Tirsdag den 18. november bliver der afholdt kommunalvalg. Det bliver generalprøven på det folketingsvalg, som skal afholdes inden for det kommende år.

Politikernes valgkampagne begyndte allerede for flere måneder siden. De lover guld og grønne skove, valgflæsk til højre og venstre.

Én ting har alle politikernes løfter til fælles: Ingen tror på dem. Der er ingen, der tror på, at politikerne kommer til at gøre det mindste for det store flertal af os, når først de er valgt ind. Alle ved, at de professionelle politikere vil love hvad som helst som en del af “spillet” for at komme ind på rådhuset, få borgmesterkæden om halsen og rage udvalgsposter til sig.

Mange står altså med en følelse af afmagt og vrede. Det er følelser, der er vokset i den sidste periode. Det udtrykker sig i, at flere og flere ikke aner, hvem de skal stemme på. Det er nu halvdelen af vælgerne, som ikke ved hvem de vil stemme på. Det er ikke underligt for – undskyld det franske – hvem fanden skal man stemme på i København?

100 års dominans står til at briste

Lad os starte med Socialdemokratiet. Til sidste kommunalvalg gik partiet fra 27% til 17% af stemmerne i København. I 1970 da Socialdemokratiet nåede sit toppunkt, fik partiet over halvdelen af alle stemmer i hovedstaden, hele 53,9%. Men det er i dag en saga blot. Sidste valg var en katastrofe for partiet, der har siddet på overborgmesterposten i landets hovedstad i over 120 år, og det ser kun ud til at blive værre ved dette valg.

Det har skabt panik på Christiansborg. Mette Frederiksen gav derfor den socialdemokratiske overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, en ministerpost i bytte for, at den nu tidligere minister, Pernille Rosenkranz-Theil, kunne blive overborgmesterkandidat.

Det er ikke tilfældigt, at valget faldt på Pernille Rosenkrantz-Theil. Der er en generel polarisering i samfundet. I medierne beskæftiger man sig udelukkende med hvordan den udtrykker sig på højrefløjen. Men vi ser også et stort sving til venstre, hvor partier som Enhedslisten og SF står til næsten halvdelen af alle stemmer i København. 

Pernille Rosenkrantz-Theil blev derfor udvalgt i håb om at give Socialdemokratiet et mere venstreorienteret image. Hun har fortid som folketingsmedlem for Enhedslisten, hvor hun slap høns ud i Folketingssalen og lukkede de aktivister ind, som kastede rød maling på Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller.

Pernille Rosenkrantz-Theil skulle være partiets gamechanger i byen. Fremfor at fremstå som et venstreorienteret alternativ til status quo er det blevet åbenlyst, at hun er fuldstændig indrullet med eliten af København, og at hun bare er mere af det samme. Det blev eksemplificeret, da det kom frem, at boligmastodonten, Jeudan, ejet af to danske rigmandsfamilier, har givet hende bestikkelse i form af gratis lokaler og reklamepladser i byrummet.  

Fremfor at redde partiet har hun med sine dårlige forslag og skandaler blot lavet flere huller i skroget på den synkende socialdemokratiske skude i København, som i nogle meningsmålinger har stået til sølle 10% af stemmerne.

Hun har bashet på jyder, som gerne ville studere i København. Hun foreslog, at det skulle være dyrere at tage metroen, når man skulle ud til lufthavnen. Hun mente, at de københavnske pædagoger, i vuggestuer og børnehaver, skulle bruge deres, i forvejen sparsomme, tid på at afhente byens børn i ladcykler om morgenen.

Pernille Rosenkrantz-Theil står i den umulige situation, at hun skal prøve at fremstå som noget nyt efter 100 års socialdemokratisk kontrol over byen. Hun taler om de pressede børnefamilier og boligmanglen, men har ingen reelle løsninger på nogen af delene.

Hendes eneste forslag, som ville være en reel forbedring, er forslaget om, at det skal være gratis at have børn i vuggestuer og børnehaver.

