Om morgenen lørdag den 28. februar blev Teheran rystet af en række kraftige eksplosioner, da amerikanske og israelske missiler ramte Irans hovedstad. Der steg røgskyer op fra Teheran, Qom og andre iranske byer, hvilket markerede krigens begyndelse.

Med et slag blev den endeløse parodi på meningsløse forhandlinger pludselig afbrudt af virkeligheden.

I flere måneder blev denne absurde farce udspillet foran offentligheden med henblik på at skabe en illusion om, at der snart ville blive indgået en aftale – at fred og harmoni ville herske.

Velvidende om både Washingtons intentioner og hvor tæt et amerikansk militærangreb syntes at være, skyndte Omans udenrigsminister, Badr Albusaidi – hvis land har faciliteret forhandlingerne – sig til Washington i et forsøg på at fremstille forhandlingerne i det mest positive lys muligt. I et usædvanligt træk optrådte han endda på CBS, hvor han afslørede vigtige detaljer om den forestående aftale og sagde, at en fredsaftale var inden for rækkevidde.

Albusaidi fik dog kun lov til at mødes med vicepræsident JD Vance, hvor han argumenterede for, at forhandlingerne var på randen af et stort gennembrud. Han fastholdt, at den foreslåede aftale ville overgå atomaftalen fra 2015, som Donald Trump trak sig ud af i 2018.

Ifølge Albusaidi havde Iran accepteret betingelser, der omfattede eliminering af landets lagre af højt beriget uran, omdannelse af de eksisterende reserver til mindre beriget materiale og tilladelse til omfattende overvågning af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA). Han tilføjede, at amerikanske inspektører potentielt kunne få lov til at operere i Iran sammen med IAEA. I henhold til de foreslåede betingelser ville Iran begrænse sin berigelse af uran til de niveauer, der er nødvendige for atomkraft til civile formål.

Det var et meget rimeligt forslag, som sandsynligvis kunne være blevet accepteret af USA – forudsat selvfølgelig, at USA overhovedet var interesseret i fred.

For USA svarede igen på de rimelige forslag med en regn af bomber og missiler.

Dmitry Medvedev, næstformand for Ruslands Sikkerhedsråd, kritiserede Trump for angrebet på Iran og stillede spørgsmålstegn ved, hvilken af de stridende parter der har udholdenhed, i betragtning af at USA’s relativt korte historie kun er 250 år gammel, mens den persiske civilisation er 2.500 år gammel.

“Fredsmægleren viste endnu en gang sit ansigt,” sagde Medvedev. “Alle forhandlinger med Iran er ren facade. Ingen tvivlede på det. Ingen ønskede virkelig at forhandle om noget.”

Som en iransk Telegram-kanal udtrykte det: “Endnu en gang angreb USA, mens Iran forsøgte at forhandle. Endnu en gang virker diplomati ikke med terrorstaten USA.”

En gentagelse

Det er ikke første gang, at vi er vidne til en lignende farce. Præcis det samme diplomatiske spil blev opført sidste sommer.

Manuskriptet var identisk. Skuespillerne var stort set de samme, og slutningen var lige så forudsigelig fra starten.

Manden i Det Hvide Hus klager nu over, at forhandlingerne mislykkedes, fordi iranerne ikke var parate til at forhandle “i god tro”.

Det er en løgn. Hvis nogen forhandlede i ond tro, var det ikke iranerne, men amerikanerne, der bevidst brugte falske forhandlinger som røgslør for at skjule deres planer om at angribe Iran og vælte landets regering.

Denne gang er der dog nogle vigtige forskelle.

Sidste sommer blev iranerne taget på sengen af et forræderisk angreb, der blev iværksat pludseligt og uden forvarsel, netop midt i forhandlingerne, som angiveligt tegnede lovende.

Denne gang var situationen en helt anden. Iranianerne havde ikke længere tillid til, at amerikanerne ville forhandle i god tro.

De var især mistroiske over for Donald Trump og advarede på forhånd om, at de ikke ville lade sig overraske og ville reagere massivt på ethvert angreb.

Her ser vi en anden vigtig forskel.

På trods af sin krigeriske retorik foretrækker Trump altid at indgå en aftale (hvilket er billigt) frem for at føre krig (hvilket er dyrt på mere end én måde).

