Foto: www.a-r-c.dkDen socialdemokratiske regering har sammen med V, RV, SF, Ø, K, LA og Alternativet, vedtaget en aftale om liberalisering af den danske affaldshåndtering. Den er den første af en række klimaaftaler, der er på vej.
Aftalens hovedmål er tilsyneladende at nedbringe mængden af affald, der bliver brændt af, og at øge genbrug af affaldet. Det betyder, at sorterings- og efterbehandlingsanlæg skal udvides og teknologisk forbedres. Det betyder også, at kapaciteten på de kommunale forbrændingsanlæg, der i dag allerede har overkapacitet, skal reduceres. I dag står kommunerne for første led i indsamlingen og sorteringen af husholdningsaffald, den såkaldte grovsortering. Det giver mening, da affaldshåndtering er kritisk infrastruktur og bør varetages af fællesskabet. De affaldsopgaver, der ligger i kommunerne, bliver drevet for at sikre forsvarlig håndtering af affaldet og ikke for at skabe privat profit. Men det skal tilsyneladende være slut nu. Affaldshåndteringen skal liberaliseres, og dermed bliver det op til det fri marked at sikre forsvarlig håndtering af danskernes husholdningsaffald.
Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv samt Affalds- og ressourceindustrien (ARI) er lykkelige over den nye aftale. Den sikrer nemlig, at private virksomheder kan tage endnu en bid af den offentlige sektor og tjene profit på noget, der burde håndteres af fællesskabet.
»Det er en opgave, som private affaldsvirksomheder har langt bedre forudsætninger for end kommunerne. Processen med at udnytte emballage og andet affald som en ressource sker i tæt samarbejde med de produktionsvirksomheder, der kan og vil bruge genanvendte råvarer frem for jomfruelige ressourcer«, påstår Henrik Grand Petersen, formand for ARI til dagbladet Ingeniøren.
Hvis vi skal tro Henrik Grand Petersen, så vil de private virksomheder sikre en høj kvalitet samtidig med at de kan skabe profit. Problemet er at private virksomheder har et mål, der trumfer alt andet, nemlig det at tjene profit. Der er masser af eksempler på private virksomheder, der ser stort på miljø og sikkerhed for at kunne skabe den fede profit. Sidste år kom det for eksempel frem, at plastaffaldet fra Vestforbrændingen, der holder til på den københavnske Vestegn og er Danmarks største affaldsselskab, eksporterer deres plastaffald til en række forskellige lande, som f. eks. Malaysia, hvor det ender på en losseplads, da der er dårlig økonomi i at genanvende plasten. Vestforbrændingen står, som de andre kommunale affaldsselskaber, kun for det første led af sorteringen, hvorefter de private firmaer tager over. Det betyder, at det ikke er muligt at vide, hvad der sker med affaldet, når det er kørt ud af porten på Vestforbrændingen. Det betød helt konkret, at Vestforbrændingens løfte om at de ville genanvende 75% af det indsamlede plast i deres 19 ejerkommuner, viste sig at være fuldstændig forkert, selvom de private virksomheder, som overtog plastskraldet fra Vestforbrændingen, havde lovet højt og helligt at det ville blive genanvendt. Det viste sig, at der maksimalt blev genanvendt 30% af plasten, men det er umuligt at komme med et konkret tal, da kæden af private firmaer, der overtager skraldet efter hinanden, er meget lang.
Klimaminister Dan Jørgensen hæfter sig ved, at målene i aftalen er ambitiøse og siger samtidig, at det ikke er så vigtigt for ham, om man tager den offentlige eller den private vej til målet om at redde klimaet. Regeringens forhandlingsudspil til en klimaaftale på affaldsområdet tager nemlig udgangspunkt i en 234 sider lang rapport fra McKinsey. Netop McKinsey er et af verdens største konsulentfirmaer og er kendt som bannerfører for det frie marked og indskrænkning af den offentlige sektor, men det er altså dem, som den socialdemokratiske regering spørger til råds, når de skal finde ud af, hvad de selv mener. Dansk Affaldsforening, som er interesseorganisation for de kommunale affaldsselskaber, har gennemgået noget at det materiale, som affaldsaftalen er funderet på. De er nået frem til, at materialet indeholder konkrete fejl og fejlslutninger og undervurderer omkostningerne ved at lade affaldssorteringen privatisere. Det faglige grundlag for affaldsaftalen er altså tvivlsomt, og spørgsmålet er, om regeringens mål er at redde klimaet, eller om klimadagsordenen snarere bliver brugt som løftestang til at videreføre den privatisering af den offentlige sektor, som har stået på siden starten af 1990’erne. Som Mads Jacobsen fra Dansk Affaldsforening udtrykker det:
– Det virker som om, privatisering har været målet, frem for midlet. Det skinner fortsat igennem i aftalen. Vi ser her en aftale, der er forhandlet på et historisk tyndt fagligt grundlag, og hvor konsekvenserne kan blive vidtrækkende(…).
Enhedslisten var kritisk over for liberaliseringen men har, som pris for at indgå aftalen, fået verdens mindste sejr i hus. Kommunerne får lov til at beholde selve anlægget til forbrænding, og liberaliseringen af grovsorteringen bliver kun gennemført, hvis Kommunernes Landsforening ikke inden den 1. januar 2021 har en plan for at lukke kommunale forbrændingsanlæg og dermed bringe kapaciteten ned. Kommunernes Landsforening siger selv, at det er en umulig opgave. Liberaliseringen er altså på vej, trods indrømmelser til Enhedslisten.
Fremtidige generationer kommer til at betale regningen for en regering, hvis største mål er at hæve ministerlønninger, og som, når de trods alt laver noget politik, laver det baseret på konsulentrapporter, der er udarbejdet at et privat selskab, der ikke er underlagt nogen form for demokratisk kontrol, og som i øvrigt er fyldt med fejl og forkerte antagelser. Det er en generel tendens, at borgerskabet presser på for at få afviklet så meget som muligt af den offentlige sektor og privatisere alt, der privatiseres kan. Når det kommer til klimakamp, bliver det tydeligt, hvorfor det frie marked ikke er løsningen, hvilket sagen fra Vestforbrændingen også viste. Når private virksomheder skal håndtere affald, vil profithensynet altid stå over hensynet til planeten.