Det er svært at holde smilet tilbage over, hvor absurd sådan et forslag lyder, når det netop kommer fra Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har lige siddet som minister i regeringen, så hvorfor indførte hun det ikke da hun var minister og så for hele landet? Hendes parti har siddet på magten i København i mere end ét århundrede. Hvorfor har de ikke indført det før? Det er åbenlyst for alle, at det er intet andet end desperat valgflæsk.

Det bliver ikke mindre hyklerisk af, at det er hendes Socialdemokrati, som har siddet ved magten – på Christiansborg og på Rådhuset i København – de seneste år, mens velfærden langsomt er blevet parteret, ikke mindst for vores børn og unge.

I København har politikerne vedtaget budgettet for 2026 uden synlige nedskæringer, som alle stemte for. Det er åbenlyst, at de har lavet denne broderpagt, fordi ingen af dem vil være i valgkamp efter de har vedtaget nedskæringer. Men det betyder bare, at de nedskæringer, som skulle være blevet implementeret næste år, blot bliver udskudt.

Efter mange års angreb på børneinstitutioner, folkeskoler, ældrepleje og resten af velfærden er den tyndslidt. Den kræver massive investeringer. I stedet indfører politikerne hele tiden nye nedskæringer, som da politikerne i København for nylig vedtog nye inklusionstiltag (“Mangfoldige børnefællesskaber”) for at spare på specialtilbuddene til børn med særlige behov. Der er ingen tvivl om, at når stemmesedlerne er blevet talt op og politikerne sidder trygt og godt inde på Rådhuset igen, så kommer der flere nedskæringer.

Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at meningen med hendes forslag er at sørge for at almindelige pædagoger vil blive i København. Men, for det første, hvis man vil sørge for at fastholde pædagoger, kræver det at hæve kvaliteten i dagsinstitutioner gevaldigt. Det vil kræve langt flere penge til at sænke normeringer, så der er nok pædagoger til vores børn. For det andet kræver det, at boligspørgsmålet bliver løst, så pædagoger faktisk har råd til en lejlighed i byen fremfor at forlove sig med Jeudan. Vi kommer tilbage til spørgsmålet om manglen på boliger senere.

Det er klart, at vi i RKP ikke er imod at gøre daginstitutioner gratis. Arbejderfamilier over hele landet er ekstremt pressede på grund af de store prisstigninger, og de ville uden tvivl være glade for at spare pengene til børneinstitutioner. Men det er det vildeste hykleri, når det kommer fra de selvsamme politikere, som ødelægger vores børns institutioner. 

Selv hvis det blev gennemført, hvilket ingen tror på, så har Pernille Rosenkrantz-Theil indrømmet, at det vil betyde nedskæringer for svimlende 800 mio. kr. andre steder i kommunen. Det er den samme dynamik, vi har set i mange år; når politikerne en sjælden gang imellem har lavet en mindre forbedring, så betyder det nedskæringer andre steder.

Vi har fået nok af tomme løfter og latterlige lappeløsninger. Der er behov for massive investeringer i velfærden. I København mener vi i RKP, at det allerførste der burde gøres, er at bruge de penge, som ligger i kommunens pengekasse. Det er omkring 17 mia. kr. der kunne bruges på den udpinte velfærd, men som rådhuspolitikerne ikke tør røre ved på grund af den såkaldte budgetlov, som er vedtaget på Christiansborg. 

Det er en lov, som politikerne har lavet, der blandt andet begrænser hvor mange penge kommunerne må bruge for ikke at “overophede” økonomien. Men selv samme politikere har intet problem med at hælde endeløse milliarder i militæret eller lave skattelettelser til de rige, hvilket viser den her lovs virkelige funktion.

Det er klart, at det kun vil være en lille begyndelse; problemet hverken begrænser sig til København eller kan løses inden for voldene. Velfærden er blevet smadret i hele landet. Der er brug for kæmpe investeringer i folkeskolerne, børneinstitutionerne, ældrepleje, hospitalsvæsenet, i uddannelserne, i psykiatrien – overalt.