Efter en uges kamphandlinger i juni sidste år, da amerikanerne og israelerne indså, at de havde fejlet i deres centrale mål, som var at vælte regimet, genovervejede de styrkeforholdet og konkluderede, at de ikke var i stand til at forlænge krigen yderligere.

På trods af voldsomme bombardementer i den indledende fase overlevede Iran og gik i offensiven ved at oversvømme Israel med missiler, som begyndte at trænge igennem den såkaldte Iron Dome, der angiveligt var uigennemtrængeligt.

Mens Iran havde et stort lager af missiler, der var opbygget over en lang periode, var USA’s og Israels forsyninger af luftforsvarsmissiler utilstrækkelige til at føre krig i længere tid.

Donald Trump besluttede derfor at afslutte kamphandlingerne, da han indså, at det ville være farligt at fortsætte, og afbrød dét, der senere blev kaldt Tolvdagskrigen.

Hvad er situationen i dag?

USA har ganske vist opbygget en formidabel militærstyrke i regionen, bakket op af den magtfulde amerikanske flåde.

Men denne tilsyneladende styrke skjuler en underliggende svaghed, som ikke er ny, og som udgør en meget alvorlig risiko for hele operationen.

For nylig afholdt den amerikanske præsident et møde med førende repræsentanter fra de amerikanske væbnede styrker og CIA. Han bad dem vurdere mulighederne for et vellykket angreb på Iran og de risici, der ville være forbundet dertil.

Mødet blev afholdt i hemmelighed, men at dømme ud fra visse lækager i pressen var han ikke tilfreds med de svar, han fik. Ingen af de forsamlede militærchefer var i stand til at garantere ham en sejr. De kunne heller ikke forsikre ham om, at denne krig kunne afsluttes lige så hurtigt og let som “tolvdagskrigen”.

De fortalte ham desuden, at de amerikanske styrker meget vel kunne lide tab – potentielt meget alvorlige tab i en sådan konflikt.

For en mand, der er besat af, hvordan han ligger i meningsmålingerne, var det ikke, hvad han havde håbet på at høre. Medierne rapporterede, at præsidenten forlod mødet både vred og frustreret.

Rapporterne burde have givet Donald Trump stof til eftertanke. Trump er ikke en mand, der er tilbøjelig til at overveje tingene grundigt. Tværtimod giver han indtrykket af en mand, der drives af pludselige impulser og instinkter, og som lader sig påvirke af den sidste person, han har talt med om et hvilket som helst emne – og især emner, hvor han har meget faste holdninger. Det gælder også Iran, som han aldrig helt kan skjule sin dybt rodfæstede og ukuelige afsky for.

I en forbløffende udtalelse, der blev fremsat i forbindelse med det amerikanske angreb på Iran, opremsede Trump en lang række forbrydelser, som de onde iranere angiveligt har begået mod uskyldige borgere i USA gennem flere årtier.

Han indleder sin tirade med at henvise til “en voldelig besættelse af den amerikanske ambassade i Teheran, hvor snesevis af amerikanske gidsler blev holdt fanget i 444 dage”. Hændelsen fandt sted den 4. november 1979, da militante iranske studerende stormede den amerikanske ambassade.

Det vil sige en begivenhed, der fandt sted for næsten et halvt århundrede siden! Alligevel fremstiller manden i Det Hvide Hus det, som om det skete i går. Denne begivenhed har åbenbart spøgt i hans sind lige siden.

Til sidst, da han afslutter sin liste, tilføjer han triumferende: “Og det var Irans stedfortræder Hamas, der stod bag det monstrøse angreb på Israel den 7. oktober.”

Han overser på belejlig vis det faktum, at CIA selv har udgivet en rapport, der klart fastslår, at angrebet ikke havde noget med Iran at gøre, som ikke havde kendskab til det og ikke var involveret i det.

Men man skal aldrig lade kendsgerningerne ødelægge en god historie. I den amerikanske præsidents febrilske hjerne er Iran blevet personificeringen af det onde på jorden, et terrorregime, skyldig i en lang række usigelige forbrydelser, kilden til alle problemer og omvæltninger i Mellemøsten og en trussel mod USA’s sikkerhed (ja, selve dets eksistens).

