FN’s klimapanel IPCC’s seneste rapport er hårrejsende læsning. Et desperat nødråb. Trods utallige løfter og klimaaftaler fra verdenslederne, har de altafgørende investeringer i klimavenlig energi været faldende i adskillige år. Den grønne omstilling støder hovedet på et af de fundamentale problemer, som Karl Marx identificerede for over 150 år siden.
Den globale energiproduktion står for 72 % af udledningen af drivhusgasser1. Det er åbenlyst , at nøglen til den grønne omstilling ligger her. Men når alle verdensledere er enige i nødvendigheden af resolut handling, når grøn energi hele tiden bliver mere konkurrencedygtig, hvorfor FALDER investeringerne i grøn energiproduktion så?
For at sætte undersøgelsen af dette afgørende spørgsmål i det rette lys, er det passende at dykke ned i IPCC’s seneste rapport2, der levende beskriver de katastrofale klimaforandringer, som nærmer sig med stormskridt. Det bliver lidt teknisk, men det er nødvendigt for at forstå nødvendigheden af at handle i dag hellere end i morgen.
I årtier har den lille gruppe af store kapitalejere, som ejer produktionsmidlerne og de forurenende industrier, vidst, at deres uhæmmede udledning af CO2 ville smadre verdens klima og gøre store dele af den ubeboelig og i sidste ende sænke byer og hele lande under vand. Deres købte politikere har vidst det. Deres journalister og meningsdannere har vidst det. Men tidligere var udsigterne stadig fjerne. Det ville gå ud over fremtidige generationer. Den seneste rapport viser imidlertid, at allerede den nuværende generation, og i endnu højere grad vores børn, vil blive ramt af tørke, storme, skovbrande, stigende verdenshave og oversvømmelser. Alle projektioner af de katastrofale konsekvenser af den menneskeskabte globale opvarmning er nu blevet fremrykket og forværret siden den seneste IPCC rapport i 2013, under indtryk fra den virkelige udvikling. Det viser, at selvom klimaskeptikere ynder at portrættere IPCC som alarmistisk, så har IPCC været for konservativ i sine bedømmelser3.
Katastroferne er med andre ord rykket meget tættere på. Forskerne er nu ikke bange for at sige, at de konkrete tilfælde af ekstremt vejr, som vi oplevede denne sommer: Voldsomme skovbrande i Californien, Grækenland, Tyrkiet, Frankrig og de historisk kraftige oversvømmelser i Nordeuropa, er forårsaget af menneskeskabte klimaforandringer.
Kilde: IPCC, AR6
Vi står i begyndelsen af en voldsom periode, som vil koste utallige menneskeliv. Indholdet af CO2 i atmosfæren har ikke været højere i 2 mio. år, og opvarmningen af verden går ekstremt hurtigt. Alene siden IPCC’s sidste hovedrapport i 2013 er den globale gennemsnitstemperatur steget med 0,19 grader. Ser man på perioden siden 1970, har der ikke været hurtigere temperaturstigning i 2.000 år.
Med denne hastighed og med en CO2 udledning, som endnu ikke viser tegn på at falde på global skala, er det så godt som umuligt at begrænse temperaturstigningen til de 1,5 grader celsius, som verdens ledere højtideligt lovede os ved Parisaftalen. Faktisk er IPCC’s bedste bud, at vi rammer en temperaturstigning på 3 grader, i forhold til 1850-1900-niveauet, engang mellem år 2081 og 2100. Sidste gang jorden oplevede en så høj gennemsnitstemperatur var for 3 mio. år siden.
Fordi CO2 bliver mange år i atmosfæren, ophobes den. IPCC har derfor opsat et CO2 budget. 1.000 gigaton CO2 giver ca en temperaturstigning på omkring 0,45 grader celcius. Fra 1850 til 2019 har menneskeheden udledt ca. 2390 Gigaton. Det efterlader os, i følge rapporten, med kun 300-500 gigaton tilbage, hvis der skal være over 50% chance for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader. Med den nuværende udledning (som i parentes bemærket dog stadig stiger fra år til år) er budgettet brugt op i 2030. Med andre ord: Mette Frederiksens Hockeystav-tilgang er katastrofal. Hvis vi fortsætter som nu, skal vi, fra den ene dag til den anden, stoppe al udledning i 2030 for at holde temperaturstigningen til de 1,5 grader.
