demonstrationer for demokratiske rettigheder, ytringsfrihed og imod tortur, men det har aldrig bekymret regimet, der til enhver tid kunne fængsle og torturere irriterende elementer lige så let som man vifter en flue væk. Men når først arbejderklassens tunge bataljoner er begyndt at røre på sig, strejke, demonstrere og besætte fabrikker, så er regimet havnet i dyb krise og kan ikke længere gøre som det plejer. Egypten bevæger sig i retning af en revolutionær krise, og det er ikke udelukket, at regimet kan falde.

Det Muslimske Broderskab
I Egypten er det Muslimske Broderskab (Ikhwan al-Muslimeen) det største parti i opposition. Men i realiteten er partiet et konservativt bolværk til forsvar for systemet. Partiet blev i sin tid brugt af præsident Sadat til at bekæmpe venstrefløjen i 1970’erne, hvor Sadat gennemførte hårde IMF-programmer med angreb på levestandarden for arbejderne og de fattige.

Ved demonstrationer i Cairo har det Muslimske Broderskab opført sig som regimets agenter. Demonstrationerne er blevet opdelt efter køn, og Broderskabets folk så det som deres fornemste opgave at stoppe alle slogans, der var vendt imod Mubarak og det korrupte regime. I realiteten forsøgte de at dække over Mubaraks nære forhold til USA og Israel. Det Muslimske Broderskab er et konservativt parti, der på ingen måde står i opposition til det nuværende system i Egypten. De udgør regimets anden forsvarslinje, og hvis regimet falder, vil de forsøge at redde kapitalismen i Egypten. De vil forsøge at fortsætte Egyptens nuværende bånd til USA og derigennem også til Israel. Selv hvis dette skulle være umuligt på grund af massernes pres, vil det Muslimske Broderskab gøre alt i deres magt for at redde kapitalismen og knække arbejderbevægelsen i Egypten.

Nogle grupper på venstrefløjen har forsøgt at alliere sig med det Muslimske Broderskab i en slags ”demokratisk front”, men den vigtigste opgave i Egypten er at udstille det Muslimske Broderskab som et arbejderfjendsk parti, der ikke er en reel opposition til det nuværende korrupte diktatur.

Vil Israel vinde?
Israel ser skræmmende ud med sit enorme arsenal af våben. Det er en monstrøs militær magt, der ikke respekterer menneskeliv. Der er ingen tvivl om den store ildkraft, de israelske generaler råder over. Men det er ikke i sig selv en garanti for, at de vil opnå deres mål.

Israel har i virkeligheden ikke vundet en eneste krig i et byområde siden 1967, hvor de indtog Jerusalem. Og en egentlig krig har Israel ikke vundet siden 1973. Israels gentagne invasioner af Libanon er endt i ynkelige nederlag. Da Israel i 2006 overfaldt Libanon flygtede mange af de israelske soldater tilbage over grænsen i løbet af kort tid.

Hamas er ikke en så stærk organisation, som det kunne se ud. Organisationen har ikke engang formået at beskytte sine egne militære ledere ordentligt fra israelske angreb. I løbet af Israels aggression i 2006 i Libanon mistede Hizbollah omkring 200 af sine folk. Det var i løbet af fem uger. Hamas mistede et tilsvarende tal allerede den første dag, Israel begyndte at bombardere Gaza. Sagen er, at Hamas er en svag militær magt, og organisationen er gennemhullet af spioner fra Israel, Egypten og Fatah.

Ikke desto mindre vil Gazas befolkning – herunder Hamas’ folk – kæmpe hårdt og heroisk imod de israelske soldater i de næste dage. Israel vil ikke få det let i de snævre gyder, de små veje og den lille mængde plads i Gaza. Mange steder er det umuligt for de israelske Merkava-kampvogne at komme frem, og det er kun muligt at komme frem til fods eller med lette køretøjer, der ikke yder soldaterne beskyttelse. Det bliver en blodig affære for Israel, og de bliver nødt til at stile efter en hurtig afslutning for at undgå en større ydmygelse.

Hamas’ svaghed
Hamas blev valgt som et resultat af Fatah-ledelsens fallit og korruption. Den såkaldte ”fredsproces” har været en katastrofe for palæstinenserne, og de var desperate efter at få en ny politik, der kan sikre deres rettigheder. Hemmeligheden bag Israels had til Hamas er ikke, at de israelske politikere afskyr fundamentalisme (i 1980’erne støttede de Hamas imod den palæstinensiske venstrefløj), men at de er bange for de palæstinensiske masser. De israelske generalers besked til palæstinenserne er: ”gør som vi siger, eller I bliver bombet! Underkast jer vores vilje eller I bliver invaderet, skudt og massakreret!”

Hamas har gang på gang forsøgt at indgå fredsaftaler med Israel. De har flere gange tidligere afholdt ensidige våbenhviler, og den våbenhvile, som blev afsluttet for nylig, blev kun brudt af Israel. Hamas’ ledere er klar over, at de ikke kan få indrømmelser gennem enkelte affyringer af de primitive Qassam-raketter (formålet er i højere grad at få det til at se ud som om, at de gør noget for at bekæmpe besættelsesmagten). De har i stedet forsøgt med våbenhviler og forhandling. Men det har de heller ikke fået noget ud af.

