”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.”, Mattæus, kap. 6 v.24

Man behøver ikke en undskyldning for at beskæftige sig med Kina. Med et indbyggertal på omkring 1,3 mia. er det planetens folkerigeste nation. Og med landets indtog på verdensmarkedet, begynder Kina at indtage en nøglerolle i verdensøkonomien.

Kina oplever for tiden vækstrater på omkring ni procent. Sådanne vækstrater kan kapitalisterne i Japan, Europa og USA kun drømme om. Dette fik endda Anders Fogh Rasmussen til at lovprise udviklingen i Kina på Venstres Landsmøde i 2004, da han talte om sit besøg i landet:

”Det var en positiv historie. En spændende historie. Og en lærerig historie.
Mange danske virksomheder har allerede placeret flere tusinde arbejdspladser i Kina. Det samme har europæiske og amerikanske virksomheder. Og der vil komme mange flere i de kommende år.
Med egne øjne så jeg, hvor stærkt det går i Kina. Hvor langt kineserne er fremme. Hvor langt de vil komme. Da indså jeg, at her står vi med den virkelige udfordring i det 21. århundrede. Alt andet blegner ved siden af denne udfordring.” (Anders Fogh Rasmussen, tale på Venstres landsmøde, november 2004)

Men hvorfor roser en borgerlig statsminister et land med nationaliseret planøkonomi? Svaret giver næsten sig selv – fordi Kina lige nu gennemgår en proces væk fra planøkonomi og hen mod kapitalisme. Kina er en hybrid, hvor kapitalismen presser sig ind i den nationaliserede planøkonomi. Tilsyneladende en ”positiv, spændende og lærerig” historie, hvis vi skal tro de borgerlige. Men desværre er virkeligheden ikke helt så enkel.

Revolutionen i 1926-27

Kina har i det 20. århundrede oplevet to revolutioner, som rystede hele verden. Den første revolution i 1926-27 led nederlag og førte til Chiang Kai-Sheks despotiske diktatur, som blev støttet af imperialisterne.

Kina var på det tidspunkt et halvkolonialt land underlagt engelsk imperialisme. Englænderne havde krigsskibe på Yangtzefloden og kontrollerede landets handel og industri gennem sin økonomiske overmagt.
Uviljen mod de fremmede tropper og imperialisterne var aldeles udbredt blandt de kinesiske masser, og kommunistpartiet opnåede stor støtte, særligt blandt arbejderne i de store kystbyer, navnlig Shanghai. Desværre var kommunistpartiets ledelse påvirket af den stalinistiske degenerering af den kommunistiske internationale (Komintern).

Bureaukratiet i Sovjetunionen støttede den idé, at kommunisterne i de koloniale lande skulle alliere sig med de ”nationale” kapitalister mod imperialismen, og når man derefter havde fået etableret en ”normal” borgerlig stat, kunne man engang i fremtiden begynde at snakke om arbejderklassens interesser og om socialisme. Denne ide blev senere kaldt for folkefront.

I Kina sagde de stalinistiske ledere af kommunistpartiet, at der ikke var nogle modsætninger mellem arbejderklassen og det ”nationale borgerskab” på grund af presset fra imperialismen. Trotskij og venstreoppositionen i Komintern forklarede derimod, at imperialismen skærper klassemodsætningerne, da de små kapitalister i underudviklede lande er dybt afhængige af imperialismen. Trotskij sagde, at ”Imperialismens største styrke er ikke krigsskibe, men de økonomiske bånd mellem udenlandsk kapital og Kinas borgerskab.”

Den underudviklede kinesiske industri var ude af stand til at konkurrere med de udviklede kapitalistiske landes forfinede teknologi og effektive maskineri. Dette grundlæggende økonomiske vilkår afspejlede sig politisk ved, at borgerskabet i Kina var ude af stand til at føre en kamp for national befrielse mod imperialismen.

Op til 1917 troede de fleste marxister, selv Lenin, at det var umuligt for arbejderklassen at tage magten i et tilbagestående land. Denne opfattelse ændrede Lenin først i april 1917, og han tilsluttede sig Trotskijs teori om ”den permanente revolution”. Trotskij havde siden 1904 argumenteret for, at arbejderklassen i de underudviklede lande må tage magten fra kapitalisterne og gennemføre den borgerlige revolutions opgaver (fordeling af jorden, afskaffelse af godsejervældet og indførelse af borgerrettigheder og demokrati), for derefter at omdanne samfundet under en socialistisk plan.