Kapitalismen skaber et nyt verdenskort
Men hvad betyder disse tal? Ekstreme vejrfænomener er svære at begribe, indtil de rammer med dødelig kraft. Men stigningerne i verdenshavene er meget mere konkrete. Det land, vi kender og kan forholde os til, forsvinder ned i havet. For ikke så længe siden lød det, at det var noget, der måske kunne få synlig effekt om 100 år. I IPCC’s nye rapport er perspektivet noget kortere.
Fra 1901 til 2018 er verdenshavene steget med 20 cm. Det lyder overkommeligt. Men stigningstakten er ikke lineær. Den accelererer. Polerne oplever temperaturstigninger, der er omkring dobbelt så kraftigere, som det globale gennemsnit. Og det er her isen ligger og smelter af. Sammen med opvarmningen af verdenshavene, som øger vandets volumen, forårsagede dette, at verdenshavene gennemsnitligt steg med 1,3 mm om året i perioden fra 1901 til 1971. I perioden fra 1971 til 2006 øgedes det til 1,9 mm om året. Og fra 2006 til 2018 er det accelereret til 3,7 mm om året. Vækstraten er altså næsten tredoblet.
De seneste år har vist, at efterhånden, som isfelter bliver tyndere, kan de pludselig bryde sammen med dramatiske konsekvenser. Ved Arktis har et mindre sådan kollaps fundet sted som billedet af Crane-gletsjeren viser. Med stigende temperaturer øges risikoen markant for, at de kollapser. Foto: NASA Earth Observatory.
Mængden af udledninger i dag betyder først og fremmest noget for stigningstakten – hvor hurtigt det vil gå. Men verdenshavene vil stige fortsat de næste århundreder. Iskapperne på land er af gigantiske størrelser (smeltede det hele, ville verdenshavene stige med 65 meter), og afsmeltningen vil foregå længe efter, at hele verden har reduceret nettoudledningen af drivhusgasser til nul. På samme vis tager opvarmningen af de dybe have meget lang tid. Kapitalismens rovdrift på miljøet har altså startet processer, der vil tage århundreder eller endda årtusinder at bremse.
Så selv hvis det mod alle odds skulle lykkes at holde temperaturstigningen til Parisaftalens ambitioner, vil vores efterkommere i 2300 skulle håndtere stigninger i verdenshavene på 2-3 meter – et niveau, der vil bringe store dele af fx København under vand. Men, som sagt er det de facto utopisk at håbe på en begrænsning af temperaturstigningen til 1,5 grader. 2-3 meters vandstandsstigning om 300 år er et ønskescenarie.
Med fortsat udvikling i CO2-udledningen som i dag, advarer IPCC, kan verdenshavene om 80 år meget vel allerede være steget med omkring 1 meter. Og om 130 år vil de, ifølge IPCC rapporten, nå en middelvandstand, der er 1,88 meter over det nuværende niveau.
Men selv dette forudsætter en stabil udvikling. Og som dialektikken lærer os, findes der meget få udviklinger, der er stabile. Oftere ser vi, at kvantitet slår over i kvalitet. At en gradvis udvikling oplever spring, forårsaget af ophobede indre modsætninger. Netop sådanne indre modsætninger advarer eksperter i afsmeltning fra Antarktis om4: I bugter rundt om Antarktis, og særligt på vestkysten, ligger i dag enorme isshelfer (gigantiske isplader på vandet ud for indlandsisens gletschere), som i dag bliver holdt fast af friktionen mod siderne på de landtragte som gletcherne munder ud i. Disse isshelfer er enorme barrierer, der bremser udflydning af indlandsis fra gletschere. Men de senere år har vist, at efterhånden, som disse isshelfer bliver tyndere, kan de pludselig bryde sammen med dramatiske konsekvenser. Denne effekt er blevet observeret ved Grønland og i Canada de sidste årtier. Også ved Antarktis har der allerede fundet et mindre kollaps sted i 2002. Her betød kollapset, at den bagvedliggende gletschers hastighed mod havet blev tredoblet. Men endnu har isshelferne ved Antarktis generelt set holdt stand. Med stigende temperaturer – særligt over 2 grader – øges risikoen dog markant for, at de kollapser. Det kan, ifølge IPCC’s rapport, betyde en forhøjelse i middelvandstanden på over 2 meter allerede om 80 år og over 5 meter i 2150.