Men det kommer ikke til at ske med de nuværende politikere. Mens velfærden udsultes, vil Pernille Rosenkrantz-Theil og hendes venner i regeringen bruge vores skattepenge på mere aggressiv militæroprustning, hvilket er konsensussen i Folketinget.

Hvis Socialdemokratiet mister overborgmesterposten, er det et kæmpe slag imod partiet. Ikke kun i København, men på nationalt plan. Det er Mette Frederiksen, som har sendt sin veninde, som hun deler sommerhus med, fra Christiansborg til København for at klare ærterne. Et nederlag for Pernille Rosenkrantz-Theil vil være et nederlag for Mette Frederiksen og partiet som helhed.

Men mere end det. For dansk kapitalisme har Socialdemokratiet været det vigtigste parti for at bevare systemet. Et svagere og mere ustabilt Socialdemokrat vil kun gøre det sværere for den danske herskende klasse at regere i fremtiden.

Efter mere end et århundrede ved magten i København står partiet nu til at miste den. Men hvad er alternativet?

Alternativ til Socialdemokratiet?

Især SF står i meningsmålingerne til at gå meget frem i København. Hovedårsagen er, at de ikke er Socialdemokratiet. Bare det at SF er noget andet, noget uprøvet til venstre for Socialdemokratiet, er SF’s største fordel. På samme måde kan noget af SF’s fremgang tilskrives, at ingen aner hvem deres kandidat til overborgmesterposten, Sisse Marie Welling, er. I en tid, hvor hadet mod politikerne vokser, er det desto større fordel at blive set som en, der står udenfor den politiske magtelite.

Men at tro, at tingene vil blive forandret under et SF-bystyre, ville mildest talt være naivt. I København har SF været loyale samarbejdspartnere med Socialdemokratiet i mange år. Samtidigt er det tydeligt for alle, at SF’s primære mål er at komme i regering med Socialdemokratiet efter folketingsvalget. De kommer ikke til at føre en politik, hverken i København eller noget andet sted, der vil sætte dette fremtidige regeringssamarbejde over styr.

Lad os tage et skridt længere ud til venstre. Til sidste kommunalvalg blev Enhedslisten det største parti i København med 24,6% af stemmerne, og det ser ud til at blive tilfældet igen. Der er uden tvivl mange, som stemmer på Enhedslisten, fordi de gerne, meget forståeligt, vil bryde Socialdemokratiets monopol på magten i København.

Men kommer tingene fundamentalt til at ændre sig, hvis Enhedslisten får endnu et kanonvalg? Der er der intet, der tyder på, selv hvis det skulle lykkedes partiets spidskandidat, Line Barfod, at tilegne sig overborgmesterposten. 

For at sige tingene som de er, så er toppen af Enhedslisten, ligesom SF, medansvarlige for, at København er endt, hvor byen er i dag. I over 20 år har Enhedslisten siddet på forskellige borgmesterposter i Borgerrepræsentationen i København og været en del af magtens indercirkel i hovedstaden.

Hvis man skulle være i tvivl om det, kunne man i oktober i Berlingske læse et interview med Line Barfod: “Line Barfod rækker hånden ud til de borgerlige. Hun vil gå langt for at erobre magten i København”. Overskriften siger det hele. Toppen af Enhedslisten i København er sølet ind i den samme “realpolitiske” virkelighed som de andre partier, og der er ingen grundlæggende forskel på dem.

Tag spørgsmålet om boliger. Det er blevet så vanvittigt dyrt at bo i København, at ⅓ overvejer at flytte ud af byen. I dag kan det virke som en naturlov, at landets hovedstad i højere og højere grad skal være en eksklusiv legeplads for de rige, de kendte og de magtfulde. Men sådan har det ikke altid været. Hvis man bare går tilbage til 1990’erne, så var København en by, som både studerende og arbejderfamilier havde råd til at slå sig ned i.