Den permanente revolution

Trotskij udskilte sig fra alle de andre strømninger i arbejderbevægelsen i Rusland helt op til 1917 ved hans ide om at borgerskabet i Rusland, som på dengang var et tilbagestående halvfeudalt samfund, var trådt for sent ind på historiens scene og derfor ikke kunne løse nogen af de grundlæggende problemer. Industriborgerskabet i Rusland var alt for svagt og det havde tusinder af bånd, både til de udenlandske imperialister og til godsejerne og herremændene.

Situationen er endnu tydeligere i dag. De nationale kapitalister i kolonilandene opstod som klasse på et tidspunkt, da verden allerede var delt op mellem nogle få imperialistiske magter. De har ikke været i stand til at spille nogen progressiv rolle, og allerede fra starten har de været aldeles underlagt deres tidligere koloniherrer. Den svage og degenererede kapitalistklasse i Asien, Latinamerika og Afrika er for afhængig af udenlandsk kapital til at føre samfundet fremad. Borgerskabet i disse lande er ikke blot bundet til imperialismen, men også til den klasse, der ejer jorden. Sammen danner de en reaktionær blok, som udgør et bolværk mod ethvert fremskridt.

Ved at sætte sig selv i spidsen for nationen og lede de undertrykte fremad ville arbejderklassen kunne tage magten og gennemføre den kapitalistisk-demokratiske revolution, først og fremmest jordreformer, nationens enhed og frigørelse fra udenlandsk dominans. Men når arbejderklassen har magten, kan den ikke stoppe dér, men må straks begynde at tage socialistiske forholdsregler over for kapitalisterne i form af ekspropriationer. Og eftersom disse ting ikke kan gennemføres i ét land alene, særligt ikke et tilbagestående land, må dette blive begyndelsen til verdensrevolutionen. Revolutionen er permanent i to betydninger; fordi den starter med den borgerlige revolution og fortsætter med den socialistiske, og fordi den starter i ét land og fortsætter på internationalt plan.

Folkefront

Disse forhold bekymrede de kinesiske ”kommunistiske” ledere sig ikke om. De indgik alliance med Chiang Kai-Shek i folkefrontsorganisationen Koumintang, der blev optaget som sympatiserende sektion i Komintern under protest fra Trotskij. Kinas kommunistparti underlagde sig fuldstændig Chiang Kai-Shek. De ”kommunistiske” ledere indgik aftale om ikke at kritisere sun-yat-senismen, Chiang Kai-Sheks småborgerlige ideologi, som ganske vist var imod imperialismen, men også imod arbejderklassen. Kommunistpartiet opgav også sin selvstændige presse for ikke at genere ”kampfællen” Chiang Kai-Shek i et ”fordrageligt og respektfuldt” klassesamarbejde.

Marx påpegede allerede i 1848, at arbejderklassen ikke kan stole på borgerskabet i kampen mod feudalismen, og at arbejderklassen ikke bør underlægge sig de borgerlige partier, som altid er mere bange for arbejderne end for godsejerne. Han forklarede, at kapitalisterne ikke kom til magten som et resultat af deres egne revolutionære anstrengelser, men som et resultat af massernes bevægelse, som kapitalisterne ikke selv var del af: ”Det preussiske bourgeoisi var blevet slynget op på statens højder, men ikke, som det havde ønsket det, ved en fredelig transaktion med tronen, men ved en revolution.” (K. Marx, ”Bourgeoisiet og kontrarevolutionen”, Udvalgte værker I, s. 60)

Denne politik fortsatte Lenin, og han insisterede altid hårdnakket på, at arbejderklassen har brug for sit eget uafhængige klasseparti, der fører arbejderpolitik.