Tabel over vandstandsstigning. SSP5-8,5 repræsenterer den nuværende kurs. Kilde: IPCC, AR6
Dette perspektiv er dårligt nyt for et relativt lavtliggende land som Danmark. At den ventende katastrofe ikke er grebet ud af den blå luft, illustreres ved de historiske data. Da temperaturen sidst var 0,5-1,5 grader varmere end i år 1900 (for 125.000 år siden), ligesom i dag, var middelvandstanden formentlig 5-10 meter højere end i dag. Og da den globale temperatur sidst var 2,5-4 grader højere (for 3 millioner år siden), var middelvandstanden formentlig 5-25 meter højere end i dag. Disse historiske data viser os fremtiden under kapitalismens klimakatastrofe.
Kan markedet levere?
Udsigterne for os selv, og ikke mindst for vores børn, er altså katastrofale. Og det vil være arbejderklassen og de fattigste på jorden, som kommer til at blive ramt hårdest, mens de rige har midler til at beskytte sig og flytte til sikre lokationer.
Skal verdens arbejderklasses liv og leveforhold forsvares, så skal der handles hurtigt og effektivt. Glem alt om politisk forbrug. Det er en narresut for at fjerne vores opmærksomhed fra de virkelige og systemiske problemer. Når 72 % af drivhusgasserne kommer fra energiproduktion, så forslår det, som en skrædder i helvede, når politikerne og NGO’erne opfordrer os til at tage cyklen på arbejde eller spise vegetarisk for at redde klimaet.
Men magthaverne beroliger os. Der bliver taget hånd om problemerne. Klimalove bliver vedtaget, og kapitalismen leverer på den grønne omstilling i takt med grøn efterspørgsel fra forbrugerne. Grøn energi bliver billigere, og teknologien udvikler sig. Måske er det virkelig rigtigt, at kapitalismen selv, de frie markedskræfter selv, vil stå for overgangen til en fossilfri fremtid? Men der er flere grundlæggende problemer, der bør få alle med en kritisk sans til at stoppe op og tænke en ekstra gang. Man kan starte med at spørge sig selv: Når kapitalismen i 200 år har udbyttet og smadret naturen, hvorfor skulle den så ændre karakter nu? Hvis vi går lidt dybere, vil vi se, at et helt fundamentalt problem ved kapitalismen forhindrer en omstilling til klimavenlig energiproduktion – netop den sektor, der udleder mest og er helt afgørende for alle de andre sektorers omstilling. For at undersøge problemet med den manglende omstilling af energiproduktionen må vi dykke lidt ned i den økonomiske teori. Så vi undskylder på forhånd, hvis det næste stykke bliver lidt langhåret. Men det bliver illustreret ved eksempler senere, så hold fast så længe.
Som Karl Marx forklarede, har kapitalismen en sammenhængende modsætning mellem subjektiv interesse og objektiv interesse. Objektivt set har kapitalisterne interesse i, at der handles kollektivt for at yderligere katastrofale klimaforandringer forhindres – alene af den grund, at det vil gå ud over kapitalisterne selv, deres produktion, forsyningslinjer, markeder og ejendom. Men subjektivt har den enkelte kapitalist – i kraft af det fri marked, profitdriften og den hårde konkurrence – alle interesser i at mindske sine omkostninger for at maksimere sin profit. Og altså se bort fra miljøhensyn.
Men, påpeger forsvarerne af dette system. Nu har kapitalismen – med starthjælp fra statsstøtte, bevares – gjort den vedvarende energi billigere end mange fossile energikilder. Det har fået mange til at konkludere, at markedet rent faktisk kan levere en grøn omstilling: Når man skal vælge mellem to alternative energiformer, vælger man naturligvis den billigste – ikke?
