Billede: McDonalds via uspto
Vi bliver fortalt, at det er markedet, der er kilden til al fremgang i kapitalismen. Men i realiteten er kapitalismen opbygget af øer af planlægning. Supermarkedskæden Sears’ laissez faire-eksperiment viser de katastrofale resultater, der følger, når kapitalisterne køber deres egne floskler om markedets overlegenhed. Erfaringerne fra de største virksomheder viser planøkonomiens overlegenhed.
”Markedet har bevist sin overlegenhed, ikke på siderne i Wealth of Nations, men på et industriområde, der dækker størstedelen af jordens overflade.” Proklamationer i stil med denne blev efter Sovjetunionens fald hørt jublet fra borgerlige økonomer i hele vesten. Nu var historien slut, planøkonomien havde spillet fallit, og markedet havde hævdet sin dominans. Mennesket behøvede ikke længere at blande sig i økonomien, da det frie marked til evig tid ville allokere ressourcer på den mest rationelle måde.
Men er det nu også sandt? Hvis markedet, med sine prissignaler, uafhængige profitmaksimerende enheder og konkurrence-styrede processer, er så overlegent, hvorfor fungerer den interne organisering i virksomheder så ikke til efter markedsmekanismer? Markedet er jo, ifølge hvad vi bliver fortalt, den eneste realistiske måde at organisere en økonomi af de størrelser, vi har med at gøre i dag. Argumentet er, at der simpelthen er for meget information involveret til at en central instans kan håndtere det. Hvis det er sandt, hvordan kan det så være at markedsmekanismerne er komplet ikkeeksisterende i selve virksomhederne?
Sandheden er, at historierne om markedet som værende det mest effektive organiseringsprincip for en økonomi, blot er dét: historier. I virkeligheden er markedet ustabilt, anarkisk, ødslende og irrationelt. De største virksomheder prøver konstant at udradere deres afhængighed af markedet ved at opsluge konkurrenter og forsyningskæder.
Sears’ katastrofale Laissez Faire eksperiment
Den amerikanske supermarkedskæde Sears præsenterer os med en unik lektion i hvorfor kapitalisterne ikke følger deres egne floskler om markedets overlegenhed, når det gælder deres egne virksomheder.
I 2011 fik Sears en ny CEO, Edward Lampert, som havde store planer for Sears, hvis hovedkonkurrent var Walmart. Lampert var stor tilhænger af laissez faire økonomisk teori og mente, at hvis alle parter handler i komplet egoisme for at maksimere egen vinding, vil det gavne hele samfundet. Hans mesterplan gik ud på at adskille alle virksomhedens afdelinger i hver sin lille konkurrerende forretningsenhed, komplet med egen bundlinje og managementstruktur. Idéen, set fra et kapitalistisk synspunkt, ser ud til at være solid: hvis konkurrencen og markedet er kilden til al værdi og innovation, så burde den usynlige hånd kunne dirigere Sears til massive spring fremad!
Han opdelte Sears i 40 separate enheder, alle i konkurrence med hinanden. I stedet for det traditionelle samarbejde om at planlægge forbruget af ressourcer, hvad der købes hjem og hvordan varerne i butikken skulle lægges ud, var det nu op til hver afdeling at tage sig af sine egne sager og forvalte deres egen bundlinje. Problemerne viste sig hurtigt. Slut var det med samarbejde for at gavne virksomheden som en helhed: nu måtte alle have rundsave på albuerne og kæmpe for at fremme deres egen afdeling på de andres bekostning, med den konsekvens, at de mest ubarmhjertige vandt frem. Rapporter om strategimøder, der degenererede til skrigende kampe, er ikke få, da hver afdeling febrilsk forsøgte at få de gode pladser til deres varer, både på hylderne og i magasinerne.
Dette ledte ofte til absurde resultater, som da mors dag udgaven af deres reklameavis havde en minicrosser til drenge på forsiden, eller da skruetrækkere blev solgt ved siden af dameundertøj! Og hvis en afdeling skulle bruge tjenesterne fra IT eller HR, måtte de udarbejde en kontrakt med dem og betale et gebyr eller alternativt ansætte et eksternt firma til at yde disse tjenester. Sears’ hvidevare-brand blev opdelt mellem hvidevareafdelingen og brandingafdelingen, hvilket betød, at hvidevareafdelingen skulle betale et gebyr til branding for hvert salg. Det resulterede i, at hvidevareafdelingen besluttede sig for at give konkurrerende mærker de bedre lokationer i butikken, da de kunne tjene højere profitter på dem.