Det er ikke længere tilfældet. De store boligudgifter er noget, som presser de fleste arbejdere og unge i byen. Det er derfor heller ikke underligt, at de fleste partier på Rådhuset har valgslogans om “billigere boliger”, inklusiv Enhedslisten.

Problemet for Enhedslisten er, at de kun kan skabe billige boliger til det store flertal af os, hvis de bryder med præmissen om, at kapitalisterne skal kunne tjene profit på os.

Lige nu skal boliggrunde ifølge lovgivningen sælges til markedspris. Københavns Kommune vil derudover gerne sælge deres grunde så dyrt som muligt, for at betale af på deres gæld til private virksomheder for metrobyggeriet. Alt handler altså om, at kapitalister skal kradse penge hjem til dem selv, enten i form af profitter eller gæld. Intet af dette kommer Enhedslisten til at røre ved, ligegyldigt hvor mange stemmer de får. Konsekvensen bliver, som de sidste 20 år, hvor de har siddet med borgmesterkæder om halsen, at det fortsat vil blive dyrere og dyrere at bo i København.

Endnu engang forledes man til at spørge: Hvis I virkelig vil skabe billige boliger, hvorfor har I ikke gjort noget før? Især i lyset af, at boliger ligger under ressortområdet for teknik- og miljøborgmesteren i Københavns Kommune, som har været ingen ringere end Line Barfod.

Line Barfod har foreslået et loft over huslejen. Men med det loft, siger hun, at der dog også skal være et “rimelig afkast”, altså, at de store boligspekulanter, kapitalfonde og store boligvirksomheder fortsat skal tjene fede penge på, at vi kan få tag over hovedet.

Der er ikke behov for et loft. Huslejen er allerede alt for høj. Der er behov for, at huslejen bliver sat markant ned for arbejdere, unge og fattige i byen.

I Revolutionært Kommunistisk Parti vil vi skabe billige boliger, men for at gøre det må vi fjerne “markedet” fra boligmarkedet. Med andre ord, så kræver det, at vi gør op med, at et lillebitte mindretal skal tjene styrtende på, at alle os andre har brug for et sted at bo.

Indledningsvis er det nødvendigt, at de store boligselskaber – firmaer som amerikanske Blackstone eller danske Jeudan – bliver eksproprieret, at deres tomme lejligheder omdannes til billige lejeboliger og at lejen omgående sættes ned. 

Der er ligeledes behov for at ekspropriere bankerne og realkreditselskaberne, som gennem lån til almindelige familier i virkeligheden er dem, som de facto ejer langt de fleste boliger i Danmark og tjener kassen på det. Danske Bank – én enkelt bank – tjente alene sidste år 23,6 mia. kr., i overskud efter skat og sigter mod at gentage succesen i år.

Derudover skal der sikres nye boliger på massiv skala. Der kunne man nemt begynde ved at overtage den bygningsmasse, som i københavnsområdet består af hundredtusindvis af kvadratmeter af tomme kontorer, lagerbygninger og lignende, som nemt kan omdannes til billige boliger.

Overordnet er der behov for et opgør med at skabe profit på boliger og privat udlejning. Lejligheder og huse bør ikke være en luksus for de rigeste, men skal demokratisk fordeles efter menneskers behov, familiestørrelser, arbejdssituation, osv. At løse boligspørgsmålet leder os derfor direkte til en konfrontation med kapitalismen.

Men Enhedslisten vil ikke bryde med kapitalismens rammer. Hvis partiet kommer til magten i København eller får endnu større indflydelse, end de allerede har, vil folk have høje forventninger om, at tingene vil forandres, og de vil blive testet. Men så længe de holder sig inden for systemets rammer, vil de ikke kunne levere de grundlæggende forandringer, som arbejdere, unge og fattige i København har brug for.

Alternativ til venstre?

Til kommunalvalget i København er der som sædvanlig en række små grupper, partier og valglister, der stiller op til venstre for Enhedslisten. De har en masse krav, som hver og for sig er fine nok, men ingen af dem har et perspektiv for, hvordan de rent faktisk kan implementeres eller se ud over de nuværende rammer.