De lave omkostninger og den store tilgængelighed af vedvarende energikilder betyder, at få projekter kan give et afkast på mere end 5-8 procent. Foto: London Array Limited.
Og det er sandt, at med den teknologiske udvikling de senere år, er prisen på vedvarende energi faldet markant. Der er bare et lille problem med denne købmandstilgang. Den ser udelukkende på spørgsmålet fra køberens side. Skal de resterende 87% af energiproduktionen, som i dag er fossil, omlægges, kræver det massive investeringer i vindmøller, solceller osv. Investeringer, der skal komme fra sælgerne. Og hvad bestemmer, hvor kapitalen flyder hen og hvad der investeres i? Svaret er: profitraten eller den forventede forrentning, om man vil. Og her hjælper lavere energipriser ikke.
Vedvarende energiproduktion er meget kapitalintensiv. Det vil sige, at produktionen i høj grad varetages af maskiner, med meget få levende arbejdere involveret, når først anlæggene – det være sig vindmøller eller solpaneler – er etableret. Det resulterer i et problem, som blev antydet allerede af Adam Smith, og senere forklaret af Karl Marx: at det kun er det levende arbejde, der skaber ny værdi. Og da det udgør en meget mindre del af den samlede investering i vedvarende energiprojekter, bliver profitraten eller afkastet per investeret krone, om man vil, så meget desto lavere. Dette står i skarp kontrast til kulbrinteindustriens udvinding, forarbejdning og transport, som kræver anvendelse af langt større andel levende arbejde i den samlede investering, og som følge deraf har højere profitrate.
At alt dette ikke bare er marxistisk tankespind bekræftes af tallene fra den virkelige verden. Som Professor ved det kulturgeografiske fakultet i Uppsala, Brett Christophers bemærker i en artikel under navnet “Fossilised Capital: Price and Profit in the Energy Transition” fra maj 2021:
“I dag er […] sol- og vindbaseret energiproduktion for størstedelens vedkommende ikke attraktive investeringer at overveje. ‘De lave omkostninger og den store tilgængelighed af vedvarende energikilder, som [visiting professor and chair of the Kings Policy Institute at Kings College London, Nick] Butler observerer, ‘betyder at få projekter kan give afkast på mere end 5-8 procent’. [Emma Foehringer] Merchant citerer lignende tal for vedvarende energiprojekter, som, siger hun, ‘normalt ligger i spændet mellem 6 til 8 procent’. Andre angiver endda lavere afkast: 4-6 procent”5
Og Christophers fortsætter:
“Hovedspørgsmålet er derfor netop, hvad Nick Butler fremsætter. På baggrund af hans observation af, at den ‘typiske investering i olie- og gasprojekter, hvor barriererne for at komme ind på markedet er meget højere, resulterer i afkast på 15 procent eller mere’ […] spørger han: Hvordan kan den næste havvindmøllepark, der sælger strøm på et meget konkurrenceudsat elmarked, blive retfærdiggjort [af investeringskomiteerne i de store energiselskaber] i forhold til udviklingen af et nyt oliefelt?’ Svaret er ganske simpelt, at det kan den normalt ikke – og er i hvert fald ikke blevet det indtil nu.”6
I mange år blev profitraterne på vedvarende energi kunstigt holdt oppe ved massiv statsstøtte. Men statsstøtten er blevet nedtrappet i takt med billiggørelsen og udbredelsen af teknologien. Og den vil også være meget dyr at videreføre, hvis den skulle gå fra at dække få procent af energiproduktionen til hele sektoren. Det har resulteret i de faldende årlige investeringer i produktion af vedvarende energi. Disse betyder, at vedvarende energi i dag stadig kun udgør lidt over 13 % af verdens energiproduktion. Tendensen bekræftes af Frankfurt School – UNEP Collaborating Centre for Climate & Sustainable Energy Finance: “Verden investerede 282,2 mia dollars i vedvarende energikapacitet (eksklusiv storskala vandkraft) i 2019. Dette var blot 1% mere end den totale sum for året før og 10% under rekordtallet i 2017, med sine 315,1 milliarder dollars.”7
Typiske investeringer i olie- og gaspriser resulterer i afkast på 15 procent eller mere. Hvordan kan en havvindmøllepark konkurrere med et nyt oliefelt? Svaret er gangske simpelt, at det kan den normalt ikke. Foto: pikist.com
Samme udgivelse viser, at i de rige lande, samlet set, har de årlige investeringer i vedvarende energi været støt faldende siden 2014 og lå i 2019 på 130 milliarder dollars, 30% lavere end på højdepunktet. 130 milliarder dollars er naturligvis en slat penge. Men sammenlignet med, at USA, alene siden corona-pandemien, har kunnet afsætte over 13.000 milliarder dollars til økonomisk stimuli og hjælpepakker8, blegner det fuldstændig – på trods af, at klimakatastrofen måske er den største trussel menneskeheden står overfor.