Det var et meget bemærkelsesværdigt manuskript, som ville være særdeles velegnet til den type tv-dramaer, som manden i Det Hvide Hus er så glad for.

Som det dog er tilfældet med de fleste dramaer af denne type, er dets forhold til virkeligheden yderst spinkelt – faktisk vender det ofte op og ned på sandheden.

Hvis vi vil pege fingre ad det regime, der bærer det største ansvar for de krige, omvæltninger, død og ødelæggelse, som har plaget verden i de seneste årtier, så er det ikke Iran, men USA.

Med det sagt ønsker vi på ingen måde at nedtone de forbrydelser, som mullah-regimet i Teheran har begået. Men de blegner i sammenligning med amerikansk imperialismes rædselsvækkende historie med terrorkampagner, kriminelle krige, massakrer og ødelæggelse.

Hvis vi leder efter den hovedansvarlige for de fleste omvæltninger, krige og terrorhandlinger i Mellemøsten, er den skyldige uden tvivl Amerikas vigtigste allierede og stedfortræder i regionen – Israel.

I årevis har Washington givet det israelske regime fuldstændig frie hænder til at føre sin aggressive og ekspansionistiske politik i Mellemøsten.

Det har bevæbnet landet til tænderne og subsidieret dets økonomi, så det uden forhindringer kan realisere sine aggressive ambitioner.

Selv hvis vi ser bort fra den folkemorderiske krig, som Israel fører mod befolkningen i Gaza, og dets modbydelige undertrykkelse af palæstinenserne på Vestbredden, har Israel konstant begået uprovokerede angreb mod sine nabolande, herunder Libanon, Syrien, Yemen, Irak – og sidst, men ikke mindst, Iran.

Det er tydeligt, at denne krig, som USA og dets israelske medsammensvorne har indledt mod Iran, er en direkte fortsættelse af den aggressive politik, som krigsmageren Benjamin Netanyahu fører, der desperat forsøger at bevare sin kontrol over en stadig mere utilfreds befolkning i Israel.

Der er ingen tvivl om, at det var pres fra Netanyahu, som fik Trump til at erklære krig mod Iran, selvom det trods al hans krigeriske retorik er alment kendt, at Iran ikke udgør nogen som helst trussel mod USA.

Faktisk udgør Iran på nuværende tidspunkt ingen umiddelbar trussel mod Israel eller noget andet land i Mellemøsten. Langt fra at være et terrorregime, der er opsat på at udløse krige, har det gjort alt for at undgå krig og skabe fred med USA. Det er i Washington og Jerusalem, ikke i Teheran, at årsagerne til den nuværende krig skal søges.

Hvad er Amerikas krigsmål?

I enhver krig må de krigsførende magter have to overvejelser klart for øje: Hvad er deres mål, og hvad er det forventede slutresultat?

Fraværet af sådanne klare mål er en sikker opskrift på endeløse problemer, modsætninger og i sidste ende nederlag.

Alligevel ser det ud til, at Donald Trump er snublet ind i denne krig som en beruset mand, der vakler rundt på gaden uden retning og uden nogen klar idé om, hvor han er på vej hen.

Det synes, at denne herres modus operandi er konstant impulsivitet. Men sådan en tilgang er yderst begrænset i relation til krig.

Det ser ud til, at han antager, at anvendelsen af overvældende militær magt kan bringe det ønskede resultat på kort tid. Af visse årsager, som vi vil komme ind på senere, ønsker han for enhver pris at undgå en forlængelse af kamphandlingerne.

Men hvad er hovedmålet? Det er aldrig blevet præciseret. Mere korrekt sagt er der blevet fremsat forskellige mål på forskellige tidspunkter.

Under de seneste massedemonstrationer mod regimet truede han med at gribe militært ind, hvis regimet undertrykte demonstranterne.

Som forventet fandt undertrykkelsen sted, og adskillige demonstranter blev dræbt. De tal, som Donald Trump har fremlagt, er helt sikkert for høje, da hverken han eller nogen anden med sikkerhed kan sige, hvad det reelle tal var.