I et forsøg på at skjule kritisk information fra de andre afdelinger, begyndte afdelingscheferne at sætte skyklapper på siderne af deres laptops. Konsekvensen af denne manglende vilje til at dele information blev en massiv duplikering af administrativt og forskningsarbejde, da ingen afdelinger havde interesse i at dele omkost- ningerne til fælles arbejde. I takt med at Sears overskud faldt, blev disse kampe kun værre, da afdelingerne nu skulle slås om en faldende mængde ressourcer.
Altså var effekten af disse politikker ikke at markedets usynlige hånd fremmanede forhøjet effektivitet eller intens innova- tion, men derimod hidtil uhørt ineffektivitet, irrationelle beslutninger og døden af alt samarbejde, da alle afdelinger prioriterede sine egne profitter. Lampert, som en edderkop fanget i sit eget spind, lod sig overbevise af historierne om, at markedet er kilden til al innovation. Men i stedet for at fremme innovation, ledte hans model blot til interne krige.
Slutresultatet af Lamperts reformer var katastrofale for Sears. I årene mellem 2011 og 2016 rapporterede de et underskud på $10.4 milliarder og måtte lukke over 2000 butikker landet over. I 2018 erklærede de størstedelen af deres resterende butikker konkurs, hvilket efterlod dem med kun 425 butikker i landet – et tal der kun er dalet derfra. Lamperts ideer om det frie marked tog Sears fra at være en af de største konkurrenter til Walmart, til dødens rand på blot et par år. Som prikken over i’et lagde Sears i 2019 sag an mod deres, nu tidligere, CEO, under påtale om at have trukket milliarder af dollars ud af virksomheden til sig selv og andre aktieholdere og de vandt sidste år $175 millioner i retssagsforlig.
Markedet er planlagt
I stærk kontrast til virkeligheden, gentager borgerlige økonomer stadig historien om, at det aldrig vil blive muligt at planlægge en hel økonomi. Der er simpelthen for meget data, som skal samles, analyseres og handles på. At udregne en perfekt plan for en hel økonomi – påstår de – vil tage længere end universets levetid!
Men virksomheder som Amazon og Walmart planlægger i dag deres interne økonomier, der er på størrelse med mange lande. Walmart er den virksomhed med den højeste årlige omsætning i verden, på $611 milliarder. Hvis den var et land, ville den være den 25. største økonomi i verden, foran f.eks. Sverige. Amazon ligger ikke langt bagude, med en årlig omsætning på $524 milliarder, hvilket ville give Folkerepublikken Amazon en solid 30. plads på verdensplan.
Disse utrolige størrelser er på baggrund af en organisatorisk tilgang, der går imod al kapitalistisk dogma. Her bliver alt på forhånd koordineret og planlagt internt i virksomheden for at sikre, at alle butikker har det, de skal bruge og kan skabe det størst mulige afkast for virksomheden. For at kunne maksimere effektiviteten er det nødvendigt at hvert eneste niveau i forsyningskæden samarbejder og åbent deler information om varelager, salg, produktivitet mm, så virksomheden kan planlægge sine operationer.
Faktisk betyder vigtigheden af information i denne proces at Walmart og dens forsyningskæde agerer mere som et enkelt firma end sælger/kunder. Walmart bestiller ikke blot de varer, som skal bruges fra deres forsyningskæde. I stedet gøres der brug af det, de kalder “continuous replenishment,” hvor det er producentens opgave at beslutte hvornår og hvor meget af en vare, hver butik skal bruge. For at dette kan lade sig gøre, er det essentielt at producenten har adgang til så detaljeret information som muligt om hver butik. Walmart og producenten beslutter i samarbejde hvornår udsalg skal ske og med hvor meget, så et højere salg, som følge af et udsalg, ikke tolkes som højere efterspørgsel.
Så selv de dele af Walmarts forsyningskæde, som ikke er ejet af virksomheden selv, er så tæt bundet til den, at den lige så godt kunne være. Der er i denne proces ikke spor af markedet, hvor priserne er varierende, og hvor producenter konkurrerer om forbrugerne. Hver eneste beslutning er koordineret og planlagt ud fra forudsigelser om forbrugernes efterspørgsel, så hele virksomheden ved hvor og hvor meget af hver vare, der er brug for. Dette er kilden til Walmarts effektivitet. Amazon og Walmart beviser med omvendt fortegn det samme som Lamperts katastrofale eksperiment i Sears: at planlægningen er markedet overlegent, og at det kan lade sig gøre også på stor skala.
Det såkaldte beregningsproblem
Amazon-patent for bur til lagerarbejdere i højautomatiserede varehusmilijøer. Billede: Amazon Illustration via USPTO
Det ældgamle argument om, at en plan for en hel økonomi skulle være umuligt, bliver modbevist af teknologiens udvikling. Vi har i dag både computere, der kan lave milliarder af beregninger i sekundet, og algoritmerne til at håndtere den utrolige mængde information, som en planøkonomi kræver. Gennembrud indenfor Big Data lægger grundlaget for en fremtidig planøkonomi: det er nu muligt at samle, analysere og handle på ufattelige mængder data i realtid.