Ovenstående gælder også for den kontroversielle atomkraft, som bliver nævnt oftere og oftere som en klimaløsning for energisektoren. Men også her er profitraten lav på grund af ekstremt store kapitalinvesteringer i forhold til meget lille arbejdskraft. Således er over ⅓ af reaktorerne i USA direkte uprofitable og står til at blive taget ud af drift før tid.9
Vi ser altså med al ønskelig tydelighed, at kapitalismens frie marked ikke bare lægger forhindringer i vejen for en reel grøn omstilling, men at markedet og profitmotivet er en absolut barriere. Skal der ske reel forandring, skal det gennemføres politisk.
Kan politikerne levere?
Verdenslederne, NGO’erne generelt og den danske regering i særdeleshed har turneret med, at grøn omstilling var en god forretning – hvis bare markedet ville indse det selv. Men vi ser, at det ikke sker af sig selv ligegyldigt, hvor meget statsministeren taler om hockeystave.
Men kan politikerne ikke gribe ind? Jo. Historisk har, endda også dybt borgerlige, politikere grebet ind i økonomierne og dikteret vilkår for markedet. Ved Anden Verdenskrig indførte fx den amerikanske regering en høj grad af industriel planlægning, fordi det var mange gange mere effektivt end at lade markedet tage sig af omstillingen til krigsproduktion. Og selv om det var imod enkeltkapitalisters interesser, var det nødvendigt for at forsvare den amerikanske kapitalistklasses interesser som helhed.
For ganske nyligt så vi et andet eksempel i form af coronahåndteringen: Der blev indført drastiske tiltag, som åbenlyst blev påtvunget markedet. Så når krisen bliver stor nok, så vil systemet reagere. Staten må træde ind, som repræsentant for den samlede kapitalistklasse, og forsøge at løse problemerne, også, selvom det går imod enkeltkapitalisters individuelle interesser, netop, for at forsvare systemet som helhed – hvilket er i kapitalistklassens interesse som helhed.
Indtil nu har verdens regeringer forsøgt at spise de frustrerede unge i klimabevægelserne af med hensigtserklæringer og luftige mål, der først skal indfries i en fjern fremtid. Den højt besungne danske klimalov er eksemplet på dette indholdsløse spin. Men med fremrykningen af perspektivet for klimakatastroferne i IPCC’s rapport er det højst sandsynligt, at staterne før eller senere må handle: Jo flere byer, der skylles væk i oversvømmelser, jo mere fødevareforsyningen trues – og i hvert fald – når vandet trænger ind på Slotsholmen, så vil de blive tvunget til at handle – også i forhold til den altafgørende energisektor. Men, der er det alt for sent. I forhold til klimaet er der lang tid mellem årsag og virkning. Resultatet af den sene reaktion vil være langt større ødelæggelser og nødforanstaltninger end, hvis der var blevet handlet før.
Men der er flere problemer med at sætte sin lid til, at den borgerlige stat i en kapitalistisk økonomi skal redde situationen. Og to af dem er særligt afgørende:
- Markedsøkonomiens rammer og virkemåder.
- Nationalstatens begrænsning.
Lad os se nærmere på disse to problemer i forhold til klimaomstilling generelt og omstilling af energisektoren i særdeleshed.
