Imens Mærsk høster rekordprofitter, bliver arbejderklassen konstant mindet om, at de skal holde tilbage med lønkravene for ikke at “puste til inflationen” af den ene økonomiske såkaldte vismand efter den anden. | Foto: José Sáez, Flicker.com
Mærsk præsenterede den 8. februar 2023, med en profit på over 210 mia. kr., det bedste regnskab i dansk finanshistorie nogensinde. Af dette overskud forventes det, at under 2 promille havner i den danske statskasse, ifølge beregninger lavet af Finans.
Dette skyldes at shippingbranchen kan vælge at undlade at betale selskabsskat men i stedet betale såkaldt tonnagebeskatning. I en tid hvor arbejderklassen og resten af samfundet døjer med buldrende inflation, hjælpes Danmarks ubetinget største virksomhed på vej, med hvad der effektivt set er erhvervsstøtte fra staten.
Tonnagebeskatning stammer tilbage fra 00’erne. Denne skattelov giver særlige privilegier til shippingbranchen, fordi skatten regnes ud fra den tonnage, rederiet råder over – lidt lig en vægtafgift – som betyder, at shippingselskaber generelt slipper med en utroligt lav skatteprocent. Om loven blev indført som resultat af de dyre smykker til ministerfruerne som blev afsløret i en skandale i 2009 eller de diskrete trusler om at flytte Mærsks hovedkvarter til andre himmelstrøg vides ikke.
Officielt er begrundelsen at “sikre danske rederiers internationale konkurrenceevne”, som der så fint står i lovteksten. Logikken er, at man fra den danske stats side kunne vælge mellem at pålægge disse virksomheder en særligt lav skat, og stille sig til takke med krummer af profitten, eller risikere at rederierne flytter deres hovedkvarter, så man slet ingen skat får i statskassen.
Og logikken holder faktisk, hvis man skal holde sig inden for systemets rammer. Konglomerater verden over flytter deres hovedsæder derhen, hvor de kan slippe med den laveste skattebetaling – og bruger et hav af andre smarte tricks for at undgå at betale skat.
Selv da OECD i 2021 faktisk forsøgte at komme denne trend til livs med en global “mindsteskat” på 15% for virksomheder, lykkedes det Mærsk bag kulisserne at præge den danske stat til at “repræsentere det synspunkt, at shippingbranchen ikke skulle omfattes af den her minimumsskat” – hvilket resulterede i, at shippingbranchen faktisk blev fritaget fra aftalen!
Som om det ikke var nok at slippe afsted med en i forvejen vanvittigt lav skatteprocent, har selskabet tilsyneladende fået det til at se ud som om, de betaler mere skat i Danmark, end hvad tilfældet er, ved hjælp af teknikaliteter omhandlende dobbeltbeskatningsregler. Det gælder de senest tre års regnskaber, og for 2022 betyder det, at Mærsk sandsynligvis ender med at betale under to promille i skat til Danmark – altså ca. 100 gange mindre end den almindelige selskabsskat på 22% og endnu længere fra de minimum 38%, som arbejdere får trukket fra deres løn. Hvis Mærsk blev beskattet som ethvert andet selskab, ville Mærsks skattebillet alene kunne finansiere lønløft til sygeplejerskerne (ca. 20 mia.) to og en halv gange!
Imens Mærsk høster rekordprofitter, bliver arbejderklassen konstant mindet om, at de skal holde tilbage med lønkravene for ikke at “puste til inflationen” af den ene økonomiske såkaldte vismand efter den anden. Men hvordan kan det være, at de rigeste familier i samfundet skal belønnes med skatterabatter til deres virksomheder, og lettelser af bl.a. arveskatten, mens sundhedsvæsenet nærmer sig et kollaps? Mærsks særlige skatteforhold, som efterhånden har to årtier på bagen, er blot en del af en større tendens i en ensidig klassekamp, der altid stræber efter at maksimere profitten på bekostning af det arbejdende flertal.
Det er sandt nok, når nogen indvender, at hvis man afskaffede de favorable skatteforhold for shippingbranchen for at omfordele noget af den rigdom, som Mærsks ansatte skaber til samfundet, så ville Mærsk bare følge profitten og flytte hovedsædet andetsteds. Men betyder det, at vi bare skal give op, og tillade at hele samfundet bliver taget som gidsel af de store virksomheder?
Herfra er svaret et rungende nej: der er ingen grund til at finde sig i en så dysfunktionel og udemokratisk samfundsindretning, hvor en lille gruppe mennesker i samfundets øverste top får lov at dikterer en politik, der gavner dem selv, med trusler om kapitalstrejke. Dette er det højt hædrede demokrati, vi lever under – et demokrati hvor enkelte individer, på baggrund af deres ejerskab over økonomien, kan gennemtvinge deres vilje mod flertallet.
De centrale dele af økonomien, såsom de største 200 virksomheder i Danmark, som hele samfundet er afhængige af, er alt for vigtige til at være enkelte personers private ejendom. Det er desuden ikke Mærsk’ aktionærer, der sejler koncernens skibe flere måneder ad gangen, for at sikre at lasten kommer frem. Det er arbejdere, der udfører dette samt de 100 andre opgaver, der kræves af moderne shipping. Kapitalisterne har brug for arbejderne, men verdens arbejderklasser har derimod gang på gang i løbet af de seneste 150 år vist, at de sagtens kan klare sig uden deres udbyttere.
Ved at nationalisere Mærsk ville ejerskabet over skibe, havne og rederier gå til dem, der faktisk driver dem og skaber værdi igennem deres arbejde. Det ville samtidig gøre det muligt at indføre rationel udnyttelse af disse enorme produktionsmidler i stedet for det spild og den stilstand, der hersker i dag.
På baggrund af arbejderdemokrati og arbejderkontrol vil det være muligt at tilrettelægge økonomien efter flertallets behov, hvilket naturligvis vil indebære en grøn omlægning af skibsfarten, som lige nu er en storforurener. Al den nødvendige teknologi eksisterer allerede, men bliver i dag afskrevet af virksomhedsejerne, da det vil gøre et indhug i branchens enorme overskud.
Argumenter om virksomhedsflugt og kapitalstrejke viser blot, at det nuværende system er fanget i en blindgyde. Løsningen er ikke at give op, eller forsøge at gøre det umulige og beskatte Mærsk gennem et system, som ejerne har kolossalt meget mere indflydelse over end os – løsningen er nationalisering som del af en socialistisk revolution.
