Mens milliarderne til erhvervslivet flyver over disken i Finansministeriet, knokler arbejderne i frontlinjen på at få enderne til at mødes i et velfærdssystem, der allerede inden coronaepidemien var spændt til bristepunktet.
I 40 år har effektiviseringer gearet sygehusvæsenet optimalt til normalbelastningen. Det er den pæne måde at sige, at sundhedsarbejderne blev kørt til max – under normale forhold. Selv når der ikke er en global pandemi, er det eksempelvis normalt at patienter må ligge på gangene i januar og februar. Disse effektiviseringer har blandt andet finansieret skattelettelser til samfundets rigeste.
For sygeplejersker og sosuassistenter er det dagligdag ikke at have tid til at spise frokost. Det er normalt at en sygeplejerske tager en tudetur ude på lageret på grund af det massive arbejdspres.
Alligevel stod de alle klar da samfundet kaldte. Klar til at ofre sig selv, risikere egen og familiens sundhed for det fælles bedste. Samvær med familie og børn blev sat til side for at redde så mange som muligt. Og hvad er takken? I Region Hovedstaden fik de et honninghjerte…
SOSU-assistenterne har arbejdet i en sky af smitsomme aerosoler uden de mest basale værnemidler. Pædagogerne, som i forvejen har dårlige normeringer, har skullet håndtere ekstra sygdom og ekstra rengøring. Der kom ganske vist hjælp til rengøring i starten, men den er for længst stoppet. Disse grupper er der end ikke nogen der taler om. Slet ikke statsministeren, der har for travlt med at tage æren selv.
De offentlige arbejdere, har sammen med arbejderne i supermarkederne, renovationen, transporten osv osv. til overmål udvist det af regeringen krævede samfundssind. Anderledes står det til i toppen af erhvervslivet. Mens hundreder af milliarder af skattekroner er væltet ind i hjælpepakker det seneste år, har arbejdsgiverne i høj grad udnyttet krisen til at angribe arbejderklassens organisering. På den ene arbejdsplads efter den anden får vi rapporter om tillidsfolk, der bliver fyret og lokalaftaler, der opsiges. I renovationsselskabet Remondis ville ledelsen diktere, hvem arbejderne skulle vælge som tillidsmand, hvilket ganske naturligt udløste en flere dage lang strejke.
Fagforningslederne har indgået aftale efter aftale med regeringen og arbejdsgiverne, der tilsidesætter arbejdernes basale rettigheder. Men ejerne af produktionsmidlerne har en anden tilgang til samfundssind. Godt og vel tusind minkavlere, hvis produktion af eksklusive pelse til overklassefruer verden over direkte truede folkesundheden, krævede højlydt deres ret. Ikke bare ville de have kompensation for den tvungne nedlukning. Nej, de ville også kompenseres for fremtidige (opdigtede) indtægter de næste 10 år, i et erhverv der vel og mærke allerede var på fallittens rand. Ikke mere end et par hundrede af disse folk i demonstration skulle der til, før regeringen og Christiansborg klappede hælene sammen, og donerede 19 milliarder – mere end der er blevet brugt på lønkompensation af 250.000 arbejdere det seneste år (12,9 mia.).
Minkavlerne er dog småfisk blandt kapitalejerne, omend de har gjort et stort væsen af sig. Landets rigeste lever anderledes diskret, men krisen har ikke været mindre indbringende for dem, tværtimod. Deres formuer er eksploderet i kriseåret 2020. Danmarks rigeste mand, ejeren af bl.a. Bestseller og Nemlig.com Anders Holch Povlsen kunne gå ind i 2021 med en privat formue på 57 mia. De 18 mia(!) havde han raget til sig alene under coronakrisen. Det er mere end det offentlige brugte på arbejdsløshedsdagpenge i hele 2019.
Det var den samme Anders Holch Povlsen som, da forårets smittebølge ramte, øjeblikkeligt fyrede 700 arbejdere og stoppede med at betale husleje for sine mange butikker, mens han krævede kompensation fra staten – alt imens, han nægtede at bruge af sit eget holdingselskabs gigantiske formue. Et lysende eksempel på samfundssindet fra vor tids gullaschbaroner.
Ved de offentlige overenskomstforhandlinger (OK21) der starter nu, har de offentlige arbejdere derfor al mulig grund til at kræve deres ret. I modsætning til kapitalejerne, har de til overmål ydet deres. Men vi ved på forhånd, hvad regeringen og dens offentlige arbejdsgivere vil sige: Tiden er ikke til lønstigninger og højere udgifter. Der er krise, må vi forstå. I vores klassesamfund kan der nemlig godt være krise for det store flertal, mens det lille mindretal lever i et gyldent opsving. Der gælder én virkelighed for arbejderen og en helt anden for kapitalejeren.
Alligevel er det meget muligt, at det ikke kommer til konflikt ved denne overenskomstforhandling. De offentlige arbejdere har nemlig ubeskriveligt travlt med at få samfundet gennem pandemien. Men regeringen og samfundets top tager grueligt fejl, hvis de tror, at det betyder, at alt er fryd og gammen. Intet er glemt. Ét års pandemi, lockdowns og opofrelse overfor overklassens eksplosion i rigdom sætter sine dybe spor i massernes underbevidsthed. Folk er ved at have fået nok. Hvad der bliver gnisten, der sætter fut i det hele, er umuligt at sige. Men med den mængde brændbart materiale der er akkumuleret, kan det blive ganske dramatisk. Velkommen til 2021.
