Første maj er en kampdag. Arbejderklassens internationale kampdag. Nogle år er der mere kamp end andre. I fire år i streg fra 1914 til 1918 brugte den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, Socialistisk UngdomsForbund (SUF), første maj, som anledning til kæmpe demonstrationer imod militæret, kongehuset og kirken. Demonstrationer der blev mødt af kampklar politi og domstole. Demonstrationer der skulle blive første skridt til, at SUF blev til Danmarks Kommunistiske Parti.
I 1913 var SUF (Socialdemokratisk Ungdoms Forbund) en landsdækkende organisation med omkring 5.000-6.000 medlemmer. Organisationen var relativ ung, eftersom Socialdemokratiet først havde fået en rigtig ungdomsorganisation i 1910. SUF havde dog allerede ved sin oprettelse et anspændt forhold til moderpartiet. Socialdemokratiet, der i 1872 var den danske arbejderklasses revolutionære parti, havde været på en lang rejse, hvor revolution var blevet skiftet ud med reformisme, og hvor klassekamp var blevet skiftet ud med klassesamarbejde. Socialdemokratiet havde netop i perioden optil og under Første Verdenskrig (1914-1918) haft utroligt travlt med at gøre sig til et respektabelt og regeringsdueligt parti, som kunne blive accepteret af det borgerlige Danmark. Socialdemokratiet troede ikke på arbejderklassens evner eller intelligens til at styre samfundet og økonomien udenom statsapparat og kapitalister, og derfor blev målet for partiets kamp blot at gøre livet lidt mere tåleligt under kapitalismen.
SUF gik netop imod alt dette. SUFs hovedformål var at trække moderpartiet til venstre og kæmpe for, at den socialistiske revolution ikke blot var noget der stod i partiprogrammet, men faktisk var noget, der blev kæmpet for i virkeligheden.
Første maj – med dens store forsamlinger af partimedlemmer og arbejdere – skulle både bruges til at angribe det danske kapitalistiske samfund politisk og samtidig minde de socialdemokratiske ledere om, at partiet var et arbejderparti med den internationale revolution og den socialistiske transformation af samfundet som endemål.
Bryd Kronen!
I 1913 havde Det Radikale Venstre dannet regering med Socialdemokratiet som støtteparti. De socialdemokratiske ledere – med Thorvald Stauning i spidsen – begyndte at komme til middag med kongefamilien og resten af elitedanmark, hvilket var ulovligt ifølge partiets vedtægter. Det var en rød klud lige i ansigtet på SUF.
Danmark var i starten af 1900-tallet et semi-diktatur, hvor overvågning, politiske fanger og at få tæsk af politiet var en del af Socialdemokratiets hverdag. Kongehuset indtog en særlig plads som kransekagefigur for hele det semi-diktatoriske danske statsapparat. Folk, der udtalte kritik af kongehuset – såkaldt majestætsfornærmelse – blev straffet særligt hårdt. Kong Christian den 10. var en gennemført usympatisk monark, der ikke blot var imod Socialdemokratiet men imod demokratiet i det hele taget og alt det, der fulgte med af rettigheder for kvinder, fattige og lignende. Kongehuset var klassefjenden og havde altid været det, men nu bestilte Socialdemokratiets formand, Stauning, ikke andet end at stikke skægget op i kongens bagparti. Det skulle ikke gå upåtalt hen fra SUFs side.
Til første maj i 1914 gik SUF i en tusindtallig demonstration til Fælledparken i København. Til demonstrationen havde de lavet et stort banner, hvor der stod: ”Ned med kongedømmet! Leve den sociale republik!” Banneret var en åbenlys provokation af politiet og myndighederne, da det, som sagt, var ulovligt at kritisere kongehuset. Da politiet så banneret, angreb de øjeblikkeligt demonstrationen, noget der ellers ikke var sket i mange år. Under kampene fik politiet fat i banneret, og de trak sig derefter tilbage fra demonstrationen. Så snart politiet havde trukket sig tilbage fremtryllede SUF et nyt banner, hvorpå der stod: ”Politiet har taget vort banner.” Politiet kunne ikke se komikken, angreb demonstrationen med fornyet raseri og fik også fat i banner nummer to. Politiets voldsomme reaktion mod SUF betød, at alle de socialdemokratiske ledere – inklusiv Stauning – blev nødt til at gå ud og fordømme myndighederne og ikke mindst forbuddet mod at kritisere kongehuset. SUF gik ud af deres aktion som de store vindere i offentligheden.
Knæk sablen!