Amazon råder over informationer om individuelle kunder i detaljer og størrelser, i et omfang som tidligere tider end ikke turde drømme om. De samler information om, ikke bare hvad du køber, men også hvad du overvejede at købe, hvor længe du kiggede på varen, hvad du lagde i kurven, men besluttede ikke at købe, og endda hvad du ønsker dig. Deres anbefalingsalgoritmer gør det muligt at tage noget så komplekst som individuel smag og omforme det til noget, der er simpelt nok til at handle på. Amazon har endda taget patent på hvad, de kalder “anticipatory shipping,” hvor de forventer at kunne forudsige et salg og påbegynde pakningen, før det overhovedet finder sted. Disse systemer er materielle modsvar til de borgerlige økonomers påstande om, at kun markeder kan aggregere og gøre brug af den komplekse og spredte information, som udgør en økonomi.
Nøglen til at forstå hvad de borgerlige økonomer ikke kan, er, at der ikke er brug for en perfekt plan ned til den enkelte vare, men blot en tilnærmelse, som er god nok. Det er alligevel de færreste virksomheder, der kan planlægge deres operationer i sådanne detaljer, og markedets eksisterende prissignaler er ikke engang helt præcise. Skift i udbud og efterspørgsel bliver reflekteret i prisen, og den fungerer som formidler af information til producenten om, hvorvidt de skal producere mere eller mindre af varen. Men de giver intet indblik i de underliggende faktorer, som driver udbud og efterspørgsel, og et skift i markedet bliver med forsinket virkning til et skift i prisen. Det leder virksomheder til at handle på ukomplet eller forældet information – et problem som de er nødt til at planlægge sig ud af. Og samtidig agere på et anarkisk marked, hvor den ene virksomheds fremgang sker på den andens bekostning.
Om noget ville den frie deling af information på tværs af hele økonomien og demokratisk deltagelse i beslutningsprocessen gøre det muligt at producere mere præcise planer end det, som kan opnås i kapitalismen. Da der ikke vil være konkurrenter at skjule ting for, vil planlægning ske i det åbne, hvilket giver hele samfundet mulighed for at få indblik i og tage del i beslutningerne. Alle niveauer i produktionen vil kunne dele information i realtid, hvilket vil muliggøre at statistiske modeller og simulationer kan laves på den mest komplette og præcise data.
For en socialistisk planøkonomi
Vi lever altså i et hav fyldt med øer af planøkonomier. Interaktionen mellem disse øer, der alle egoistisk forsøger at maksimere egen profit på bekostning af alle andre, udgør kapitalismens anarkiske udvikling. Hver virksomhed udfører deres egen research og produktudvikling i hemmelighed, uvillige til at dele deres resultater med konkurrerende virksomheder i frygt for at styrke deres rivaler, hvilket resulterer i, at alt arbejdet bliver duplikeret i hver virksomhed.
Lyder dette bekendt? Hvis disse problemer er for store til at markeder kan bruges internt i en virksomhed, hvorfor gør det sig så ikke gældende for vores økonomi som en helhed? At markedets usynlige hånd af en eller anden grund kun kan dirigere hele økonomier mod de bedste resultater, men ikke virksomhederne selv, er sigende. Sandheden er, at den usynlige hånd er en vuggevise, som luller os i søvn med en historie om, at markedet på magisk vis sætter priser og producerer på den mest effektive måde. En historie med det ene formål at distrahere os fra den sandhed, at kapitalismen er vokset ud over sine egne grænser og langt fra er det mest effektive eller innovative system.
Kapitalismen selv beviser at planlægning leverer langt bedre resultater end markedets anarki. De sidste hundrede års teknologiske udvikling har lagt grundlag for en verdensomspændende økonomi, der kan producere nok til, at alle kan leve et godt og trygt liv. Men så længe ejerskabet til produktionen er på private hænder, vil dette potentiale blive spildt på at gøre kapitalisterne rigere på det store flertals bekostning. Men en planlægning af hele økonomien kan ikke ske så længe kapitalismen består, fordi hele grundlaget er konkurrence mellem de enkelte virksomheder.
Kun en socialistisk omlægning af samfundet kan realisere kapitalismens spildte potentiale, og for første gang lade menneskeheden tage springet fra nødvendighedens lænker til frihedens rige. Det eneste, der skal til, er, at vi gør op med det private ejerskab til produktionsmidlerne og udbreder planlægningen i de enkelte virksomheder til hele samfundsøkono- mien under flertallets demokratiske kontrol i en socialistisk verdensøkonomi.
