Læs også første del af artiklen

Et kendt citat fra Lord Acton lyder, at ”magt korrumperer” og at ”total magt korrumperer totalt”. Denne virkning kan unægtelig ses i totalitære regimer af alle typer og til alle tider. Et styre, hvor al kritik er forbudt, og hvor magten er koncentreret enormt, bliver skellet mellem virkeligheden og lederens vilje udvisket, og der er en tendens til, at lederen med tiden bliver mere og mere psykisk uligevægtig. Det skete med Hitler, og det var også tilfældet med Stalin i hans sidste leveår. Han anså sig selv for almægtig.

Den imponerende store vækst i økonomien, der var i Sovjetunionen i årene efter Anden Verdenskrig blev fulgt af en personkult omkring Stalin. Men lederen blev til stadighed mere paranoid. Han kunne mødes med topfolk fra statsapparatet og sige ”dine øjne flakker noget i dag.” Detefter kunne man være sikker på, at den ulykkelige, hvis øjne flakkede, ville komme under mistanke for forræderi.

Fra Stalin til Krustjov
I januar 1953 kunne Pravda meddele, at der var blevet afsløret en sammensværgelse blandt en gruppe læger. ”Sabotør-læger”, blev de kaldt. Sammensværgelsen havde angiveligt til hensigt at ”gøre det af med Sovjetunionens ledende kadrer”. De fleste af lægerne var jøder, og de blev beskyldt for at have forbindelser til USA eller Storbritannien. Stalin igangsatte en kampagne imod jøder under navnet ”kosmopolitisme og zionisme”. Pravda begyndte en hysterisk kampagne om kontrarevolutionær trussel. Det lignede en gentagelse af masseudrensningerne i slutningen af 1930’erne

De ledende kredse i USSR var utrygge og bange for, hvad der ville ske. De frygtede – formentlig med rette – at Stalin ville dræbe dem alle. Han var paranoid ud over alle grænser. Hans handlinger truede hele toppen i det sovjetiske bureaukrati. Den 5. marts 1953 døde Stalin pludseligt. Selv hvis han ikke blev myrdet – hvilket meget tyder på – kom hans død på et heldigt tidspunkt. Kort efter blev alle de hysteriske kampagner og afsløringer af ”sammensværgelser” trukket tilbage. ”Lægernes sammensværgelse” blev afsløret som et falsum. Bureaukratiet – repræsenteret af den nye leder Nikita Krustjov – forsøgte sig nu med reformer fra oven af frygt for revolution fra neden. Der var uro blandt arbejderne og de intellektuelle. De mest brutale elementer fra Stalin-tiden blev fjernet fra deres poster, og Beria blev henrettet.

Tiltagende nationalisme
Kursen med storrussisk nationalisme blev lagt noget på hylden. De lokale bureaukrater forsøgte at styrke deres egen position i den mere åbne atmosfære under Krustjov. Det ideologiske udtryk for dette blev en stigende nationalisme. De gigantiske statuer af Stalin i Tbilisi og Jerevan blev skiftet ud med statuer af Moder Georgien og Moder Armenien. Den aserbajdsjanske digter Sabir Rustamkhanli sagde: ”Den periode – 60’erne, 70’erne og 80’erne – var en periode med en lille renæssance i Sovjetunionen. I de forskellige republikker begyndte en proces med selv-identifikation, national bevidsthed voksede frem. (…) I vores vers, i vore værker er der ikke ét ord om sovjetisk ideologi, om broderskab med Moskva.”

I en atmosfære, hvor alle rester af revolutionær internationalisme var blevet fysisk udryddet sammen med millioner af revolutionære bolsjevik-leninister i Sovjetunionen, var det forventeligt, at reaktionen på Stalin-tidens russiske nationalisme var en styrkelse af regional nationalisme.

De nationale bureaukratier reproducerede alle de dårlige træk fra Moskva. De tiltog sig stadig større magt under den decentralisering, der foregik under Krustjov og Bresjnev. Denne decentralisering uden arbejderdemokrati førte til en opblomstring af korruption. De lokale bureaukratier var både ineffektive og undertrykkende. De udviste de selv samme chauvinistiske træk, som alle afarter af stalinisme har til fælles. For at styrke deres egen magt og privilegier lænede de sig op af en aggressiv nationalisme.