Under alle omstændigheder er det næppe relevant, da USA ikke greb ind militært, hverken under eller umiddelbart efter demonstrationerne. I dag er hele spørgsmålet stille og roligt blevet droppet og nævnes kun sjældent, hvis nogensinde.

Det er tydeligt, at demonstranternes skæbne ikke stod højt på præsidentens prioritetsliste. Han siger nu til dem, at de skal holde sig væk fra gaderne og blive hjemme, da de ellers risikerer at blive dræbt, ikke af regimet, men af amerikanske bomber, som angiveligt blev sendt for at hjælpe dem!

Et andet mål, der nævnes, er at eliminere Irans lager af langdistance-missiler, som er vokset betydeligt i de senere år.

Men iranerne ville aldrig kunne acceptere et sådant krav under forhandlingerne, da det svarer til kravet om at afvæbne sig over for israelsk aggression. Det vil sige, at det er et krav om, at iranerne begår selvmord.

Da iranerne aldrig kan gå med til dette, og da amerikanerne og israelerne aldrig vil kunne ødelægge dem militært, kan det næppe betragtes som et realistisk krigsmål.

Det samme gælder kravet om, at Iran skal ophøre med at støtte sine allierede i regionen, såsom Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon og houthierne i Yemen. De kræver, at iranerne simpelthen skal opgive deres allierede i Mellemøsten, netop nu hvor støtte fra disse allierede klart bliver en vigtig faktor. Det er derfor ligeledes udelukket.

Kravet om, at Iran reelt skal opgive hele sit atomprogram, var ligeledes uacceptabelt.

I realiteten kunne ingen suveræn stat acceptere sådan et krav, som udgør en uacceptabel fornægtelse af dens mest elementære rettigheder.

I sidste ende står vi derfor tilbage med kun ét klart mål – et mål, som nu åbent anerkendes af præsidenten for De Forenede Stater:

Det vigtigste – ja, det eneste reelle krigsmål for De Forenede Stater er et regimeskifte i Iran.

Omvæltningen af regimet var faktisk hele tiden den egentlige hensigt. Det har længe været målet for israelerne og også for det imperialistiske establishment i USA.

Israels første angreb på Iran i Tolvdagskrigen var et forsøg på at ødelægge regeringen i Teheran ved at hugge hovedet af den. Det lykkedes dem at myrde flere fremtrædende iranske militærledere. Men det lykkedes dem ikke at hugge hovedet af regimet.

Regimet overlevede og slog tilbage med et missilangreb, der bragte Israel i en meget farlig situation. Det var af den grund og ingen anden, at Trump besluttede at standse krigen.

Det ser nu ud til, at historien gentager sig. Men forholdene er nu helt anderledes, og resultatet vil sandsynligvis også blive anderledes.

Angreb på Irans ledere

Satellitbilleder tyder på, at den øverste leder i Iran, Ali Khamenei, har fået sin bolig næsten fuldstændig ødelagt, selvom der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at han befandt sig i bygningen. Det er klart, at amerikanerne og israelerne har angrebet de vigtigste ledere i den iranske regering. (Artiklen blev skrevet inden nyheden om Khameneis død, red.)

I mellemtiden hævder officielle israelske kilder, at lederen af Irans Islamiske Revolutionsgarde, general Mohammad Pakpour, sandsynligvis blev dræbt i dagens angreb i Iran, samt Irans efterretningschef og forsvarsminister.

Ingen af disse udtalelser kan dog på nuværende tidspunkt bekræftes.

I mellemtiden vokser rapporterne om civile tab i Iran.

Et israelsk angreb ramte en pigeskole i Minab, en by i Hormozgan-provinsen i det sydlige Iran, og dræbte mere end 80 elever. Jo flere der bliver dræbt, jo større bliver befolkningens vrede og indignation.

Den kendsgerning underbygger ikke konceptet om, at et amerikansk angreb vil føre til et regimeskifte i den nærmeste fremtid. Selvom en stor del af befolkningen hader regimet, er deres had mod amerikansk imperialisme og Israel langt større.

Det forekommer usandsynligt, at de vil betragte dem som potentielle befriere – og det bør de heller ikke gøre.