Resultatet af Kinas ”kommunistiske” lederes flirt med de ”progressive” dele af kapitalistklassen blev, at Chiang Kai-Shek lavede statskup, likviderede kommunisterne og slagtede de oprørske arbejdere i Shanghai. Trotskij og venstreoppositionen havde forinden advaret om faren fra Chiang Kai-Shek og krævede, at arbejderne blev bevæbnet, så man kunne forsvare sig mod angreb. Stalinisternes svar var, at venstreoppositionen ”gik for hurtigt frem” og ”ikke forstod begivenhedernes tempo.” Beklageligvis var borgerskabet fløjtende ligeglad med ”begivenhedernes tempo” og angreb arbejderklassen da den var ubevæbnet og uforberedt

Forinden havde ”kommunistiske” ministre i koalitionsregeringen straffet strejkende arbejdere med fængsel, og beordret bønder skudt, hvis de tog jord fra godsejerne. Kravet om våben til arbejderne blev blankt afvist ”for ikke at provokere” de borgerlige alliancepartnere. Hvad disse ledere ikke forstod er, at det for det kinesiske borgerskab var ”provokation” nok, at de kinesiske arbejdere var organiserede og krævede deres ret. Likvideringen af de aktive arbejdere var en faktor, der også betød, at arbejderne ikke var i stand til at spille en uafhængig rolle under revolutionen i 1949.

Årsagen til den fejlslagne folkefrontspolitik var ikke simpel dumhed, men bundede i, at bureaukratiet i USSR ikke var interesserede i en revolution i Kina. En sund arbejderstat med nationaliseret planøkonomi og arbejderdemokrati ville uden tvivl have inspireret de sovjetiske masser til at kræve arbejderdemokratiet fra oktoberrevolutionen genindført. Ikke nogen rar tanke for bureaukratiet, der derfor førte en kriminel politik og forrådte revolutionen overalt, det kunne komme til det.

Revolutionen i 1949

Efter nederlaget i 1927 førte kommunisterne guerillakrig mod Chiang Kai-Sheks tropper. I løbet af få år blev de røde styrker tvunget 3.000 kilometer tilbage, men de formåede alligevel at forblive nogenlunde intakte og slå tilbage senere. En af de fremtrædende generaler for de røde styrker var Mao Tsetung.
En årsagerne til Chiang-regimets fald var dets enorme råddenskab, som blandt andet viste sig ved omfattende korruption og despotiske angreb. Blandt andet blev bønderne i flere regioner dømt til at betale skat med 80 års forskud. USA hjalp i 1940’erne til, for at regimet ikke skulle vælte, men langt de fleste dollars havnede i korrupte embedsmænds lommer.

Ved revolutionen i 1949 trådte over en halv milliard mennesker ind på verdenshistoriens scene. For marxister er dette den næststørste begivenhed i menneskets historie, efter oktoberrevolutionen i 1917. Men de to revolutioner forløb slet ikke ens. Den kinesiske revolution startede, hvor den russiske sluttede, renset for arbejderdemokrati og med et mægtigt bureaukrati i toppen.

Den kinesiske revolution mindede mere om Castros revolution i Cuba. Mao baserede sig på en bondehær, bonapartismens klassiske instrument. Der var ingen selvstændig deltagelse fra arbejderklassens side. Mao gennemførte jordreformer og fordelte godsejernes jord til bønderne. Det var aldrig Maos hensigt at afskaffe kapitalismen i Kina, men denne udvikling lå i hele situationens logik. Maos mål for den kinesiske revolution blev beskrevet i et skrift med titlen ”Nyt demokrati,” hvor han skrev, at den socialistiske revolution ikke var på dagsordenen i Kina, og at man måtte have en blandingsøkonomi, altså kapitalisme. Dette var den mensjevikiske totrinsteori, som det stalinistiske bureaukrati havde taget til sig, og som havde sikret nederlag for revolutionen i 1926-27.

Mao kom til magten ved hjælp af en kæmpe bondehær efter gamle kinesiske traditioner. Den eneste grund til, at Mao vandt borgerkrigen i 1944-49 var, at han tilbød Chiang Kai-Sheks bondesoldater et program for social frigørelse. Men de stalinistiske ledere af den røde bondehær havde aldrig til hensigt at lede arbejderne til magten, som Lenin og Trotskij havde i 1917. Når Maos hær ankom til byerne, og arbejderne spontant besatte fabrikkerne og hilste Maos hær velkommen med røde flag, blev demonstrationerne stoppet og arbejderne blev skudt.