Den nationale chauvinisme, som bolsjevikkerne havde bekæmpet, vendte tilbage. Såkaldte ”marxistiske” historikere skrev værker om Aserbajdsjans, Armeniens og Georgiens historie, hvori de genopfandt gamle, reaktionære myter og leverede ideologisk skyts til nationale konflikter. Der var tiltagende diskrimination af de nationale mindretal. Tusindvis af folk stemte med fødderne. Titusindvis af aserbajdsjanere fandt atmosfæren i Armenien så uudholdelig, at de flyttede til Aserbajdsjan. Tbilisi, der i århundreder har været domineret af en stor armensk befolkningsgruppe, blev næsten tømt for armeniere. En epidemi af alkoholisme, hooliganisme og apati bredte sig i ungdommen.

Hele situationens logik pegede i retning af en vild og aggressiv nationalisme. Det eksploderede efter Sovjetunionens kollaps: pogromer, etniske udrensninger, enorme flygtningestrømme og blodig krig. For at forstå den senere udvikling er det nødvendigt med et par bemærkninger om nationaliteternes indbyrdes historie. I særdeleshed om den region, som antændte krudttønden – Nagorny Karabakh.

Nargorny Karabakh
Armeniere og aserbajdsjanere har ikke altid været fjender. De har levet sammen og i blandede ægteskaber i Kaukasus i århundreder. Historisk set er konflikter mellem befolkningsgrupperne et relativt nyt fænomen. De to nationer har begge været under persisk herredømme, det er en almindelig antagelse, at de to nationer deler flere elementer af en fælles kultur, end de gør med georgierne. I 1935 skrev Mehmet Zade Azerbaijanli:

”Hvad angår armenierne, så er de endnu tættere på os end georgierne, siden armenierne næsten alle plejede at tale vort sprog. Hvad angår daglige vaner er vore liv tæt forbundne i vore landsbyer var folkesangerne næsten alle armeniere. Vor madlavning, beklædning, sædvaner og adfærd var den samme. I årtusinder levede vi ikke blot i gensidig tillid, men – og det vil ikke være en overdrivelse – med virkelig kærlighed.”
(Citeret i The Caucasus side 100-101.)

Det mest følsomme punkt i forholdet mellem armeniere og aserbajdsjanere har i 300 år været bjerg-regionen Nagorny Karabakh. Armenierne kalder området for Artsakh (bjergrig) Karabakh, og aserbajdsjanerne kalder området for Dagliq Qarabag. Det gængse navn – Nagorny Karabakh – er den russiske udgave. Selve navnet Karabakh er et tyrkisk-persisk ord, der formentlig betyder ”sort have” med henvisning til egnens frodige jord.

Nagorny Karabakh ligger øst for Armenien – ”inde i” Aserbajdsjan. I århundreder har regionen været befolket af armeniere, men der har også været en stor tilstedeværelse af muslimske folkegrupper.

I 1921 besluttede bolsjevikkerne at gøre Nagorny Karabakh til en del af Aserbajdsjan. I 1923 blev Nagorny Karabakh imidlertid grundlagt som selvstyrende region i Sovjetunionen. Befolkningen bestod af 94 procent etniske armeniere. Regionens hovedstad blev Stepanakert, opkaldt efter den armenske bolsjevik Stepan Shaumian. Byen er bygget omkring den gamle landsby Khankendi.

En af bolsjevikkernes vigtigste grunde til at placere Nagorny Karabakh indenfor Aserbajdsjans grænser var, at de mange fårehyrder fra Aserbajsjan, der fører deres får op i bjergene i Nargorny Karabakh om sommeren, derfor ikke behøvede at krydse en grænse mellem to sovjetrepublikker. Under alle omstændigheder var spørgsmålet trådt i baggrunden, fordi der var en gensidig tillid mellem folkene til en fælles fremtid i et socialistisk fællesskab.

Pogromer i Aserbajdsjan
Ligesom det var tilfældet i resten af Sovjetunionen, førte stalinismen ikke til en udglatning af forskellene mellem befolkningsgrupperne, men til en polarisering og siden hen til regulær katastrofe. Lokale armeniere klagede i 1960’erne og 1970’erne over, at de ikke var forenet med den armenske sovjetrepublik, at de ikke kunne modtage armensk fjernsyn og at gamle kirker fik lov at forfalde.

I slutningen af 1980’erne forsøgte de ledende bureaukrater i henholdsvis Armenien og Aserbajdsjan at styrke deres position ved at benytte sig af chauvinisme og reaktionær nationalisme. Politiske kvaksalvere og reaktionære eventyrere i Armenien spillede på solidaritet med befolkningen i Nagorny Karabakh og indkaldte til massedemonstrationer, der fik et klart anti-aserbajdsjansk udtryk.