Det iranske modangreb

Ebrahim Azizi, formand for det iranske parlaments nationale sikkerhedskommission, advarede om, at Iran ville svare med et “knusende” modangreb. “Vi advarede jer! Nu har I slået ind på en vej, hvis ende I ikke længere har kontrol over,” skrev han på sociale medier.⁠

Mindre end en time efter angrebet begyndte Iran at affyre raketter som gengældelse. Der var eksplosioner overalt i Israel, herunder Tel Aviv, Jerusalem og Haifa, da israelske forsvarssystemer forsøgte at skyde indkommende missiler ned.

Det er også blevet rapporteret, at iranske missiler er blevet affyret mod amerikanske militærbaser, som findes overalt i regionen, herunder Al-Udeid Air Base i Qatar, Al-Salem Air Base i Kuwait, Al-Dhafra Air Base i De Forenede Arabiske Emirater og den amerikanske femte flådes hovedkvarter i Bahrain. I Riyadh, Saudi-Arabien, kunne man også høre eksplosioner.

I Yemen erklærede houthierne, at de snart vil genoptage missilangrebene mod Israel. Imens sagde en milits i Irak, der er allieret med Iran, at den “snart vil begynde at angribe amerikanske baser som svar på deres angreb.”

Europas irrelevans

Begivenhederne har understreget Europas fuldstændige irrelevans på verdensscenen. Europæerne blev hverken konsulteret eller advaret på forhånd om de amerikanske planer. Von der Leyen udtalte:

”Udviklingen i Iran er meget bekymrende. Vi er i tæt kontakt med vores partnere i regionen. Vi bekræfter vores forpligtelse til at beskytte regional sikkerhed og stabilitet. Det er af afgørende betydning at sikre nuklear sikkerhed og forhindre handlinger, der kan eskalere spændingerne yderligere eller underminere det globale ikke-spredningsregime. Vi opfordrer alle parter til at udvise størst mulig tilbageholdenhed, beskytte civile og respektere folkeretten fuldt ud.”

Hvilken meningsløs gentagelse af tomme fraser!

Norges udenrigsminister synes dog at have brudt med de andre, da han erklærede, at angrebene på Iran var i strid med folkeretten og opfordrede til en diplomatisk løsning på krisen.

Men modstridende udtalelser fra London synes at understrege, at Europa er uenigt om, hvordan man skal reagere på disse begivenheder.

Den første udtalelse fra en unavngiven britisk regeringsrepræsentant lød: “Vi ønsker ikke at se en yderligere eskalering til en bredere regional konflikt.”

Men i en senere udtalelse antydede premierminister Starmer, at Storbritannien ville sende kampfly til regionen – selvom det er svært at sige til hvilket formål.

Under alle omstændigheder er det ret åbenlyst, at ingen lægger særlig meget vægt på, hvad europæerne har at sige i disse dage.

Hvad nu?

Napoleon sagde, at krig er den mest komplicerede af alle ligninger. Det er altid svært at forudse udfaldet af en krig, fordi der er en række ukendte faktorer, som er vanskelige, hvis ikke umulige, at forudse.

Den nuværende konflikt er ingen undtagelse. Der kan være flere forskellige udfald, afhængigt af den reelle magtbalance, som først vil blive klar i løbet af selve konflikten.

Disse resultater vil ikke nødvendigvis stemme overens med de subjektive intentioner hos de parter, der er involveret i konflikten. Faktisk vil de to ting ofte være i modstrid med hinanden.

Donald Trumps klare intention er at opnå et regimeskifte i Iran. Men han kan ikke gøre sig nogen illusioner om, at dette er en let sag. Hans generaler har advaret ham om, at sådan et resultat langt fra er sikkert.

Endvidere har de fortalt ham, at det bestemt ikke kan garanteres på kort tid. Men tid er netop noget, som amerikanerne ikke har.

I modsætning til den generelle opfattelse i Vesten, om at Amerika har ubegrænsede økonomiske og militære reserver, så fortæller fakta en helt anden historie.

Som følge af konstant involvering i mange forskellige konflikter i de senere år er Amerikas våbenlagre blevet alvorligt udtømt. Der er mange mangler – især en akut mangel på luftforsvarsmissiler, som f.eks. Patriot.

Konflikten i Ukraine har især været en enorm belastning for Amerikas ressourcer – både økonomisk og militært.