Fra starten var den kinesiske revolution et spejlbillede af stalinisterne i Moskva, og Kina har på intet tidspunkt haft noget til fælles med en sund arbejderstat. Alle andre end de britiske marxister sagde på dette tidspunkt, at Mao ville skabe et kapitalistisk regime, men dette var umuligt på grund af, at imperialismen ikke kunne tolerere et brud med godsejervældet og opblomstringen af en stærk kinesisk kapitalisme, som ville være en svær konkurrent til Europa, USA og Japan.

I 1949 skrev en af de ledende britiske marxister, Ted Grant, at: ”det faktum at Mao har et ægte massegrundlag uafhængigt af den russiske røde hær, vil efter al sandsynlighed for første gang skabe et uafhængigt grundlag for den kinesiske stalinisme, som ikke længere direkte vil støtte sig til Moskva. Som med Tito, således også med Mao – trods den røde hærs rolle i Manchuriet er den kinesiske stalinisme ved at udvikle sig på et uafhængigt grundlag. De kinesiske massers nationale ønsker, den traditionelle kamp mod udenlandsk dominans, de økonomiske behov i landet og frem for alt det magtgrundlag, man har i form af et uafhængigt statsapparat – alt det er ting der gør Moskva meget nervøs for, at der måske er ved at opstå en ny og endnu farligere Tito i Kina(…)

”Men den kinesiske økonomis underordning til gavn for det russiske bureaukrati, forsøgene på at indsætte marionetter på magtfulde poster, som vil være fuldstændig underordnet Moskva – med andre ord, den nationale undertrykkelse af kineserne – det vil skabe grobund for et stort og afgørende sammenstød med Kreml. Mao vil, i et uafhængigt og magtfuldt statsapparat, i muligheden for at manøvrere rundt med Vestens imperialister (som vil forsøge at lave handelsaftaler med Kina og prøve at drive en kile ind mellem Peking og Moskva) og i de kinesiske massers støtte til den leder, som vandt kampen mod Kuomintang, have afgørende støttepunkter over for Moskva.” (T. Grant, Svar til David James, genoptrykt i ”The Unbroken Thread,” s. 304)

Kapitalismens tilbageståenhed i Kina, imperialismens lammelse og eksistensen af USSR gjorde, at der ikke var anden vej for Mao end at ekspropriere kapitalisterne og basere sig på nationaliserede ejendomsformer.

Afskaffelsen af kapitalismen i Kina var et historisk fremskridt. Planøkonomiens succes kan aflæses i produktionen af stål, der fra 1957 til 72 steg fra 5,35 mio. ton til 23 mio. ton. Kornproduktionen steg i samme periode fra 85 mio. ton til 240 mio. ton. Olieproduktionen steg fra 0,46 mio. ton i 1957 til 65 mio. ton i 1974.

I 1949 havde Kina enorme sundhedsproblemer, og sygdomme som kopper, spedalskhed, pest, kolera, malaria og tuberkulose var udbredte. Disse sygdomme blev så godt som elimineret allerede i starten af 1970’erne.
Før revolutionen var der ingen medicinske institutioner i landområderne. Hvis en person blev syg, og kunne betale, blev han sendt til et hospital i en by. De fattige bønder, som levede på grænsen til sultedøden, havde ikke mulighed for at blive tilset af en læge. Hvis de pådrog sig en lidelse, kunne de blot vente på døden. Nu er der et hospital i hvert eneste distrikt og medicinske klinikker i hver ”folkekommune”. Og i modsætning til de fleste borgerlige stater er medicin og sundhed i Kina statens ansvar og ikke genstand for privat udbytning og profit.

Før 1949 var over 80 procent af kineserne analfabeter. Allerede i 1970’erne kom 93 pct. af kineserne i grundskole, og i dag kommer næsten alle kinesere i skole. Og igen adskiller Kina sig fra de fleste borgerlige stater ved, at undervisning er gratis for alle.

Disse fremskridt var planøkonomiens fortjeneste og afspejler, hvad der egentlig er ganske indlysende; at plan er tusind gange mere effektivt end kapitalistisk anarki.

Proletarisk bonapartisme

Ved revolutionens begyndelse sagde Kinas kommunistiske ledere, at Kina havde 50 år med ”kapitalistisk demokrati” foran sig. De havde ganske vist en alliance med de såkaldte ”nationale kapitalister”, men magten lå i hænderne på den røde hær. Det var først og fremmest jordspørgsmålet, som var drivkraften i borgerkrigen, og de kinesiske stalinisters stadige fredstilbud var baseret på landreformer og ekspropriation af den ”bureaukratiske kapitalisme”, et program som Chiang umuligt kunne acceptere.