1) Klimaindgreb på markedsbasis
Lad os forestille os, at vi i morgen oplever en katastrofe i Danmark lignende den, som ramte området omkring Köln i juli. Begivenheden giver anledning til, at et folkekrav rejser sig. Nu skal der ske reel handling. Politikerne kan ikke længere lade stå til. Men da kapitalistklassens ejendomsret er hellig, og nationaliseringer derfor helt utænkelige, må politikerne forsøge at manipulere markedet til at makke ret og gennemføre en klimavenlig omstilling.
En kunstig måde at indsætte prissignaler i markedet er gennem adfærdsregulerende afgifter. Ideen er at gøre CO2-udledning dyrt. Klimarådet har anbefalet at sætte den nuværende CO2 afgift op, fra 138 kroner per ton til 1.500 kroner, og indføre den bredt i økonomien. Det skal give et økonomisk incitament til, at forbrugerne vælger grønne produkter, og at producenterne – ikke mindst energiproducenterne – vil søge at reducere deres udledning for at mindske deres omkostninger. Det er den gode side af historien.
Den anden side er, at arbejderklassen i høj grad ikke bare kan vælge. For eksempel må arbejdere i provinsen med stort transportbehov enten købe en ny dyr elbil, betale strafskat ved benzinpumpen, eller sige op og blive arbejdsløse. Alle løsninger betyder kraftig forringelse af levestandarden. Men det handler ikke kun om privatbiler. Højere afgifter på energi, transport, landbrug osv. betyder højere priser på alle varer i supermarkedet. I modsætning til skat på indkomst og kapital, som kan gøres progressiv og altså ramme mere socialt lige, rammer afgifter, som sendes videre i priserne på varer og tjenester, forholdsmæssigt hårdere jo lavere indtægt, man har. Altså udhules arbejderklassens købekraft. For det lille rige mindretal vil afgifterne derimod ikke have synlig effekt. De kan fortsætte med at leve og forbruge som de lyster. Den stigende ulighed vil accelerere mere end den allerede er.
For energisektoren, som vi behandlede tidligere, vil hård og generel CO2 beskatning betyde, at produktion af vedvarende energi for en stund bliver profitabelt igen. Årsagen er, at den vedvarende energi kun udgør en brøkdel af energiproduktionen. Så når afgiften introduceres, vil energipriserne stige markant. Det vil for en tid give høje profitter til den vedvarende energisektor, som jo ikke skal betale CO2 afgiften. Men kun så længe de generelle energipriser – som i sidste ende betales af arbejderklassen – holdes oppe af afgifterne betalt af fx kulkraftværkerne. I takt med at disse lukker, vil de generelle energipriser falde tilbage, profitraten vil skvatte sammen i sektoren og kapital flyde ud igen, indtil udbuddet er faldet tilstrækkeligt til, at priserne stiger (betalt af arbejderklassen), og profitraten når det gennemsnitlige niveau på tværs af sektorer.
Adfærdsregulerende afgifter er altså en langsom, og måske den mest asociale, “løsning”, man kan forestille sig. Det er en “løsning”, hvor arbejderklassen, som i forvejen vil føle de katastrofale klimaforandringer hårdest, og som i forvejen er blevet udbyttet af kapitalistklassen i over 200 år, bliver bedt om at betale den gigantiske regning for hele gildet. Men set fra den herskende klasses side er det en løsning, hvor kapitalisterne beholder deres ejendom og profit og endda får mulighed for at gøre et par gode forretninger undervejs. Det er denne “løsning”, som NGO’erne og de såkaldt venstreorienterede partier, som SF og Enhedslisten, i skøn forening med Dansk Industri, argumenterer for at forfølge. Men selv en hård CO2 afgift – som i eksemplet ovenfor – er umulig at gennemføre for et enkelt land, da kapitalismen og markedet er globalt. Højere omkostning i ét land vil føre til, at kapital trækkes ud og flyder til lande med lavere omkostninger, hvilket bringer os til det andet hovedproblem.
2) Nationalstatens begrænsning
Det andet store problem ved at forsøge at reformere kapitalismen i grøn retning er, at verdensøkonomien er delt ind i nationalstater. Politik, der vedtages, gælder kun indenfor nationalstaternes grænser eller til nød, i det omfang landenes regeringer kan blive enige om en laveste fællesnævner.