Som reaktion på, at hundredvis af aserbajdsjanere flyttede fra Armenien i frustration over den chauvinistiske stemning i landet, indkaldte højreorienterede demagoger til anti-armenske demonstrationer i Aserbajdsjan. En af disse demonstrationer udviklede sig den 28. februar 1988 til regulære pogromer mod armeniere i byen Sumgait. Lejligheder blev brændt og raseret, og uskyldige armeniere blev overfaldet, voldtaget og myrdet. Regionen havde ikke set tilsvarende pogromer siden 1905. Det blev indledningen til det, der siden blev til regulær krig mellem Armenien og Aserbajsjan.

Sovjetunionens proces med ”decentralisering” fik sin egen dynamik, som fandt blodige udtryk i konflikterne i krigen mellem Transnistrien-russerne og Moldavien samt forfølgelsen af de etniske russere i de baltiske lande. Men intet sted i Sovjetunionen var følgerne lige så forfærdelige som i Kaukasus.

Gorbatjovs politik
I begyndelsen forsøgte Gorbatjov at holde Sovjetunionen intakt ved at beskylde Stalin-tidens politik for at deformere Lenins ”enestående” oprettelse af en føderal stat, hvori befolkningerne fik de nationale og kulturelle rettigheder, som tsar-regimet havde undertrykt. Gorbatjov sagde, at han ville genindføre Lenins politik på spørgsmålet om nationaliteterne, herunder retten til selvbestemmelse. Gorbatjov hævdede desuden, at det ville være forsimplet at beskrive selvbestemmelse alene som retten til løsrivelse fra USSR. Det var i øvrigt en rettighed, der i forvejen var ”garanteret” til republikkerne i Sovjetunionens forfatning fra 1977. Gorbatjov sagde, at det derimod handlede om en ”proces for at anerkende den nationale værdighed, udvikle sprog og kultur, konsolidere politisk uafhængighed og fremme økonomiske og sociale fremskridt”.

Gorbatjov advarede selv om de farer, der lå i situationen: ”Man bør huske på, at over 60 millioner mennesker (21 procent af den samlede befolkning) – som følge af økonomiske, sociale og demografiske processer samt mellemfolkelig ind- og udvandring – bor uden for deres nationale republikker. Det er naturligvis umuligt at løse nogle problemer uden at tage højde for medborgernes legitime interesser og rettigheder.”

Selv om Gorbatjov iklædte sig ”leninistiske” klæder, havde hans politik intet til fælles med Lenins. Det var snarere et ekko af Otto Bauer og de opportunistiske ”austro-marxister”, der inden Første Verdenskrig fremførte parolen om ”national og kulturelt selvstyre” som alternativ til Lenins politik om nationernes ret til selvbestemmelse. Det, der var behov for i Sovjetunionen, var et frivilligt fællesskab mellem republikkerne. Men et sådant fællesskab var kun muligt på grundlag af et styre, hvor arbejderne havde demokratisk kontrol med hele samfundslivet. På grundlag af et fortsat bureaukratisk regime, hvor de politiske rettigheder var berøvet arbejderklassen til fordel for et privilegeret lag af bureaukrater, var et frivilligt fællesskab mellem republikkerne en umulighed.

Den økonomiske stagnation i Sovjetunionen i 1980’erne, stalinismens krise og Gorbatjovs ”reformer”, der delvist ophævede den centrale kontrol, udløste voldsomme tendenser i retning af en sprængning af Sovjetunionen. De nationale bureaukrater havde om muligt et endnu mere snævert, provinsielt og egoistisk udsyn end de centrale bureaukrater i Moskva. De kaukasiske bureaukrater baserede sig alle som én på radikal og aggressiv nationalisme for at styrke deres egen position. Da Litauen erklærede sig uafhængig den 11. marts 1990, gav det grønt lys til andre republikker, der ønskede at gå samme vej. Republikkerne erklærede selvstændighed på stribe.

Med fraværet af de tidligere terror-metoder, førte stalinismens krise hastigt til USSR’s opløsning i december 1991. Selve sammenbruddets hastighed er tilstrækkeligt bevis for, at forholdet mellem republikkerne hvilede på et grundlag, der ikke var bæredygtigt. Det var en straf for årtiers national undertrykkelse under Moskva-bureaukratiet.

