Ekstrem tørke over store dele af verden, skovbrande over hele Europa, og katastrofale oversvømmelser i Pakistan er bare nogle få konsekvenser af klimakrisen, og det er kun begyndelsen. Behovet for seriøs klimahandling har aldrig været tydeligere. Imens fejler politikerne konsekvent på klimaområdet.
Som følge af den massive mobilisering omkring klimaspørgsmålet op til folketingsvalget i 2019 lovede den nuværende regering, at klimaet ville stå øverst på dagsordenen under deres regeringstid. Nu prydes busserne igen af politikere; et sikkert varsel om, at næste valg er lige om hjørnet. Derfor er det på høje tid at undersøge, om regeringen har levet op til sine klimaløfter.
Heldigvis har regeringen været så behjælpelig at udgive “Køreplan for et grønt Danmark” – en oversigt over den hidtidige indsats på klimafronten. I køreplanen fylder CO2-fangst og Power-to-X (PtX) en rigtig stor del. Det er interessant, for hvis ikke der kan leveres på dette område, er det store dele af planen, der skrider. Undtagelsen er inden for landbruget, der ud fra rapportens grafer ser ud til at skulle dække ca. en fjerdedel af reduktionerne. Her er indsatsen til gengæld skræmmende løst beskrevet. Planen er givetvis ment som valgguf, men om det bliver dens skæbne vil tiden vise.
Klimalov og klimavirkelighed
Klimaminister Dan Jørgensen. Billede. Wikipedia CommonsDet første projekt under luppen er etableringen af de to såkaldte energiøer i Danmark; et initiativ der stammer fra “Klimaaftale for energi og industri” (2020). Projektet går ud på at bygge en kunstig ø i Nordsøen til placering af vindmøller og at opsætte endnu flere på Bornholm. Tilsammen skulle de to øer efter den originale plan levere 5 GW strøm fra 2030.
Projektet er imponerende nok forsinket fra start. Ikke fordi der er tekniske eller vidensmæssige problemer, men fordi det i Nordsø-øens tilfælde »vurderes vanskeligt at realisere øen før 2033« baseret på regeringens valg om at »indgå i en markedsdialog«, som det formuleres i et tillæg til aftalen. Om anlægget på Bornholm skrives, »at det hensigtsmæssige tidspunkt for etablering af det samlede projekt vil afhænge af muligheden for at afsætte strømmen fra havvindmølleparkerne.« Disse bureaukratiske floskler skal dække over, at der ingen garantier er for at projektet færdiggøres til tiden (eller overhovedet), hvis markedet vil noget andet. I første omgang har det betydet, at udbudsrunden er udskudt til 2023, selvom denne fase skulle være afsluttet i 2022.
I forbindelse med projektet siger Jan Østergaard fra DTU Elektro: »projekterne er i høj grad drevet af den forretningscase, man lige har kunnet se for det enkelte projekt frem for af, hvordan anlægget smartest muligt kan indgå i det samlede energisystem.« At hensynet til markedet i disse aftaler vægtes højere end at have en rationel tilgang til projektet, burde ikke komme bag på nogen. Det overraskende er til gengæld, at Enhedslisten blåstempler disse aftaler gang på gang, i stedet for at udstille dem for det de er: trofæer der kan vises frem i forsøget på at score points hos de klimabevidste vælgere.
Det leder videre til næste problem: Øerne er fuldstændigt essentielle for at få regeringens PtX-projekt til at give mening. Hvis man øger energiforbruget med en 15-20 TWh som denne sektor (PtX) anslås at kræve i 2030, skal den bæredygtige energiproduktion stige tilsvarende, for ellers kommer energien til at komme fra fossile kilder i endnu højere grad, end det er tilfældet i dag. Til sammenligning er Danmarks samlede årlige energiproduktion omtrent 35 TWh i dag. Hvis ikke den bæredygtige energiproduktion udbygges, ender man med først at udlede CO2 til energiproduktion for derefter at indfange den i Power-to-X anlægget – det får Sisyfos til at ligne den glade amatør. Uden energiøerne er udsigterne, at produktionen kun stiger med 14 TWh – altså mellem 1 og 6 TWh for lidt. Dette er en kolossal mængde energi og en fuldstændig uacceptabel usikkerhed.