Her står vi i samme situation, som tidligere beskrevet, nu blot på internationalt niveau: Der er en modsætning mellem de nationale herskende klassers samlede objektive interesse (stop for katastrofale klimaforandringer, der truer civilisationen, og dermed også deres ejendom og udbytning af arbejderklassen) overfor deres individuelle eller subjektive interesser (at vinde markeder, forsyningslinjer og interesseområder på hinandens bekostning). På det nationale plan har kapitalisterne deres stat til at træde ind og moderere de interne modsætninger til en hvis grad. Denne stat har et magtmonopol med politi, domstole og militær.
Det nærmeste kapitalismen kommer en international pendant til den borgerlige stat er de internationale institutioner som fx FN – institutioner, som den danske venstrefløj har store illusioner om. Problemet med disse er bare, at de ikke har nogen magtmidler og slet ikke et magtmonopol. De er magtesløse. Det blev tydeligt udstillet med pandemien. FN’s eksperter kan appellere alt, hvad de vil til regeringsledernes fornuft: Det vil give størst effekt for alle, at sørge for at få vaccineret hele jordens befolkning mod corona. Virus respekterer ikke grænser. Det er logisk og i alles interesse. Men subjektivt har de nationale borgerskaber, som ligger i dødelig konkurrence med hinanden, en interesse i først og fremmest at sikre sig selv og så håbe på, at andre træder til. Resultatet er, at størstedelen af verden er overladt til sig selv, mens de rige lande rager til sig af vacciner.
Det samme gælder i forhold til klimaet. FN’s klimaorganer har råbt op i årtier, men intet sker. De er magtesløse. ‘Men’, siger de naive reformister, ‘Danmark bør gå foran, som det gode eksempel. Det kan inspirere andre lande til at følge med’. Problemet er blot, at kapitalismen fungerer efter profitmotivet. Selv hvis den danske regering gik amok i morgen og indførte hård regulering til fordel for klimaet og grøn omstilling, ville kapitalen søge mod de højeste profitrater – som kapitalen altid gør – og ud af landet til andre lande med mindre striks regulering og højere profitrater. Indenfor kapitalismens snævre rammer, hvor produktionen er uplanlagt og udelukkende sættes i gang af individuelle interesser for at få profit, vil enhver “klimaløsning”, ligesom vi så det i mikroskala med pandemihåndteringen, blive kaotisk, halv, forsinket, og hele læsset båret af arbejderklassen og de fattiges skuldre. Det er den løsning, som den officielle venstrefløj og NGO’erne tilbyder os i stedet for at lægge regningen hos dem, som er ansvarlige for udledningen af drivhusgasser: kapitalejerne.
En virkelig løsning på klimakrisen
Det bringer os til hovedkonklusionen. Netop de to ovenstående problemer: Markedsøkonomiens rammer og virkemåder samt Nationalstatens begrænsning. Det er de barrierer, der må brydes, hvis vi skal gøres os håb om at undgå de værste klimakatastrofer. Og det er netop de to barrierer, som den herskende klasse og dens forskellige regeringer vil forsvare til døden. Og det er med trist mine, at vi må konstatere, at venstrefløjen og klimabevægelsens ledelse hjælper dem i dette forsvar ved at skabe illusioner til kapitalismen.
Klimabevægelsens politiske udvikling er i det hele taget gået kraftigt ned ad bakke: Den startede med de unge, der spontant gik på gaden for “systemforandring ikke klimaforandring”; et instinktivt revolutionært og utroligt progressivt krav, der netop gik til problemets rod: det er systemet, der er problemet. Konklusionen lå lige for: ergo må kapitalismen erstattes med et nyt system, der rationelt sætter mennesker og miljø over profit.
Men hurtigt fik etablissamentet generobret kontrollen, og uvalgte ledere, påtvunget gennem NGO’erne, fik gennemtrumfet, at enklimalov blev det primære krav for bevægelsen. Det var verdens største foræring til regeringen, og den greb den med begge hænder sammen med resten af den politiske elite på tværs af alle politiske skel. Bevægelsen fik faktisk sin klimalov. Og resultatet har været et stort nul lige siden – ligesom etablissamentet ønskede det. Ledelsen for klimabevægelserne stod forpjusket tilbage, mens Enhedslisten og SF på Christiansborg endnu ikke har erkendt, at de er blevet taget ved næsen. Alle viste de sig uendeligt mere konservative end de unge.