Vi kan fortsætte med boligspørgsmålet. Her har et parti som Frie Grønne, med Sikandar Siddiq i spidsen, en række krav, som på overfladen virker radikale, men som holder sig inden for de nuværende rammer, som man kan se i vævende formuleringer, såsom: 

“Kommunen skal undersøge muligheden for ekspropriering af boligmassen ejet af kapitalfonde og institutionelle investorer i almenvellets interesse for at omdanne boligmassen til almene, non-profit boliger. Derudover skal kommunen opkøbe den privatejede boligmasse for at opnå et mål om mindst 75. pct. almene, non-profit boliger i 2035.”

Først og fremmest, hvorfor skal mulighederne først “undersøges”? Vi ved allerede godt, at de love, der regulerer boligmarkedet, er til for at tilgodese kapitalisterne. Der er ikke noget som skal undersøges, det skal bare gøres! For det andet, hvorfor skal kapitalisterne, som har tjent mere end rigeligt i forvejen, kompenseres ved at “opkøbe” boligmassen, frem for at tage hvad burde tilhøre os alle sammen? For det tredje, hvorfor lade dem beholde det kvarte af byen til at tjene flere penge? 

I virkeligheden holder Frie Grønne sig inden for de nuværende rammer og stikker dermed folk blår i øjnene, når de fremstiller det som, at problemerne kan løses inden for kapitalismen. 

Palæstina

Det samme gør sig gældende i forhold til deres politik om Palæstina. Frie Grønne har plakater med sloganet: “Opløs Israel”. Men hvad betyder det, hvem skal gøre det og hvordan?

Hvis man læser på partiets hjemmeside, så skal det ske gennem appeller til “verdenssamfundet” og FN. Det vil sige, at man skal lukke øjnene, folde hænderne og appellere til nøjagtigt de samme institutioner og stater, som har opretholdt den palæstinensiske undertrykkelse i de sidste 80 år

På en af deres andre plakater står der: “Befri København fra zionismen”. På deres hjemmeside uddyber de det ikke meget mere end at skrive:  “Vi vil befri København fra en racistisk ideologi og dens medfølger.”  Men hvad betyder det overhovedet? På overfladen kan det lyde radikalt, men i virkeligheden betyder det ingenting og er ekstremt hult. Intet af det gør, at vi kommer én eneste tomme tættere på Palæstinas befrielse, men er blot rene symbolske meldinger.

Hvad der er brug for er et parti, som rent faktisk siger tingene, som de er. Hvis vi rent faktisk er seriøse om Palæstinas befrielse, kan vi ikke stole på magthaverne eller “verdenssamfundet”. Palæstinenserne eneste allierede er verdens arbejdere og unge.

En befrielse af det palæstinensiske folk kræver en revolutionær bevægelse i Mellemøsten, som kan vælte de omkringliggende regimer, der holder hånden under Israel. Det vil være den eneste måde at fjerne den israelske stat på og erstatte den med en socialistisk føderation, hvor der er plads til alle de forskellige folk, som bor i regionen.

Det kan vi direkte støtte op om i Danmark ved at tage kampen op imod vores egne magthavere, som støtter Israels folkemord og har ført en ekstrem aggressiv imperialistisk politik i resten af regionen.

Men det kræver et parti der forbinder de problemer og kampe, som arbejdere og unge står med herhjemme, med kampen for et frit Palæstina.

Et parti, som klart og tydeligt viser, at det er de samme politikere, som bevæbner Israel, der også smadrer uddannelserne, sygehusvæsenet og vores børns institutioner. Det kræver altså et parti, som kæmper for at involvere arbejderklassen i kampen, som vi har set har haft en kæmpe effekt i et land som Italien. Det er sådan et parti, vi bygger i Revolutionært Kommunistisk Parti, og det er kun igennem revolutionær politik, at Palæstina nogensinde vil blive frit.

