Den 31. august bragte Århus Stiftstidende (i daglig tale kendt som Stiften) en leder med titlen: “Nej, kære danskere: Tyveri er IKKE okay, hvis man mangler“. Årsagen til Stiftens vredesudbrud er, at antallet af butikstyverier, ifølge avisen, er stærkt stigende i aarhusianske dagligvarebutikker.
I deres artikel peger Århus Stiftstidende selv på de voldsomme prisstigninger som årsagen til, at der er sket en stigning i tyverier i dagligvarebutikkerne, og de faldende levestandarder har tilmed ændret befolkningens syn på butikstyveri. En undersøgelse fra Trygfonden viser, at 1 ud af 5 danskere i dag mener, at det er okay at tage fra butikkerne, hvis man mangler. I en tid hvor priserne stiger, og flere presses ned i fattigdom, er denne ændrede holdning udtryk for empati og forståelse for, at det for mange er sværere og sværere at få enderne til at mødes.
Stiften derimod ser selvsamme undersøgelse som et “værdimæssigt skred” og angriber disse sympatiske mennesker for at omfavne en farlig og dårlig moral. De skriver: ”Ja, det er blevet dyrere at handle ind. Men at nogen derfor drager den konklusion at det er i orden at stjæle, er endnu værre end prisstigningerne selv”.
Stiftens moralske opstød kan koges ned til en forargelse over, at et voksende lag af befolkningen ikke længere per automatik respekterer virksomhedernes private ejendom. For Århus Stiftstidende står virksomhedernes ret til at tjene profit over almindelige menneskers ret til at få mad på bordet. De er ukuelige forsvarer af kapitalismen og den borgerlige orden.
Århus Stiftstidende stiller sig på samme side som de rige ejere af dagligvarebutikkerne – imod de tusindvis af familier, der desperat kæmper for at holde sig oven vande – mens de skjuler deres forsvar for kapitalisternes ret til profit bag det fælles bedste: “Det er på tide at vi som samfund indser, at butikstyveri ikke er småkriminalitet. Det er en glidebane hvor butikker og almindelige kunder står tilbage som tabere”.
Ifølge Århus Stiftstidende ødelægger fattige mennesker samfundet – og hvad er løsningen? Svaret kommer prompte fra Stiften: “højere bøder og skærpede straffe”.
Det vil nok falde i god jord hos ejerne af dagligvarebutikkerne og samfundets rigeste, men hårde straffe tryller ikke på magisk vis mad på bordet. Stiften har derfor reelt set intet at tilbyde de mest desperate og pressede mennesker i samfundet.
At flere og flere i første omgang er nødt til at stjæle for at få hverdagen til at hænge sammen, er imidlertid en knusende dom over dansk kapitalisme og hele det samfund, Århus Stiftstidende forsvarer.