Efter USA’s og Israels skandaløse, uprovokerede angreb på Iran genudgiver vi følgende artikel, som oprindeligt blev skrevet efter tolvdageskrigen i juni 2025. Dens indhold er stadig lige så relevant som dengang.

Som artiklen forklarer, må kommunister gøre én ting fuldstændig klart: Dette er en røverisk, imperialistisk krig, der føres for at underkue eller ødelægge Iran, for at tjene de amerikanske og israelske kapitalisters interesse. Vi siger utvetydigt: Fingrene væk fra Iran! Ned med imperialismen!

“De skyder kvinder, fordi deres hår er utildækket. De skyder studerende. De suger simpelthen ilten ud af disse modige og begavede mennesker, det iranske folk. Beslutningen om at handle, om at gøre oprør denne gang, er det iranske folks beslutning.” Ordene stammer fra den israelske premierminister Netanyahu, som sagde det midt under Israels angreb på Iran.

I sin hykleriske og kyniske udtalelse brugte han bekymringer om menneskerettigheder til at opfordre til at vælte det iranske regime.

De fleste mennesker ville blive frastødt af sådan en udtalelse fra lederen af det israelske regime, som i øjeblikket fører en folkemordskampagne mod palæstinenserne i Gaza. Spørgsmålet om revolutionære kommunisters holdning til den såkaldte tolvdageskrig er imidlertid værd at overveje i lyset af historiske fortilfælde.

I 1930’erne førte Trotskij en polemik om hvilken holdning revolutionære bør indtage i en militær konflikt, som har mange paralleller til krigen mellem Israel og Iran. Vi mener, det er nyttigt at genbesøge den diskussion.

I 1935 førte det fascistiske Italien en militær kampagne mod Abessinien (også kendt som Etiopien). Målet for kampagnen var klart: at kolonisere en af de sidste tilbageværende uafhængige stater, der havde overlevet det 19. århundredes ‘Kapløb om Afrika’ mellem de store imperialistiske magter.

Men som det altid er tilfældet med imperialistiske interventioner, blev invasionen ført i menneskerettighedernes navn. Mussolini hævdede, at hans mission var med civiliserende formål og blev udført under banneret om afskaffelse af slaveri. Nøjagtig ligesom Netanyahu, slagteren i Gaza, der hævder, at han forsvarer kvinders rettigheder i Iran. I praksis brugte italiensk imperialisme ret brutale metoder til at “civilisere” etiopierne, herunder brutale massakrer og udbredt brug af sennepsgas.

Det etiopiske imperie blev regeret af kejser Haile Selassie, et regime, der på ingen måde kunne betegnes som demokratisk. Det fik nogle på venstrefløjen til at argumentere for, at krigen var en konflikt mellem to diktatorer, og at arbejderbevægelsen derfor ikke skulle støtte nogle af parterne.

Det var holdningen hos lederne af det britiske Independent Labour Party, herunder James Maxton. I en artikel med titlen On dictators and the heights of Oslo afviste Trotskij denne moralistiske tilgang:

“De definerer således krigens karakter ud fra statens politiske form, hvor de selv betragter denne politiske form på en ganske overfladisk og rent beskrivende måde uden at tage hensyn til de sociale grundlag for begge ‘diktaturer’.”

Trotskij insisterede på, at det vigtigste kriterie for at bestemme arbejderbevægelsens holdning til krigen ikke var en overfladisk analyse af statens politiske form, men snarere kampens faktiske indhold:

“Hvis en diktator stillede sig i spidsen for det indiske folks næste opstand for at knuse de britiske lænker – ville Maxton da nægte denne diktator sin støtte? Ja eller nej? Hvis ikke, hvorfor nægter han da sin støtte til den etiopiske ‘diktator’, der forsøger at kaste de italienske lænker af sig?”

Han stillede spørgsmålet konkret:

“Hvis Mussolini sejrer, betyder det en styrkelse af fascismen, en styrkelse af imperialismen og en modløshed blandt de koloniale folk i Afrika og andre steder. Negus’ [kongens] sejr ville derimod være et kraftigt slag ikke kun mod italiensk imperialisme, men mod imperialismen som helhed, og ville give en kraftig impuls til de undertrykte folkeslags kampgejst. Man må virkelig være fuldstændig blind for ikke at se dette.”

Som vi kan se, var Trotskijs position bestemt af forståelsen af, at dette i bund og grund var en kamp mellem et kapitalistisk imperialistisk land (Italien), der ønskede at underkaste et tilbagestående land (Etiopien) direkte kolonial dominans. Han havde fremført det samme argument et år tidligere i et brev til Det Internationale Sekretariat:

“Selvfølgelig er vi for Italiens nederlag og Etiopiens sejr, og derfor må vi gøre alt vi kan for at hindre de andre imperialistiske magter i at støtte italiensk imperialisme med alle tilgængelige midler og samtidig lette leveringen af våben osv. til Etiopien så godt vi kan.

