Genbrug virker ikke, fordi det ikke er profitabelt. Billede: Wikimedia Commons
Denne artikel blev oprindeligt brag af Socialist Revolution, IMT i USA.
Vi ved alle, at vi bør genbruge plastik. Fra en tidlig alder lærer vi at adskille plastik fra andet skrald, og vi fordeler vores affald i diverse containere så vi kan være med til at bekæmpe forurening, specielt forurening af havet. Vi lærer, at vi alle kan være en del af løsningen – hvis blot vi genbruger.
Men problemet er, at genbrug af plastik ikke er, og aldrig har været, en holdbar løsning på forurening. Som en NPR- og Frontline-afsløring for nylig viste, var genbrugsindustrien fra sin oprindelse bygget på en løgn: at plastik kunne og ville blive genbrugt. Hvorfor? For at sælge mere plastik i første omgang. Genbrug er med andre ord ikke et realistisk system til at håndtere affald på en enorm skala, men en reklamestrategi.
Plastik og fossile brændstoffer
Plastik kom for alvor ind på det amerikanske marked i 1950’erne. Ifølge EIA »produceres plastik fra naturgas, materialer fra biprodukter af naturgasproduktion og fra raffinering af råolie.« Derfor udgør plastik en markant indtægtskilde for de store olieselskaber. I de tidlige 1980’ere løb olieindustrien ind i et problem: de solgte ikke nok plastik til at opnå profit. Intern forskning i olieindustrien, som NPR har fået adgang til for to år siden, kom frem til en årsag til den manglende profit: plastik var forbundet med forurening i forbrugernes bevidsthed. Folk ville ikke købe produkter, som de vidste ville ende i miljøet, deres nabolag eller i drikkevandet.
Samtidig blev lovgivning foreslået på lokalt- og statsniveau til at regulere brugen af plastik og begrænse plastikforurenings effekt på miljøet. Det udgjorde et stort problem for oliebranchens profitter.
Derfor kom oliebranchens topledelse på en række bestyrelsesmøder frem til en løsning: lav om på, hvordan plastik markedsføres. Hvis folk tror at plastik kan genbruges, hvis de tror at de kan bekæmpe forurening med genbrug, så vil folk købe mere plastik.
Problemet er, at plastik er utroligt svært – læs uprofitabelt under kapitalismen – at genbruge. Plastik er ikke et ensartet materiale. Der er mange forskellige typer, som skal sorteres og brydes ned før de kan genformes og genbruges, en kompliceret proces i sig selv. Oven i det kommer, at plastik forringes hver gang det genbruges. Kort sagt, er det billigere at producere ny plastik fra olie end det er at genbruge gammelt plastik.
Kapitalismen køres udelukkende for at jage profitter til individer, som skal sikre deres virksomheders markedsandele. Derfor lancerede topchefer i oliebranchen en 50 millioner dollars reklamekampagne i 1990’erne, som sendte et klart budskab: plastik kan genbruges, er let at genbruge og udgør derfor ikke nogen risiko for miljøet. Yderligere ligger ansvaret for at beskytte miljøet hos ”os” altså arbejderne og kapitalisterne ligeligt.
Industrien opfandt så ”feel good-produkter” så som non-profits, bevidsthedsskabende kampagner og genbrugsstationer. Alt imens de lobbyede regeringerne til at putte genbrugstrekanten på alle plastikprodukter, uanset om de faktisk kunne genbruges. De opsatte også forskellige ”plastikråd” – tænketanke og forskningsgrupper – med oliepenge. Og det virkede. Plastikproduktion og industriens profitabilitet skød i vejret over de næste 30 år. Ikke bare faldt lokale, stats- og føderale regeringer for tricket, det gjorde miljøaktivister som Greenpeace også, og blev fortalere for genbrug som en individuel måde at bekæmpe forurening af havene på. I dag er det blevet ren refleks at smide plastikken i genbrugsskraldespanden.
Men virksomheder som Exxon, DuPont, Dow og andre har været klar over dette fra begyndelsen: genbrug virker ikke, fordi det ikke er profitabelt. Ingen af de dusinvis af genbrugsstationer, NPR undersøgte, holdt i mere end et årti. Frem til i dag er under 10% af alt plastik blevet genbrugt på verdensplan. I 30 år er plastik, der er smidt til genbrug, blot blevet sejlet rundt om jorden, solgt til lande som Kina og Indonesien, som er lige så lidt i stand til at genbruge materialet, hvorefter det sælges igen og til sidst ender på lossepladser og i havet, hvor det har samlet sig i enorme bjerge, ned på de dybeste dybder og samler sig i menneskers blodprøver og lungevæv.
Løgnen havde en vidunderlig effekt på virksomhedernes bundlinje: olieindustrien tjener 400 milliarder dollars om året på at producere og sælge plastik, og den investerer i øjeblikket i endnu mere plastikproduktion, med håbet om at fremtidige profitter vil komme i højere grad fra plastik end fra olie og gas, i takt med at efterspørgslen på elektriske biler og lastbiler stiger.
Miljøkamp uden klassekamp er en blindgyde
Som vi før har påpeget er etisk eller grønt forbrug ikke nogen reel løsning på miljøets globale problemer. Disse ”løsninger” udgør ingen trussel mod kapitalismen, dvs. mod bundlinjen for de kapitalister, som ejer og styrer de industrier, som forurener mest. Genbrugsløgnen er bare et eksempel på den fatale fejl i forbruger-baseret miljøpolitik. Flyselskaber flyver tomme fly for at holde fast i pladser i lufthavne, og olieselskaber afbrænder gas, de ikke kan sælge til andre.
Hvis genbrug ikke er profitabelt for kapitalisterne, så bør genbrugs-, plastik- og olieindustrierne sættes under offentligt ejerskab og styrer under demokratisk arbejder- og offentlig kontrol. Men vi bør ikke stoppe der. Størstedelen af verdens forurening kommer fra industrien selv – Fortune 500-selskaberne er de største syndere. Bare 100 selskaber har stået for 71% af alt global udledning af drivhusgasser siden 1988. Disse virksomheder bør nationaliseres og styres under demokratisk arbejderkontrol i harmoni med miljøet.
Eftersom både Demokraterne og Republikanerne repræsenterer kapitalisterne, kan de ikke være en del af løsningen. Kun et arbejderparti og en arbejderregering kan begynde at håndtere denne katastrofe ved rationelt og demokratisk at planlægge økonomien og bane vejen for verdenssocialisme og miljømæssig bæredygtighed.
