Kommunalvalget den 17. november var et klart sammenstød mellem den borgerlige regering på den ene side, og Socialdemokratiet og SF (og i mindre grad Enhedslisten) på den anden side.

De borgerlige og de såkaldte ”eksperter” i medierne forsøgte konstant at sløre modsætningerne og stå fast på, at kommunalvalget drejede sig om ”lokale spørgsmål” som intet har at gøre med al anden politik. Men man behøver blot at tage et blik på de problemer, der er i kommunerne, for at se, at det er helt forkert. Alle steder har de vigtigste spørgsmål været nedslidte skoler, manglende ressourcer til daginstitutioner, dårlige forhold i ældreplejen og så videre. Derudover er der andre spørgsmål som et enormt efterslæb i vedligeholdelse af veje og kloakker, samt dårlige økonomiske forhold for kulturlivet. Alle disse problemer er overhovedet ikke ”lokale forhold”, men er grundlæggende set de samme overalt.

SF fordoblet
Valgets resultat var en sejr til arbejderpartierne i de store byer, hvor arbejderbevægelsen traditionelt står stærkt. Især var der en stor fremgang til SF i forhold til kommunalvalget i 2005. SF fik 14,5 procent på landsplan – en fremgang på 7,1 procentpoint, hvilket næsten vil sige en fordobling i forhold til 2005. Det er en indikator på den differentiering og det stemningsskifte, der har fundet sted i arbejderklassen i de senere år.

Socialdemokratiet gik 3,6 procentpoint tilbage, men fastholdt en landsdækkende stemmeandel på lidt over 30 procent. Enhedslisten kunne på landsplan notere en andel på 2,3 procent af stemmerne. Det var en tilbagegang på knap et halvt procentpoint.

Tilbagegang til Venstre
Det største borgerlige parti, Venstre, gik 2,7 procentpoint tilbage på landsplan. Men det udtrykker ikke det fulde omfang af den lussing, Venstre modtog. Særligt i de store byer fik Venstre og de andre borgerlige partier et elendigt valg. I København gik Venstre 4,5 procentpoint tilbage og fik dermed kun 9,4 procent. I Århus gik det endnu værre for Venstre. Her fik Venstre godt 24.000 stemmer, hvilket var mere end 31.000 stemmer færre end ved valget i 2005. Det gav Venstre 15,9 procent af stemmerne, og de er nu mere end halveret i Århus byråd.

Øjebliksbillede
Ethvert valgresultat giver et øjebliksbillede, der kan fortælle os noget om den nuværende stemning i samfundet. Men valget fortæller ikke i sig selv noget om den bevægelse, der foregår i bevidstheden. Et valgresultat er et fotografi af begivenhederne. Men ligesom ingen ville være tilfredse med blot at se et fotografi fra en fodboldkamp i stedet for den faktiske kamp, spillernes bevægelse og de levende begivenheder, så kan vi ikke stille os tilfredse med en analyse, der alene konkluderer om partierne er gået frem eller tilbage i forhold til et valg for fire år siden.

Faresignaler
Arbejderklassens bevidsthed er i konstant forandring under overfladen. Gamle løsninger bliver genovervejet, situationen bliver vurderet. Der er klare faresignaler at spore i resultatet fra kommunalvalget. Den socialdemokratiske tops højrekurs har ført til, at partiet er kommet i krise og ser ud til at være i en tilstand af permanent tilbagegang og afmagt.

Dette har især afspejlet sig i kommunerne på Københavns Vestegn, der i årtier har været socialdemokratiske bastioner. I de fleste af kommunerne fik Socialdemokratiet stadig over 50 procent af stemmerne, men der er en klar tilbagegang at spore. Socialdemokratiet mistede borgmesterposten i Glostrup til Venstre og formåede ikke at genvinde den tabte borgmesterpost i Høje Taastrup, som de Konservative snævert vandt i 2005. I hverken Høje Taastrup eller Glostrup vil nogle af problemerne blive løst, og den borgerlige nedskæringspolitik, som nu vil blive ført i Glostrup, er et resultat af den fejlslagne højrekurs, som S-toppen har ført.

