december 2009 gav for alvor genlyd hos de arbejdere og unge der leder efter et
alternativ til kapitalismen, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Og ikke
bare i Europa; i Latinamerika kunne folk følge massemødet på den
kontinent-dækkende TV-kanal TeleSur. Under topmødet i København var Chávez og
den bolivianske præsident Evo Morales de eneste, der lagde vægt på det faktum,
at det er kapitalismen som system der er skyld i klimakrisen. Som Chávez kort
og kontant formulerede det: ”Hvis klimaet havde været en bank, ville de
allerede have reddet den”.
Venezuelas bolivariske revolution, som
startede med valget af Hugo Chávez i slutningen af 1998, er blevet analyseret i
detaljer i tidligere numre af Socialistisk Standpunkt. Som vi har påpeget, er
revolutionen gået utroligt langt og har udfordret de venezuelanske
kapitalister, godsejeres og imperialismens dominans. Ikke desto mindre, har de
seneste begivenheder vist, at modsætningerne imellem den rige overklasse, der
stadig sidder på den økonomiske magt, og regeringens forsøg på at omdanne
samfundet fra top til bund, bliver dybere og dybere. I denne korte artikel vil
vi se på nogle af de udfordringer, som den bolivariske revolution nu står over
for og hvilke udtryk de har fået i Venezuela i den sidste periode.
Økonomisk krise
2009 var et hårdt år for den venezuelanske
økonomi, som sluttede med en negativ vækst i BNP på 2,9 procent. Dette skete
efter en lang periode (2002-2007) med rekordvækst. Ifølge den venezuelanske
nationalbank faldt de private investeringer i industri i 2. kvartal af 2009 med
4 procent. En ny undersøgelse viser, at det venezuelanske erhvervsliv har
lukket 4.000 store eller mellemstore virksomheder indenfor de sidste 10 år.
Udenlandske investeringer er også faldet drastisk.
Til det kommer naturligvis det store fald i
statsindkomster fra olieproduktionen. I 2. kvartal af 2008 tjente staten 28.597
millioner dollars fra indtægter fra olieproduktionen, mens at den tilsvarende
periode i 2009 ”kun” gav 13,576 millioner. Det svarer til et fald på 51,9
procent. Dette er naturligvis ekstra slemt i et land, hvor indtægter for olieeksport
udgør 30 procent af den samlede økonomi og halvdelen af statens indtægter. Oven
i det kommer, at priserne på andre råstoffer, såsom stål og aluminium, også er
faldet. Alt sammen produkter som Venezuela producerer i massevis. Udsigterne
for 2010 ser heller ikke alt for lovende ud; Analytikere spår negativ vækst i
2010 på 2,3 procent og en inflation på 40-45 procent.
Arbejderkampe
Dette har allerede haft synlige effekter i
Venezuela; Arbejdsgiverne er gået i offensiven og har forsøgt at angribe
arbejderne. I sommeren 2009 valgte General Motors’ filial i Venezuela, som
producerer 40 procent af landets biler, at lukke sine fabrikker i tre måneder.
Således blev tusinder af arbejdere midlertidigt arbejdsløse.
 |
I byen Barcelona
har Mitsubishi igen og igen forsøgt at knuse arbejdernes fagforening, bl.a.
igennem en ulovlig lockout, som bragte 1.400 arbejdspladser i fare. Den seneste
udvikling er, at arbejdsgiverne har fyret 11 ledere af fagforeningen, hvilket
har ført til massive protester. Den 5. december 2009 afholdt UNT (Union
Nacional de Trabajadores, det nationale fagforbund) en ekstraordinær kongres
med over 700 deltagere, hvor det blev besluttet at genforene forbundet og
igangsætte en landsdækkende kampagne imod arbejdsgivernes angreb.
Bankkrise og statsinterventioner
Et andet produkt af kapitalismens økonomiske
krise er krisen i banksektoren. I slutningen af november valgte regeringen at
intervenere i en række mellemstore banker, som havde rod i regnskaberne. Otte
af dem blev nationaliseret, og tre af dem (Banco Bolívar,
Banco Central og Banco Confederado) blev fusioneret til en ny, statsejet bank.
I modsætning til de forholdsregler, som regeringer i Europa og USA har taget,
gav den venezuelanske regering ingen billig kredit til dem, eller hjalp dem med
at udbedre de problemer som spekulanterne selv havde forvoldt, men straffede
dem derimod. En af de bankeejere, der blev arresteret og anklaget for
spekulation og korruption var Arne Chacón, bror til Jesse Chacón, daværende
videnskabsminister og en af bureaukratiets ubestridte ledere. Sidstnævnte
valgte at træde tilbage, hvilket var et stort slag imod bureaukratiet. Chávez
forklarede statsinterventionen med at sige, at ”der skal orden i sagerne –
ligegyldigt hvem der så falder”. Nationaliseringerne øgede statens andel af banksektoren
til 20-25 procent. Meningsmålinger viser at 61 procent af venezuelanerne bakker
op om nationaliseringerne, og kun 39 procent er imod.
