Bare 100 firmaer har stået for 71 procent af verdens CO2-udledning siden 1988. Samtidig vokser presset på almindelige mennesker for leve så ”grønt” som muligt. Kapitalismens ødelæggelse af jorden bliver gjort til et individuelt problem.
Mellem 1988 og 2015 har bare 100 firmaer stået for hele 71 procent af verdens CO2-udledning. Disse tal fremkom i Carbon Majors Report, som blev publiceret af The Guardian den 10. juli i år. Toppen af listen udgøres af de store statsejede firmaer indenfor kul- og olieindustrien. China Coal ligger på en sikker førsteplads med hele 14,32 procent med lang vej ned til nummer to, Saudi Arabian Oil Company, med 4,50 procent.
De store private selskaber kan dog også være med; ExxonMobil Corp er på en 5. plads med 1,98 procent, og Royal Dutch Shell PLC ligger på en 9. plads med 1,67 procent. Danmark er også repræsenteret på listen i form af AP Moller (Mærsk) på 82. pladsen med 0,11 procent af verdens CO2-udledning.
Rapporten slår fast, at hvis CO2-udledningen forsætter, som den har gjort det i de sidste 28 år, vil klodens gennemsnitstemperatur være steget med 4 grader celsius ved århundredets udgang, hvilket vil have katastrofale konsekvenser. Masseudryddelse af dyrearter, og global mangel på mad vil blive nogle af resultaterne.
Det er de store energiselskaber, der er mest fremtrædende på listen. Det er dem, der driver kloden mod afgrunden, men interessant nok er mange af de største CO2 syndere statsejede virksomheder, som på papiret er underlagt politiske ledere, der har skrevet under på de diverse klimaaftaler. På papiret tjener de statsejede virksomheder statens interesser, men de eksisterer i en økonomi, der er baseret på profitjagt og berigelse af ejere og aktionærer, hvor den grønne omstilling underordnes jagten på profit. Selskaberne er ikke under politikernes kontrol, men kapitalismens.
Klimakrisen er blevet forbrugernes ansvar
Disse 100 største energiudledende virksomheder er godt i gang med at fjerne grundlaget for den menneskelige civilisation og eksistens i jagten på profit, men de bliver kun udsat for den blideste kritik af medier og politikere. I stedet er det den enkelte forbruger der må holde for. Klimakrisen bliver gjort til helt normale menneskers ansvar. Det er Hr. og Fru. Jensen, der skal spise kødfrit og økologisk, køre elbil, begrænse deres flyrejser og allerhelst bo i komplette økosamfund, hvor alt er del af et organisk hele. En Bonderøven-drøm på steroider.
Et eksempel på dette er en artikel, der udkom i Environmental Research Letters baseret på et studie fra Lund Universitet. Artiklen slår fast, at der skal individuel handling til, hvis klodens temperaturstigning skal holdes under 2. grader. Ikke overraskende argumenterer rapporten for, at forbrugerne skal spise en plantebaseret diæt, undgå flyrejser, være bilfri og få færre børn. Vi skal altså helst undgå og radikalt ændre normal menneskelig aktivitet for store dele klodens befolkning, selvom CO2-udledningen fra disse aktiviteter udgør en brøkdel af udledningen i forhold til de store energisyndere. En Davids kamp mod Goliat. Uanset hvor grønt og bæredygtigt folket lever, ændrer det ikke noget grundlæggende, hvis ikke der gribes ind overfor de store selskaber.
Medier, selskaber og politikere prøver at udbrede idéen om, at bæredygtigt forbrug kan fungere som en stemmeseddel. Vi stemmer med vores tegnebog og forhåbentlig omstiller kapitalismen sig. Dette er dog utopi. Argumentet om pengepungen som stemmeseddel, som politisk forbrug i virkeligheden er, giver flest stemmer til de rigeste, til kapitalisterne. Kapitalisterne stemmer for at udvinde olien og kullet, da de tjener millioner og atter millioner. De har investeret flere generationer af den herskende klasses energi og penge på det nuværende globale energisystem. Politikerne ender uanset deres grønne løfter med stemmer for at lade oliepumperne køre, da de altid i sidste ende tjener kapitalisterne og ikke dem, der har stemt på dem. Sidst men ikke mindst er verdens fattige tvunget til at ”stemme” på billig mad og tøj på kroppen, uanset hvordan det er produceret. At leve grønt og økologisk er ofte ikke et valg for arbejdere og verdens fattige.