Der er ingen tvivl om, at det er skuffelse blandt socialdemokratiske arbejdere, der har ført til nederlaget. Glostrups tidligere borgmester Søren Enemark stod blandt andet fast på en kurs med udliciteringer, hvilket betød, at den socialdemokratiske kommune kom til at stå over for de aktionerende skraldemænd fra HCS i stedet for klart at stille sig på arbejdernes side og løse konflikten til Glostrups indbyggers bedste.

I Glostrup vil valget af en Venstre-borgmester iabsolut ikke gøre tingene bedre. Den borgerlige nedskæringspolitik, som nu vil blive ført i Glostrup, er et resultat af den fejlslagne højrekurs, som S-toppen har ført.

Tilbagegang til SF
Det er også værd at bemærke, at der visse steder har været tilbagegang til SF. I Vejle har SF tidligere haft borgmesterposten. Her var SF’eren Flemming Christensen borgmester i alliance med Venstre og Konservative, massivt bakket op af den lokale ”benzinkonge” Olaf Haahr, manden bag Haahr Benzin (som Flemming Christensen sidste år blev bestyrelsesformand for).

Det konsekvente parløb med Vejles største og mest kendte kapitalist har ført til udbredt skuffelse over SF i Vejle. I 2001 fik SF 33,5 procent af stemmerne. I 2005 fik SF 22,5 procent, og ved dette kommunalvalg fik SF kun 14,9 procent. Selvfølgelig kan en del af denne tilbagegang skyldes kommunalreformen, som har gjort Vejle kommune større og lagt den sammen med mere borgerlige omegnskommuner. Men ser vi på de absolutte tal, ser vi også en klar tilbagegang. I 2001 fik SF 12.035 stemmer i den gamle Vejle Kommune. Ved dette valg fik partiet kun 7787 stemmer i den nye, langt større Vejle Kommune (det samlede antal afgivne stemmer var 53.146 imod kun 36.729 i 2001). Det vil sige, at partiet som minimum har mistet mere end hver tredje af de stemmer, de fik i 2001. Det er en klar advarsel til SF’s nuværende ledere: hvis ikke opbakningen bruges til klar arbejderpolitik, vil fremgangen vende sig til sin modsætning i fremtiden.

Skandale i Region Hovedstaden
En af valgets helt store skandaler var ved valget til Region Hovedstaden. Dette ellers søvnige og for mange mennesker ligegyldige valg udviklede sig dramatisk, da den unge højrefløjs-SF’er Andreas Røpke indgik aftale med de borgerlige partier imod Socialdemokratiet. Dette skete uden at Andreas Røpke havde opbakning til sådan et skandaløst træk. Siden har Andreas Røpke meldt sig ud af SF’s gruppe i regionen.

Det bør være fuldstændigt udelukket for SF og de andre arbejderpartier at indgå sådanne aftaler med de borgerlige. Hvis man i konstitueringer i kommuner og regioner binder sig til de borgerlige partier, så bliver det umuligt at føre en kamp imod den borgerlige regering, som står bag diktaterne om nedskæringer.

Det er bekymrende, at der mange steder dukker SF-kandidater op, som tilsyneladende uden at blinke er klar til at kaste samtlige principper over bord og indgå i aftaler med de borgerlige blot for at opnå magt og høje poster. Blandt mange aktive i partiet vækker denne udvikling bekymring. Et lag af ældre aktivister i partiet ser med skepsis og bekymring på en ny generation af karrieremagere, der stryger direkte til tops i partiet. Under overfladen er der en polarisering i gang i partiet, og sammenstød mellem fløjene er uundgåelig i fremtiden. En af de vigtigste opgaver for partiets venstrefløj er at forberede sig på sådanne sammenstød for at vinde partiet tilbage til de socialistiske traditioner og principper.

De Radikale: parløb med DF
Nogle mennesker har stadig den frækhed at præsentere det ærke-borgerlige parti de Radikale som et ”humanistisk” parti. Angiveligt går det der med at være humanist ud på at afskaffe efterlønnen, skære i dagpengene, sætte selskabsskatten ned, skære ned på den offentlige velfærd og give milliard-gaver til bankerne, alt imens man siger, at man skam ikke har noget imod indvandrere. Det er en skandale, at arbejderbevægelsens top gang på gang har ladet de Radikale slippe af sted med at præsentere sig som en slags ”progressive” i stedet for klart at afsløre de Radikales arbejderfjendske politik.