Resultatet er nu klart. Ifølge nogle estimater kan Amerika kun føre krig mod Iran i en periode på mellem fem og ti dage – ikke længere.

For et par dage siden offentliggjorde Financial Times en artikel med titlen “Mangel på forsvarsammunition vil præge angrebet på Iran”.

Artiklen indledes med at informere os om, at ”USA og Israel brugte interceptorer i et hidtil uset tempo under sidste års 12-dages krig”. Artiklen konkluderer:

“Begrænsede forsyninger af kritiske defensive våben til at beskytte amerikanske styrker og allierede mod Teherans missiler vil sandsynligvis forme den militære offensiv mod Iran, ifølge embedsmænd og analytikere.”

Under Tolvedageskrigen affyrede Iran mere end 500 missiler mod Israel. Omkring 35 formåede at trænge igennem Israels luftforsvar. Dette var et alvorligt psykologisk chok for mange israelere, som var blevet opdraget til at tro, at det såkaldte Iron Dome-luftforsvar var uigennemtrængeligt.

Iran råder over et lager på flere tusinde missiler, som vil gøre det muligt for landet at fortsætte med at bombardere Israel intensivt i en langt længere periode, end amerikanerne og israelerne kan konkurrere med i betragtning af de alvorlige problemer, som våbenproduktionen i USA står over for.

Derfor satser Trump på en kort krig, som han kan afslutte hurtigt, ligesom han gjorde sidste år. Men det er på ingen måde sikkert, at han nu er i stand til at opnå det.

Han taler nu om et “begrænset angreb” i håb om, at iranerne også vil udvise tilbageholdenhed i deres reaktion, som de gjorde sidste år.

Men iranerne har advaret om, at Trump denne gang kan starte en krig, men han kan ikke bestemme, hvornår den vil slutte. Den beslutning vil ligge i hænderne på iranerne, som ikke vil have travlt med at imødekomme manden i Det Hvide Hus. Og hvorfor skulle de?

Forlængelsen af konflikten og den akutte mangel på missiler fra amerikansk og israelsk side vil udgøre en alvorlig belastning for sidstnævnte.

Før eller senere vil Trump blive tvunget til en uværdig og ydmygende tilbagetrækning.

Det vil have meget negative konsekvenser for hans omdømme i USA, hvilket i tiden op til midtvejsvalget er en meget vigtig faktor for ham.

Trump befinder sig nu i en meget vanskelig situation: Hans økonomiske politik har ikke givet de ønskede resultater, og der er voksende utilfredshed i MAGA-basen.

Det var netop af den grund, at han blev fristet til at gå ind i det nuværende eventyr i Mellemøsten – hvilket han havde lovet aldrig at gøre.

Som den gambler han er, tænkte han, at han ville satse på en nem og hurtig krig mod Iran, der ville ende med sejr, forhåbentlig med regimets sammenbrud og indsættelsen af en proamerikansk regering i Teheran.

Men som det ofte sker for inkarnerede gamblere, giver væddemål ikke altid pote. Oftest ender de i fallit.

En katastrofal krig i Mellemøsten ville betyde enden på Donald Trumps ambitioner og et langsomt fald mod et ydmygende nederlag, tab af embedet, tab af prestige – tab af alt, hvad der er vigtigt for ham.

Resultatet

Hvad er så de sandsynlige alternativer? Det, som Donald J. Trump primært håber på, er en kort, vellykket krig, der fører til regimets sammenbrud, en folkelig opstand og fremkomsten af et proamerikansk regime i Iran.

Selvom et sådant resultat ikke kan udelukkes helt, forekommer det under de nuværende omstændigheder at være yderst usandsynligt. Jeg vil ærligt talt sige, at det er udelukket.

I øvrigt vil resultatet ikke nødvendigvis falde i amerikanernes smag, hvis det lykkes dem at vælte det nuværende regime. Lad os ikke glemme, at alle amerikanske forsøg på regimeskifte er endt katastrofalt. Tænk blot på eksemplerne fra Irak, Syrien og Libyen.

En omvæltning af det nuværende regime i Iran vil højst sandsynligt føre til kaos, hvor alle de latente modsætninger i det iranske samfund vil komme til udtryk i et mareridt af vold, nationale og sekteriske konflikter og alle de rædsler, vi har set i andre lande, hvor amerikanerne har skabt kaos.

