Billede: UNICEF Ethiopia Flickr
Trods et medie-blackout så står verden over for en af sine største humanitære kriser i historien på Afrikas Horn, hvor kombinationen af klimaforandringer, borgerkrig og fattigdom har skabt en massiv tragedie af episke proportioner. Reaktionen fra de fleste politikere i Vesten har været at lukke øjnene og håbe på, at problemet forsvinder af sig selv. Årsagen til dette er åbenlyst. Det er en krise forårsaget af kapitalisme og imperialisme.
Baggrund
I 2020, da COVID-19-pandemien lukkede halvdelen af verden ned og forårsagede hundredtusindvis af dødsfald, advarede direktøren for FN’s World Food Programme om en endnu større fremtidig fare: »adskillige tilfælde af hungersnød af bibelske proportioner.« Han advaerede om et globalt fald i ulandsbistand som følge af den kommende verdensøkonomiske nedtur, kombineret med stigninger i naturkatastrofer, krige og andre humanitære kriser, ville skabe en sand apokalyptisk situation for millioner af mennesker. Én ting, han ikke forudsagde, var krigen i Ukraine, som har øget kornpriserne på verdensplan og dermed tilføjet et yderligere dødeligt twist til situationen.
På daværende tidspunkt blev advarslen imidlertid ignoreret. Men den er nu blevet til virkelighed. Mange regioner over hele verden kastes ud i hungersnød, men den største katastrofe er på Afrikas Horn (især Etiopien, Kenya og Somalia), der oplever sin længste og alvorligste tørke i årtier. Fem regnsæsoner har allerede svigtet, og forårsregnen forventes også at svigte. Den nuværende situation kommer oven i købet på bagkanten af to alvorlige tørker indenfor det sidste årti, som samfundene endnu ikke er kommet sig over.
Millioner er allerede blevet fordrevet fra deres hjem. Over 36 millioner mennesker står over for “alvorlig fødevareusikkerhed”. Ifølge en nylig rapport har 50% af befolkningen i Somalia behov for direkte humanitær hjælp for at undgå at sulte ihjel. Og det er kun de officielle statistikker.
Disse mareridtslignende forhold er blevet forværret af borgerkrige og konflikter i hele regionen, især i Somalia og Etiopien. I sidstnævnte førte præsident Abiy Ahmed, tidligere omtalt som et “liberalt håb”, en krig mod Tigray-provinsen i to år, der inkluderede en blokade af al nødhjælp til Tigray, hvilket var indbyggernes adgang til fødevarer. Det er blevet anslået, at 600.000 civile døde i løbet af krigens to år, herunder hundredtusinder, der bevidst blev sultet ihjel. I en anden verden ville det med garanti klassificeres som en krigsforbrydelse. Men det internationale borgerskab er alt for flove til at påtale det, eftersom de i 2019, kun et år inden krigens udbrud, kronede Abiy med Nobels Fredspris.
Alt dette viser hvordan denne del af verden langsomt glider ned i barbari.
Udnyttelse
Billede: UNICEF Ethiopia Flickr
Alt, hvad FN kan tilbyde som reaktion på krisen, er tomme fraser som behovet for at “opbygge modstandsdygtighed”. Men hvordan kan et samfund “opbygge modstandsdygtighed” over for en konstant eskalerende klimakatastrofe, som de ikke selv har skabt? Billeder af dæmninger og vandreservoirer, der er helt udtørrede, viser, at forsøg på at “opbygge modstandsdygtighed” under det nuværende system er håbløst.
Vi må ikke glemme, at denne situation er opstået efter århundreders imperialistisk udnyttelse af regionen. Over de seneste årtier er Etiopiens miner og andre statsejede virksomheder blevet privatiseret for at tiltrække udenlandske investeringer. Internationale virksomheder udvinder guld, kaliumsulfat og andre metaller og tjener store overskud, mens de udnytter børnearbejde og betaler arbejderne en ussel løn.
Situationen i Somalia er endnu værre. Somalia besidder et væld af naturressourcer, herunder nogle af verdens mest produktive fiskefarvande, og alligevel er det en yderst fattig nation, der er sårbar over for hungersnød. Hvorfor? Fordi europæiske og asiatiske virksomheder fiskede ulovligt i somaliske farvande i årevis og solgte fiskene på det lukrative asiatiske marked, mens deres farvande også blev brugt som en gratis losseplads for farligt affald. Det er den historiske årsag til somalisk “pirateri”, hvilket mange var nødt til at ty til simpelthen for at overleve.
Vi får at vide, at de “milliarder af dollars”, der gives i humanitær hjælp af vestlige kapitalistiske nationer, går til at udvikle økonomierne i Afrika. Men i virkeligheden er det stik modsat. International kapital dominerer disse nationer økonomisk, udplyndrer deres naturressourcer og begraver dem i gæld, mens de kaster lidt håndører tilbage som “hjælp”.