Kontrasten mellem den politik, der blev ført i Lenins tid og under Gorbatjov kunne dårligt være større: mens Lenin og Trotskijs politik førte til, at næsten samtlige undertrykte nationaliteter støttede op om revolutionen, førte den anti-leninistiske politik under Stalin og hans efterfølgere til det stik modsatte. Så snart, de havde mulighed for det, rev de sig løs af Sovjetunionen. Den bitre krig og de etniske udrensninger i krigen om Nagorny Karabakh var en direkte udløber af denne proces.

Armenien og Aserbajdsjan
I december 1988 blev det nordlige Armenien ramt af et forfærdeligt jordskælv, der slog 25.000 ihjel. 400.000 armeniere mistede deres hjem. Hjælpen fra Moskva kom kun langsomt, og den var elendigt organiseret. Imidlertid skyldtes omfanget af ødelæggelserne og antallet af døde, at mange bygninger var af alt for dårlig kvalitet.

Genopbygningen efter jordskælvet blev yderligere saboteret, da Aserbajdsjan i 1989 indførte en blokade imod Armenien på grund af konflikten om Nagorny Karabakh. Den udbredte følelse blandt armenierne af at være efterladt alene af Moskva overfor et fjendtligt Aserbajdsjan førte til, at Armenien i 1990 blev den første sovjetrepublik til at vælge en regering uden det såkaldte ”kommunistiske” parti. De armenske nationalister overtog initiativet. Den nye regering begyndte at bevæbne armenierne i Nagorny Karabakh.

Reaktionen fra Moskva var at støtte op om bureaukratiet i Aserbajdsjan, som samtidig havde antaget en åbent chauvinistisk position. Særlige enheder fra det aserbajdsjanske politi gennemførte sammen med sovjetiske tropper i sommeren 1991 en mini-borgerkrig under navnet Operation Ring. Operationen var officielt rettet imod armenske guerillaer, men ofrene var hovedsageligt almindelige armenske landsbyboere.

Da Armenien og Aserbajdsjan formelt blev uafhængige, blev Nagorny Karabakh genstand for en konflikt mellem to nye, selvstændige stater. Formelt var Nagorny Karabakh en del af Aserbajdsjan, men reelt var det Armenien, der kontrollerede området. Aserbajdsjans parlament besluttede at ophæve Nagorny Karabakhs selvstyre-status og i stedet gøre det til en almindelig provins i Aserbajdsjan. De vedtog desuden at omdøbe Stepanakert til Khankendi. Karabakh-armenierne svarede igen ved at afholde en folkeafstemning, hvor 99 procent stemte for uafhængighed. Aserbajdsjanerne boykottede afstemningen.

Krig mellem naboer
Da det sovjetiske sikkerhedsapparat var borte, blev tomrummet fyldt af forskellige bevæbnede grupper af rabiate nationalister, kriminelle eller begge dele. Volden blev i begyndelsen udført af disse grupper, og senere af regeringstropper fra de to stater. På trods af det, der blev rapporteret i medierne om ”gammelt had” mellem befolkningerne, var den lokale befolkning i Nagorny Karabakh var ikke villig til at slås, selv om nogle blev tvunget til det af begivenhedernes gang.

Journalisten Thomas de Waal citerer i sin bog The Caucasus en amerikanskfødt armensk kriger ved navn Monte Melkonian, der blev sendt til Armeniens grænse med Aserbajdsjan for at forberede lokalbefolkningen på krig. Han blev frustreret, da de lokale bad ham om at forsvinde og gav ham besked om, at de ikke ønskede at slås mod deres aserbajdsjanske naboer.

Thomas de Waal skriver:

Der var ofte en tynd linje mellem tapper patriotisme og voldelig kriminalitet. I Karabakh-krigens tidlige dage afhang den aserbajdsjanske by Aghdam, der havde været et blomstrende sort marked i sovjet-tiden, af beskyttelse fra seks kriminelle bander, der bekrigede hinanden lige så meget som armenierne. Den aserbajdsjanske frivillige soldat Kemal Ali, der så dem i aktion, sagde: ’Forbrydere er ofte store patrioter. Krig er et særdeles godt sted for kriminelle. Man kan gøre, som man vil. Man kan stikke folk ned og slå dem ihjel. En uddannet person går ikke i krig, det er forbrydere, der går i krig. Og dengang blev vores hær anført af forbrydere.’

Krigen tiltrak tidligere soldater fra Sovjetunionens hær, der alene kæmpede for at røve de byer, de indtog. Det var en enorm menneskelig katastrofe.

