Der er ingen tvivl om, at tiden rinder ud for klimaet. Selv alverdens ledere har indset, at de bliver nødt til i det mindste at fremstå som om, at de bekymrer sig. Da verdens elite – politikere, forretningsfolk, kunstnere og lignende – mødtes til det årlige møde i den lille bjergby Davos for at diskutere verdens tilstand, havde de i år inviteret den 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg fra Sverige. Her sad verdens ledere fløjet ind i deres privatjets og lyttede til Greta Thunberg, der sagde følgende: “Jeg ønsker, at I skal føle den frygt, jeg føler hver dag. Og handle som om jeres hus stod i brand. Fordi det gør det.”
Men sagen er, at verdens ledere ikke har tænkt sig at handle, selvom huset brænder. De folk, der er valgt til at løse verdens problemer, er en del af problemet ikke af løsningen.
Også på Christiansborg er partierne ved at have fattet, at skal de vinde næste valg, så bliver de nødt til at være “grønne”. Regeringen fremlagde en stort anlagt klimaplan, men indholdet var mest af alt varm luft: en masse løfter om nuludledning af CO2 i 2050, men meget lidt konkret om, hvordan det skulle opnås. De fortsætter traditionen fra klimatopmøderne, hvor ledere fra hele verden mødes og, med ansigtet lagt i alvorlige folder, lover, at nu skal der ske noget – for derefter at gå hjem og gøre så tæt på absolut ingenting, som de kan slippe afsted med.
Oppositionen kommer desværre ikke med reelle løsninger. Et af forslagene fra Alternativet, der slår sig op på at være et grønt parti, var at hæve afgiften på rødt kød med 17 kr kiloet – en afgift der er så socialt skæv, at selv Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre lød som en forsvarer af den enlige mor i sin kritik af forslaget. Uffe Elbæk fra Alternativet forsvarede forslaget med, at vi alle skulle spise mindre, men bedre kød. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så rammer afgifter arbejderklassen og de fattigste – aldrig de rigeste. Hvad Uffe Elbæk i virkeligheden siger, er at almindelige mennesker må spise noget andet end kød, mens de rigeste kan fortsætte med at mæske sig i entrecot-bøffer.
Enhedslisten har netop fremlagt deres stort anlagte klimaplan. Hovedproblemet med planen er, at den på intet tidspunkt nævner behovet for systemforandring. Enhedslisten forsøger med omfattende beregninger at vise, at forandringerne er mulige indenfor dette systems rammer; at det handler om gode argumenter og sund fornuft. Men det er, at stikke folk blår i øjnene. Så længe vi lever i et system baseret på profit, vil forureningen fortsætte uforandret. Klimasynderen er ikke den unge studerende eller arbejderfamilien, den er de største virksomheder. Husholdningerne står kun for 9% af den danske CO2-udledning, mens virksomheder står for resten. En reel grøn omstilling kan kun ske ved et opgør med både det private ejerskab til virksomhederne, og en økonomi baseret på profitjagt – med andre ord: et opgør med kapitalismen. Hvis ikke Enhedslisten er parat til det, vil deres klimaplan ikke blive realiseret.
Mens politikerne lukker varm luft ud, er især unge verden over ved at have fået nok. Det er deres fremtid, det handler om. Greta Thunberg satte fingeren på problemet i Davos: “Nogle mennesker siger, at klimakrisen er noget, vi har skabt, men det er ikke sandt, fordi hvis alle er skyldige, så er der ingen, der har skylden. Og nogen har skylden. Nogle mennesker, nogle virksomheder, nogle beslutningstagere i særdeleshed har vidst præcis, hvilke uvurderlige værdier de har ofret for at fortsætte med at tjene usandsynligt mange penge. Og jeg tror, at mange af jer her i dag tilhører den gruppe mennesker.”
Hun har ret: Politikerne og verdens ledere er ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Når de prøver at omfavne klimabevægelsen og fremstå “grønne”, leger de i virkeligheden med ilden. For de unge, der i dag bliver politisk aktive for at kæmpe for klimaet, har ikke tænkt sig at acceptere tomme ord og varm luft – de mener det alvorligt, når de siger, at der skal gøres noget nu. De vil lynhurtigt forkaste de politikere, der ikke leverer. Klimabevægelsen åbner døren på vid gab på revolutionære konklusioner: at det ikke er nok at vælge nye politikere eller indføre lappeløsninger, men at det er nødvendigt at ændre samfundet grundlæggende.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]