Våbnene er blevet tavse i Gaza – indtil videre. En våbenhvile har sat en stopper for den israelske stats femten måneder lange ubønhørlige folkemord på titusindvis af palæstinensere og den næsten totale ødelæggelse af den palæstinensiske enklave.

Det første, der er værd at bide mærke i, er, at palæstinenserne ikke dukkede nakken eller overgav sig, selvom de stod praktisk talt forsvarsløse over for konstante angreb fra en af verdens mest dødbringende krigsmaskiner. Israel formåede heller ikke at gennemtvinge nogle af sine erklærede krigsmål, på trods af landets overvældende militære magt og støtte fra det amerikanske militær og andre vestlige lande. Derfor har de, for at parafrasere Henry Kissinger, tabt krigen, fordi de ikke formåede at vinde den.

Først og fremmest vil våbenhvilen uden tvivl udløse en følelse af lettelse blandt palæstinenserne og de millioner af arbejdere og unge, der har stået i solidaritet med dem. Ligeledes vil mange israelere hylde afslutningen på kamphandlingerne og den ustabilitet, som de medførte, samt gidslernes hjemvenden. Et vigtigt spørgsmål presser sig dog på: hvad var det hele til for? Og er vi kommet nærmere på en afslutning af palæstinensernes årtier lange undertrykkelse?

Ødelæggelse

På kynisk vis var Joe Biden og andre europæiske ledere hurtige til at lykønske dem selv og juble over udsigterne til fred på trods af, at de har brugt de sidste 15 måneder på at støtte og bevæbne den israelske krigsmaskine. Men hvad er det for en fred, som disse folk har hjulpet med at etablere?

Efter et år med konstant bombardement er omfanget af ødelæggelserne i Gaza intet mindre end katastrofale. Det officielle dødstal er over 46.000, hvoraf 13.000 er børn. Men disse tal er en underdrivelse af blodbadets virkelige omfang. En undersøgelse udgivet i The Lancet, et anerkendt medicinsk tidsskrift, estimerer at i oktober 2024 oversteg det direkte og indirekte dødstal 70.000, og det virkelige dødstal kan, ifølge The Lancet, være over 186.000.

Udover det umiddelbare tab af liv har krigen også ødelagt Gazas samfundsstrukturer. Over 90 procent af befolkningen, hele 1,9 millioner mennesker, er blevet fordrevet fra deres hjem. Der har været over 650 dokumenterede angreb på sundhedsfaciliteter, hvilket har resulteret i over 1.000 døde sundhedsarbejdere. Uddannelsessystemet ligger i ruiner; over 95 procent af alle skoler er beskadiget eller ødelagt og det samme er tilfældet for alle universiteter, hvilket har efterladt 660.000 børn uden adgang til formel uddannelse.

Ifølge FN fik 96 procent af børn under to år, i januar måned, ikke den nødvendige næring. I alt led 345.000 mennesker i Gaza af katastrofal fødevaremangel, og 876.000 stod over for alvorlig fødevareusikkerhed.

For nylig malede en TV-udsendelse fra BBC et rystende billede af dagliglivet i Gaza, hvor familier måtte rode gennem affaldsbunker efter skrot, som kunne sælges for mad, og hvor børn var tvunget til at gå på toilettet i det åbne, hvor de var sårbare overfor angreb fra vilde hunde.

Krigens samlede indvirkning rækker langt ud over den fysiske ødelæggelse. Den udbredte fejlernæring, kloaksystemernes kollaps og de psykologiske traumer, som befolkningen er blevet udsat for, vil have langvarige konsekvenser i generationer.

Aftalen

Som et led i den røde tråd, der løber gennem hele konflikten, illustrerer selve våbenhvileaftalen israelsk imperialismes og dens vestlige støtters koldblodige kynisme.

Aftalen skitserer en proces med tre faser, som skal adressere hovedproblemer og genoprette stabiliteten. Den første fase omhandler en fangeudveksling med 33 israelske fanger, der bliver løsladt i bytte for omkring 1.700 palæstinensere. Blandt dem, der bliver løsladt, har over 1.000 været tilbageholdt uden anklage eller retssag efter den 7. oktober 2023. Alligevel kalder den vestlige presse dem, der er tilbageholdt af Hamas, for “gidsler” og dem, der er tilbageholdt af Israel, for “fanger”, selvom de også var gidsler. Israel vil også begynde at trække tropper ud af beboelsesområder i Gaza, og Rafah-overgangen til Egypten vil blive genåbnet for humanitær bistand.

