Slutningen af 2023 bød på hårrejsende læsning i form af undersøgelse om racisme i Danmark. Denne rapport, som blev udgivet af Institut for Menneskerettigheder, udstiller med al tydelighed dansk kapitalismes fremmedfjendske karakter.
Over 80% af de i alt 4300 adspurgte minoritetsetniske danskere – altså fire ud af fem – svarede at have oplevet racisme! Hele 29% havde oplevet at blive stoppet af politiet uden nogen umiddelbar anden årsag end deres etnicitet, mens 12% kunne rapportere om at have været udsat for vold, eller trusler om vold, baseret på deres etniske baggrund.
Den racisme og diskrimination, som tusindvis af arbejdere og unge dagligt oplever, er en direkte konsekvens af den racistiske politik, som politikerne har ført i årtier. Som slam fra en kloak siver fremmedhad og racisme ud af Christiansborg og forpester restenaf samfundet.
Slammet siver fra toppen
Årets hidtil mest tydelige og groteske forsøg på at skyde skylden for samfundets problemer på “de fremmede” tilfalder uden tvivl Dansk Folkepartis Ungdom, som for ganske nyligt i forbindelse med skolevalget uddelte envejsbilletter til “Mellemøsten”. Om billetternes destination forklarede DFU formanden Joachim Mortensen at: “Det er jo så sjovt, at det generelt set er sådan, at det er der, vi har flest problemer fra”.
Det er selvsagt et fuldstændigt uholdbart argument. Der findes ingen beviser for at sociale problemer skyldes indvandring eller indvandreres ophav – tværtimod skyldes det kapitalismens kunstigt opretholdte mangel. Koncentrationen af umådelig rigdom ved en pol af samfundet er betinget af koncentration af mangel, elendighed, og brutalitet ved den modsatte.
I dette system er fx kriminalitet en konsekvens af den håbløse og udsigtsløse tilværelse, som mange dømmes til at udstå. Kriminalitet følger derfor det kapitalistiske samfund, som fluer følger et sygt dyr, uanset hvilken hudfarve eller kultur dets borgere har.
Det er dog ikke kun den ekstreme højrefløj der står for utilslørede racistiske udmeldinger: de flyder også fra toppen af den nuværende såkaldte “midter”-regering. I et interview, omhandlende udvisningen af flere offentligt ansatte med udlandsk statsborgerskab, fandt vores siddende statsminister det relevant at påpege, at [d]er er en sammenhæng mellem udlændinge og eksplosioner. Som komikeren Jonathan Spang passende opsummerede statsministerens ord efterfølgende: “En fremmed er bare en terrorist du ikke har mødt endnu”.
I Socialdemokratiet lader det nærmest til at være et krav for at kunne klatre op ad karrierepolitikerstigen, at skulle komme med mistænkeliggørende anekdoter om danskere med rødder i Mellemøsten. Udover Mette Frederiksens racistiske retorik kan bl.a. den aspirerende socialdemokratiske karrierepolitiker Frederik Vad citeres for: “Nogle grupper, som bekender sig til en bestemt kultur med rod i Mellemøsten og Nordafrika, er bærere af en dominansadfærd og en herskerattitude, der blandt andet bunder i islam og den kultur, de er en del af”.
Del og hersk
Politikernes fremmedfjendske udtalelser giver et glimt af den systemiske, institutionaliserede racisme, som løber gennem den moderne kapitalismes årer.
Det kommer ikke som en overraskelse for kommunister, at racisme gennemsyrer det danske samfund. Det er ligesom samtlige andre kapitaliske lande et klassesamfund med en herskende klasse, der har brug for redskaber til at forhindre enhed i arbejderklassen, den eneste potentielle trussel mod deres system.
Vold og politichikane mod etniske minoriteter, er et grundvilkår for kapitalismens opretholdelse i det 21. århundrede. For jo svagere arbejderklassens enhed er, desto mere effektivt kan den udbyttes.
Etablissementets racisme reflekterer derfor blot de klasseinteresser, som det forsvarer: et kapitalistisk system, der har behov for racisme for at splitte arbejderklassen. Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Malcolm X opsummerede det muligvis allerklarest: “You can’t have capitalism without racism”. De to hænger uløseligt sammen.
Hvis man forsvarer kapitalismen, så forsvarer man altså også dets indbyggede racisme. At Socialdemokratiet, DF og resten af etablissementet i årtier har oppisket en racistisk og chauvinistisk stemning er et direkte udtryk for deres egne politiske klasseinteresser.