Ved kommunalvalget i København fik de Radikale sig en ordentlig og velfortjent lussing. De gik fra over 28.000 stemmer i 2005 til under 19.500 stemmer denne gang. Det vil sige, at de har mistet omkring hver tredje af deres vælgere i København. Mange af de, der alligevel stemte på de Radikale har uden tvivl fået sig en overraskelse efter valget, da partiets spidskandidat Klaus Bondam valgte at konstituere sig sammen med de Konservative og Dansk Folkeparti. Resultatet er, at de Radikale nu har fået en borgmesterpost på Dansk Folkepartis stemmer. Al de Radikales ”modstand” imod racisterne i Dansk Folkeparti forduftede som dug for solen, da det drejede sig om en borgmestertaburet.

Ungdommen er imod de borgerlige
Kommunalvalget bekræftede endnu en gang, at ungdommen i Danmark slutter stærkt op om arbejderpartierne og går imod de borgerlige. Et prøvevalg blandt 16-17 årige, som Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) afholdt, viste klart, at ungdommen afviser de borgerlige og i stedet vælger venstrefløjen.

Prøvevalget blev afholdt i 31 kommuner over hele landet, og SF blev det største parti med 24,7 procent. De tre arbejderpartier (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten) fik tilsammen 51,7 procents tilslutning. Til sammenligning fik de tre store borgerlige partier (VKO) tilsammen 31,1 procent. Her har vi forklaringen på, at Venstres Ungdom ligesom deres moderparti er indædt modstander af valgret til 16-årige!

Denne overordnede venstreorienterede indstilling blandt ungdommen er endnu mere klar i de områder, hvor arbejderbevægelsen traditionelt står stærkt. Et prøvevalg på Helsingør Gymnasium gav de tre arbejderpartier 66,2 procent tilsammen. Et prøvevalg på Lolland Produktionsskole, hvor eleverne stemte efter at have hørt oplæg og debat fra forskellige kandidater, gav 49 procent alene til SF, med Socialdemokratiet på andenpladsen med 21 procent. Et prøvevalg på Metropolitanskolen i København gav 85 procent til de tre arbejderpartier.

SF og besparelserne
Den største svækkelse af SF’s valgkamp i København kom fra den kurs, som lederne har ført i den tidligere periode. Bo Asmus Kjeldgaard har som børne- og ungdomsborgmester stået i spidsen for besparelser på sit område, og kort inden valget kom han i konflikt med vrede forældre og pædagoger, der protesterer imod besparelser. Nu har Bo Asmus Kjeldgaard fremlagt en såkaldt ”alternativ spareplan”, men det er uvist, hvad det vil betyde.

Der var planlagt besparelser på 257 millioner kr. på børne- og ungdomsområdet i København. Herafvar der planlagt besparelser for 47 millioner kr. på daginstitutionerne i København. Det har fået pædagogerne til at protestere, og vrede forældre har blokeret daginstitutionerne.

Bo Asmus Kjeldgaard har forsøgt at undgå besparelserne på daginstitutionerne ved at spare fem mio. kr. på politikernes studierejser, receptioner og fester i hele kommunen, fem millioner på store glittede informationskampagner fra alle forvaltninger, og at der afdrages 22 mio. mindre på kommunens gæld. De resterende 15 millioner kroner kan ifølge Kjeldgaard hentes på kontoen til ”skattesanktioner”. Selv hvis denne øvelse lykkes, er det en stakket frist, da man jo ikke kan blive ved med ikke at betale sin gæld, og desuden er der over 200 millioner kroner, der stadig skal spares.

Blandt andet er der planlagt besparelser for 200 millioner på skolerne i København. Ifølge Berlingske Tidende vil det betyde, at der i næste skoleår i gennemsnit vil være mellem tre og fire færre lærere på hver enkelt folkeskole i København.