Disse faktorer, sammen med det kinesiske borgerskabs manglende evne til at løse den borgerlige revolution, passiviteten hos arbejderklassen og imperialismens lammelse som følge af det revolutionære opsving efter anden verdenskrig, åbnede nye perspektiver. Mao balancerede mellem klasserne og byggede en stat, der lignede den russiske, hvor Stalin sluttede og ikke hvor Lenin begyndte. Kina var på vej mod en bonapartistisk arbejderstat allerede fra revolutionens begyndelse.

Et regime som det, de kinesiske stalinister opsatte efter revolutionen i 1949, kalder marxister for proletarisk bonapartisme. Proletarisk, fordi styret baserer sig på nationaliserede ejendomsformer, har eksproprieret kapitalismen og styrer økonomien efter central planlægning. Bonapartisme, fordi det ligesom Napoleon Bonapartes reaktion mod Jakobinerne efter den store franske revolution, baserer sig på ”en stærk mand”, der hersker gennem sværdet. Bonapartisme er en styreform, hvor staten hæver sig over klasserne og forsøger at herske over dem ved snart at rette slag mod den ene og basere sig på den anden, snart omvendt. Men hele tiden er der ingen tvivl om de grundlæggende ejendomsforhold.

Selv om Napoleon Bonaparte udråbte sig selv til kejser, og dermed formelt genindførte monarkiet, var Frankrigs økonomiske base borgerlig, og ikke feudal. Og grundlæggende forsvarede Napoleon de borgerlige ejendomsformer. Ligesom det kinesiske bureaukrati, hvor brutalt og vederstyggeligt det end måtte være, de facto har forsvaret de nationaliserede ejendomsformer og de økonomiske fremskridt mod det barbari, imperialisterne har holdt landet i.
Bonapartisme er en kontrarevolution inden for revolutionen selv, som støtter sig til de væbnede styrker i stedet for masserne. Til bureaukrati frem for arbejderdemokrati. Og ofte ganske brutalt. Men når man analyserer et proletarisk bonapartistisk regime er det altafgørende at forstå, hvilke klasseinteresser der ligger under overfladen.

Den russiske revolution startede et eksperiment, der beviste, at det er muligt at køre samfundet uden kapitalister, jordejere og pengeudlånere. Desværre udviklede revolutionen sig ikke til socialisme. Først og fremmest skyldes det, at revolutionen blev isoleret i et enkelt, særdeles tilbagestående, land. Udmatningen af masserne gennem krigen mod de 21 imperialistiske hære, der angreb den unge sovjetstat, banede vejen for opblomstringen af et bureaukrati, som Stalin satte sig i spidsen for. Bureaukratiet udviklede sig til en parasitisk flok, der nassede på planøkonomiens store økonomiske resultater. Sovjetunionen gik fra få årtier fra et tilbagestående bondeland til verdens næstmægtigste land med en kæmpemæssig industri og et højt videnskabeligt og kulturelt niveau.

Marxister forsvarer de fremskridt, som en nationaliseret planøkonomi kan give. Men et ægte forsvar for de nationaliserede ejendomsformer indebærer også en indædt kamp imod bureaukratiet og for arbejderdemokrati.
Trotskij sagde, at en planøkonomi behøver demokrati, som et menneske behøver ilt. Uanset hvor velmenende en bureaukrat er, vil der altid opstå fejl, hvis produktionen er centralt planlagt uden demokratisk kontrol. Og uden fri debat vil fejlene vokse sig større og lægge en byrde på planøkonomien. Dette fik økonomien til at stagnere og ansporede bureaukratiet til at åbne op for udenlandsk kapital – en ubevidst indrømmelse af, at ”teorien om socialisme i et land” er bundforkert og forfejlet.