Demokrati og kampen for forbedringer

Der er også mange andre venstrefløjsgrupper, som stiller op til kommunalvalget. Mange vil sikkert spørge, om vi ikke anbefaler dem siden, at nogen af dem og os hedder noget med kommunisme i vores navn. Men det gør vi ikke, fordi vi ikke mener, at deres program til kommunalvalget afspejler en reel kommunistisk politik. 

Igen, mange af deres krav kan i sig selv være fine nok. Men det hele bliver stramt holdt inde for de meget snævre kommunalpolitiske rammer. 

Tag eksempelvis Kommunistisk Parti og spørgsmålet om demokrati. Her er deres hovedkrav, at de 12 lokaludvalg i København, som er “bindeled og sikrer dialog mellem københavnere og politikere”, skal have mere indflydelse og vetoret.

Dem der kender det mindste til disse lokaludvalg ved, at de er bedste eksempler på pseudodemokratiske institutioner, som bliver sat op for at give borgere en illusion af, at de bestemmer noget. Det har altid været tilfældet og er så åbenlyst i dag, at disse udvalg nærmest er fuldstændig affolkede. At forsøge at puste nyt liv i disse døde udvalg med et par få beføjelser kommer ikke til at gøre København mere demokratisk på noget plan.

Selv hvis disse udvalg blev gjort almægtige, så ville de i bedste fald være steder, hvor man kunne vælge, om man skulle skære på ældreplejen eller vuggestuerne i ens bydel. Det, som Kommunistisk Parti lægger op til, er, at hvis man bare lige ændrer tingene en smule og vælger dem ind på Rådhuset, så skal tingene nok blive ordnet.

Det er i virkeligheden tilgangen fra alle politikere: De vil fixe tingene for folk. Der adskiller vi os i Revolutionært Kommunistisk Parti. Vi er ikke politikere, men revolutionære. Vi fortæller det, som det er: Vi kommer ikke til at ordne problemerne for nogen, men hvis vi for alvor skal ændre på tingenes tilstand, er der brug for mobilisering blandt arbejdere og unge i København.

Det betyder ikke, at vi ikke sidder på hænderne. Vi involverer os i alle de kampe vi kan, forklarer, hvad der skal til for, at de kan vindes og gør alt, hvad vi kan for, at det kommer til at ske. Vi lever på et tidspunkt i kapitalismens historie, hvor det ikke er nemt at vinde sejre, men det er muligt. Om vi kan forbedre livet for arbejdere og unge i byen handler ikke om paragraffer, flertallet på Rådhuset eller lokaludvalg. Det handler om styrkeforhold; om faktisk at kæmpe, om arbejdere og unge, der bevæger sig på stor skala, om graden af organisering og om der er ledere i spidsen, som er villige til at tage kampen hele vejen.

Det er muligt at vinde sejre, og det vil vi altid kæmpe for i Revolutionært Kommunistisk Parti. Men samtidig forklarer vi begrænsningerne i hver delkamp; at enhver sejr vil blive rullet tilbage på et senere tidspunkt eller ske på bekostning af, at noget andet bliver forringet. Det vil være tilfældet, så længe vi lever under kapitalismen. Derfor forbinder vi hver enkelt konkrete kamp for forbedringer med en større kamp for socialisme.

Her og nu kræver vi i Revolutionært Kommunistisk Parti, at arbejdere, unge og de forskellige bevægelser, såsom solidaritetsbevægelsen med Palæstina, burde få langt bedre muligheder for at organisere sig. På papiret har vi forsamlingsfrihed, men problemet i København er, at vi ikke har nogen steder at forsamle os. Det bliver kun sværere og sværere.

Der har været hele skandalen om, at kulturhuse i Københavns Kommune ikke måtte bruges til pro-palæstinensiske aktiviteter – de måtte selvfølgelig godt bruges til alt, hvad der har med Ukraine at gøre.

Hvad der er behov for er bygninger, lokaler og haller, som arbejdere, unge og græsrodsbevægelser gratis kan bruge. Det ville være en kæmpe hjælp fremadrettet, når der skal organiseres nye kampe. Desuden bør der stilles bygninger til rådighed for unge, som de kan forme og styre som deres egne ungdomshuse.