Et kort kig på klimaproblematikken gør det nemt at forstå, at folk er bekymrede for jordens fremtid, og gerne vil handle selv. Men hvis en virkelig omstilling skal opnås, kræves der politisk kamp i masseskala. Det er til de store CO2-udledende selskabers gavn, hvis personlig omstilling og bevidst forbrugerisme afleder opmærksomheden fra problemets rod.
Det grønne luftkastel
Det er dog ikke et opgør med energiselskaberne og de andre store CO2-udlerede, der har politisk eller økonomisk medvind, selv om der er skudt grønne midterpartier op som paddehatte på en våd græseng over hele Europa. Herhjemme har vi fået Alternativet. Den grønne omstilling er kernen i Alternativets politik, men hvordan skal den finde sted? Her et citat fra Alternativets partiprogram:
”En bæredygtig omstilling af Danmark lader sig ikke let realisere. Processen vil indebære en mærkbar omvæltning af vores nuværende samfundsstrukturer, og der vil være selvfølgeligheder i hverdagen, som vi må være parate til at give afkald på. Det er en kendsgerning.”
Alternativet taler selvfølgelig også om, at de private virksomheder skal være mere bæredygtige, men det er den individuelle forbruger, der må starte processen og holde for. Forbrugerne må ændre deres vaner, for at kapitalismen tilpasser sig, så den kan forsætte med at opnå profit. At ændre det økonomiske system grundlæggende så det er baseret på menneskelige behov, inklusiv et bæredygtigt samfund, er ikke en tanke, der strejfer de grønne partier. Kapitalismen skal lokkes til langsom grøn omstilling ved at give den det, den smadrede miljøet for i første omgang: profit.
Når firmaer udvikler en grønnere profil sker det stadig med et mål for øje, navnlig: profit. De gør folks frygt og dårlige samvittighed til et effektivt redskab til at tjene flere penge. For eksempel berettede Berlingske Tidende sidste år om, hvordan Coops omstilling til økologiske varer er blevet en kæmpe pengemaskine for dem. I 2015 steg salget af økologi med 12 procent i alle Coops supermarkedskæder, hvilket indbragte virksomheden godt 3 milliarder kroner i 2016. Hvad er nøglen til denne profitmaskine? Med Coops ansvarslighedschef, Thomas Rolands, egne ord:
”Det er ofte i forbindelse med, at forbrugerne får børn, at de for alvor bliver bevidste om, hvilke fødevarer de vælger. Folk begynder på det tidspunkt at vælge sundere produkter og træffer et valg om, at det skal være økologiske fødevarer. Mange vælger formentlig også økologi, fordi de er drevet af angst for pesticider og tilsætningsstoffer i varerne.”
Der ikke noget som angst, der kan drive en salget frem.
Kapitalismen vs. menneskeheden
Der er ingen tvivl om, at folk, som køber økologi eller prøver at nedbringe deres personlige CO2-udledning handler i den bedste mening, og det skader da absolut heller ikke. Men det ændrer ikke ved at selve summen af alle individuelle omstillinger til bæredygtighed er et slag i luften, med meget ringe effekt på klodens tilstand som helhed. De får dog bekræftet deres illusioner af reformistiske politikere, der ikke tør tage tyren ved hornene og kapitalistiske virksomheder, der ser en mulighed for at tjene endnu flere penge.
Vejen frem er ikke den individuelle kamp for at leve så grønt som muligt, men at kæmpe for en demokratisk overtagelse af energiselskaberne, og bruge deres enorme rigdom og resurser til en øjeblikkelig grøn omstilling uden fald i menneskers levestandard. Hele klodens klimakrise er ikke et individuelt problem, og dermed er løsningen heller ikke individuel. Der må tænkes stort og radikalt, hvis vores allesammens hjem, jorden, skal reddes, inden det er for sent. Problemet ligger i den måde vi producerer på, ikke i forbruget. Derfor må det kapitalistiske system rives op med rod, og produktionen må indrettes grønt. Første start for en grøn produktion er, at de 100 firmaer der topper listen over CO2-udleding må overtages og deres produktion planlægges demokratisk, som første skridt i en demokratisk planøkonomi. Kun en planøkonomi kan sikre at tilstrækkeligt af samfundets resurser bruges til forskning og grøn omstilling, så vi kan sikre en fremtid for menneskeheden.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.