Kulturrevolutionen

Den såkaldte kulturrevolution blev tolket af ”Kinas venner” (retteligen ”det kinesiske bureaukratis venner”) som en kamp imod bureaukrati, en begyndelse på elimineringen af privilegier og ulighed i Kina. Dette tema fandt et ekko i de snæversynede intellektuelle og ”Kina-eksperters” skrifter, som omhyggeligt læste mellem linierne i Maos taler for at finde en forklaring på de ”mystiske” begivenheder i Kina. I virkeligheden var der intet nyt eller originalt ved det kinesiske bureaukratis manøvrer, som fulgte den russiske stalinistiske model fra 1930’erne.

I løbet af de første år med industrialisering af Sovjetunionen med femårsplanerne foretog Stalin en række demagogiske angreb ”mod bureaukratiet” og rettede udrensningerne mod de mellemste og nederste lag af bureaukratiet. Dette styrkede Stalin-klikens magt over embedsværket.

Uden den nødvendige kontrol fra arbejderdemokrati ville fabriksdirektørerne, ingeniørerne og statens embedsfolk have haft uendelige muligheder for at berige sig selv på bekostning af staten og bureaukratiet som et hele ved at plyndre den nationaliserede økonomi. For at forsvare bureaukratiets rolle som den herskende kaste var der et behov for en ny version af Napoleon Bonaparte, som hvilede på den nationaliserede planøkonomi, der var oktoberrevolutionens fundamentale sejr, og kunne give indtryk af at være ”over” samfundet og balancere mellem forskellige klasser, der fortsat eksisterede i overgangssamfundet fra kapitalisme til socialisme. Den bonapartistiske diktator Stalin brugte ikke blot terroren mod arbejderne, men også mod de bureaukrater, som tog mere end ”deres andel” af kagen.

”Kulturrevolutionen” spillede en lignende rolle, som Stalins politik i perioden fra 1929-39. Ved at basere sig selv på arbejderne og studenterne, og især studenterne, samlede de øverste bureaukrater sig om den kinesiske ”Bonaparte” Mao. Han rettede en række angreb mod andre dele af bureaukratiet, som var overdrevent grådige, og hvis korruption og tyveri truede økonomiens fremskridt.

Da han mobiliserede masserne med demagogiske angreb mod ”dårlige embedsfolk”, løsnede Mao på intet tidspunkt sit greb om magtens kerne, frem for alt bondehæren. På denne måde udførte han en udrensning i staten, industrien og partiet. Hvis denne ”renselsesproces” ikke var lige så blodig som Moskvaprocesserne skyldes det alene, at der i Kina ikke eksisterede en gruppe af ægte bolsjevikker, som kunne have udgjort en alvorlig fare for bureaukratiet.

Verdenshandlen

I løbet af 1970’erne gjorde det kinesiske bureaukrati tilnærmelser til USA som modvægt mod bureaukratiet i USSR. Blandt andet blev Nixon inviteret til Beijing mens USA myrdede løs i Vietnam. Kinas andel af verdenshandlen begyndte at stige eksplosivt i starten af 1970’erne, og i dag tegner Kina sig for syv pct. af verdenshandlen. Det lyder måske ikke af meget, men det er en fordobling på få år

For tiden investerer imperialisterne massivt i Kina. Selv om langt størstedelen af verdens investeringer foregår i Nordamerika, Europa og Japan – kun 20 pct. går til resten af verden – tegner Kina sig for den største del af resten. USA importerer for 150 mia. dollars mere end landet eksporterer til Kina, hvilket har fået alarmklokkerne til at ringe hos dele af den amerikanske overklasse.

Men kan Kina nå op på siden af USA og de andre imperialistiske magter? Det vil være yderst vanskeligt fordi kapitalens strateger er bekymrede over, at Kina truer deres positioner. Forholdet mellem Kina og USA kan yderligere skærpes, hvis verdensøkonomien går nedad. Kina har ladet USA trække enorme kreditter, og hvis Kina beslutter at inddrive gælden, kan det trække tæppet væk under den amerikanske økonomi og derved kaste verdensøkonomien ud i en dyb krise. Det er ikke Beijings intention, men de kan blive tvunget til det, hvis den hjemlige økonomi krakker.

Hvad nu?

Kinas udvikling hen mod kapitalisme er ikke en ensrettet og homogen bevægelse, som nogle forestiller sig. Ud af de 600 største producenter af forbrugsvarer, melder 74,3 pct. om overproduktion. Vareproduktionen vokser med 25 pct. om året, hvilket er langt mere end efterspørgslen. Kina står over for en klassisk kapitalistisk overproduktionskrise.

