Billede: Københavns Rådhus. (Wikipedia.dk)

Både den tidligere og den nuværende regering har flere gange snakket om, at de bureaukratiske kontrolsystemer af de offentligt ansatte skal fjernes for at frigive flere ressourcer til reel velfærd. Dette har indtil videre ikke være andet end smarte vendinger fra professionelle politikere, der har ønsket sig selv genvalgt. De mange kontrolsystemer er kommet som en konsekvens af de sidste 25 års vedvarende besparelser inden for det offentlige.

Samtidig med, at man har skåret og forringet, har man indført diverse kontrolsystemer, der skulle tvinge de offentligt ansatte til at yde det samme, eller næsten det samme, bare på den halve eller kvarte tid. Dette har medført en eksplosion af øget arbejdspres og dermed et voldsomt stressniveau. Dette har igen ført til en dramatisk stigning af offentligt ansatte, der bliver brændt ud og som må langtidssygemeldes med stress. Dette ramme de kollegaer, der endnu ikke er sygemeldte, og som må løbe hurtigere, når en kollega går ned med stress. Oveni det kommer, at de tidskrævende og bureaukratiske kontrolsystemer, er endnu en ekstra arbejdsbyrde.

Moderniseringer = besparelser

Der var derfor sikkert op til flere af de ansatte i den offentlige sektor, der optimistisk spidsede ører, da den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i sommer bebudede, at den offentlige sektor skulle moderniseres så tillid, faglighed og nytænkning nu skulle være i centrum.

Det kunne altså lyde som om, at man nu ville lave en reform, der ville stoppe minuttyranniet og kontrollen. Men som en del af reformen var der lige den detalje, at den skulle føre til besparelser på 12 milliarder. I bedste fald ville neddroslingen af kontrollen ikke komme de offentligt ansatte til gode. Men reelt set er der tale om endnu et forsøg på at forringe de offentligt ansattes arbejdsforhold, endnu en besparelse.

Dette førte til, at Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, gik ud af OAO (Offentligt Ansattes Organisation), som er en samling af offentligt ansatte under LO, i protest mod, at OAO, og dermed LO, havde godkendt aftalen. Også Danmarks Lærerforening nægtede at være med.

FOA er med god grund stærkt kritiske, da aftalen blandt andet betyder, at ledelserne i kommunerne kan tilsidesætte aftaler og overenskomster i jagten på at finde besparelser på de 12 milliarder. Dennis Kristensen har blandt andet udtalt, at tillid i den nye aftale går ud på, at medarbejderne skal have blind tillid til deres ledelse, mens der ikke er tale om tillid den anden vej.

Med andre ord betyder aftalen, at de kommunale og regionale arbejdsgivere har frit spil til at forringe de ansattes arbejdsforhold. At dette på nogen måde skulle være moderne, er svært at se.

Fagbevægelsen har nedlagt våbnene

Bente Sorgenfrey, der er formand for FTF, har valgt at slutte op om aftalen, der skal hente 12 milliarder på at forringe forholdene for hendes medlemmer yderligere. Hun udtaler: “Vi kan sætte os udenfor og være sure, men så bliver vi kørt over. Vi ved, at der skal effektiviseres for 12 milliarder kroner i den offentlige sektor frem mod 2020.”

Men hvad får Bente Sorgenfrey og de andre faglige ledere til at tro, at deres medlemmer ikke bliver “kørt over”, hvis bare deres faglige organisationer har blåstemplet besparelserne? Det er uhørt, at lederne af dansk fagbevægelse, LO og FTF, kan blive ved med at acceptere regeringens angreb på danske arbejderes liv, fordi SF og Socialdemokratiet er med i regeringen. Nej, vi ved på ingen måde, at der skal spares 12 milliarder i det offentlige.

Vi ved, at regeringen har planer om at gøre det, men det betyder jo ikke, at det ikke kan ændres. I stedet for passiv accept burde fagbevægelsen rejse en massiv kampagne imod besparelserne.

Nedskæringerne er uacceptable

Fagbevægelsens linje svarer til, at en mand vil springe en bombe i ens hus, og at man så kræver at få indflydelse på i hvilket rum, bomben skal placeres. Det giver ikke nogen mening. Bente Sorgenfrey og de andre faglige ledere har tilsyneladende glemt, at de er ledere af kamporganisationer. Kamporganisationer der er sat i verden for at kæmpe for forbedringer for medlemmerne og imod forringelser. LO og FTF har magten til at lamme ethvert område i samfundet gennem strejke. De er de mest magtfulde organisationer i landet. Hvorfor? Fordi de organiserer de danske arbejdere. LO og FTF burde for længe siden have indkaldt deres medlemmer og regeringen til et 24-timers “seminar” i hvilken politik, de danske arbejdere forlanger af regeringen, gennem en 24-timers generalstrejke.

Regeringen har ikke bestilt andet end at underminere og forringe de rettigheder, som den danske arbejderklasse har været årtier om at tilkæmpe sig. Og det har kun kunnet ske, fordi fagbevægelsens top har ladet dem gøre det. Socialdemokratiet og SF har ført ultra-liberal, arbejderfjendsk, borgerlig politik.

Og desværre med indirekte støtte fra toppen af Enhedslisten, som hele tiden undskylder sig med, at det er meget værre, hvis det er de borgerlige, der smadrer efterløn, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og så videre, end når det er arbejderpartier, der gør det. Det samme hører vi fra fagbevægelsen.

Men den linje kan kun føre til nederlag og tilbagegang. I stedet er der behov for kamp imod forringelserne. Virksomheder og banker vælter sig i overskud. Og de bruger kynisk krisen til at true med at flytte arbejdspladser.

I stedet for at bøje sig for det pres, burde fagbevægelsen og arbejderpartierne sige: Fint nok, flyt I bare, men vi beholder arbejdspladserne og jeres store milliardoverskud, som arbejderne har skabt, og styrer det selv under arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol. Det er den eneste vej til at sikre, at danske arbejdere ikke vil blive “kørt over”.