Sagen er, at Hamas ikke er et reelt alternativ til den korrupte ledelse af Fatah og resten af PLO. Det eneste, Hamas har opnået med sine raketaffyringer er at ramme enkelte fattige, civile israelere. Det har kun hjulpet de krigsgale israelske generaler og de zionistiske politikere. Det har skubbet mange almindelige israelere i armene på højrefløjen.

Hamas’ taktik skal ikke bedømmes ud fra abstrakt moral. Den skal bedømmes ud fra, om den virker eller ej. PLO var for 15 år siden nødt til at opgive den såkaldt ”væbnede kamp” fordi det ikke gav dem nogen resultater. I stedet forsøgte de at forhandle, hvilket gav endnu færre resultater (bortset fra at det gjorde det muligt for PLO-lederne at tjene ganske godt på deres nye forhold til Israel og USA).

Hvis en væbnet kamp imod den israelske besættelsesmagt skal nytte noget, så må den baseres på masserne. Hamas burde bevæbne befolkningen, og forsvaret af Gaza må være under demokratisk kontrol. Alle officerer i de væbnede styrker må være på valg. Samtidig er det nødvendigt at appellere til den israelske arbejderklasse. I stedet for raketter med sprængstoffer burde de sende raketter med løbesedler ind i Israel. De må opfordre almindelige israelere til at gøre det af med den zionistiske regering og indgå forbund med palæstinenserne. At der er utilfredshed i den israelske befolkning kan blandt andet ses på den kendsgerning, at kommunistpartiet sidste år modtog en tredjedel af stemmerne ved lokalvalget i Jerusalem, hvilket var en kæmpemæssig fremgang.

Der må også appelleres til de israelske soldater. De er unge værnepligtige, og de kan påvirkes af begivenhederne. Årsagen til, at Israel trak sig tilbage fra det meste af Libanon i 1980’erne var, at der var en udbredt stemning af mytteri og had til hærens ledelse.

Politisk tomrum i Palæstina
Denne artikels forfatter er ikke helt ubekendt med folkene i Mellemøsten. Da jeg var på Vestbredden i 2007, kort efter ”borgerkrigen” i de palæstinensiske områder, sad jeg på en café og røg vandpibe med en flok unge palæstinensere. En af dem var politimand, andre var studerende, arbejdere eller arbejdsløse. Jeg spurgte dem, hvad de mente om Fatah og Hamas. De sagde alle sammen, at Fatah var korrupt – særligt den unge politimand kendte til det og fortalte anekdoter. De sagde også, at de ikke var enige med Hamas, men nogle af dem havde alligevel stemt på dem, bare for at prøve noget andet. Men tiltro til dem – nej! Det havde de ikke.

Jeg spurgte dem derefter, hvem der var de bedste politikere? Jeg havde måske regnet med, at de ville sige Yasser Arafat (selv om han er død), Marwan Barghouti (en kendt venstrefløjsleder i Fatah, som sidder i israelsk fængsel) eller Ahmed Sa’adat (lederen af PFLP). Men jeg fik et helt andet svar: Fidel Castro og Hugo Chavez! En enkelt nævnede imidlertid, af grunde jeg ikke forstod, Jaques Chirac.

Disse unge palæstinensere var ikke politisk aktive (selvom de har deltaget i gadekampe imod israelsk militær), men de var revolutionære. Og de vidste utroligt meget om verdens forhold, formentlig mere end gennemsnittet af unge i Europa. Og de ønskede en revolutionær, socialistisk politik i spidsen for den palæstinensiske befrielseskamp. De så bare ikke nogen, der leverer sådan en politik. Den virkelige tragedie er, at der mangler en revolutionær ledelse.

For en socialistisk føderation
Mellemøsten er rig på ressourcer. Det har alle muligheder for at være et paradis på jord. Industrien i Egypten, Israel og Syrien, den veluddannede befolkning i Jordan, Irak, Palæstina samt andre steder, gør det fuldt ud muligt at etablere et samfund, hvor ingen behøver at være fjender, og hvor der er nok til alle. Men det er umuligt så længe, at zionisterne sidder på magten i Israel, så længe USA dominerer regionen og så længe de korrupte regimer hersker i de arabiske lande. Kort sagt er der ingen fremtid for Mellemøsten, så længe kapitalismen er det dominerende system.

Folkene i Mellemøsten har en lang tradition for at leve sammen side om side. Men kapitalismen har skabt zionisme, racisme, imperialisme og fundamentalisme. Folkeslagene i Mellemøsten kan sagtens leve fredeligt sammen. Men det kræver, at der bliver gjort op med det nuværende system og de nuværende nationale grænser. En frivillig føderation af demokratiske, socialistiske republikker i Mellemøsten er det eneste, der kan sikre dette. Det er den eneste fremtid.