Vi vil dog understrege, at denne kamp ikke er rettet mod fascismen, men mod imperialismen. Når det drejer sig om krig, er det for os ikke et spørgsmål om, hvem der er ‘bedst’, Negus eller Mussolini, men snarere et spørgsmål om klasseforhold og en underudviklet nations kamp for uafhængighed fra imperialismen.” (egen fremhævelse)

Trotskij vendte tilbage til spørgsmålet i 1940 i forbindelse med debatten i det amerikanske Socialist Workers’ Party mod Max Shachtman. Trotskij argumenterede for, at et forsvar for Sovjetunionen ikke betød politisk solidaritet med det stalinistiske bureaukrati eller støtte til dets handlinger. Ubetinget støtte til og forsvar af Sovjetunionen mod imperialistisk intervention var berettiget ikke på grundlag af dets politiske regime, men snarere på grundlag af, at Sovjetunionen havde afskaffet kapitalismen, det vil sige på grundlag af de sociale relationer, som de forskellige involverede regimer repræsenterede.

“Vi støttede Abessinien, ikke fordi Negus var politisk eller ‘moralsk’ overlegen i forhold til Mussolini, men fordi forsvaret af et tilbagestående land mod kolonial undertrykkelse er et slag mod imperialismen, den verdensomspændende arbejderklasses største fjende.” (Balance sheet of the Finnish events)

Han understregede denne pointe i sine fragmentariske noter om Sovjetunionen, som han skrev samme år:

“Da Italien angreb Etiopien [i 1935] var jeg fuldt ud på sidstnævntes side, på trods af den etiopiske Negus, som jeg ikke har nogen sympati for. Det vigtige var at modsætte sig imperialismens erobring af dette nye territorium. På samme måde modsætter jeg mig nu fuldt ud den imperialistiske lejr og støtter Sovjetunionens uafhængighed, på trods af den Negus som sidder i Kreml.”

På et andet tidspunkt behandlede Trotskij et lignende spørgsmål. I en diskussion med den argentinske fagforeningsleder Mateo Fossa argumenterede han imod den stalinistiske politik om ‘demokrati mod fascisme’. I Latinamerika betød det i praksis, at de kommunistiske partier støttede magthaverne og partier, der var for amerikansk imperialisme, uafhængigt af deres demokratiske karakter eller mangel på samme. Denne politik medførte for eksempel, at det cubanske kommunistparti i 1942 gik ind i Fulgencio Batistas regering med to ministre.

Trotskij formulerede sig således:

“Jeg vil tage det mest enkle og indlysende eksempel. I Brasilien hersker der nu et halvfascistisk regime, som enhver revolutionær kun kan se på med had. Lad os dog antage, at England i morgen indgår i en militær konflikt med Brasilien. Jeg spørger jer, på hvilken side af konflikten bør arbejderklassen stå?

Jeg vil svare for mit eget vedkommende – i dette tilfælde vil jeg være på det ‘fascistiske’ Brasiliens side mod det ‘demokratiske’ Storbritannien. Hvorfor? Fordi konflikten mellem dem ikke vil handle om demokrati eller fascisme. Hvis England sejrer, vil hun indsætte en anden fascist i Rio de Janeiro og lægge dobbelte lænker på Brasilien. Hvis Brasilien derimod sejrer, vil det give et kraftigt skub til landets nationale og demokratiske bevidsthed og lede til Vargas-diktaturets omvæltning.

Et nederlag til England vil samtidig være et slag mod britisk imperialisme og give et skub til det britiske proletariats revolutionære bevægelse. Man må virkelig have et tomt hoved for at reducere verdens fjendtligheder og militære konflikter til kampen mellem fascisme og demokrati. Under alle masker må man kunne skelne mellem udbyttere, slaveejere og røvere!” (Anti-imperialist struggle is the key to liberation).

Historiske paralleller har selvfølgelig sine begrænsninger, men vi mener, at den metode, Trotskij anvendte i disse tilfælde, er korrekt og kan anvendes på krigen mellem Israel og Iran.

Israel er en kapitalistisk magt med aggressive ambitioner i hele regionen. Bag sig har det den mest magtfulde imperialistiske magt på Jorden, USA, og alle de europæiske imperialistiske magter. Dets krig mod Iran er en imperialistisk aggressionskrig. Det er konfliktens grundlæggende karakter, uanset karakteren af det politiske regime i Israel og Iran.

Revolutionære kommunister står fuldt ud på Irans side, selvom vi ikke har nogen sympati for ayatollahernes politiske regime, som er et reaktionært, arbejderfjendsk regime. Derfor er vores parole i denne krig: “Fingrene væk fra Iran! Ned med amerikansk-israelsk imperialisme!”