Nye angreb fra imperialismen
Med nedkæmpelsen af statskuppet i april 2002
og arbejdsgivernes lokckout i december samme år, led USA’s indflydelse i
Venezuela et overordentligt stort nederlag. Men de seneste begivenheder har
vist, at imperialismen langt fra har opgivet sit mål om at få væltet Chávez af
pinden. Statskuppet i Honduras i slutningen af juni sidste år viste, at
situationen i Latinamerika langt fra er stabil, og at de lokale oligarkier og
USA stadig venter på enhver mulighed for at stoppe den revolutionære proces.
Det samme ses på de investeringer, som USA har lavet i nye militærbaser i Colombia
og Panama. I førstnævnte land har den amerikanske regering brugt 46 millioner
dollars på bare én af de otte baser, Palanquero. På blot ti år har Colombia
hævet sine militære udgifter fra 2,5 procent til 5 procent af BNP.
 |
Mange havde håbet, at Obama ville føre en radikal
anderledes politik i forhold til Latinamerika, men med ovennævnte initiativer
har det vist sig ikke at være tilfældet. Obama er og bliver repræsentant for
den nordamerikanske imperialisme, og i den rolle bliver han nød til at
opgradere USA’s militære tilstedeværelse i regionen, for at sætte en dæmper på
den revolutionære proces. På nuværende tidspunkt er en direkte amerikansk
militærintervention relativt usandsynlig, især hvis man tager USA’s problemer i
Irak og Afghanistan med i betragtningerne. Til gengæld kan det ikke afskrives,
at en form for provokation kan komme fra Colombia. Igennem hele 2009 afslørede
og anholdte venezuelansk politi adskillige grupper af colombianske paramilitære
styrker, som planlagde terroraktioner imod den bolivariske regering i
Venezuela.
Fløjkampe i Socialistpartiet (PSUV)
Socialistpartiet PSUV har officielt 7
millioner indskrevne medlemmer, men den aktive partikerne udgøres af de 2,5
millioner som har registreret sig i en lokalafdeling. I august opfordrede
Chávez til, at der bliver oprettet partiafdelinger på landets fabrikker.
Tusinder af arbejdere fulgte denne opfordring, og ifølge landsledelsen i PSUV
blev der i efteråret 2009 oprettet hele 16.000 fabrikslokalafdelinger, som
organiserede 250.000 arbejdere. Samme kilde indikerede, at der eksisterer
104.000 normale lokalafdelinger.
 |
Den 21. november blev PSUV’s nationale kongres
åbnet, på et stort møde i Caracas. Få dage inden havde de menige medlemmer
valgt delegerede ved urafstemning, men allerede her havde modsætningerne
imellem venstre- og højrefløj vist sig i lys lue. Højrefløjen, som udgør
flertallet af bureaukraterne i topledelsen, forsøgte at sætte sig på valgprocessen.
Men flere steder stødte de på modstand, som f.eks. i Caracas hvor
repræsentanter for de menige medlemmer på et massemøde valgte at vælte den
siddende valgkommission og indsætte en ny, som bedre kunne modstå valgfusk og
den slags. I mange regioner forsøgte venstrefløjen at gå sammen og danne
alliancer op til valget af delegerede, og nogle steder lykkedes det at vinde
valgene. Selve kongressen vil forsætte indtil marts og vil bl.a. diskutere
punkter som ”elementer i overgangen til socialisme”.
Revolutionen må fuldføres
Den økonomiske krise har øget spændingerne
imellem på den ene side dem, der ønsker en moderat og gradvis overgang til en
form for blandingsøkonomi og på den anden side dem der vil et øjeblikkeligt og
mere radikalt brud med kapitalismen. Regeringen har hidtil kunnet føre en
politik med reformer til fordel for de fattige og nationaliseringer af enkelte
strategiske virksomheder, alt sammen finansieret af de enorme olieindtægter.
Men med olieprisernes ustabile situation er denne mulighed begrænset. Således
er spørgsmålet nu, om man skal foretage nedskæringer i de sociale projekter, der
hidtil har været regeringens flagskib, eller om man skal gøre indhug i den rige
elites kontrol med landets industri, fødevarekæder og bankvæsen.
Truslen om kontrarevolution er stadig reel.
Begivenhederne i Honduras og USA’s militære oprustning bekræfter det. Omvendt
ser det ud til, at den venezuelanske kontrarevolution nu efter flere mislykkede
forsøg på åben omstyrtelse af Chávez (kuppet i 2002, arbejdsgiverlockouten,
folkeafstemninger i 2004, osv.), har valgt en taktik, som er mere på linje med
den, de nicaraguanske kontraer brugte til at ødelægge den sandinistiske
revolution i 1980’erne. Deres formål er nu langsomt, men sikkert, at
underminere revolutionens sociale erobringer, intensivere den økonomiske
sabotage og sprede desillusion og apati i Chávez’ bagland. Parlamentsvalget,
som er fastlagt til september 2010, vil være endnu en mulighed for dem, og de
vil efter alt at dømme vinde fremgang.
De bolivariske masser, som igennem de sidste
ti år igen og igen har forsvaret revolutionen, vil gøre alt for at undgå et
sådan nederlag. De vil kæmpe for at fuldføre revolutionen, hvilket kun kan ske
igennem en nationalisering af de største fabrikker, banker og fødevarekæden
under arbejdernes demokratiske kontrol.