“Humanitære løsninger”
Men selv efter de hykleriske standarder for kapitalistisk “ulandsbistand”, så sulter Afrikas Horn. Sidste år fastsatte FN et mål om at rejse 25 milliarder kroner for at afhjælpe de værste konsekvenser af hungersnøden i regionen. Ved udgangen af året havde de kun formået at rejse halvdelen af det beløb.
Til sammenligning vil der i år blive givet næsten 700 milliarder kroner i “hjælp” (hvor hovedparten vil blive brugt på våben) til den USA-ledede stedfortræderkrig i Ukraine. Ifølge FN’s World Food Program vil man for mindre end en tiendedel af det beløb, kunne brødføde hver sultende person i et helt år.
Under kapitalismen er der altid flere penge til krig og til at subsidiere banker og store virksomheder. Imens er de penge, der er nødvendige for at bekæmpe sult, mangel og klimaændringer, konstant lige uden for rækkevidde.
Klimaforandringer
Med hensyn til klimaændringernes indvirkning er Afrikas Horn nu i fuldstændigt ukendt farvand. Og det værste venter endnu forude. »Vi har desværre endnu ikke set det værste af krisen,” sagde Michael Dunford, WFP’s direktør for Østafrika. »Hvis du tror, at 2022 var slemt, så vær forberedt på dét, der kommer i 2023.«
Over hele verden er 2022 blevet beskrevet som et “tørkeår”. Fra Kina til Nordamerika til Afrika og selv i Europa så vi floder og søer synke til rekordlave niveauer, hele samfund truet af skovbrande og fejlslagen høst. I oktober 2022 udgav FN en rapport, der antydede, at hele regioner i Afrika og Asien, især tætbefolkede områder i Indien, risikerer at blive ubeboelige ved århundredskiftet, hvis “business as usual” fortsætter. Det kan potentielt fordrive millionvis af mennesker.
Ligesom med alle kapitalismens andre rædsler så mærker dem der forårsager klimaforandringerne sjældent konsekvenserne. De millioner der lider, er dem, der ikke bærer ansvaret for krisen.
På Davos i år blev den kendsgerning endda indrømmet af FN’s generalsekretær:
»I dag er producenterne af fossile brændsler og deres medskyldige stadig i gang med at udvide produktionen, vel vidende, at denne forretningsmodel er uforenelig med menneskets overlevelse.«
Mens disse virksomheder høster fede profitter, så bliver millioner af uskyldige mennesker fordrevet fra deres hjem, mister deres levebrød eller adgang til noget så grundlæggende som brændstof og vand. Selvom vi bliver bedt om at ignorere elefanten i rummet, så er det perspektiv fremtiden for store dele af verden, medmindre kapitalismen væltes.
Evnen til at løse klimakrisen ligger i vores egne hænder. Selvom det vil kræve betydelige investeringer, så vil det være muligt for en global planøkonomi både at reducere CO2-udledningen drastisk og samtidig gennemføre tiltag, der kan mildne den skade, der allerede er sket. Det, der står i vejen, er, at det ikke er profitabelt at gøre det.
Socialisme
FN’s World Food Programme og alle andre former for såkaldt humanitær hjælp repræsenterer ikke meget mere end et plaster på et åbent benbrud; en bekvem måde hvorpå det internationale borgerskab kan dulme deres egen dårlige samvittighed og dække over de problemer, som de selv har forårsaget.
Men i en verden, der hastigt bevæger sig mod humanitær katastrofe som følge af recession, klimaændringer og krig, er behovet for økonomisk planlægning mere tydeligt end nogensinde før. Der produceres allerede i dag mere mad, end hvad der er nødvendigt for at brødføde hele jordens befolkning, og det er på grundlag af ringe organiseret privat landbrug og dårlig infrastruktur. På baggrund af en socialistisk planøkonomi ville vi være i stand til at få allokeret ressourcerne dertil, hvor der er behov for dem, samt investere i at øge produktiviteten i landbruget så den harmonerer med befolkningstilvæksten. Og selv om vi ved, at der findes tilstrækkelige ressourcer i samfundet til at håndtere klimaforandringer, så kan de under kapitalismen ikke mobiliseres, da det ville indebære, at man tog en del af de store virksomheders overskud.
Med en rationel omfordeling af jordens ressourcer vil vi kunne investere i infrastruktur til både at håndtere klimaændringerne på lang sigt og omorganisere verdens landbrug for at kunne forsørge vores hurtigt voksende befolkning. Hvis vi derimod lader kapitalisterne bestemme samfundets kurs, vil de fortsætte med at drive verden som en pengemaskine og føre os længere ned ad vejen mod hungersnød og klimakatastrofer.