I forsøget på at slippe uden om det åbenlyst logiske krav: at økonomi og produktion skal underlægges demokratisk kontrol og ejerskab, er de selvudråbte klimaledere nu kommet frem med et nyt snedigt krav: Brandbeskat CO2 udledning, velvidende, at det ikke bliver kapitalisternes profitter, der kommer til at betale, men at omkostningen sendes videre til forbrugerne, og det vil sige arbejderklassen. Endnu en omvej, endnu en snedig løsning til at gøre kapitalismen grøn. Og endnu en omgang greenwashing af det bestående system.
Den nødvendige klimaomstilling kunne lægges på skinner i morgen og gennemføres indenfor en overskuelig årrække. Og det ville kunne gøres på en måde, så arbejderklassens levestandard ikke falder, men tværtimod forbedres. En undersøgelse fra Stanford University fra 201910 viser, at en global reduktion af drivhusgasser med 80% i 2030 og nuludledning i 2050 er mulig med kapitalinvesteringer for gennemsnitligt under 2.500 milliarder dollars om året.
Det ville være en stor udskrivning, men det er ikke meget mere end verdens militærudgifter og ville blive modsvaret af faldende udgifter til energi i sidste ende med 10.100 milliarder dollars om året, faldende omkostninger til sygdom og død på grund af forurening og lavere omkostninger pga. “sparede” omkostninger til klimakatastrofer osv på 69.300 milliarder dollars om året. Med andre ord en gigantisk overskudsforretning for menneskeheden. Det burde være ligetil at indse fordelene og gå i gang.
Det er let at lave regnestykkerne og vise logikken. Men det handler ikke om logik og gode argumenter. Det handler om klasseinteresser. Om et lille mindretal af kapitalejere, som har taget hele jordens befolkning som gidsler i deres evige drift efter mere og mere profit. Det er den klasses økonomiske magt og anarkiske system, der skal gøres op med.
Umiddelbart vil første skridt være ekspropriation af energisektoren, infrastrukturen og de forurenende industrier samt de finansielle institutioner for at sikre den nødvendige allokering af kapital. En revolutionær løsning trænger sig altså på. Og dermed også en løsning, som kun kan være arbejderklassens, det store flertals, værk.
Klimakampen er altså tæt forbundet med det sociale spørgsmål: Arbejderklassens generelle kamp for et anstændigt liv og en god fremtid for sine børn, imod de klasseinteresser, der hele tiden søger at presse den ned – klassekampen med andre ord. At afværge de største klimakatastrofer handler derfor ikke om endnu engang at vælte regningen over på arbejderklassen, som reformisterne foreslår, eller at justere kapitalismen i et forgæves forsøg på at løse den gordiske knude om manglende profitabilitet i den grønne omstilling. Det handler om det modsatte: Det handler om at skære igennem systemet. At kæmpe for en økonomi, der tjener menneskeheden som en integreret del af naturen, i stedet for at være blinde slaver af økonomien og profitmotivet, som vi har været det i 200 år. Det handler om arbejderklassens historiske mål om at skabe et socialistisk samfund.
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
Kilder:
1) “Global Emissions”, c2es.org.
2) Med mindre andre kilder er angivet er tallene om klimaforandringer i denne artikel taget fra “AR6 Climate Change 2021: The Physical Science Basis – The Summary for Policymakers”
“Fossilised Capital: Price and Profit in the Energy Transition”.
3) “Sea level in the IPCC 6th assessment report (AR6)”, realclimate.org.
5) https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/13563467.2021.1926957
6) https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/13563467.2021.1926957
7) https://www.fs-unep-centre.org/wp-content/uploads/2020/06/GTR_2020.pdf
8) https://www.covidmoneytracker.org/
9) https://www.ucsusa.org/resources/nuclear-power-dilemma
10) https://www.cell.com/one-earth/fulltext/S2590-3322(19)30225-8#secsectitle0090