Kina er en økonomisk og politisk hybrid. Lederne holder stadig fast i det stalinistiske politiske system, men taler mindre og mindre om ”socialisme”, derimod gør de alt hvad de kan for at gøre landet til en kapitalistisk verdensmagt. Men de indre modsætninger består, og før eller siden vil enten planøkonomien eller kapitalismen bukke under.

Der er enorm ustabilitet forbundet med bevægelsen mod kapitalisme. Ejendomsspekulationen er nu på 1.360 mia. dollars om året, og arbejderne på 124.000 byggeprojekter i de store byer mangler at få udbetalt løn. En anden ”gave” fra kapitalismen er, at folk nu sælger deres blod for at tjene en skilling. Private virksomheder tapper blod fra masser af landarbejdere, ofte med dårlige hygiejniske forhold. Ifølge officielle tal er 168.000 blevet smittet med Hiv på den måde, og det totale antal Hiv-smittede er nu oppe på 840.000.
Den kapitalistiske udvikling har også medført, at antallet af arbejdsulykker med dødelig udgang er steget med 70 pct. fra 1991 til 2003. Derudover er de regionale administrationer konstant på kant med hinanden, og de lokale bureaukrater modarbejder hinanden og producerer ofte mange af de samme varer. Afmonteringen af planlægning har også ført til rod i el-produktionen og store strømafbrydelser i millionbyer.

For marxister er der ingen tvivl; vi står for forsvaret af de nationaliserede ejendomsformer, som revolutionen har indført. Men planøkonomien kan ikke fungere, endsige overleve, uden arbejderklassens demokratiske kontrol og planlægning af produktionen. Bureaukratiets bevægelse mod kapitalisme afspejler dette faktum, og det har grufulde konsekvenser for de kinesiske arbejdere. ”Men hvad er perspektivet for den kinesiske arbejderklasse,” vil mange spørge. Trotskij besvarede spørgsmålet om arbejdernes revolutionære opgaver i en deform arbejderstat i Overgangsprogrammet:

”Et nyt opsving i revolutionen i USSR vil utvivlsomt begynde som en kamp mod social ulighed og politisk undertrykkelse. Ned med bureaukratiets grader og ordner! Større lighed i lønnen i alle former for arbejde!
Kampen for fagforeningernes og fabrikskomiteernes frihed og for forsamlings- og trykkefrihed vil folde sig ud i kampen for genoplivelsen og udviklingen af sovjet-demokratiet.
(…)
En revision af planøkonomien fra øverst til nederst i producenternes og forbrugernes interesse! Fabrikskomiteerne må have retten til at kontrollere produktionen tilbage. Et demokratisk organiseret forbruger-kooperativ må kontrollere produkternes kvalitet og pris.
(…)
Den politiske diagnose har karakter af et alternativ: enten vil bureaukratiet, der i stadigt højere grad bliver verdensborgerskabets organ i arbejderstaten, omstyrte den nye ejendomsform og kaste landet tilbage i kapitalismen; eller arbejderklassen vil knuse bureaukratiet og åbne vejen for socialisme.”

Den eneste måde, man kan forsvare og udbygge de sociale landevindinger, revolutionen har bragt til Kina, er ved at drive det stalinistiske bureaukrati ud af kontorerne og lade arbejderklassen organisere samfundets produktion.

Allerede nu har bevægelsen mod kapitalisme affødt protester. Da en mine i Liaoning-provinsen blev erklæret konkurs, gjorde 20.000 arbejdere oprør og angreb de lokale myndigheders kontorer. Sådanne episoder er ikke enestående, og der vil uundgåeligt komme flere uroligheder i fremtiden, og en økonomisk krise vil skærpe modsætningerne i udviklingen tusindfold. Den nuværende situation er fin på overfladen, men under overfladen er alle de grundlæggende modsætninger og spørgsmål uløste. Før eller siden vil spørgsmålet om nationaliseret planøkonomi eller kapitalisme blive løst. Som Biblen siger: Ingen kan tjene to herrer. Afklaringen af spørgsmålet om planøkonomi eller kapitalisme betyder liv eller død for den kinesiske arbejderklasse, og udviklingen i den næste periode vil være alt andet end rolig.