I august 1914 startede Første Verdenskrig. Danmark var neutral under hele krigen, men det danske militær, sikringsstyrken, blev indkaldt, hvilket betød, at 64.000 danske mænd kom under våben. Det var den største hær i danmarkshistorien. Socialdemokratiet stemte i Folketinget for at mobilisere hæren og give den flere økonomiske midler, hvilket igen var et brud på partiets program og vedtægter. I 1910 havde alle de europæiske socialdemokratier givet hinanden håndslag på, at hvis kapitalen ville styrte verden ud i en global krig, så skulle den internationale arbejderbevægelsen stoppe dem igennem en altomfattende generalstrejke. Men da krigen kom gik næsten alle verdens socialdemokratier sammen med deres nationale borgerskaber, og det danske var ikke et hak bedre.
SUF havde siden 1912 slået sig stærkt op på anti-militarisme. I følge dem var krig ensbetydende med, at arbejdere i forskellige lande blev iført uniformer og sat til at slagte hinanden for at forsvare deres respektive nationale kapitalisters interesser. SUF havde virkelig en vindersag på hånden. Militærtjeneste var voldsomt upopulært, da de menige blev chikaneret og endda mishandlet af officerskorpset flere gange med selvmord som følge. Alle officererne kom fra det danske borgerskab, og de førte en ensidig klassekamp mod de menige soldater. Til første maj i 1915 havde SUF lavet nye bannere, hvor der stod: ”Knæk sablen!” og ”Send Sikringsstyrken hjem!” Det var selvfølgelig også ulovligt at kritisere militæret, hvilket ligeledes blev straffet hårdt. Således var dette endnu en åbenlys provokation af myndighederne fra SUFs side. Da politiet så de nye bannere angreb de SUFs demonstration, og denne gang gik det endnu mere voldsomt til end i 1914. Politiets fremfærd tvang endnu en gang Stauning og de andre ledere til at kritisere myndighederne og denne gang også militæret og officerskorpset.
Styrt kirken!
I 1916 lod politiet SUFs demonstration og banner passere uden uroligheder, men til første maj i 1917 var den gal igen. SUF havde et nyt banner med, hvorpå der stod: ”Styrt kirken”. SUF havde siden nytår 1917 kørt en kampagne mod religion men især mod den danske folkekirke, da 1917 var 400-året for reformationen i 1517 og dermed begyndelsen på folkekirken. Kirken og præsterne var notorisk reaktionære og brugte deres gudstjenester til at prædike mod de ugudelige socialister og fattige, der ikke kendte deres plads i den gudsgivende samfundsorden.
Nok igen blev første-maj-demonstrationen angrebet af politiet med stor voldsomhed. Denne gang anholdt politiet bannerbæreren, H.P. Sørensen, og slæbte ham med på politistationen på Fælledvej. Men demonstrationen gik med. En meget stor og ophidset menneskemængde truede med at storme politistationen, hvis ikke Sørensen blev løsladt. Til mængdens store jubel blev Sørensen kort efter løsladt. Politiet turde ikke andet. Den ophidsede stemning holdt dog til helt ud på aftenen, hvor det kom til gadekampe mellem politi og demonstranter flere steder i København.
Det forbudte banner
Op til første maj i 1918 fik politiet indført et forbud mod bannere i det hele taget til demonstrationerne. Det blæste SUF højt og helligt på, og alle kunne se bannerne med; ”Knæk sablen! Bryd Kronen! Styrt Kirken!” i demonstrationen. Det kom ikke til gadekampe denne gang, da politiet holdt sig i skindet, men efterfølgende lagde politiet sag an mod SUF ved højesteret. Bannerbærerne stod til 3 års totalt isolationsfængsel for at have opfordret til oprør mod statsmagten, men domstolene fulgte ikke anklagerne til dørs, og bannerbærerne blev frifundet.
SUF var stadigvæk en del af Socialdemokratiet, og kongehuset, hæren og kirken havde brug for de socialdemokratiske ledere til at bekæmpe den socialistiske revolution, der var begyndt i Rusland i 1917, spredte sig til Tyskland i 1918, og nu stod ved Danmarks dør. I perioden 1918 til 1920 viste de socialdemokratiske ledere deres sande kulør og valgte at stille sig på kongehusets, hærens og kirkens side mod SUF og resten af den danske arbejderklasse. SUF tog konsekvensen, brød ud af Socialdemokratiet i 1920 og dannede Danmarks Kommunistiske Parti.
Litteratur: Ernst Christiansen 1960; Men det gik anderledes. Fremad: København.