Den anden fase tilsigter en komplet tilbagetrækning fra Gaza og løsladelsen af alle de tilbageværende israelske gidsler. Og endelig – hvis vi overhovedet kommer så langt! – kommer der en tredje fase, hvor ligene af israelske gidsler vil blive overdraget, og en langsigtet genopbygningsplan for Gaza vil blive implementeret.

Men dette rejser nogle vigtige spørgsmål. Aftalen er i alle sine vigtigste elementer præcis den samme aftale, som den Hamas gik med til i maj 2024! Begge parter gik med til aftalen sidste sommer, men den blev smadret af Netanyahu, som insisterede på, at Israel ikke kunne trække sig tilbage fra Philadelphi-korridoren på grænsen mellem Gaza og Egypten.

Netanyahu påstod, at det var afgørende for Israels nationale sikkerhed. Men aftalen, som han gik med til denne weekend, indeholder netop sådan en tilbagetrækning fra Philapdelphi-korridoren. Det var altså ikke andet end en undskyldning. Dette har afsløret den israelske statsministers kynisme, som er fuldstændigt skruppelløs og udelukkende motiveret af hans egen personlige og politiske overlevelse; hvilket blev tydeligt for familierne til de israelske gidsler.

Joe Biden har nægtet at anerkende Donald Trumps rolle i at indgå aftalen, men faktum er, at Joe Biden ikke spillede nogen rolle i at få aftalen til at falde på plads. Det var kun Donald Trumps indblanding, som sikrede den – oven i købet inden han var blevet præsident!

Trumps udsending Steven Witkoff, som er en milliardær og tæt allieret, handlede på hans vegne. Witkoff havde intet officielt embede, alligevel formåede han ikke blot at gennemtrumfe aftalen i Qatar, hvor forhandlingerne fandt sted, men han tvang også på uhøflig og barsk mannér den israelske premierminister Benjamin Netanyahu til at underskrive aftalen.

De basale kendsgerninger er altså, at Donald Trump på få dage sikrede en aftale, som Biden-regeringen ikke kunne levere på otte måneder. Det er tydeligt, at Biden ikke havde nogen intention eller særligt ønske, om at gøre et reelt forsøg på at få Israel til at stoppe sin krig.

De snakkede om fred, samtidig med at de bevæbnede Israel til tænderne og gav landet al den støtte, det bad om. I alt brugte USA 17,9 milliarder dollars på militær støtte til Israel fra oktober 2023 til oktober 2024. Amerikanske og britiske styrker støttede også Israel med indsamling af efterretninger og mål. Samtidig indgik de vestlige regeringer en politisk enhedsfront til forsvar for Israel.

Derfor har Washington og deres europæiske lakajer, i alt andet end ord, udgjort en del af Israels krigskoalition og har ikke haft nogen intention, om at tvinge Netanyahu til at indgå en aftale. Det var en del af kernen i Bidens udenrigspolitik, som dikterede at USA med magt, overalt i verden, måtte forsvare enhver udfordring af sin dominans eller sine allierede.

Det fulgte heraf, at uanset hvad der skete, måtte USA ikke blive opfattet som værende i gang med at trække sig tilbage, og hvis landet kom under pres, måtte det ganske enkelt fordoble sin indsats med rå magt. Men forsøget på at fordoble sin indsats for at vise amerikansk imperialismes magt har blot afsløret dens begrænsninger.

Sejr eller nederlag

På trods af den overvældende militærmagt anvendt i Gaza formåede Israel ikke at opnå landets primære krigsmål, som var at tilintetgøre Hamas og befri gidslerne. Hamas er fortsat en effektiv styrke, som er i stand til at påføre tab på israelske tropper og foretage raketangreb. Samtidig har krigen radikaliseret den palæstinensiske ungdom enormt, og mange er klar til at genopbygge organisationen.

Den pensionerede israelsk brigadegeneral Amir Avivi fortalte The Wall Street Journal, at “Vi står i en situation, hvori det tempo, som Hamas genopbygger sig selv, er højere end det tempo, som IDF (den israelske hær, red.) udraderer dem”.

Hamas er altså langt fra ødelagt og har oven i købet fuld kontrol over Gaza, som Israel er gået med til at trække sig fuldt ud af. Set ud fra perspektivet om, hvem der regerer Gaza, så betyder tilbagetrækningen fra Philadelphi-korridoren og genåbningen af handel og nødhjælp, at situationen er tilbage til præcis hvor den var den 6. oktober 2023. Med andre ord har den israelske mission været en total fiasko og en ydmygelse af den israelske stat. Før eller siden må det føre til, at der bliver stillet kritiske spørgsmål internt i Israel.