Det vil medføre frygteligt kaos, krige og kriser i hele Mellemøsten og skabe et mareridtsscenarie for befolkningen, der kan vare i årtier.

Ikke et særlig rart perspektiv!

Det andet scenarie er, at regimet modstår det indledende angreb på trods af de åbenlyse tab og skader forårsaget af bombningen, som vil være meget betydelige, men ikke afgørende.

For at sige det rent ud: Enten opnår USA og Israel en hurtig sejr, ellers vil de, hvis krigen trækker ud, snart befinde sig i alvorlige vanskeligheder.

Under Vietnamkrigen sagde Henry Kissinger engang: “Vi taber, fordi vi ikke vinder. Og de (vietnameserne) vinder, fordi de ikke taber.”

Det samme argument gælder nu med endnu større styrke i Iran. Alt, hvad regimet skal gøre, er at holde ud, holde sammen og vente, mens det angriber mål, der vil skade USA alvorligt og ligger inden for Irans rækkevidde.

Det mest oplagte mål ville være at lukke Hormuz-strædet, en af verdenshandlens vigtigste livsnerver. En blokering af strædet ville have katastrofale følger for verdensøkonomien.

I sidste ende ville USA være nødt til at indrømme nederlaget og forsøge at indgå et kompromis.

Faktisk kan det ikke helt udelukkes, at der bag kulisserne foregår hemmelige forhandlinger mellem amerikanerne og iranerne for at finde en måde at undgå det værst tænkelige scenario.

I øjeblikket synes det dog at være meget usandsynligt. De gensidige beskyldninger, anklager og fornærmelser, den ekstraordinære militære oprustning og frem for alt den stædighed, som manden i Det Hvide Hus udviser, synes alt sammen at pege i retning af en yderligere optrapning af konflikten.

Det synes faktisk at være det mest sandsynlige udfald. Men hvem kan sige det med sikkerhed? Den uklare verden af hemmelig international diplomati foregår altid bag lukkede døre, hvor der under visse omstændigheder kan indgås tilsyneladende usandsynlige aftaler.

Vi må lade dette spørgsmål stå åbent af den simple grund, at det er umuligt at sige præcis, hvad resultatet af krigen vil blive.

Vores holdning til krigen

Kommunisternes holdning til krig er altid et konkret spørgsmål. Den bestemmes ikke af moralske eller sentimentale overvejelser, men udelukkende, i hvert enkelt tilfælde, af den verdensomspændende proletariske revolutions generelle interesser.

Vores holdning bestemmes aldrig af formelle spørgsmål som f.eks. hvem der først angreb. Ofte er lande, der er involveret i en defensiv krig, tvunget til at gå i offensiven først.

The terrorists in Washington and Tel Aviv are the most dangerous force on earth.

They believe it is their right to do what they please.

Bomb, invade, and destroy.

Death to western imperialism, zionism, and its path of destruction!

— Fiona Lali (@fiona_lali) February 28, 2026

Men lad os gøre én ting klart. De Forenede Stater er den mest grusomme, reaktionære og kontrarevolutionære magt på kloden.

Det er vores pligt som internationalister at føre en uforsonlig kamp mod dette kontrarevolutionære uhyre og dets israelske håndlangere med alle tilgængelige midler.

Og hvis der nogensinde har været et eksempel på en uprovokeret aggression mod et land, så er det her helt sikkert tilfældet.

Revolutionary Communist International må gøre sin holdning helt klar og utvetydig:

Vi står for et ubetinget forsvar af Iran mod amerikansk imperialisme og dens israelske stedfortræderes aggressive handlinger.

Dette indebærer på ingen måde støtte til regimet i Teheran. Men opgaven med at håndtere regimet er det iranske folks opgave, og kun det iranske folks. Under ingen omstændigheder kan de forvente, at amerikansk imperialisme løser dette problem for dem.

Frem for alt er vi imod reaktionære imperialistiske krige og for enhed blandt alle arbejdere mod den virkelige fjende. Og den virkelige fjende er imperialismen og det kapitalistiske system, der ligger bag den.