Lavbundsjordenes potentiale brister
Et af de eneste tiltag regeringen har forsøgt sig med indenfor landbruget, er udtagning af lavbundsjorde. Idéen går kort fortalt ud på at betale landmænd for at oversvømme de lavtliggende, kulstofholdige jorde, der udleder CO2 til atmosfæren.
Initiativet blev præsenteret som en sikker løsning; en simpel tænd-sluk-knap. Ifølge Poul Erik Lærke, seniorforsker ved Institut for Agroøkologi ved Århus Universitet, er løsningen dog behæftet med stor usikkerhed. Desværre er projektet allerede degenereret i et bureaukratisk mareridt, så det bliver meget svært at vurdere de egentlige effekter.
Udtagningen af jordene blev vedtaget af et bredt flertal i oktober 2021, hvor det blev aftalt at 100.000 hektar skulle udtages. Men her snart et år senere er blot 287 hektar udtaget med tilsagn om udtagning af yderligere 4.769 hektar. Der er dog ingen garanti for at disse projekter gennemføres. Puljen som landmændene har kunnet søge om tilskud fra, er nemlig fuldstændig overansøgt. Og der er ikke meget hjælp at hente fra regeringen, for ingen af de arbejdsgrupper som aftalen lovede, er blevet nedsat. Papirnusseri til ingen verdens nytte.
Grønne flyvninger? Kun med varmluftballonen
Statsministeren indledte 2022 med bl.a. at love grønne indenrigsflyvninger i 2030. Med dette løfte blev barren sat lavt i håbet om så måske at kunne nå den. De beskedne ambitioner til trods er succesen langt fra garanteret (indenrigsflyvninger udgør 0,28% af Danmarks udledninger ikke medregnet udenlandsk transport).
Anlæggene der skal producere PtX-brændslerne, er endnu ikke finansieret – for slet ikke at tale om bygget – og hele problematikken fra forrige afsnit sætter sig i karakter igen: brændstoffet er reelt set kun grønt, hvis det er produceret med 100% bæredygtig energi.
Tanken om at folk skal kunne transportere sig bæredygtigt rundt i Danmark, er dog en rigtig god idé. Nøjagtig derfor virker det fuldstændigt hovedløst, at modernisering af den offentlige transport kun er nævnt som en eftertanke i sektionen om grønne biler. Der er skrevet utallige studier om, hvor effektiv offentlig transport er til at reducere CO2-udledninger fra transport.
Hvis prioriteringen af grønne flyvninger og elbiler over offentlig transport derfor virker vanvittig, er det fordi den er det rationelt set. Men ser man det fra politikernes synspunkt, hvor formålet først og fremmest er at få et godt valg, er regeringens handlinger fuldstændigt hensigtsmæssige. Resultatet er, at vi får serveret PR-løsninger frem for reelle løsninger.
Systemet er problemet
Regeringens løsningsforslag smuldrer konsekvent i mødet med en virkelighed, hvor den grønne omstilling desværre ikke er profitabel. Manglende profitabilitet er ikke et forhold, som kan ændres fra politisk hold men en konsekvens af den kapitalistiske produktion, hvor selve formålet med produktionen er profit. Det er tragisk, da en fuldstændig grøn omstilling kunne sikre fuld beskæftigelse og ubegribelig velstand og fremskridt.
Historisk set har Enhedslisten forsøgt at være en “kritisk vagthund” over for magthaverne, men har igennem den seneste regeringsperiode fuldstændig fejlet i denne rolle ved ikke blot at gå med i de mest ubrugelige klimaaftaler men endda hyldet dem som politiske sejre og bagatelliseret deres åbenlyse mangler. På denne måde bliver de medskyldige i at bedrage arbejderne og ungdommen, hvis interesser de skulle forestille at varetage.