Officielt påstod Netanyahu, at krigen var nødvendig for at få gidslerne bragt hjem, men enhver kan se, at krigen på ingen måde formåede at gøre det. Det er tydeligt, at denne krig i høj grad blev udkæmpet og eskaleret, for at Netanyahu kunne beholde sit greb om magten og undgå de korruptionssager, som han er anklaget for.

I mellemtiden har Israel betalt en høj pris. Officielt er mindst 400 israelske soldater blevet dræbt og op mod 6.000 såret. De virkelige tal er utvivlsomt langt højere og tager ikke højde for PTSD og andre mentale traumer, som eksploderer blandt soldater, der har været involveret i krigen. Samtidig er det tydeligt, at mange gidsler er døde, imens Netanyahu havde travlt med at forpurre enhver aftale.

Sprækker i rustningen

Det er tydeligt, at mens Trump vred armen om på Netanyahu, spillede krigstræthed i den israelske hær også en rolle. Selvom støtten til krigen fortsat var høj, var den umiddelbare stemning med krigshysteri begyndt at fordufte. For eksempel var antallet af reservesoldater, som mødte op efter at være blevet indkaldt til tjeneste, faldet fra næsten 100 procent i starten af krigen til 75-85 procent sidste november.

Haaretz udgav en kritisk rapport om den stigende utilfredshed blandt menige reservesoldater. Ifølge en meningsmåling “ville kun 56 procent af jøder opfordre et familiemedlem, som allerede har tjent i reserven, til at tage af sted igen.” Ifølge den samme meningsmåling fra august ville kun “57 procent af israelske jøder overhovedet opfordre deres børn til at møde op, hvis de blev indkaldt.” Og videre, “fra juni til november næsten fordobledes andelen af dem, der sagde, at de ikke ville opfordre dem (fra 7,5 til 13 procent).”

En højtrangeret officer, som avisen interviewede, nævnte også problemer med at få soldater til at tage til Gaza og sagde, at “det bliver værre – der er en mindre og mindre fornemmelse for en afslutning.”

En reservesoldat, der var sendt til Gaza for tredje gang, kom med en række afslørende kommentarer:

“Der er en generel fornemmelse af, at strukturen ikke holder. Disciplinen er ikke hvad den burde være. Vi føler ikke, at der er en plan for i morgen og i overmorgen. Det er ikke særligt tydeligt, hvad vi laver – der er en fornemmelse af, at hver divisions kommandør bare gør hvad han synes, fordi der er en form for vakuum. Hvis soldaterne stiller spørgsmål får de at vide, ‘det er kompliceret, du vil ikke forstå det.’”

Det er alvorlige ord, som kommer fra soldater, som er under et enormt pres for at opretholde en samlet front omkring hæren. Officielt blev krigen udkæmpet for at fjerne Hamas og befri gidslerne, men soldaterne i marken så en anden virkelighed:

“Da det blev sommer, havde soldaterne langt mindre tiltro til de primære krigsmål, og der var ingen fremskridt i forhold til gidslerne.”

Faktisk døde gidsler på grund af IDF’s handlinger. “Vi fik fornemmelsen af, at vi ikke gjorde noget godt. Vi havde operationer [hvis formål] vi ikke forstod, […] folk blev dræbt i de operationer, og vi forstod hverken taktikkerne eller strategien.”

Dette er alvorlige advarselstegn for den israelske herskende klasse, som baserer sig på myten om, at dens stat og særligt dens militær er en almægtig forsvarer af det jødiske folk. Begge disse fortællinger er blevet alvorligt rystet af de sidste 15 måneders konflikt.

Ikke alene var IDF ikke i stand til at besejre Hamas i Gaza, dets aggression resulterede i gengældelse fra Hizbollah i Libanon, houthierne i Yemen samt fra Iran, som overvældede Israels missilforsvar i en overbevisende magtdemonstration i oktober. Faktisk kunne det israelske forsvar ikke engang stoppe Hamas’ raketangreb, som fortsatte gennem konflikten.