Hvis SF sætter sig i spidsen for at administrere nedskæringer, er det en direkte vej til at ødelægge partiet og smadre den fremgang, SF har oplevet i sidste periode. Hvis partiets repræsentanter alligevel bare gør det, som den borgerlige regering kræver, vil mange få den opfattelse, at det alligevel ikke nytter noget at støtte SF.

Topstyring i SF
Op til valget blev der lagt et enormt pres fra SF’s ledelse på partiets spidskandidat i København, Bo Asmus Kjeldgaard. Partitoppen krævede, at Bo Asmus Kjeldgaard betingelsesløst skulle pege på Socialdemokratiets Frank Jensen som overborgmester.

Uanset hvad man mener om Bo Asmus Kjeldgaard, så er det ikke acceptabelt at partiets top på denne måde blander sig for at styrke deres egen enhedsfront med den socialdemokratiske top på Christiansborg. Blandt mange aktive SF’ere i København vakte denne indblanding en følelse af frustration og afmagt, og det styrkede opfattelsen af, at en lille gruppe i ledelsen forsøger at topstyre partiet uden om de demokratiske kanaler. Det var uden tvivl en medvirkende årsag til at svække valgkampen i stedet for at styrke den.

Samlet front imod de borgerlige
Indbyggerne i København har stemt massivt på arbejderpartierne. 63 procent stemte på enten Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten. Det er en massiv stemme imod nedskæringer i det offentlige. Problemet er, at det er den borgerlige regering, der dikterer nedskæringerne gennem deres udgiftsstop. Den borgerlige regering siger, at der ikke er råd til flere penge til kommunal velfærd, men det er massivt hykleri.

Da de borgerliges overklasse-venner i bankerne kom i problemer, udskrev den borgerlige regering omgående en blankocheck, der kan garantere for alle udenlandske spekulanters pengebeholdninger i Danmark. I realiteten var det en betingelsesløs kassekredit på over 3000 milliarder. Senere kom de bankerne yderligere til hjælp og stillede 100 milliarder til rådighed som kapital. Det seneste eksempel er, at A.P. Møller har fået et statslån på 2,6 milliarder til at bygge nye skibe i Asien, samtidig med at de nedlægger Lindø og smadrer tusindvis af arbejderfamiliers levegrundlag.

Den store opbakning til arbejderpartierne, som dette kommunalvalg viste, må bruges til at danne en samlet front imod den borgerlige regering. Arbejderpartierne i kommunerne må stå sammen, og de arbejderstyrede kommuner må gå sammen om at nægte at udføre den borgerlige regerings diktater om nedskæringer. Alle steder må der afsættes de nødvendige midler til daginstitutioner, skoler, ældrepleje, veje, renovation, kloakker og alle andre essentielle ting, som kommunerne tager sig af. Hvis den borgerlige regerings budget ikke passer med virkelighedens behov, så er det ikke virkeligheden, der er noget galt med!

Kamp i arbejderbevægelsen
Den borgerlige regering vil uden tvivl fare i flint over en samlet kommunal enhedsfront mellem arbejder-kommunerne. De vil true med bål, brand, administration og forskellige former for straf. Men det vil være tomme trusler. De vil aldrig turde at sætte størstedelen af de danske kommuner (og størstedelen af befolkningen) under administration, især ikke hvis den kommunale kamp bredes ud til en kampagne i alle fagforeninger, partiafdelinger, på de store arbejdspladser og så videre. Hvis der mobiliseres fra neden, kan den borgerlige regering presses til enten at gå af eller afse de nødvendige midler.

Toppen i arbejderbevægelsen (desværre også toppen i SF) vil muligvis ikke støtte dette forslag. Men alternativet – at arbejderpartierne skal administrere og gennemføre alle de nedskæringer, som den borgerlige regering dikterer – er en direkte vej til katastrofe og valgnederlag i fremtiden. Derfor er der brug for, at alle aktive klassekæmpere bliver aktive og kæmper for et venstresving i fagbevægelsen og i SF. Marxisterne omkring Socialistisk Standpunkt vil stå skulder ved skulder med disse lag for et ryk til venstre i den danske arbejderbevægelse.