Krigen eskalerede, og der var grufulde massakrer og etnisk udrensning på begge sider. Tusindvis blev dræbt, og omkring 750.000 blev fordrevet fra deres hjem. En tiendedel af Aserbajdsjans befolkning blev flygtninge. Militært set var det Armenien, der blev konfliktens sejrherre, og den dag i dag er det fortsat Armenien, der har den militære kontrol med Nagorny Karabakh, selv om det formelt set er en del af Aserbajdsjan.

Armenien under kapitalisme
Selv om der nu er fred mellem Armenien og Aserbajdsjan, er forholdene for almindelige armeniere elendige. Økonomien ligger i Ruiner. Økonomien kollapsede, da Armenien gik over til kapitalisme. En undersøgelse fra Armeniens statistiske institut i 2004 viste, at arbejdsløsheden var på 31,6 procent. Samme undersøgelse viste en genkomst af børnearbejde, der ellers var på vej væk under Sovjetunionen. Fattige armenske børn bliver solgt som slaver til prostitution. Det er markedsøkonomiens virkelighed.

Under sovjetunionen havde Armenien en moderne industri, der producerede tekstiler, delkomponenter til maskiner og andre ting, som blev eksporteret til de øvrige sovjetrepublikker. Landet var kendt som ”Sovjetunionens Silicon Valley”. Befolkningens uddannelsesniveau var højt. I de senere år er antallet af elever, der dropper ud af skolen, eksploderet. Tal fra UNICEF viser, at dette tal steg med 250 procent om året i perioden 2002-2005. Befolkningens uddannelsesniveau bliver lavere. Kapitalismen har ikke blot gjort landet fattigere og gjort hver tredje arbejder arbejdsløs, det har også berøvet ungdommen dens muligheder for uddannelse.

Universitetsuddannelse, der tidligere var gratis, skal man nu betale for. Det er blevet almindeligt at bestikke lærerne for at opnå gode resultater i skolerne. Lærerne er tvunget til at acceptere dette, fordi de ellers ikke kan overleve. Det skaber et ineffektivt, korrupt system, hvor overklassens uduelige børn klarer sig fint igennem skolen, mens arbejdernes børn – ligegyldigt hvor talentfulde og flittige de er – fratages retten til uddannelse.

Ligesom det skete i andre tidligere sovjetrepublikker, blev velfærdssamfundet afskaffet sammen med planøkonomien. Over en million armeniere er flygtet fra de elendige forhold for at søge lykken i Moskva eller andre russiske byer, hvor de håber at få arbejde, så de kan forsøge familien.

Armenske pensionister får 2000 armenske dram (landets valuta, forkortet AMD) om måneden. Det svarer til 31. kroner. Krigsveteraner modtager den forhøjede pension på 3000 dram. Det svarer til 46 kroner og 50 øre. Pensionisterne er typisk tvunget til at opgive deres bolig for i stedet at flytte ind hos deres søn eller datter, fordi pensionen ikke rækker til en bolig.

Det er vanskeligt at finde en almindelig armenier, som er positivt indstillet over for de katastrofer, som kapitalismen har medført. Men det er på nuværende tidspunkt lige så vanskeligt at finde en politisk tendens eller et parti, der for alvor viser en vej fremad og væk fra det kapitalistiske morads.

Kommunistpartiet i Armenien har omkring 50.000 medlemmer og 35 partikontorer. Selv om partiet – målt på antallet af medlemmer – er det største i Armenien, er partiet gået tilbage ved valgene og er nu ude af parlamentet.

Folk i armenien ser romantisk tilbage på tiden under Sovjetunionen og peger på alt det, man havde og det, man kunne opnå. Stalinisterne spiller med på denne nostalgi, men de udgør ikke et troværdigt alternativ for de fleste mennesker. Stalinisterne har ikke været i stand til at forklare, hvordan det kunne gå til, at Sovjetunionen kunne kollapse, og hvordan de store katastrofer, der efterfølgende ramte Kaukasus, kunne opstå. Uden at lære af fortiden – og forstå stalinismens natur som en bureaukratisk karikatur af Lenins ideer – er det ikke muligt at pege en vej fremad.

En socialistisk omdannelse af Kaukasus – med ret til selvbestemmelse for alle befolkningerne og med arbejderdemokrati på alle niveauer – kan udnytte det enorme potentiale, der ligger i Armenien og resten af regionen. Indtil da vil imperialisternes skakspil i regionen fortsætte, de nationale blødende sår vil ikke læges, og befolkningerne vil fortsat lide afsavn og nød.

Litteratur:
Thomas de Waal: The Caucasus – An Introduction. Oxford University Press. 272 sider. 12,99 pund.

Ted Grant: Russia – from Revolution to Counter-revolution. WellRed. 585 sider.