Imens er den israelske økonomi blevet hårdt ramt. Ifølge Israels centralbank kan Israels krigsrelaterede omkostninger fra 2023 til 2025 ende med at blive 55,6 milliarder dollars, hvilket svarer til 10 procent af landets BNP. De længere udsigter for Israels højteknologiske økonomi er desuden ikke gode. Sektoren har brug for en uddannet ung arbejdsstyrke i værnepligtsalderen, som er blevet særligt påvirket af krigen. Alt dette vil skubbe Israel ud i en nedadgående spiral med konstant forværret krise, som gradvist vil underminere sammenhængskraften i det israelske samfund.

Intet er blevet løst – langt fra. Israel er tværtimod mere udsat og skrøbelig end før krigen. Derfor er det et nederlag. Men skaden er ikke kun materiel. Den reaktionære idé, om at de israelske jøders sikkerhed og velvære kun kan sikres i form af en militariseret stat, har også lidt et alvorligt knæk. Uden denne løgn ville den israelske herskende klasse ikke have kunnet opretholde sit styre i otte årtier.

Men som virkeligheden viser os, er det det fuldstændigt modsatte, som er tilfældet. Israels aggression skaber i stigende grad også aggression og uorden internt i selve Israel. Som Haaretz ildevarslende skrev:

“Krigens modvind skader moralen på længere sigt. Hvis krigen bliver afsluttet i morgen, vil Israel skulle bruge årevis på at genopbygge landets sociale og militære kontrakt. Hvis krigen starter igen i overmorgen, vil faldet i moral sprede sig.”

Regimets krise

Netanyahu og hans fløj af den israelske herskende klasse har uden tvivl lidt et nederlag, som de selv har forårsaget. Hans projekt er blevet afvist, og han er blevet ydmyget af Donald Trump, som han ellers har påstået er sin trofaste allierede.

Det har måske været tilfældet tidligere, men Donald Trump er først og fremmest sin egen og amerikansk imperialismes allierede, og en uendelig kontinuerlig krig i Mellemøsten er ikke i hans interesse. Uanset hvor meget Netanyahu forsøgte at stritte imod, viste Trump ham, hvem der er den virkelige overherrer i forholdet. Uden amerikansk militær og økonomisk støtte ville den israelske stat hurtigt falde fra hinanden.

Trump har uden tvivl lovet en række indrømmelser til gengæld for, at Netanyahu slugte våbenhvileaftalen, men det ændrer ikke på det faktum, at det er en ydmygende tilbagetrækning for israelsk imperialisme.

Der er selvfølgelig ingen garanti for, at israelerne vil holde deres ord. Der er ingen tvivl om, at den reaktionære bosætterbevægelse og dens partier, som har været Netanyahus vigtigste allierede, før eller siden vil presse på for en ny krig.

En af deres ledende skikkelser, den højreekstreme nationale sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, har allerede trukket sig fra Netanyahus koalitionsregering. Det har efterladt ham tilbage med et meget snævert parlamentarisk flertal, som dermed øger indflydelsen for andre partier i koalitionen. Den højreekstreme finansminister Bezalel Smotrich er blevet i regeringen, men har truet med at trække sig, hvis ikke krigen fortsætter efter den første 42 dages lange fase i våbenhvilen. Men hvis de fortsætter med denne linje, vil alle de modsætninger, der har akkumuleret sig, kun fortsætte med at vokse og dermed bane vejen for en endnu dybere krise længere nede ad vejen.

Samtidig er der en relativt stor del af befolkningen i byerne, som altid har hadet Netanyahu, bosætterne og højrefløjen. I takt med at støvet lægger sig, og det ekstreme krigshysteri fordufter, vil mange fra dette lag blive tvunget til at tage bestik af en ny virkelighed. I denne kontekst vil nogle begynde at lede efter en alternativ vej frem – én der bryder med militarisme og imperialisme – og dermed kommer i konflikt med de normer, som den israelske zionisme har etableret.

Her ser vi brudlinjerne for de sociale konflikter, som i fremtiden vil vokse, og som på et vist stadie kan antage en klassekarakter.

Vestlig imperialismes krise

Siden krigen begyndte, har vi understreget gentagne gange, at Vesten er medskyldig og en direkte part i israelsk imperialismes forbrydelser. Vesten støttede krigen mod Gaza finansielt, militært og politisk, og de kastede al deres vægt ind bag Israel for at fremvise vestlig imperialismes magt for hele verden. Og alligevel blev resultatet det stik modsatte. Vi står ikke bare med et nederlag for Israel, men for amerikansk imperialisme, hele Vesten og det liberale etablissement.