En nødvendig distraktion
Racismen er et yderst effektivt våben for den herskende klasse og dens repræsentanter på Christiansborg til at forsøge at splitte arbejderklassen på baggrund af hudfarve, herkomst og religion. Politikerne bruger deres racistisk udpegede syndebukke til at forsøge at distrahere arbejdere og unge fra de reelle problemer i samfundet, hvor de selvsamme politikere smadrer leveforholdene for det store flertal.
For der er store sociale problemer i Danmark. Blot fra 2022 til 2023 steg andelen af “økonomisk sårbare” fra hver 13. til hver 10. Og der er desværre intet der tyder på at de kommende år bliver mildere ved de danske familier, trods en skinger insisteren på det modsatte fra diverse “eksperter” og “økonomiske vismænd”.
Købmænd fra hele landet kan berette om en plage af butikstyverier, som i 2023 nåede op på næsten 25.000 anmeldte tyverier, et antal ikke set siden starten af 00’erne. På toppen af det “længste opsving nogensinde”, midt i en tilsyneladende “bomstærk økonomi”, kan man altså observere, hvordan systemets krise presser mange til at stjæle af desperation.
Et andet symptom på det stigende pres, der hvile på skuldrerne af arbejdere, unge og fattige i samfundet, kan ses i RKI-registret (et samlet register over folk som har, eller har haft, svært ved at betale deres regninger, såkaldte “dårlige betalere”), som steg med flere tusinde registerede i løbet af 2023.
Sagen er bare, at disse problemer intet har med indvandring at gøre. Hvor etablissementet hårdnakket påstår at “det går strålende, men hvis ikke det gør, er det de fremmedes skyld”, er virkeligheden det stik modsatte. Det går ikke strålende, og det skyldes ikke indvandring. Politikernes forsøg på at oppiske fremmedhad mod indvandrere er et forsøg på at aflede arbejderklassens opmærksomhed fra den reelle årsag til deres problemer – kapitalismen.
Kapitalismens senile alderdom
I modsætning til forrige århundredes årtier lange efterkrigsopsving, er der i dag ingen økonomisk basis for udbygning og forbedring af velfærden – tværtimod har den været systematisk under afvikling af skiftende regeringer siden 80’erne. Politikerne, statsapparatet og medierne er alle bærende søjler for kapitalismen i Danmark. Men dette socioøkonomiske system har ikke kunne levere fremskridt for arbejdere og unge i mange år. Derfor har alle disse institutioner tyet til den racistiske “del-og-hersk”-taktik for at aflede arbejderklassens opmærksomhed, så de kan bevare deres system.
Klagekoret fra Christiansborg, der forsøger at oppiske en frygt og et had for indvandrere, lyder mere og mere skingert, når man sammenholder det, med hvad den danske befolkning faktisk bekymrer sig om. Ved seneste valg i 2022 var “hospitaler og sundhed” det vigtigste emne for 29% af vælgerne, efterfulgt af en delt andenplads imellem “miljø og klima” og “styring af dansk økonomi” – først på femtepladsen med 6% kom “integration, flygtninge, og indvandrere”.
Arbejderklassen i Danmark har gjort sig nogle vigtige erfaringer de seneste to årtier. Skiftende regeringers konkurrence, om hvem der kan være “hårdest” ved indvandrere, har udstillet dem for hvad de er: hadske forsvarere for et falleret system, som ingen fremtid kan tilbyde arbejdere, unge og fattige. Sundhedsvæsnet er stadig på randen af kollaps, klimakrisen udvikler sig uhæmmet, og økonomien giver ikke ingen udsigter til en fremtid, hvor der er penge til at løse nogen af disse problemer.
Dette kommer dog ikke til at stoppe koret af kapitalismens racistiske forsvarere i toppen af samfundet. Så længe kapitalismen består, vil udbytterne have et behov for at desorientere de udbyttede og modarbejde deres enhed. Racisme er netop et våben, som udmærker sig til det formål. For at komme dette problem til livs, for at trække ondet op med roden, er det nødvendigt at smadre våbnet, fjerne behovet for dets anvendelse og fjerne betingelserne for at det kan genopstå. Dette kræver intet mindre end en grundlæggende forandring af samfundet, afskaffelsen af klasser og af de økonomiske relationer, som fører udbytning og klasser med sig.
Bekæmp racisme med klassekamp!
Arbejderklassen har intet fædreland!
Vælt kapitalismen, kæmp for kommunisme!
