Under kapitalismen produceres der med ét formål: at maksimere profitter. For at producere deres varer så billigt som overhovedet muligt, skærer den herskende klasse hjørner overalt: lønninger og bæredygtighed samt forøget arbejdstempo, dårligere materialer og andet, der sænker den endelige vares kvalitet og levetid. Det er et endeløst ræs mod bunden, og hverken kvaliteten af produktet eller opfyldelse af menneskelige behov indgår nogensinde i overvejelserne.
Mange produkter designes også bevidst til at gå i stykker eller blive “outdated” før tid. De fleste iPhone-brugere har sikkert oplevet telefonen blive væsentlig langsommere, i takt med at nye modeller kommer ud. Batteriet holder kortere med tiden, og reparationer er ofte så dyre, at det simpelthen bedre kan betale sig at købe en ny telefon. Dét er planned obsolescence: bevidst at bygge produkter med en kortere levetid end teknologisk nødvendigt. Det gøres for at sikre flere salg og for at holde folk fanget i konstant at skulle købe nyt, når deres “gamle” produkter går i stykker. Det er dyrt, frustrerende og et kæmpe spild af ressourcer, men enormt profitabelt for kapitalisterne.
Fænomenet er ikke noget nyt. Det første veldokumenterede eksempel på planned obsolescence er fra 1924, da otte af verdens største lyspæreproducenter gik sammen i Phoebus-kartellet for at kunstigt begrænse glødepærens levetid til 1000 timer, knap halvdelen af den tidligere standard. Dette er stadig standardlevetiden for glødepærer i dag, 100 år senere!
Planned obsolescence er ikke kun fysisk indbygget i produkter, men opretholdes og forstærkes også socialt. Hele borgerskabets arsenal af medier og reklamebureauer forsøger ihærdigt at overbevise os om, at vi behøver den nyeste telefon, det rigtige tøj osv. for ikke at blive socialt udstødt. Hvert år bliver biler, smartphones og tøj omdesignet en smule for at differentiere klart mellem ny og “gammel”. Vi bliver bombarderet med misvisende reklamer for billigt (og dyrt) skrammel fra webshops som Temu, Wish og Shein. Hvorvidt vi rent faktisk behøver et nyt produkt er irrelevant, det vigtige er at være med på trenden. Det er kapitalismens ulækre kultur: Mennesker er kun noget værd, i den grad de køber varer og bidrager til kapitalisternes ophobning af milliarder.
Planned obsolescence tvinger ikke bare folk til at bruge flere penge, det er også endnu en måde, kapitalismen smadrer planeten. Når produkter holder kortere tid, betyder det mere skrald, flere naturressourcer brugt på produktion og større udledning af drivhusgasser.
Man kan ikke adskille kapitalismen fra spild og elendige produkter. Så længe produktionsmidlerne er i private hænder, vil produktionen ikke foregå efter menneskehedens og naturens behov, men for et stenrigt mindretals profitter. Og planned obsolescence er meget profitabelt! Det er en gammel myte, at en socialistisk planøkonomi aldrig vil kunne skabe gode produkter, fordi der ikke er noget profitmotiv. I virkeligheden er det lige omvendt. Produktion for profit betyder, at alverdens absurditeter som planned obsolescence aktivt saboterer produkters kvalitet og brugervenlighed. Vi kan se, at det netop er det kapitalistiske markedsanarki, som hverken kan skabe ordentlige kvalitetsprodukter eller bæredygtig produktion i harmoni med naturen. For at kunne producere rationelt for mennesker og natur, er der i stedet behov for en demokratisk, international planøkonomi.