På trods af alle dens forsøg var den israelske krigsmaskine, med støtte fra dens mægtige vestlige allierede, ikke i stand til at knuse den palæstinensiske modstand. Det er en seriøs påmindelse om vestlig imperialismes begrænsninger, som led en lignende skæbne i Irak og Afghanistan, og som står over for et endnu større nederlag i Ukraine.

Krigen har skabt en udbredt utilfredshed i USA, hvor millioner af arbejdere og unge har vendt ryggen til demokraterne på grund af deres krigsmageri. Det var en betydelig faktor i kollapset i støtten til demokraterne og valget af Trump, som lovede at afslutte de endeløse krige. Om hvorvidt han rent faktisk vil levere hvad han lovede, er et helt andet spørgsmål.

Trumps udenrigspolitik er en anerkendelse af amerikansk imperialismes begrænsninger. I stedet for at fordoble indsatsen i en kontraproduktiv militær magtdemonstration, er han tilbøjelig til at trække sig og give indrømmelser, for i stedet at beskytte amerikansk imperialismes kerneinteresser. Og det er ikke en amerikansk kerneinteresse at destabilisere Mellemøsten og føre en krig, der ikke kan vindes i Gaza. America First og resten af verden i anden række. Det lader i hvert fald til at være hans mål. Hvorvidt han vil opnå det, er en anden diskussion.

Alt dette er basalt set en delvis tilbagetrækning for amerikansk imperialisme, som vil få vidtrækkende konsekvenser. Det vil først og fremmest påvirke bevidstheden hos millioner af mennesker i USA og Vesten. Hele ideen om vestlig moralsk overlegenhed og magt bliver mere og mere afmaskeret med hvert tilbageslag. Det øger krisen i det liberale etablissement, som har styret Washington og de europæiske hovedstæder i hele efterkrigsperioden.

De har fremført dem selv som forkæmpere for demokrati, menneskerettigheder og international lov. Men for flere og flere mennesker bliver det hver dag tydeligere, at den nuværende liberalisme er en kilde til reaktion, og at deres “regelbaserede verdensorden” blot er et kynisk dække over deres egne barbariske imperialistiske interesser.

Det er disse velklædte damer og herrer – der nogle gange endda er veltalende, uddannede ved de bedste universiteter og med raffinerede manerer – som er kilden til den mest reaktionære politik, både i udlandet og hjemme.

Det er dem, der skærer i sundhedssektoren og anden velfærd, mens de bruger billioner på militarisering og milliarder på krigene i Ukraine og Gaza. Og det er dem, der snakker om demokrati, mens de retsforfølger folk, der forsvarer palæstinensernes rettigheder. Det er ikke nogen overraskelse, at der i alle lande foregår en modreaktion mod disse liberale damer og herrer.

Og det er netop denne modreaktion – den voksende klassekamp i Vesten – som udgør et håb for palæstinensernes befrielse. De palæstinensiske masser har udvist en enestående robusthed og kampånd. Men vi må se virkeligheden i øjnene. Israels krig har slået fejl, men den palæstinensiske frihedskamp er ikke vundet. Faktisk har den ikke formået at løse nogen af de fundamentale problemer, den har rejst.

Palæstinenserne er nu sunket endnu længere ned i barbariets afgrund, hvorfra der ikke kan komme en varig fred. De er blevet reduceret til små enklaver af fattige, let-bevæbnede masser, der står over for en højteknologisk militærstat. Det er ikke muligt at vælte den zionistiske stat i en ren militær kamp.

Den bedste måde at angribe den israelske stat på er, på den ene side, ved at splitte den zionistiske stat langs klasselinjer, ved at appellere til alle de israelere, der i den kommende periode vil begynde at tvivle på den retning, som Israel bevæger sig i, og bryde med deres egen herskende klasse. Og på den anden side ved at bekæmpe den militære, finansielle og politiske støtte, der kommer fra Vesten. Derfor er palæstinensernes skæbne i dag, mere end nogensinde før, sammenflettet med hele verdens arbejderklasse. Kampen for at gøre en ende på den zionistiske israelske stat og for et virkeligt frit Palæstina er den samme kamp som kampen mod kapitalismen i Vesten og særligt i USA. Disse to kampe må forbindes.

Alle vegne puster krisen i kapitalismen til klassekampens flammer. I denne kamp kan arbejdere og fattige kun bero sig på deres egne kræfter. På et forenet grundlag vil intet kunne stoppe dem. Kampen for et frit Palæstina starter med kampen mod kapitalismen og imperialismen herhjemme.