Selvom Enhedslisten selvfølgelig har mere vidtgående krav end dem regeringen går med til, er problemet bare, at de aldrig ser dagens lys, fordi forhandlingerne altid ender med kompromiser til fordel for midten. I praksis er deres klimapolitik i høj grad blevet reduceret til en kamp for en høj CO2-afgift. Forestillingen om at en skrap CO2 afgift ville betyde, at industrien kommer til at betale for deres udledninger, er dog ikke gennemtænkt.
Hvis de tror, at industrien lægger sig fladt ned på ryggen og betaler for den grønne omstilling med deres profitter, tager de grueligt fejl. Den regning bliver straks sendt videre til almindelige arbejdere i form af højere varepriser. Og hvis afgiften er så skrap, at det går ud over konkurrenceevnen, så må industrien flytte til udlandet eller gå nedenom og hjem. Igen kommer arbejderklassen til at bære byrden som følge af nedlagte arbejdspladser. I alle tilfælde “virker” afgiften ved at forringe arbejderklassens vilkår yderligere.
Klimakamp er klassekamp
Billede: Joe Brusky Flickr
Fordi den grønne omstilling forsøges gennemført på markedsvilkår, bliver den til en umiddelbar fjende for arbejderklassen. Hvis ikke venstrefløjen kan forstå det, kommer de til at skabe en kløft mellem arbejderklassen og klimabevægelsen og skubbe samfundets fattigste i armene på kulbrinteindustrien. Man kan nemt forestille sig, hvordan almindelige mennesker vil blive udskammet for deres forbrugsvalg den kommende vinter, når stigende priser tvinger folk til at prioritere privatøkonomien over klimaet. Det er selvfølgelig ikke kun den klimafokuserede del af venstrefløjen, som tager del i dette, men det er specielt tragisk fordi de svigter deres fornemmeste opgave, når de splitter arbejderklassen på klimaspørgsmålet frem for at påpege, at krisen kun kan løses gennem klassekamp.
Den teknologiske udvikling i de seneste år har allerede vist vejen til en overflod af grøn, praktisk talt gratis strøm. Dette potentiale kan dog ikke indfries under kapitalismen, der er fastlåst i den ustoppelige jagt på profit. Solceller, vindmøller, og moderne, sikker atomkraft – fælles for alle disse er, at hvis de blev implementeret i stor skala, ville det føre til et totalt kollaps af elprisen og dermed profitabiliteten i energisektoren – og uden profit, ingen investeringer.
Grønne indenrigsflyvninger afhænger af PtX-systemer, der igen afhænger af bæredygtig energi i overflod, hvilket aldrig kommer til at manifestere sig i en markedsøkonomi, fordi det ville underminere enhver mulighed for profit. Klimakrisen er uløselig indenfor kapitalismens rammer. En så simpel opgave som at oversvømme marker kører fast i en kombination af bureaukrati og den private ejendomsret til markerne. Til trods for regeringens slatne indsats på klimaområdet vil de alligevel forsøge at få vores stemmer til næste valg med løfter om klimahandling. Men vi kan ikke stole på politikerne, som på kortsigtet vis lover hvad som helst i jagten på et godt valg.
Et enkelt kig på Danmarks Statistiks seneste opgørelse over danske CO2-udledninger burde lukke munden på enhver grøn stemmefisker. I opgørelsen konkluderes det, at udledninger af drivhusgasser fra den danske økonomi ikke har rykket sig ud af stedet siden 1990’erne. Samtidig har politikerne forsikret os om, at de skam var i fuld sving. Dette viser perfekt, hvordan de har mere travlt med at pynte på virkeligheden for at vinde valg end at sige tingene, som de er og gøre noget ved dem.
Der er ikke brug for nogen hockeystav eller flere klimaløgne. Vi har som samfund al den viden og teknologi, det kræver at skabe en bæredygtig fremtid, og det behøver ikke ske på bekostning af det arbejdende flertals levestandard. Tværtimod. Kun ved at arbejderklassen tager demokratisk kontrol over produktionsmidlerne gennem en revolution, bliver en reel grøn transformation af samfundet mulig. Klimakamp er klassekamp!