For at vende tilbage til spørgsmålet om demokrati, så fokuserer Kommunistisk Parti meget snævert på disse lokaludvalg inden for Københavns Kommune meget begrænsede rammer. Men hvis vi ikke bare vil være med til at bestemme, hvor der skal skæres ned, så kræver det meget mere. Det kræver demokratisk kontrol over økonomien. 

Det ville vælte det her kulissedemokrati, som vi lever under, og skabe et reelt demokrati for arbejdere. Det kræver en revolution: et opgør med kapitalismen og en begyndelse på opbygningen af et nyt samfund, hvor arbejderklassen har magten: et socialistisk samfund.

Men det er problemet for alle disse alternative lister og partier til venstre. De holder sig inden for systemets og de kommunalpolitiske rammer. Men hvis vi faktisk skal løse de problemer, som folk står overfor, er det nødvendigt at bryde med disse rammer. De forklarer ikke, hvorfor kapitalismen er problemet, og heller ikke om behovet for hverken socialisme eller revolution. På den måde giver de illusioner til, at de problemer vi står overfor, kan løses indenfor de nuværende rammer. Det er årsagen til, at vi ikke anbefaler nogen af dem.

Hvad må der gøres?

Anbefaler vi så, at man ikke skal stemme?

Som det forhåbentlig er blevet klart af ovenstående, så mener vi ikke, at det kommer til at gøre en stor forskel, hvem du stemmer på til det her valg. Status quo fortsætter. Men omvendt mener vi heller ikke, at undlade at stemme kommer til at gøre nogen som helst forskel i sig selv. 

Mange vil nok spørge, siden vi nu kritiserer alt og alle, om vi ikke så selv stemmer op?

Vi ville sådan set gerne stille op. Men selv med den her fremgang, er vi stadig for små. Hvis vi stillede op nu, ville det mest af alt blive en form for gimmick, uden chance for faktisk at kunne gøre en forskel. 

Hvis vi skulle stille op, så kræver det et parti af en helt anden størrelse. For vi vil ikke stille os tilfredse med at blive valgt ind på et par pladser i Københavns Borgerrepræsentation. Det vil ikke ændre noget i sig selv. 

Hvis vi skulle stille op, ville vi bruge det som en rambuk til at gå i kamp imod hele systemet. Men det kræver, at vi bliver stærkere. At vi har kommunister ude på alle uddannelser, på arbejdspladserne, i fagforeninger og er solidt forankret i de forskellige lokalkvarterer i byen.

Til det her valg mener vi ikke, at det nytter at stemme på noget bestemt. Men det nytter heller ikke noget i sig selv at undlade at stemme. Hvad, der nytter noget, er at hjælpe os med at opbygge et stærkt parti, som man kan stemme på i fremtiden. 

Men ikke blot stemme på. Vi er i gang med at skabe et parti, som i kampen for bedre velfærd, billige boliger til alle og et ægte demokrati, er parat til at tage den hele vejen til sin revolutionære konklusion.

For at det kan blive til virkelighed, har vi brug for dig, som læser det her.

Vi har brug for, at du tegner abonnement på vores avis Revolution og får dine venner, kollegaer og familier til at gøre det samme, så vores revolutionære idéer kan komme endnu længere ud, end de gør i dag.

Vi har brug for, at du støtter os økonomisk. Andre partier lever, blandt andet, af de penge, som de kan suge op af kommunekassen ved valg. Vi er fuldstændige økonomisk uafhængige. Vi baserer os udelukkende på støttemedlemmer og donationer fra arbejdere og unge som dig, der støtter vores sag.

Men vigtigst af alt. Vi har brug for dig til at være med til at skabe et parti, til at bygge Revolutionært Kommunistisk Parti, som kan gøre alt dette. Vi har brug for flere aktive, for flere medlemmer, som er kernen i vores parti. Vi har derfor brug for, at du går med i kampen i dag.